Literatur
Paa Andr. Schous Forlag er der for ikke længe siden udkommet en ca. to Hundrede Sider stor Gaadesamling, betitlet Sandinge Menighed, en Fortælling af Henrik Pontoppidan. Hvorfor Bogen netop hedder Sandinge Menighed, er ligeledes en Gaade, eftersom den næsten helt igjennem handler om alt Andet, men det har nu Mindre at sige; værre er det, at man savner de til slige underholdende Forstandsøvelser sædvanlig knyttede Opløsninger, thi da de Nødder, Forfatteren med stor Snedighed har puttet ind rundt omkring i den novellistiske Anretning, ere altfor haarde til at kunne knækkes af almindelige Tænder, ville de fleste Læsere vistnok ved Fortællingens Slutning være hverken mere eller mindre kloge end ved dens Begyndelse.
Hovedpersonen er en ung Bondepige, Boel, der gjærne vil paa Folkehøjskole, men ikke maa for sin Moder, Lone, nærmest fordi Sidstnævnte har noget udestaaende med Forstanderen, hvilket antydes ved, at hun, da denne Bannerfører for Folkelighed og glad Kristendom har holdt Bryllup med en Anden, gaar hen til ham og "spytter ham lige ind i Ansigtet uden et Ord", hvorefter han "tørrer sig rolig af med sit Lommetørklæde". Boels Skuffelse over ikke at maatte komme paa Højskolen ytrer sig paa den – især for et i øvrigt saa blidt og yndigt Væsen – mærkelige Maade, at hun "falder om med et dumpt Brag og et Klask og ligger og skriger og hviner paa det Forfærdeligste til henimod Morgen", medens hun er "saa brændende hed over hele Kroppen, at der staar en formelig Em op over Sengen og gjør Væggen fugtig højt op". Efter at Landsbyens Beboere have erfaret "Begivenheden i hele dens Gru", opfyldes de af "Rædsel og Harme" imod Moderen, og da Boel, saa snart den omtalte Raptus er overstaaet, begynder at "smaapludre om Liv og Lys og Verdens livsalige Glæde", finder ogsaa Præsten, at "det er Gud, der om Natten har talt til Lone", hvem han desaarsag formaar til at sende den unge Pige til "en af Landets ædleste Kvinder, der med fuldt og opofrende Hjærte omfatter de Smaa og Fortrykte". Denne Kvinde, en Fru Gylling, har gjort det til sit Livs Opgave at rejse om og inspicere Folkehøjskoler samt holde folkelig "Salon" hjemme hos sig selv. Hun er noget af det Gaadefuldeste, man kan tænke sig; thi skjønt Forfatteren beskriver hende som fintfølende, intelligent, æsthetisk dannet, ægte kvindelig, personlig sand, rede til at ofre Alt for det Gode og Skjønne, vader hun stadig om i et Morads af Løgn, Fraser og Humbug, som hun selv har lagt tilrette i "Salonen". Hendes hele Omgang bestaar af pjankede kjøbenhavnske Damer, der sværme for Grundtvig uden at forstaa ham, Studenter, der "gjøre" i Folkelighed af forfængelig Trang til at poussere sig frem, "gamle, fedtede Bondemænd i hvide Hosesokker"(!), Seminarister "med klamme Næver" samt "vindige Højskolelærere, der lugte af Skjæg(!) og daarlig Tobak." Det eneste fornuftige Medlem af dette Samfund er Fru Gyllings Søster Rosalie; men hun bliver ogsaa behandlet efter Fortjeneste. Da hun nemlig retter det nærliggende Spørgsmaal til Fruens unge Søn, der tilbringer sin Tid med at holde radikale Taler og forfatte Adresser "fra den danske Student til den danske Bonde": "Har du ogsaa Tid til alt det for dit Arbejde, Knud?" samt endvidere tillader sig at afbryde en af "Salonens" ubevidste Komikere, idet han bemærker: "hvis jeg skulde skabe en Verden, saa …", med følgende Replik: "ja det foreligger nu ikke i Øjeblikket, Hr. Boserup" – jager Fruen hende paa Porten. Hvis nu Fru Gylling var skildret som en ikke mindre forvrøvlet Natur end hele det collegium politicum, hvori hun fører Præsidiet, vilde man have for sig en Satire, som ikke var til at tage fejl af, over det berygtede "Dannevirke i Brystet"1, der er muret op af Blødagtighed, forloren Patriotisme, Ringeagt for Loven og forfængelig Stræben efter Magt; men da Forfatteren, som sagt, vil have hint Centrum i det folkelige Kompagni opfattet som en elskelig, næsten ideal Skikkelse, glider det klare Standpunkt bort under Læserens Fødder, og man befinder sig svævende i en Taage, hvori Hr. Pontoppidan ikke kan lede En paa rette Vej, fordi han selv hverken veed ud eller ind.
