Sandinge Menighed
Literatur
Henrik Pontoppidan: "Sandinge Menighed. 1ste–2den Udgave.
Det er den mindste Part af den Skønliteratur, og da særlig Romanerne, som saa Lyset herhjemme for henved en Menneskealder siden, der kan bestaa Ildprøven ved en fornyet Gennemlæsning. Hvor forekommer ikke meget af det, som dengang smykkedes med Slagordet "Realisme", os nu blegt og uvirkeligt. Vi have en underlig flov Fornemmelse overfor disse falmede Skønheder. Tiden har ikke været dem god, Udviklingen har været meget rask, og de befinde sig i en vanskelig Alder. De ere hverken unge eller gamle. Forgyldningen og den Glans, som det daværende Milieu forlenede dem med, er svunden bort, og den Ærværdighedens, Klassicismens eller blot Kuriositetens Patina, den, som gør, at man "ser paa en gammeldags Navneklud med godmodige Øjne", har endnu ikke lagt sig over dem.
Underligt er det især at fornemme saaledes, naar man staar overfor en saa livskraftig og i Nuet fuldt virkende Skribent som Henrik Pontoppidan, og naar man sammenligner hans for toogtyve Aar siden udkomne første Fortælling "Sandinge Menighed" med den anden Udgave af samme Fortælling, der nu foreligger i en nydelig Vignetudgave paa det Schubothe'ske Forlag, illustreret af Heilmann. Pontoppidan er tydeligt nok den samme; hans sammenbidte Forfatterindividualitet med dens liden Respekt for danske Karakterer eller rettere Mangel paa Karakterer, med dens Foragt for al Slags overfladisk Folkedannelse, hans Skepsis overfor Seminarister og Højskolefolk, staar nok saa udpræget i "Sandinge Menighed"s første som i dens anden Udgave. Og som han selv udtaler i et altfor beskedent Forord, er der ikke rørt ved Hensigt eller Handling, "jeg har ikke engang følt nogen Fristelse dertil". Men i Form, Komposition og Teknik er der foregaaet store Forandringer; det er langt mere, end hvad han selv kalder et grundigt Gennemsyn, her er foretaget; det er i Virkeligheden en næsten fuldstændig Omskrivning og Omarbejdelse. Hvad før var løst, usandsynligt og daarligt motiveret – og af det var der ikke saa lidt – har nu faaet fornuftigt Sammenhæng; en enkelt, før ganske skitsemæssigt holdt Figur, den forvoksede Uhrmagersvend Kapper, er nu bleven en af Fortællingens centrale Personer, og Pontoppidan har øjensynligt omfattet ham med særlig Interesse. Adskillige letkøbte Vittigheder ere fjernede – dog underligt nok ikke alle.
Saaledes kunde Sammenligningen fortsættes, og den falder naturligvis ud til afgjort Gunst for Omarbejdelsen. Til Oplysning for Pontoppidans store læsende Menighed kan det siges, at det er en næsten helt ny Bog, som foreligger.
J. C.
