"Stækkede Vinger"
(Af Henrik Pontoppidan)
Der har til alle Tider været en Kamp imellem 799 godt og ondt, og der har saa længe Kristendommen har været i Verden bestandigt staaet Kamp imellem Kristendom og Vantro. I den senere Tid har denne sidste atter her i Danmark begyndt at løfte Hovedet højt og paa forskellige Maader rettet Angreb paa den kristne Tro. Men Grundene til Vantroen og Fritænkeriet er meget forskellige, og mange Gange er de sikkert nok mindre ædle og dybe; men desuagtet bliver det lige vist, at der ogsaa er mange virkelig ædle Fritænkere, hvis Grund til Vantro ofte er en ligefrem Følge af de forkludrede Forholde, hvorunder vi i mange Henseender lever. En saadan Mand synes Forfatteren af ovennævnte Bog at være. Der gaar som et hjærteskærende Suk igennem hele Bogen, et Suk over al den Uretfærdighed, der findes i Livet.
Den væsentligste Del af Bogen indeholder en Fortælling, Forf. kalder "Kirkeskuden"; men som Indledning til denne er der 3 smaa Skitser, i hvilke Forf. dels peger paa Usandheden og Humbugen i Livet i de højere Kredse blandt vore Studenter og dem, disse bevæger sig imellem, dels viser os et Billede af Livet ude i Folkedybet, idet han fremhæver, hvorledes ofte agtværdige, retskafne og ærlige Mennesker maa ende sit Liv paa saadanne Buler, Tyvehuller og Horehuse, som Fattiggaardene kun alt for ofte er, og saa spørger han, saa det svier i Hjærtet: "Kan dette nu ogsaa siges at være "saa saare godt"?" Gennem "Kirkeskuden" paapeger Forf., hvorledes vore Forholde er i den Grad forkludrede, at selv i en Præstegaard, hvor Præsten er en ærlig, retskaffen og varmhjærtet Mand, kan der blive gjort den mest blodige Uretfærdighed. En Del af dette paaviser Forf. under Skildringen af, hvilken Opdragelse Børnene faar. De kærlige Præstefolk har nemlig som Plejebarn antaget en 9 Aar gammel Dreng, der, som forældreløs, hidtil har haft Ophold paa Fattiggaarden. Drengen skal da selvfølgeligt først og fremmest lære sin Religion, lære sin Gud at kende med alle hans Egenskaber og treenige Væsen osv., vel at mærke – gennem Lærebogen! Ogsaa – i Sommervarmen, mens Solen straaler i al sin Glans, Fuglene synger og alt i den fri Natur er Glæde og Lyst, sidder den stakkels Dreng – i Stedet for at komme ud at tumle sig paa den for Barnet naturlige Maade – i den kvælende Varme paa sit lille Tagkammer og tærsker Langhalm paa Lærebogen, til han fortvivlet maa udbryde, idet han skuer ud i den frejdige Natur og over det blaanende Hav: "er Gud saa vanskelig at lære at kende, saa vilde jeg ønske, der aldrig havde været nogen Gud til"!
Skønt det jo maatte antages, han i en saadan venlig Præstegaard, hvortil han var kommen fra et elendigt Hul paa en Fattiggaard, maatte føle sig lykkelig, kan man dog godt forstaa, der saaledes uvilkaarligt kunde undslippe ham et Suk af Længsel efter det fri, ubundne Liv paa Fattiggaarden. 800 Ti man kan forstaa, at et Barnehjærte under saadanne Forholde maa føle sig fortvivlet. Og dog er det den Maade, hvorpaa Børnene endnu over alt i vore Statsskoler maa lære deres Gud at kende! Hvem er det saa, der opdrager Fritænkerne?
Man maa, ved at se herpaa, uvilkaarligt komme paa den Tanke, at der egentligt maa være liden Alvor i vort Folk; ti har man blot en lille Smule Erfaring om, paa hvilken Maade man lærer Gud at kende, har man prøvet blot en lille Smule af, hvad det vil sige, med bankende Hjærte og bøjede Knæ i Lønkammeret at tale med sin Gud og himmelske Skaber, saa maa man forarges, ja oprøres over at se alle de Tusender Smaabørn her i Danmark endnu i vor "forstandige" Tid faar Gudsbegrebet banket ind i Hjærnen paa den Maade, ja paa samme Vis, som man lærer Matematik og Algebra!
Drengen maa dagligt læse Bordbønnerne, og hver Søndag maa han to Gange i Kirke! Og – – – ja vi skal ikke gaa videre; den enkelte bør helst selv stifte Bekendtskab med Bogen. Den er helt igennem et alvorligt Arbejde, som oplyste Kristne vil have Gavn af at læse, idet den peger paa mangt og meget, vi kan have godt af at stilles for Øje og tænke alvorligt over. Ti vil vi være med i den Kamp, som det er en Fryd at være med i:
"Kampen for Kristus i Aand og i Form,
der kun blusser større i Vantroens Storm",1
saa maa vi kende Angrebspunkterne, hvor Fjenden stormer løs, og kende de Vaaben, som han anvender. Og det er fornøjeligt at lære disse at kende, ti det viser sig over alt, at der, hvor Modstanderne "Vantroens Stridsmænd", mener at ramme vor kristne Tro, skyder de bestandigt fejl, idet de kun i Stedet for rammer alt vort offisielle kristelige Skinvæsen, men dette rammes da ganske vist ogsaa des stærkere, ja rammes med knusende Vægt.
Nærværende Bogs Forfatter er en Broder til Morten Pontoppidan, men han staar helt og holdent i den modsatte Lejr, nemlig i "Fritænkernes" Rækker, medens Broderen er en af de djærveste Talsmænd, Menigheden for Tiden har her i Danmark. Men et har de begge tilfælles: De taler ud af deres Sjæls dybeste Trang til at vidne om det, der staar for dem som Sandhed.
"Stækkede Vinger" er en Bog, som neppe nogen vil have Skade af at læse; der findes ingen urene Billeder eller lignende. I et glimrende Sprog og sikre Tegninger, hvorigennem der røbes et Forfatteræmne af stor Betydning, fremdrages Træk efter Træk ud af selve det virkelige Liv, som, hvor lidet fornøjelige og endnu mindre glædelige de end er, dog nok desværre kun er alt for sande.