Det er i en saadan Atmosfære, Boel skal indaande nyt Liv. Man skulde nu tro, det maatte være Forfatterens Mening at vise, hvorledes dette hidtil i de trangeste Forhold indestængte Naturbarn med sin Længsel efter Kundskab og aandelig Frigjørelse paavirkes og udvikler sig ved alt det Fremmede og Forunderlige, hun føres ud i, saaledes at hun enten som den Hovedfigur, hvori Satiren fyldigst personliggøres, bliver forkvaklet og gaar under som Karakter eller ogsaa formaar som en ædel Plante at drage Næring af selve det Dynd, hvormed Jordbunden, man har hensat hende i, er gødet, saa at det, som i sig selv mangler det Skjønnes og Godes ægte Præg, dog bringer hende Noget, der omsættes i hendes rene Sjæl til Tanker og Følelser, gjennem hvilke hun tager aandelig Væxt. Men Intet af dette. Man erfarer vel, at Boel bliver klædt pænt paa, og at Fru Gylling øver hende i Retskrivning, hvilket sidste i Paranthes bemærket – at dømme efter et Brev, hun skriver til sine Forældre – ikke synes at bære synderlig Frugt; men det Væsentlige, der hænder hende, har ikke det Mindste med Folkeligheden, Radikalismen, Grundtvigianismen, Højskoletanken osv. at gjøre – hun falder simpelthen som saa mangfoldige andre Landsbypiger, der hensættes blandt Hovedstadens Fristelser, i Hænderne paa en Laban, nemlig Fru Gyllings ovenomtalte Søn, hvem hun er troskyldig nok til at tillægge retskafne Hensigter, indtil han ved et mislykket Forsøg paa at forføre hende brat river hende Bindet fra Øjnene.
Saa flygter Boel fortvivlet ud i den vide Verden, men kommer dog ikke længer end til Dyrehaven. Her er hun i den "bælgsorte" Aften saa heldig at møde en brav Fyr, der fører hende tilbage til Kjøbenhavn. Han er endvidere saa hjælpsom at skaffe hende Logis, men gaadefuldt nok – da bemeldte Person skildres som Skikkeligheden selv, besjælet af de reneste Hensigter og ingenlunde nogen Idiot – i et Hus, der er halvt Knejpe, halvt noget endnu Værre. Boel vil først ikke derind, da hun med Rette finder, at der ser væmmeligt ud; men saa kommer hun for første Gang til at kaste et Blik paa "den lille, puklede Mandsling", som ved Afskeden fra hende siger "Gud velsigne Dem" og "ser op paa hende med et stort, brunt, fugtigt Øje", og da sker det endnu Gaadefuldere: "hun slipper med et Skrig hans lange, smalle Hænder, som om hun havde brændt sig paa dem", og beslutter sig saa til at overnatte i "Skipperhuset", hvorpaa "Mandslingen" begiver sig hjem for at tænke paa sin Moder, som han aldrig har set, eftersom hun døde, da han blev født.
Imidlertid er Præsten i Sandinge bleven gal. Det siges ikke ligefrem; men hans mentale Tilstand er ikke til at tage fejl af. Hvorledes det har kunnet komme saa vidt med ham, hører til Gaaderne; men det noteres som Kjendsgjerninger, at han er bleven "bleg og urolig; det gamle, tittende Smil er borte, Glimtet i hans Øje ligesom udslukt, og han ser ikke paa Folk, naar han taler til dem". En Dag gaar han hen til Lone med et Brev – "det er fra Boel, troer jeg; kan De læse Skrift?" "Nej". "Saa skal jeg læse det for Dem". Derpaa bryder han Brevet; men i Stedet for at læse det "haster han ud af Stuen med et kort, uheldigt Forsøg paa et Farvel", efter at det "endelig" i Ordene "Lone! Lone!" er "brudt hæst frem, hvad der har ligget og gjemt sig hos ham i tyve Aar". Gudbevares, hvor Hr. Pontoppidan forstaar at spænde Læsernes Videbegjærlighed; men hvis hans Gaadesamling imod Forventning – thi Verden er nu engang saa løjerlig – skulde udkomme i nyt Oplag, maa han endelig ikke glemme særlig ved dette lige saa dunkle som interessante Sted at tilføje Opløsningen.
Over Boels Ophold i "Skipperhuset" kaster Forfatteren et diskret Slør – det er den eneste Gaade i Bogen, hvis Forklaring vi gjærne skjænke ham. Men hvad Slutningen skal betyde, vilde det være rart at faa at vide. En Dag træder nemlig Boel uventet ind ad Døren til sin Moders Hus og giver hende "et fast, villiestærkt Haandtryk", hvorpaa Forfatteren siger højtidelig: "Nu forstod de hinanden". Det er Mere end vi gjør.
Et Sted giver Hr. Pontoppidan sig til at satirisere udførligt over Fremstillingsmethoden i den naturalistiske Digtning. Dette er for saa vidt mærkeligt, som han selv, hvad Formen angaar, med Hud og Haar tilhører "den nye Skole". Mangel paa kunstnerisk Komposition, en helt ud i det Pinlige dreven Udpenslen af Handlingens og Sceneriets Detailler, vidt og bredt udmalede Episoder, der ikke i mindste Maade vedkomme Fortællingens Plan – kort sagt, alle Skolens formelle Kriterier finder man her skarpt udprægede. Beskrivelsen af "Skipperhuset" og de deri værende Personer kan endog kaldes et ualmindelig vellykket Studie efter Zola.
W.
