Henrik Pontoppidans nye Bog

Motto: Lad enhver Mand sige Sandheden, og lad
dem, der ikke kan fordøje den, faa ondt i Maven.
Julius Lange.

Mands Himmerig – det er Titlen paa Henrik Pontoppidans længe bebudede og med saa stor Forventning imødesete nye politiske Tidsbillede-Roman, der i Dag udkommer paa Gyldendal. Saa usvækket er stadig Pontoppidans Autoritet, at en endnu ukendt Bog fra hans sobre Pen forudbestilles i mere end 5000 Eksemplarer. Hans store Læsekreds vil næppe heller blive skuffet (men heller ikke overrasket), det er endog imponerende, at den 70-aarige Forfatter, som endda er lidt skrøbelig af Helbred, har kunnet gennemføre saa forholdsvis stort et Værk med en Oplagthed og en aandelig Energi, der har sat sig tydelige Spor i Sprogets Fasthed, i Menneskeskildringens gennemsigtige Klarhed – endelig ogsaa i dets klangfulde polemiske Fyndord.

Der er stadig en Kriger i Pontoppidan. Det er denne fanatiske Vildmand; en enkelt Side af Forfatterens Væsen, der rummer de uforeneligste Modsætninger, han i denne – en Slags Nøgleroman – har ført Pennen for, livfuldt, kraftigt.

Naturligvis, ingen er beføjet til at udlægge denne Romanhelts voldsomme Udfald mod det danske Folks Sorgløshed og vanartede Presse som Forfatterens egne. Til Gengæld ser Pontoppidan med saa fuld en Sympati paa hans uegennyttige, af Kærlighed og mandige Egenskaber inspirerede Stridbarhed og Offervillighed, at man ikke gaar for vidt ved at fremhæve denne Sympati som væsentlig. Det er en Roman om dansk liberal og konservativ Hovedstadspresse i Aarene fra det radikale Demokratis første Styreaar til Tiden kort efter Slaget ved Marne. Hovedpersonen, Magister Niels Thorsen, er en bestandig tilbagevendende Type i dansk offentligt, politisk og literært Liv, den fanatiske Idealist, der vil øve Mands Gerning i en forpjattet og ansvarsløs Slægt – her altsaa gennem Pressen –, men hvis mørke Glød, hvis lidenskabelige Tone og hensynsløse Penneføring i den Grad virker afstikkende paa det inderste i dansk Væsen (Søvnen?), at hans Bestræbelser miskendes, mistydes og derfor gør Manden desperat – med det endelige Resultat, at han dør afskyet, som Landets ensomste, resultatløseste Mand. Først da han er godt gemt i Kisten, og de tre Skovlfulde Jord falder paa ham sammen med Velsignelsen – bliver der Raad til at yde ham skyldigt Hensyn og Anerkendelse. Enhver, som er fortrolig med Pontoppidans Skrifter, er lige saa fortrolig med denne Jordfæstelsens tungsindige Ironi. Den er frodig, men ikke virkningsfuldt varieret.

Man er berettiget til at tro, at Pontoppidan som delvis direkte Model for sin Helt har benyttet den omtrent eneste originale politiske Skribent i Danmark efter Hørup, selv Hørupper om en Hals, Overretssagfører Erik Henrichsen, hvis tragiske Skæbne, tragisk, forsaavidt som han ikke blev Hørups Arvtager ved "Politiken", i væsentlige Træk minder om den Pontoppidanske tragiske Romanskikkelse. Typen er iøvrigt konstant, man kunde nævne Navne blandt de Levendes Tal – –

Men lad os undgaa for flittigt at benytte Nøglen til Personalhistorien og se nærmere paa Tidsbilledet og Enkeltheder i denne fængslende Karakters Udviklingshistorie.

