"Mands Himmerig"

Professor Hans Brix anmelder Henrik Pontoppidans nye Roman "Mands Himmerig", der i Dag udkommer hos Gyldendal.

I hel spændt og højtidelig Stemning har man i de sidste Uger imødeset den halvfjerdsindstyveaarige Henrik Pontoppidans nye Roman, som foreligger i Dag. Det er en stor Fortælling paa seksten-sytten Ark, en Livsskildring, underbygget af Forfatterens tunge, etiske Vurderinger.

Romanen Mands Himmerig indeholder et Stykke moralsk Tidshistorie. Den skildrer Aarene, som indledede Verdenskrigen, og selve dennes Begyndelse, idet den meddeler et Billede af visse ledende Kredse i Hovedstaden.

Det typiske Udtryk for Tiden finder Henrik Pontoppidan indenfor Presseverdenen, i hvilken han ser den ældre Generations ideelle Bestræbelser mødes med og besejres af den fremblomstrende Egoismes Magtsyge og Nydelseslyst. Konsekvensen af denne Udvikling, som gøres typisk og almengyldig, bliver Landets forsagte Holdning og de forskrækkede politiske Afgørelser ved Verdenskrigens Udbrud: ikke Bissens Landsoldat1, men den klassiske lille orientalske Hassan med de skæve Ben2 danner Udtrykket for den Bevægelse, der gaar igennem alt Folket. Overfor denne paniske Sprængning af Gemytterne staar Henrik Pontoppidans Hovedfigur i Mands Himmerig paa samme faste Maade som Henrik Ibsen i 1864 overfor Norges Tilbagevigen i den store Time. Han føler den almindelige Ængstelighed som en grundig Beskæmmelse. Til Overmaal nedværdiges Landet i Bund og Grund ved det Væld af Fortjeneste, som Krigen sender ind over dets Grænser og ved denne Guldflods Konsekvens: Morskabstummelen og Kafédeliriet.

— —

Bogens Hovedfigur er en begavet og ideelt stræbende, men besk og voldsom Skribent, Magister Thorsen. Han sætter sin Vilje og sin Person ind paa Kampen for Friheds og Renheds Idealer, men maa bukke under. Ved Bogens Begyndelse er han designeret til Redaktør af Byens toneangivende Blad "Friheden"; men ved energisk Optræden lykkes det en lille tapper Flok af Magtjægere at forhindre Ordningen, til Fordel for dem selv. Magisteren vender sig da til Modpartiet og faar aabnet sig Spalteplads i et af dets Blade. Derpaa fører han med Pen og Mund en desperat Kamp mod Friheds falske Venner, men taber Slaget. Paa samme Tid bryder Verdenskrigen ud, og den sejrende hjemlige Retning dokumenterer ved sin Opførsel en eklatant sjælelig Ringhed. Magisteren, der ikke blot er knækket politisk, men ogsaa personligt, sygner hen og dør i Fortvivlelse. Men over hans Kiste i Krematoriet lyder en Stemme som den i Henrik Ibsens "Brand":

"Han er deus caritatis!"3

Ved Thorsens Kiste er det en fredelig Grundtvigianer, der citerer:

"Din Storhed er ej Guld og Pragt
og ej Kanoners Torden;
du er en stille Verdensmagt
for Hjertets Sag paa Jorden."

— —

Side om Side med den politiske Skæbne, som bliver Hovedfiguren Thorsen til Del, har Pontoppidan stillet en Skildring af hans ægteskabelige Lod. Erotisk modtagelig, som han er, har han til Hustru vundet en aristokratisk og følsom Kvinde, ved sine Livstraade uløselig knyttet til Bourgeoisiet. For Mandens urolige, optagne og bryske Væsen passer denne Kvinde ikke; han skulde haft en Valkyrie, saadan som hun flygtigt ridses op i Skikkelse af en bestøvlet og omcyklende Pressepige, struttende sund og naivt heroisk som en kvindelig Bolsjevikrekrut.

