Klikken

Folk ere sommetider forunderlig fordomsfulde, – ja maaske ogsaa undselige. Der er ikke Tale om, at Nogensomhelst vil vride sig ved at blive henregnet til et Parti, at henhøre til en Gruppe, til Nød at være Deltager i et Konsortium, men at være Medlem af en Klikke: aldrig. Og dog er det et Faktum, at mangen brav udenforstaaende Medborger med en vis kildrende Fornemmelse, der maaske er et Næstsøskendebarn til Misundelse, hører Denne eller Hin betegnet som aktiv Participant i en Klikke, navnlig naar det er en rigtig solid "Ring". Jeg for min Part bøjer mig i Ærbødighed for Klikken: det er en af de Magter, der have regeret Verden fra Tidernes Morgen, og den vil vedblive dermed idetmindste i min Levetid. Ser man en Klippe rage op over Bølgerne, er man, idetmindste paa Afstand, tilbøjelig til at indbilde sig, at den staar der ganske alene, i ensom Majestæt. Men lodder man sig nærmere til den, opdager man i Reglen, at den har en undersøisk Befæstning af skjulte Skjær, der ubarmhjertig spidder enhver Baad, som uden Lods vover sig den for nær. Saaledes ser den krystalliserede Klikke ud.

Den største Rolle spiller Klikken altid i politisk og religiøst stærkt bevægede Tider. Den første franske Revolution lod den ene Klikke afløse den anden, idet den efterfølgende yderst rationelt kappede Hovedet ikke blot af den foregaaende Høvding, men af hele hans Stab; Gambetta har sin Klikke, Chr. Berg vil faa sin, hvis han overhovedet driver det til Noget, og jeg er aldeles overbevist om, at f. Ex. Muhammed ikke uden dette nyttige Appendix har turdet forlade Mekkas Børs for at slaa sig paa den mere profitable, men altid risikable Profet-Forretning. I ethvert Parti danner Klikken Kjernen, men hvem der saa igjen leder den, det veed ikke altid den menige Hob, men kun Klikken selv. Ofte er nemlig den Fører, i hvis Navn hele det store Parti er dannet, slet ikke den egentlige Magthaver, men kun en Navneværdi, en roi fainéant1 med en almægtig Majordomus2, ligesom Kongen i Skakspillet vel er den Brik, hvorom det Hele drejer sig, men paa den anden Side er reduceret til en temmelig flov Statistrolle.

Det kunde maaske have sin Interesse at se, hvorledes en saadan moderne Klikke-Dannelse foregaar, at iagttage dens forskjellige Udviklingsstadier, saa at sige Trin for Trin. Lad os tænke os, at vi her i Landet havde en literær Klikke. Det have vi naturligvis ikke, Gudbevares. Vi have forskjellige literære Partier, forskjellige Skoler med modstridende Anskuelser og indbyrdes afvigende Synsmaader, men en literær Klikke existerer her jo, som vi Alle vide, slet ikke: vi have nok et Athen, men mangle endnu Athenienserne. Altsaa kan Ingen tage mig det fortrydelig op, at jeg bare for Løjers Skyld forsøger Tankeexperimentet og sætter, at her virkelig var en Klikke i vor Literatur, og at dens Feltraab var, ja lad os sige: Tankestregen. Dens Udviklingsgang vilde da i korte Træk være følgende: En begavet Mand med dialektisk Færdighed og Trang til at gjøre sig bemærket vilde en skjønne Dag snuble over en Tankestreg. Det vilde gaa ham som Newton, da han fik – var det et Agern eller et Æble? – i Hovedet, og saa vilde han paa den gjøre en Opdagelse. Han vilde paa een Gang lægge Mærke til, at medens baade den tyske og den franske Literatur vrimler af Tankestreger, medens dette interessante Skilletegn saa at sige dominerer det literære Verdensmarked, er dets store Betydning ikke med en Tanke falden den danske Literaturs hidtidige Matadorer ind. Ganske vist forholder dette sig tilfældigvis ikke aldeles eller egentlig talt slet ikke saaledes, der er tvertimod en stor Hoben Tankestreger at finde hos alle ældre Forfattere, men den begavede Dialektiker forstaar ligesaa godt som salig Nelson at sætte Kikkerten for det blinde Øje, naar det gjælder: træffer han een Side med Tankestreger, blader han hurtig om og viser paa den næste Side, at der ingen findes. Det er ikke Trolderi, kun Fingerfærdighed. Nu er altsaa Opfindelsen gjort, og der skrides til Udtagelse af Patentet. Den Begavede raaber Vagt i Gevær. Mængden strømmer til, og for den proklamerer han sin Opdagelse: — Tankestregens Betydning i Literaturen. Denne Opdagelse eller Opfindelse slaas hermed fast som hans særlige Ejendom; Enhver, der vil nyde Godt af Tankestregens Velsignelse, har at sværge paa, at Opfindelsen er en rigtig udmærket Opfindelse, og at ingen anden end den begavede Dialektiker vilde være istand til at gjøre et saa genialt Stykke Arbejde; Modvillige og Vantro, der ingen Ed ville aflægge, kunne ligesaa godt strax sætte sig hen i den Skammekrog, hvor de dog høre hjemme, thi ind i Fremtidsliteraturens forjættede Land komme disse Skabninger i Evighed ikke.

