Sandinge Menighed

Dit og Dat

Henrik Pontoppidan: Sandinge Menighed

I Andersens Æventyr "Grantræet" fortæller Manden ved Julegildet sin Historie om "Klumpe-Dumpe, der faldt ned ad Trapperne og fik Prinsessen." Den morer de pæne Børn udmærket, og Grantræet med, men siden da dette bliver sat paa Loftet og vil fortælle de gamle Rotter det samme Æventyr, udbryder de: "Det var en overmaade daarlig Historie. Kan De ingen om Flæsk og Tællelys? Ingen Spisekammerhistorier?" – Var det blevet liggende nede i Gaarden, hvor det siden blev smidt hen i Krogen, og havde det der fortalt sit Juleæventyr for de smaa Grise, vilde naturligvis de udviklede Svin og de unge Galte ogsaa have fundet, at det var en daarlig Historie, men de vilde især have trukket paa Trynen af den, fordi den var saa pæn, og spurgt Granen, om den "ikke kunde nogle Baggaards-Interiører – Noget om Rendestene og Mødingepøle, nogle rigtige svinske Svinerier?"

Hvert Publikum sin Lyst – Hver Tid sin Smag! Æventyret er for længst gaaet af Mode. Man vilde have Hverdagshistorier om Kassemangel, falske Veksler, Tjenestepiger, der kom galt afsted, engros-Forretninger i Flæsk og Lysetalg, kort: Spise- og Sovekammerhistorier – ganske ligesom Andersens Rotter. Men ogsaa deres Smag begynder nu at blive aflægs. Man har faaet saa meget, der buldrede, knaldende og raflende, og det, der kun skurrer og knirker, bliver man snart ked af. Man maa til Afveksling have Noget, der svasker! – Naar man er blaseret for Rosenduft og har faaet for meget af Patchuli¹, saa vender man sig mod Trankogeriet og Guanofabriken – variatio delectat, indtil videre! Det er ikke Svinene alene, der grynter:

Nur wenn wir in's Koth uns fanden,
Dann verstanden wir uns gleich –²

det Smudsige og Stinkende har saa længe det er i Mode, baade sit Publikum og sine Forfattere.

Der er maaske næppe paa Dansk udgivet nogen Fortælling, der gaar saa langt for at tilfredsstille denne Smagsretning som Sandinge Menighed af Henrik Pontoppidan. Vilde man spørge, hvad Forfatteren, der unegtelig raader over et ganske betydeligt Talent til Interiørmaleri, egenlig har villet præstere i dette Arbejde, saa er det næsten umuligt at gætte sig til noget andet Svar, end at han har villet vise, hvorledes man uden Opfindelse, ja næsten uden Sammenhæng, alene ved at springe fra den ene Pøl til den anden kan opføre et lille Virtuosnumer i den nye Retning. Selve Fortællingens Fabel kan man antyde i de faa Ord: En ung Pige, der er opfødt i det mest modbydelige landlige Svineri, bliver grebet af Længsel efter den friske Luft og den skønne Verden, faar sin Lyst tilfredsstillet, kommer ind i en velgørende grundtvigiansk Familie, bliver angrebet paa sin Dyd af Sønnen, løber bort og vender tilbage til Moderens Svinesti. Alle de Personer, Situationer og Interiører, der præsenteres paa hendes Udflugt, er i den Grad oversmurte med Smuds og Galde, at selv den stinkende Husmandshytte i Sandinge bliver et Asyl for hende.

Præsten, der er nær ved at kvæles, da han kommer ind i denne Ulykkens Hule og Elendighedens Bolig, spørger den forhærdede, sammenbidte, bjørnsonsk-tavse Moder: "Drikker De?" – Det er den eneste Maade, hvorpaa han kan tænke sig Muligheden af, at hun har kunnet leve i den forpestede Atmosfære, og han vil ikke engang tro paa hendes Nej, da hun nægter det. I Lighed hermed kunde man fristes til at spørge Forfatteren: "Skraar De?" – ti man kan næsten ikke tænke sig, at en Æstetiker har kunnet udholde et tolv-Arks Arbejde i den Stank, der udstrømmer fra de i Bogen skildrede Lokaliteter.

Jeg stiller maaske for store Fordringer til mine Læsere, naar jeg beder dem titte ind i Sandinge Menighed – men man maa jo dog følge med sin Tid, selv naar den gaar paa ubehagelige Veje, og jeg skal gjøre Opholdet der saa kort som muligt. Det vil dog maaske ikke være overflødigt, hvis De holder et eller andet Forfriskelsesmiddel parat under Læsningen.