Det er i Demokratiets Manddomsepoke, den endelige Sejr er i Sigte; der er allerede Tid til at tænke paa at nyde Sejrens Frugter, at befæste den ved Magtens Midler. I Folket har Principet sejret. Det skal nu gennemtrænge alle Institutioner, aabenbare sin Herlighed. Med Magten i Hænde skal de politiske Demokrater vise, at de formaar ikke mere at tilkæmpe sig Magt, men udelukkende med den, ligesaa uegennyttigt som i Striden at bringe Lys over Landet. Det var jo det, de vilde. De, der stred. Som den af Aand og Karakter eneste sande Arvtager af de demokratiske Førstemænd, er Magister Niels Thorsen, knyttet som løs Medarbejder til det liberale Presseorgan "Friheden". Det er hans Artikler, der udelukkende er Udtryk for den ubestikkelige, kæmpende, ideelle Aand, i hvilken Partiet politisk har sejret. Men hans kantede, selvstændige Personlighed, hans hensynsløse Sandhedskærlighed irriterer de øvrige Medarbejdere, der allerede hviler trygt paa de af andre nylig vundne grønne Frihedskranse. Trods Løfte om at blive Redaktør af "Friheden" og lige paa Nippet til at sætte sig i Redaktørstolen vippes Magisteren i den gale Retning – ud af Stolen. De magtsyge, smaatskaarne i bogstavelig Forstand Menings-løse Medarbejdere, der véd, at han vil stritte dem ud, om han kommer til Magten, sammensværger sig mod ham og faar i Sammensværgelsen nyttig Hjælp af den tidligere Redaktørs Frue – en sladderagtig, bornert Bourgeoisidame, hvem Magisterens Staalpen og kantede Optræden gaar paa Nerverne.

Han snydes for sin Livsgerning – bliver ikke liberal Redaktør.

Magister Thorsen er en ildfuld Tilhænger af Pressen som Kulturorgan, journalistisk Gerning er for ham den største af alle: "større end baade Videnskab og Kunst, fordi den er en Forening af dem begge. Den Kulturmission, der en Gang var Kirkens, er gaaet over til Pressen – til den moderne Avis med dens hundrede Tusinde Læsere". Da han nu stilles overfor den Kendsgerning, at den frisindede Presse er faldet i Røverhænder, overtaget af korrupte, idéløse, jobbende Pressemænd, tøver han ikke, men tager med 24 Timers Frist imod Tilbudet om Medarbejderskab fra den konservative Presse "Døgnet" – for derfra at bekæmpe den Frihedens Fanevagt, der har svigtet Fanerne for personlig Forfængeligheds og Vindings Skyld. Det konservative Organ giver ham frit Spillerum (de véd, hvad de gør – de udnytter ham), og i en Række Brandartikler, der vækker enorm Opsigt og sætter Abonnementet op som Termometret under en pludselig Varmebølge, haaner, spotter, smæder han sine tidligere Kolleger. De har svigtet, de har intet at gøre paa den Plads, de er Frihedens Hyæner. – Imidlertid véd Folk i Byen (Sladder), at Magister Thorsen er blevet vraget som Redaktør af det frisindede Blad. Dette er et personligt Element. I Stedet for at se det ræsonnable i Thorsens Handlemaade ser de deri Skuffelse og Nid. Renegatnavnet fæstes paa ham som en sort Kokarde. Man betragter ham udelukkende som en Smædeskriver. Man læser gerne en Smædeskriver, derfor gaar "Døgnet" frem, men Smædeskriveren selv[,] for ham har man – ulogisk – kun Foragt tilovers.

Ogsaa "Friheden"s nye Redaktører forstaar at udnytte Øjeblikket. De undlader at svare og viser derved deres Foragt. Af den Grund bliver de populære: de deler den offentlige Mening. Iøvrigt giver de Pokker i Demokrati, det vil – af sig selv – sejre fuldt ved næste Valg. I Stedet for omdanner de det liberale Organ til et Forlystelsesarrangørorgan. Det imødekommer elementære Krav: arrangerer Boksekampe med en Neger i Idrætshuset m. m. og tiljubles, medens Magister Thorsen skriver Brandfakler, hvis Lys skaffer Abonnenter og vækker Sensation, men ideelt set er virkningsløse.

Før Valget opsøger en gammel Skolekammerat Magister Thorsen. Kammeraten er Socialist og vil af Sympati for sin Kammerats Fortid advare Magisteren mod at møde til et Arbejdermøde. Thorsen imødegaar ham fanatisk: "Af et sundt og udviklingsdygtigt Proletariat med vældige Fremtidsmuligheder har I skabt en Yngel forvorpne Samfundssnyltere, et Slæng af professionelle Dagtyve, for hvem ingenting er helligt undtagen Ølpavsen. Det er Aarhundredets største Forbrydelse". Thorsen smides ud, da han trods Advarslen møder. Demokratiet sejrer. Thorsen maa fortrække fra den konservative Presse, der nu ved hans Hjælp glider godt. Han har endnu Haab om, at Krigen vil vække det danske Folk. Ogsaa her skuffes han. Egoisme, Udnyttelse, Uhæderlighed breder sig. Knægtet af personlige Sorger og sin mislykkede Kamp for at vække dette Folk til mandig Daad og Sandhedstrang falder han en Stund hen i Grublerier. Danmark er det ikke muligt at vække, hans Suk faar Ord: Finis Daniæ – det er ude med Danmark som et handlekraftigt Folk. En pludselig Hjerneblødning gør Ende paa hans Liv. Hans Ungdomsven, der bange sveg ham i Nødens Stund, giver ham følgende Eftermæle: "Et Menneske af hans Art maaler man ikke med en almindelig Skræderalen. Ingen Mand i Samtiden har som han været den fødte Fører, Ingen har haft et saa kongeligt Sind, en mere brændende Offervilje. Men han har sprængt sig selv i en haabløs Kamp". Ogsaa Præsten giver ham en mild jordisk Velsignelse med paa Paradisvejen.

