Litteratur
Henrik Pontoppidan: "Sandinge Menighed, en Fortælling".
Hr. H. Pontoppidan, der tidligere har udgivet "Stækkede Vinger" (med 3 mindre Skizzer og en noget større Fortælling: "Kirkeskuden"), regnes til de lovende mellem vore yngre Forfattere – hvoraf naturligvis følger, at han fra visse Sider allerede omtales som Mester. Hans "Sandinge Menighed" har nu ogsaa sine Fortrin, ikke mindst i den "Ide", at visse Grundtvigianeres altfor lette Glæde og altfor søgte Folkelighed her findes optagne til kritisk-satirisk Behandling. Emnet er aktuelt, hvad nok tør siges netop nu, da Alle nys1 have været enige om at yde Grundtvig en Anerkjendelse, ved Siden af hvilken de Fleste stiltiende eller aabenbart reserverede sig Diverse overfor Grundtvigianerne. Men Skildringen i "Sandinge Menighed" er desværre for løs til at have nogen Værdi: Præsten og Læreren ude paa Landet ere kun tegnede med faa, temmelig almindelige Træk, og det mer eller mindre grundtvigianiserende Selskab inde i Kjøbenhavn er sammensat af altfor megen Usandsynlighed og Uvirkelighed til, at de gode Momenter, Tegningen af nogle Figurer indeholder, kunne gjøre sig tilstrækkelig gjældende.
Har Forfatteren savnet Overlegenhed til at faae det rigtige Syn paa Grundtvigianerne, har han derimod truffet de Fattigfolk, som Fortællingen ellers handler om, des bedre paa Kornet. Og naturligvis har han som ægte moderne Forfatter ikke sparet paa Naturtroskab, saa at man kommer dybt nok ned saavel i det Sørgelige som i det Raa, Smudsige o.s.v. Gaaer man ind paa Methoden, kan man godt tilkjende Hr. Pontoppidan Præmie for Dygtighed i dens Anvendelse, thi der er dels Beskrivelser, dels Repliker, Karaktertræk o.s.v., hvori der virkelig er baade Stemning, Kraft og Fynd. Hvad Tendens og Tanke angaaer, direkte eller indirekte fremtrædende i Kompositionen, findes den i enhver Henseende meget billige Medlidenhed med Smaafolk, som hører med til "Skolen", og hos en saa ung Adept som Hr. Pontoppidan er den selvfølgelig parret med ædel Uvillie mod Samfundet og dem, der ikke ere komne altfor galt afsted i dette. Men hvor prisværdigt det end er at løfte Ideens Fane højt i saa Henseende, har Bedriften kun ringe Værdi, naar den udøves ved saadanne grelle og æsthetisk talt raa Antitheser som dem, man opvartes med i "Sandinge Menighed". Ej heller er det sandsynligt, at Sagens Bedring i Virkeligheden vil fremmes derved. Men vi indrømme, at det hører med for en ret moderne Skribent, og Skade gjør det saamænd ikke – mindst for Hr. Pontoppidan, der nok selv vil komme hen paa et højere (ellere dybere) Stade, hvis han er i Besiddelse af den Dygtighed, der delvis fremtræder i "Sandinge Menighed".
