Dansk Literatur

Aphoristiske Anmeldelser

[…] Alligevel retter man hellere Opmærksomheden mod ædlere Skud paa Literaturens vidtforgrenede Træ. Der er saaledes Henrik Pontoppidans nye elegante Udgave af "Sandinge Menighed", en af hans allertidligste Bøger og den, som første Gang fastslog hans Talents Egenart og bestemte Omraade. Pontoppidan har med den moderne Digters skarpere Dømmekraft, videre Syn og sikrere Haand retoucheret sit Ungdomsarbejde, motiveret bedre her, sammentrængt stærkere hist, og er det end ikke en anden Bog, vi nu har faaet fra hans Haand, saa er det dog et mere formfuldt, et mere kunstnerisk afvejet Værk end det, vi tidligere kendte.

Samtidig har han fortsat sin mægtige "Lykke-Per"-Cyclus – den største Roman, vor moderne Literatur ejer – med et nyt 7de Bind "Lykke-Pers Rejse til Amerika", hvor Ironien er bleven skaanselsløsere end i de foregaaende. Thi Per foretager slet ingen Rejse til Amerika. Hans stolte Drømme synker sammen i Aske. Det Amerika, han opdager, er en Præstegaardsidyl; det Sidenius'ske i ham, det fra Præsteslægten gennem mange Generationer i hans Væsen afsatte Lag af Samvittighednag og af lyssky Angst for Livets tusinde Farver og Skikkelser, bryder pludselig igennem med umodstaaelig Vælde, og Romanens sidste Afsnit, som dette Aar forhaabenlig vil bringe, skal nu give det afgørende Indblik i den danske Pers Kamp for Lykken. Men hvorledes dette Indblik nu end bliver – Pontoppidan har med sin Romancyclus skabt et monumentalt Værk, et Bidrag til det danske Folks Psykologi, som rummer utallige nuancerede skarpe Træk, en Række aandfulde og bitre Iagttagelser, en alt overvældende Ironi.