Der gaar et Suk igennem dette Eftermæle, det samme, der lød i den unge Pontoppidans Eventyr: Ørneflugt: "Det hjælper ikke, man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden".

Et Epithap[h]ium over dansk Offentligheds Idealister!

Med beundringsværdig Energi har Pontoppidan gennemført Karakteristiken af denne Fanatiker, hvis lidenskabelige Tro paa Retsindighed – i en Tid, hvor man giver Pokker i Retsindighed og begærligt rækker efter den størst mulige Profit og hidsende Forlystelser – udelukkende kommer til at tjene Snuheden, Lurvetheden. Thorsen ender som en malkontent Grubler, over hvis Gravhøj Dansen gaar til Sorgløshedens Violiner. Dette Kapitel af dansk Presses Historie i Nutiden er et Kapitel, der har Muligheder for en Gentagelse – Historien viser flere nyere Eksempler.

Dog, Henrik Pontoppidan skænker ikke sin Helt sin fuldeste Sympati. Han har i saa høj en Grad ensidiggjort sin Fanatiker og Oprører mod Sløvsind og Frækhed i den Offentlige Mening, at denne tilsidesætter et Livsforhold som Kærligheden med en saadan Brutalitet, at han ikke faar Del i dens skønne Gaver. Men en udpræget mandig Finhed og Ømhed har han skildret denne Presseidealists hengivne lille Barnekone, der elsker ham mod sin Vilje, der drages mod andre Forhold, der flygter og vender tilbage, der saares af hans Mangel paa Hensyn, der pines usigeligt af hans Mistænksomhed og sin egen grænseløse Skinsyge, saa vidt, at hun tilsidst et Anfald af Afmagtsfølelse begaar Selvmord. Hun knuses under hans Mandfolkehæl. Den lille Skikkelse staar fint og skarpt, man bevæges over dette Offer for Mandsviljen – Kamplysten, Mands Himmerig.

Henrik Pontoppidan rammer ud efter andre Forhold end Pressens men hans Pisk har samme Retning, hvad enten det gælder literære, politiske, selskabelige eller personlige Egenskaber – hans Snert svirrer svidende, æggende, haanende omkring alt, der er vegt, modløst, overfladisk, flæbende, beregnende, umandigt. Dels kommer dette frem i en Række veltrufne Karakteristiker af det københavnske Selskabslivs og af Højskolens Typer, dels i direkte Udfald. Som Modsætninger hertil har han samlet en lille Kreds af kampmodige, frigjorte Idealister – en selverhvervende mandhaftig stolt ung Kvinde, en Teaterdirektør (Prof. Riis Knudsen), en Filosof og andre, der, Filosofen undtaget, thi han har valgt den gode Del: at passe sig selv, alle uden Undtagelse spiller Fallit med deres Bestræbelser i dette det overfladisk, derfor lastefuldt elskværdige, det lille, søvnige Folk, hvis offentlige Mening har sat den gensidige Assurance i Højsædet, medens Idéen end ikke er budt med til Bords.

Saavidt Pontoppidan.

Hans Bog glider ikke naturligt ind i Rækken af hans store, psykologiske Digterværker. Den er et tidshistorisk Indlæg. Han har heri væsentlig kun dyrket en af sine Yndlingsskikkelser: Oprøreren. Dog – det er en ypperlig skrevet, højst underholdende og interessant Bog, gennemtrængt af Pontoppidans ædle Personlighed, hans Aands Alvor og Finhed, hans Trang til at rejse Folket mod dets Tyranner – i denne Omgang altsaa den offentlige Menings egennyttige ansvarsløse Mænd i Pressen.

A.B.