Ved at føje disse Træk ind i Billedet af Magisteren faar Henrik Pontoppidan dennes Væsen levendegjort og menneskeliggjort; Forfatteren drager ham ned fra det ophøjede, uvirkelige Stade som Revolutions- og Frihedsmartyr og faar ham samtidig bragt paa Afstand fra sig selv, saa at han ikke fuldt ud hefter for hans Meninger og Synsmaader. Dette Træk er ægte Pontoppidansk og fremkaldt af denne Forfatters ejendommelige Forbehold, hans Isolering af den digtede Figur, hans Tvesyn. Man synes at høre Forfatterens rolige langsomme Stemme: "Saaledes tænkte og handlede hin begavede og uegennyttige, men hensynsløse og fremfusende Mand. Andre tænkte ud fra andre Standpunkter anderledes; nogle af disse var deciderede Slyngler, andre derimod ikke, og de første Forsvar for deres Meninger, der blev angrebet af hin brutale Idealist." Efter at have drevet sin Pessimisme til dens yderste Konsekvens fæster han paa denne Maade Tvivlens Mærke paa selve Pessimismen. Det er, hvad Ibsen kalder at tvivle paa sin egen Tvivl. Pontoppidan, der er Grundtvigs fordums Discipel, synes at høre hin gamle Lysmagers Stemme formanende i sit Øre og vedstaar Pligten til at lade ogsaa hans Votum blive afgivet, hvilket sker over den desperate Magisters Kiste.

Dette som andre af Pontoppidans Arbejder kan minde om en Proces, i hvilken Aktor og Defensor er ivrigt procederende til Stede, medens Dommeren er fraværende.

— —

Om Nationens iøjnefaldende Mangel paa Krigslyst skrev Pontoppidan for mange Aar siden sine Noveller fra Provisorietiden (Skyer, 1890), med direkte satirisk Betoning. Det ejendommelige Forbehold, der mødes i hans sidste Roman som i en Række af de tidligere, finder vi i en udpræget Form i Novellen Nattevagt, i hvilken det ægteskabelige Problem er aldeles det samme som i Mands Himmerig, hvorved den politiske Skribent fra 1927 i adskillige Træk bliver en Gentagelse af den grovhændede og selvsindede Maler fra 1894. I Fremstillingen af den universelle københavnske Misère gentager derimod Pontoppidans nye Roman det store Værk "Fra de Dødes Rige", der udkom under Krigen.

Det tydelige Forbehold overfor de fremsatte Meninger svarer endelig til Billedet af den natlige Vildfugl, i hvis Næb Klagen over de radikale Eftervirkninger indenfor det danske Samfund blev lagt, den Gang Henrik Pontoppidan offentliggjorde sit mærkelige Digt til Georg Brandes, da denne fyldte de Halvfjerds.

Skuepladsen i Mands Himmerig er henlagt til Bladverdenen. Det er Pressens Dyder og Lyder der skildres, og det skal ikke skjules, at Lyderne efter Bogens Opfattelse er i Overtal.

Mangen Mand har drømt den utopiske Drøm at komme Pressens ukontrolerede Magtfuldkommenhed til Livs. Hvor umuligt! – De suveræne Konger viste virkelig i sin Tid umiskendeligt Forstand og Fremsyn ved at ville holde Bladene nede. Det mislykkedes, og Aviserne arvede Riget. Pontoppidans Varselstale vil ikke kunne indvirke paa deres Regimente, der maa betegnes som en Renkultur af absolut Absolutisme.

Med sin Titel Mands Himmerig har Forfatteren nævnet to væsentlige Emner i sin strenge Bog: dels Hovedpersonens indbidte og forstokkede Sindelag, dels – med sorgfuld Spot – det danske Lands nuværende etiske Tilstand: "Vi har selv villet det saaledes!"

Paa sin rolige, tunge Maade har Henrik Pontoppidan da paa Væggen i Paladset tegnet med sin store Haand Advarselsordene: MENE TEKEL UPHARSIN4. Ordene staar og flammer en Stund. Derpaa kommer, efter Forfatterens vante Maade, atter Haanden frem og viser Indskriften ud.

Tilbage sidder i alvorlige Tanker enhver, som kan føle et nationalt Ansvar.

 
[1] Bissens Landsoldat: Mindesmærke for slaget ved Fredericia i 1849. tilbage
[2] Hassan med de skæve Ben: fra Oehlenschlägers Aladdin (1805). tilbage
[3] Han er deus caritatis: "Han er den menneskekærlige gud"; slutreplikken ("gjennem tordenbrakene") i Henrik Ibsens versdrama Brand (1866). tilbage
[4] Mene tekel upharsin: En hentydning til HPs digt om "Undergangens Angst". tilbage