Bøgerne

Henrik Pontoppidan: Mands Himmerig. (Gyldendal). –
[m. fl. nyudkomne bøger]

1.

I de store Bogsale, der nu aabnes for Nordens Litteratur, er der iaar en tom, florindhyllet Væg, Georg Brandes'. For første Gang oplever vi et Efteraar, da intet nyt Værk af ham udsendes, ingen Artikel i Tidsskrift eller Avis fæstner et nyt Værk af en anden i vor Bevidsthed med hans Ord, ingen Kritiker eller Litteraturhistoriker i Norden løfter hans Arv.

Vil han derfor henfalde til Litteraturhistorien? Vil hans Ord, hans Gærning forsvinde fra Tidens Diskussion? De Idéer, for hvilke han kæmpede, undergik i Tidens Løb adskillige Forandringer, blev Led i andre Idéer, Tiden, som paa mange Maader gik ham imod, var jo alligevel præget af ham, og ofte kæmpede han imod Karrikaturen af sine egne Tanker. Han opgav tilsidst at tro paa det Fremskridt, hvis Signaler bar hans Ungdom ud til Kamp. Han følte sig og var ene, ene blev han baaret til sin Grav, saadan havde han villet det. Og naar han i sine sidste Aar, fra Verdenskrigens Udbrud og til Pennen faldt ud af hans Haand, vedblev med at skrive og udgive, saa var det i Bevidstheden om, at "det Sted paa Jorden, hvor jeg gælder mindst, er uden Spørgsmaal Danmark", som han skrev i et Brev. Det var hans indre Trang, som drev ham, han, der var udskreget som Partifører og fik Ansvaret for det, der af Folk, som næppe havde læst et Værk af ham, kaldtes "Brandesianisme".

Da Henrik Pontoppidan skrev sit bekendte, ofte misforstaaede Digt ved Brandes' 70 Aars Fødselsdag, Natfuglens Skrig over den fejrede Mand, var det denne hans Stilling i Danmark, han karakteriserede. "Han raabte: Bliv Lys! – og der voksede Mørke."

300

Den Vaarstorm, han rejste i Ungdommens Sind,
de Blomster, der myldred af Jord, hvor han traadte,
nu driver i Luften som lumrende Vind.

Og Slutningen:

Hvad Under, han veg for det festlige Møde
og vendte sig mismodig bort fra sit Værk. –
Jeg tænker han fejrer sin Dag med de Døde.

Digtet er en Dom over Tiden, et harmfyldt, bittert Udbrud over den Udvikling, der gør en stor Sandhedsbringer ensom og jager ham bort til de Døde.

Seks Aar i Forvejen havde Pontoppidan skrevet et Skuespil om dette. Det hed Asgaardsrejen, og saa dybt staar dette Syn af den Ene overfor Samfundet prentet i Pontoppidan, at han nu, 21 Aar efter Skuespillet, 15 Aar efter Digtet, søger Tilknytning til det i sin nye Roman Mands Himmerig.

2.

Asgaardsrejen er et Skuespil, som ved en ny, gennemarbejdet Indstudering burde komme i Forgrunden af Pontoppidans Produktion. Den almindelige Opfattelse er vist, at han som Dramatiker langt fra har den samme Værdi som Romanforfatter. Den Usikkerhed, en dramatisk Forfatter møder, baade hos Teatret og i Publikum, den Afhængighed af Skuespillernes Evne og af et Øjebliks Stemning i Publikum, som gør hans Arbejders Skæbne saa tilfældig, har sikkert skræmt Pontoppidan saavel som mange andre bort fra Scenen. Sine sceniske Triumfer skylder han Hjalmar Bergstrøms Medarbejderskab ved Thora van Deken og Hakon Børresens Musik til Den kongelige Gæst. Men baade i De vilde Fugle, hans egen Bearbejdelse af Højsang, og Asgaardsrejen viser han et dramatisk Talent, der under bedre Vilkaar kunde have blomstret.