Den store Opdagelse slaar an. Alle yngre Forfattere skynde sig med at proppe deres Bøger fulde af Tankestreger, og selv ældre Skribenter af tredie og fjerde Rang, hvis Værker hidtil hverken have havt Overflod paa Tanker eller paa Tankestreger, opdage til deres begejstrede Glæde, at det langt mere har været Mangelen paa disse end paa hine, der har hindret dem i at naa Berømmelsens Tinde. Men ogsaa Modstanden voxer; den ældre Slægt begynder at protestere, den kan paa ingen Maade indse, at Tankestregen, selv om den i visse Henseender har sin Berettigelse, kan afmærke en saadan Grænse mellem det Gamle og det Nye, det "Moderne", navnlig da den slet ikke er noget Nyt, idet det eneste Nye er Misbrugen af dette nyttige og i det Hele ganske nette Tegn, der nu ved at puttes ind allevegne driller og trætter Læseren.

Nu begynder det at knibe for den nye Skole. Den mærker, at det Hele ikke kan gaa helt fredelig af; følgelig ruster den sig til Kamp paa Liv og Død. Man slutter sig tættere sammen i faste Geledder med Fanen i Midten. Organisationen bliver militær, Disciplinen strammes, man bliver enig om at holde sammen og støtte hinanden, om just ikke i Liv og Død, saa dog gjennem Tykt og Tyndt: Klikken er dannet. Saa drager den i Kampen, givende og modtagende Hug og Stød, og jo længere Kampen trækker ud, desto mere krigsvant bliver den, desto stærkere bliver Sammenholdet og den gjensidige Beundring. Foran gaa Anførerne, de, der rage højest op, der have mest Hensynsløshed, mest Mod, mest Øvelse, og som tillige have den haardeste Hud til at tage imod de Slag, der vanke. Bag efter følge Trompeterne og tilsidst Trosset: alle de Menige, der blot have at lystre og raabe Hurra efter bedste Evne.

Trompeterne have i Grunden et besværligt Hverv. Det paaligger disse syndige Skabninger evig og altid at blæse een og samme Melodi: "Tankestregens Honnørmarsch". De have nok Lov til at lave Variationer, brodere den med Triller og Løb, blæse i Dur og Mol; men selve Themaet maa de ikke røre ved. Og desuden maa de passe paa, hver Gang en af Førerne slaar et Slag, at tude en rigtig skraldende Fanfare, som kan styrke Modet og opildne Kamplysten. Hver Gang der derimod falder et Skud fra Modstanderne, have de at tage Trompeten fra Munden og lade Korpsets Piberdrenge markere Takten paa deres skingrende Piccolofløjter. Af hvor stor Betydning for Kampiveren denne stadige Trompetklang er, ses bedst deraf, at selv Klikkens Generaler og andre høje Officerer ikke forsmaa en Gang imellem, naar Vejret gaar fra den egentlige Spillemand, selv at sætte Trompeten for Munden og blæse Fanfare til Ære for deres Kampfæller eller vel endog for dem selv. Thi – som der staar i Kæmpevisen3

"Hvo skal føre vore Runer,
naar vi det ikke selv maa?"

– Men hvad bliver der under al denne Kamptummel og Trompetblæsen af Fanen? Tal ikke herom! Nu kæmper Klikken ikke længere for Fanen eller for Tankestregen, den kæmper for sig selv: en Fane kan man altid faa igjen. Selv Profetens grønne Fane var nok oprindelig ikke andet end hans Yndlingshustrus Nederdel, eller mulig et endnu mere indvendigt Stykke. Nu gjælder Kampen ikke Theorier, men Ære, Magt, Anseelse. Før var Klikken Middel, Tankestregen Maal, nu er Klikken bleven baade Middel og Maal. Det er ikke længere i Kejserens, men i Wallensteins Navn, at Hververtrommen gaar. Lad nu kun en af Klikkens Anførere skrive en Bog uden en eneste Tankestreg i: der bliver dog blæst Fanfare, og lad Modstanderens Værker strutte af Tankestreger som et Pindsvin af Pigge: han hører dog kun Fløjtens haanende Lyd. Thi om Tankestregen vinder Borgerret i Literaturen eller ikke, det er til Syvende og Sidst mindre væsentligt, naar blot Klikken faar en Plads i Literaturhistorien, dog helst en lidt større end den, der rummes mellem to Tankestreger.

Skade er det, at vi ikke herhjemme have en saadan literær Klikke, og at det Hele indtil Dato er bare Tankeexperimenter. Hvilken uendelig Opmuntring og Støtte vilde det ikke være for grønne Forfattere at have saadant et ganske lillebitte Samfund, hvori de gjensidigt kunde forsikre hverandre en passende Livrente af æsthetisk Anseelse og, efter et vel ført Liv, i Døden en Overlevelsesrente af hæderlig Omtale!

Mercutio.

 
[1] roi fainéant: konge der intet foretager sig, en konge af navn, som f.eks. de sidste merovinger. tilbage
[2] Majordomus: en hofembedsmand der udøvede magten på merovingerkongens vegne. tilbage
[3] Kæmpevisen: visen "Kæmperne på Dovrefjeld", hvis første vers (med omkvædet) hos C.J. Brandt: Prøver af vore Kæmpeviser (1864) lyder:

Paa Dovrefjeld i Norrig laa Kæmpeflokken bold,
Dronning Ingeborgs Brødre alle tolv.
Men hvo skal føre vore Runer, om vi dem ikke selv maa.

tilbage