Vi gør først Bekendtskab med Heltindens Moder Lone, "en stor, plump og skiden Kone, der staar i Noget som en Mødding eller en Have" og hugger Kvas, mens hendes fem seks stille blege Børn roder lystløst omkring mellem gammel Halm og Potteskaar. Derpaa hører vi Sang ovre fra Friskolen. Den Sang hader Mo'r Lone. Lærer Povelsen har nemlig for tyve Aar siden leget Kæreste med hende, men giftet sig med Sognefogdens Maren, hvorfor Lone har spyttet ham i Ansigtet uden at sige Noget. Rimeligvis er det derfor, hun er blevet saa skiden og saa fæl. Saasnart Sangen begynder, hugger hun løs paa Kvaset saa Stumperne røg hende om Ørerne, og "Sveden drev i store sorte Draaber ned over Kinderne fra det filtrede Haar" – og "Børnene trykkede sig stille sammen i en Bunke blege Ansigter". Saa kommer Boel – Fortællingens Hovedperson – frem paa Scenen. Hun er "knapvoksen, rødgrædt om Øjnene og bider Tænderne sammen om Graaden, der bryder hende i Brystet". Hun skal bære det huggede Kvas ind. Mo'r Lone taaler ikke hendes lønlige Længsler, hun er fæl mod hende, og da den gamle halvfjollede Bedstemoder vil bede for Pigen, siger Lone: "Ti Du stille, Du Skidt!"

Lad os nu se indenfor. Der sidder Lones Mand Lavs. Hun har nemlig trøstet sig saa vidt over Povelsens Falskhed, at hun har taget Lavs og faaet et halvt Dusin Børn. Lavs

sad med Armene tungt og søvnigt paa Bordet og gumlede langsomt med sin tykke, brede Mund. De store Laag sank under dette dybere og dybere ned over Øjnene; men naar han tog sig en ny Bid, lukkede han lidt op og saa' hen paa Boel, der krøb sygt sammen paa en lille Bænk ved Ovnen, med det tunge Hoved hvilende paa Væggen, Øjnene lukkede i det blege Ansigt – halvt sanseløs af Stuens kvalme Lugt af Børn, sødt Hø og Fedt, der var blevet harskt i Varmen.

Det er kun Aftenluft. Om Morgenen er Buketten meget stærkere. Da hedder det:

Stuen var fyldt af en ulidelig Stank, og Børnene laa endnu upaaklædte i de lange Kistebænke og saa ud i Rummet med store, halvt forvildede Øjne. Den gamle Bedstemoder … sad henne ved Vinduet med sin store, mimrende Underkjæve nede paa Brystet og fangede Lopper under sin Uldtrøje.

Gaar vi over paa den anden Side af Vejen, saa faaer vi en anden Odeur:

den "folkelige Friskole" – en lille daarlig Kasse, gjennem hvis aabne Vinduer der endnu stod en sur Stank af Sved langt henad Landevejen.

Nu kan vi forlade Sandinge og følge med Boel, der – efter at have haft et halvt mystisk omtalt Tilfælde om Natten, hvorunder hun er faldet om paa Gulvet og har forslaaet sig – ved Pastor Mommes Hjælp bliver sendt ind til den velgørende folkelige Dannekvinde Fru Gylling i København. Her er Lys og Liv og Opvækkelse, men heller ikke her lugter det godt.

Om Formiddagen, vidste man, var her gjerne saa belemret med Bønder, folkelige Rigsdagsmænd, gamle hvidhaarede Landsbypræster eller unge vindige Højskolelærere, der lugtede af Skjæg og daarlig Tobak. Og naar man ikke netop vilde have den Morskab at se Fru Gylling servere Kaffe for en gammel fedtet Bondemand i hvide Hosesokker, foretrak man denne stille, hyggelige Mørkningstime, da man nogenlunde kunde være sikker paa ikke at blive nødt til at stikke paa en klam Seminaristnæve.

Her gør vi Bekendtskab med en hel Mængde mere eller mindre pjankede og forlorne Personager, men især er der en Søn i Huset, Studenten Knud, der fatter en vis kødelig Interesse for Boel, Husets nye "Pige og Veninde", og uden at Nogen mærker det, træffer Forberedelser til hendes Defloration. Den stakkels Bondepige bliver imponeret og overvældet, forelsker sig i ham og faar Blegsot. Tilsidst løber han en Aften ud i Køkkenet til hende, gør hende Kærlighedserklæringer, overkysser hende og sætter hende Stævne "Imorgen – paa Hjørnet". Der sidder hun nu:

Hendes Ansigt var blegt og smudsigt af Graad og Kys. Øjnene saa ufravendt ind i den rolige Flamme; de var halvt tillukkede, døsige, og falmede i det Blaa. En Tjavs af det forpjuskede Haar havde Sveden klistret ned i den nu saa kolde og blege Pande.