I Asgaardsrejen kommer den gamle, dødsmærkede Journalist og Lystspilforfatter Otto Kall paa Besøg i Rektorboligen i Vejlby hos sin Søster, der er gift med Rektoren, hans Ungdomsven. Sammen har de kæmpet for de store, uopfyldelige Idealer, men medens Kall er blevet i Kampstillingen, har Rektoren omsat sine Idealer i langsomme Fremskridt, adskillige frisindede Foretagender blomstrer omkring ham, han føler sig lykkelig. Det er denne Modsætning, Pontoppidan vil have frem mod en Baggrund af den sløveste Konservatisme 301 og en Ungdom, der flyder hen i Lyrik og Fejghed. Men i Rektorens unge Datter Ragna finder den gamle Kall en, som ikke blot vil lytte til ham med Forstaaelse, men som drages mod ham i sit Hjerte, og som efter at have brudt al Forbindelse med Hjemmet af, følger ham tilbage til Kampen. "Tænker Du aldrig selv med en Smule Vemod tilbage paa den Tid, da Frihedsidealerne herhjemme skabtes af en lille Flok modige Mænd, der satte Liv og Ære ind paa den Sag? Indrøm i det mindste, at den friske Strøm fra de Dage er blevet svært plumret med Tiden … en bred og dorsk Rende med Tilløb allevegne fra … selv fra Hof og Præsteskab. Alt, hvad der er slimet og uhumskt og raaddent her i Landet, flyder nu sammen i den Bevægelse som i en Kloak. Vi trænger til en alvorlig Borgerforskrækkelse, som igen gør det til halsløs Gerning at give sig i Frihedens Tjeneste. Og vi faar den ogsaa nok! Der vil vokse en Ungdom op, der igen vil forstaa, at Friheden er en hellig Sag, som stadig kræver Blodvidner!"

I Pontoppidans nye Roman er Ragna en af de handlende Personer, medens Otto Kall, som hun har plejet til det sidste, dør paa sin fattige Kvist, og hans Gerning optages af Niels Thorsen, der er Hovedpersonen i Mands Himmerig. Forbindelsen mellem den nye Roman og den 21 Aar gamle Komedie er saaledes paapeget af Pontoppidan selv. Men Asgaardsrejen fører endnu længere tilbage i Pontoppidans Produktion.

I Nattevagt, Fortællingen fra 1894, er den "røde" Jørgen Hallager, rødhaaret og rød-radikal, paa samme Maade som Otto Kall er Revser af sin Tids Frafald fra Idealerne. "I Steden for, at vi nu skulde samle al tænkelig Modstandskraft for at værge de Pjalter af Frihed, vi har tilbage, hører man ikke om andet end de lumpneste Frafald. Og naturligvis gaar vore ærede Pennehelte som sædvanlig i Spidsen, naar det gælder om at bede om godt Vejr og en fed Madpose. De fejge Hunde!" Men han er selv uvirksom. Han skælder ud. I første Del, der skildrer hans første Ægteskabstid i Rom, er det Drachmanns og Gjellerups Opgør med Brandes – Navnene omskrives, men Adressen er tydelig –, der ophidser ham, og de anarkistiske Attentater, som smitter af i hans Tankegang. Den Uret, der blev øvet mod hans Fader og formørkede hans Barndom, har gjort ham uforsonlig, den er slaaet ind, spærrer ham ude fra alle andre Paavirkninger, driver ham til den Voldsomhed, der koster hans unge Hustru Livet. Saa gaar der et Par Aar. Vi møder ham igen i en Beværtningskælder, forfalden, gift med et gammelt Pigebarn, stadig holdende 302 Taler om Idealer for hende og en arrig Madam. Og omkring dem Byen, eventyrligt smykket i Anledning af Kongeparrets Guldbryllup, medens de politiske Partier er ifærd med at forsone sig med hinanden.

3.

En lille Gruppe er løst ud af Pontoppidans Produktion, Nattevagt, Asgaardsrejen, ogsaa De vilde Fugle hører herhen, forsaavidt som det ligeledes her drejer sig om en rigt anlagt Natur, en vild Fugl, der slaar sine Vinger itu i sit Sammenstød med den borgerlige Mur. Motivet findes mangfoldige andre Steder i Pontoppidans Værker, det er et bærende Emne for ham. Frihedskampen og Frigørelsen som Problem for den enkelte og for Samfundet, Kampen mod Fantasteriet og Lyriken som en Værdi og som en Fare. Det er et Motiv, hvis fundamentale Betydning forstaas bedst af dem, der i deres Ungdom efter en Kamp med andre Paavirkninger gribes af en stor Foregangsmands Personlighed og Værk, og som oplever Frafaldet og ogsaa Tvivlen i dem selv. Man skal lægge Mærke til, at Pontoppidan er grumt retfærdigt i disse Skildringer. Han priser ikke ensidigt Mænd som Otto Kall og Jørgen Hallager, han giver ogsaa deres Modsætninger fuld Retfærdighed, i Asgaardsrejen Rektoren, i Nattevagt Jørgen Hallagers tidligere Elev og Kampfælle, hvis Forsvar for, at han ikke mere vil følge ham i hans Had, i hans skarpt afgrænsede Sympathier og Antipathier er dette: "det turde vel i det hele være udviklede Menneskers Forret at kunne nøjes med i Beskedenhed at iagttage Livet, anstille Betragtninger over det, i det højeste dunkelt at ane dets Hensigt og Maal!" Det er ingen Karrikatur, der bruger saadanne Ord.