Aftenen efter møder hun paa Hjørnet. Knud faaer hende op i en Droske og kører hende udenfor Byen til et Beværtningssted, hvis Lysthuse staar tomme paa Grund af det daarlige Vejr. I "det nederste og skjulteste" sætter han sig ned med Boel og skænker Champagne for hende. "Hans Haand ryster, hans Arm ryster, hele hans Legeme er i en Bevægelse, han ikke kan beherske" … Nu opdager hun først med Forfærdelse, at han har slemme Hensigter, slænger ham fra sig og løber ud i den mørke Nat uden at vide hvorhen.

Da hun rigtig faar samlet sig, er hun ude paa Strandvejen. Her møder hun

en lille pukkelrygget Mand. … Imens han gik dér og snublede sig frem imod den fjerne By, græd han saa smaat med sit ene store Øje. Det Andet laa og raadnede bort bag en lille sort Lap. … Og vidste han det ikke bedre selv, saa var der mangen venskabelig Kammerat, der kunde og havde fortalt ham, at han stank som bare Fanden af sure Plastre og gammel Øjensalve.

Det er Urmagersvenden Kasper Kapper. Boel spørger ham om Vej og fortæller ham, at hun ikke har noget Nattelogi. Den skikkelige Krøbling fører hende da i god Tro hen til et Logis for Logerende, der hedder "Det lille Skipperhus". Det er just ikke noget synderlig pænt Sted. Stamgæsterne der er "Kadrejere, Kullempere, Varpesjovere, Sildekræmmere" o. desl. Værtinden har været tiltalt efter Straffelovens § 182³ og Opvartningsjomfruen gaar med stor Haaropsats, nedskaaret Kjole og Kulstreger under Øinene. Interiøret er fuldstændigt i den nye Smag.

Gæstestuen var stor og meget dyb, men saa lav, at en høj Mand næppe kunde staa oprejst under Loftet. Og Tobaksrøgen og Køkkenosen hang helt ned over Hovederne paa Gæsterne, der sad ved smaa, snavsede Borde langs Sidevæggene. … Bag fra den lille brede Kakkelovn … stak det Underste af en dyngvaad, ophæftet Kjole og et skident Skørt med opflossede Rande (frem). Herfra strakte sig atter et Par uhyggeligt tynde Smalben i graa Uldstrømper og et Sæt vældige, opblødte Snørestøvler langt ud paa Gulvet. Dette tilhørte en ung, opløben Rejekælling, der sad med Hovedet op ad Væggen og snorkede som en rusten Vejrhane. … Men de unge Fluer tumlede sig lystigt om fra Væg til Væg, mellem Spyttekagerne paa Gulvet og Ostebrødet paa Skænken, og befandt sig i det Hele ypperligt i Stuens tunge, fede, øllede Luft.

Boel bliver imidlertid ikke dernede, men bliver vist ovenpaa i en lang Gang med Døre til begge Sider, fra hvilken der kommer "en led, gennemtrængende, tilsidst ulidelig Stank". Hun faar et af Numrene, og hører fra Nabokamrene Samtaler, der røber, at Værtinden endnu kunde komme i Kollision med § 182. – Det er altsaa den skønne Verden og det frie Liv, hvorom de sang i Friskolen.

"Sangen! Sangen!" raabte hun, og med et dumpt Brag og et Klask laa hun paa Gulvet

hvor længe hun blev liggende der – i det hele taget, hvorlænge hun blev i dette propre Logis, derom tier Fortællingen. Det synes at være en Efteraarsaften, hun indlogeredes her. Vinteren gaar og man hører Intet om hende, hverken det Ene eller det Andet. Først til Foraaret kommer hun hjem til Moderen med sønderrevne Klæder og forblæst Haar ned over Ansigtet. I det halve Aar, der er gaaet, er Alt blevet endnu værre i Lones Hytte. Manden er kommen til Skade ved en Udgravning og ligger fjollet og lamslaaet paa "forpestet Halm". Det lerede Gulv er overstrøet med "skidne Klæder, Halmstumper, fedtet Papir, Fejeskarn og gamle stinkende Klude" – men Boel har jo nu gjort Bekjendtskab med værre Søl og Smuds. Hun og Moderen ser hinanden i Øinene – og de forstaar hinanden – som sagt:

"Nur wenn wir in's Koth uns fanden."

Se det er en Fortælling i den nyere Stil! Dens Fabel er som man ser ubetydelig og dens Tendens næsten upaaviselig, men den lefler ikke med Skønhed eller Dyd, den hverken forsoner eller forklarer, og saa lugter den – aa, saa mageløs naturalistisk!

Erik Bøgh