Et er fælles for de frie Personligheder i disse Værker: de strander i det erotiske. Det antydes om Otto Kall, at hans Kærlighedsforhold har været ulykkelige; det vises hos Løjtnant Hacke i De vilde Fugle og hos Jørgen Hallager, der piner sin unge Hustru til Døde, hun som kom til ham fra det borgerlige Samfund, hellere end gerne vilde forstaa ham, følge ham, men som han støder fra sig i sin Vildskab. Det siges endelig om den unge Ragna i Asgaardsrejen, der vies til det samme Arbejde for Idealerne, at hun besidder "en vis overlegen, munter Jomfruelighed i Forholdet til det erotiske", og det forklares ved, at "netop hos ædle Dyr – dem med de hidsigste, de mest modtagelige Sanser – er Forplantningsdriften en underordnet Passion."

303

4.

I Georg Brandes' Dødsaar udsender Pontoppidan sin Roman Mands Himmerig om en Mands ensomme Kamp i en Frafaldets Tid. Men det er efter det foregaaende nødvendigt at sige, at der i Bogen ikke findes nogetsomhelst Portræt af Brandes. Her er jo Tale om en stor Digter, og en saadan fotograferer ikke. Ligesaalidt som Enslev i De Dødes Rige var Hørup, ligesaalidt og hundrede Gange mindre er Niels Thorsen i Mands Himmerig Georg Brandes. Men som hos alle store Digtere giver Livet selv den dybeste Kommentar til Digterværket, og ved at læse det, ser vi Tidens spredte Træk i en stærk og hidsende Belysning.

Endnu engang holder Henrik Pontoppidan Nattevagt i en farlig Tid, endnu engang lader han Asgaardsrejen fare over vore Hoveder.

Magister Niels Thorsen præsenteres straks som lang, rødhaaret, med et skødesløst og brysk Væsen. Akkurat saadan skildres Jørgen Hallager paa første Side af Nattevagt: en høj, kraftigt bygget Mand med rødt Haar og Skæg og en særdeles brysk Optræden. Rødhaaret – han bærer Artsmærket.

Magister Thorsen er en Mand i Fyrrerne, politisk Skribent ved et Blad, i hvis Redaktion han ikke tager Del, ilde lidt af de førende Medarbejdere, fordi han gaar dem i Bedene og skriver alenlange Artikler "paa reserveret Plads".

Men Redaktøren af Bladet, der længe har ønsket at trække sig tilbage, tilbyder Thorsen den ledige Plads, og Thorsen tager imod den, i mange Aar har han set hen til dette med stormende Længsel. Han vil rydde op i den Augiasstald, som Danmarks offentlige Liv og Presse efter hans Mening er, skabe et nyt Danmark, frit for Ukrudt og Skadedyr. Dagen er nu kommet. Han vilde have fejret den med en Glædesfest sammen med sin unge Hustru og et Par nære Venner i et blomstersmykket Hjem og med Champagne paa Bordet – men Hustruen har forladt ham, Venner har han ikke, og forøvrigt faar han ikke noget at feste for, da Bladets Medarbejdere af Egoisme og dets Forretningsfører af økonomiske Grunde faar hans Valg forpurret.

Bogen skal selvfølgelig ikke genfortælles. Enhver, der har Interesse for dansk Litteratur, ved nu enten af Selvlæsning eller gennem Referater, at Thorsen stilles i en dobbelt Konflikt: til sit Kald og til sin Hustru. Og det gaar ham som det skal og maa hos Pontoppidan; 304 hans Fanatisme for Idéen slaar ham ud og gør ham det samtidig umuligt at fastholde den Kvinde, der elsker ham, og som han elsker. Og som sædvanlig hos Pontoppidan besmykkes han ikke, gøres ikke til Helt. Han begaar overfor Idéen den Synd, at han for at faa en Tumleplads lader sig lokke til at skrive i et Blad, der i Virkeligheden er imod hans Idealer og kun vil bruge ham til at komme over et dødt Punkt, og overfor Hustruen den Synd, at han møder hende med Mistænksomhed og Tavshed, piner hende ind i Døden, fordi hun ikke kan komme til at dele hans Liv.

Det gamle Motiv tages op til ny Behandling. Men medens Jørgen Hallager var en ung Mand og Otto Kall en dødssyg Olding, er Niels Thorsen i sine kraftigste Aar, og medens Omgivelserne om Hallager er det tilfældige Selskab i Rom og om Kall en Provinsfamilie, staar Thorsen midt i det københavnske Liv tretten Aar efter Systemskiftet og indtil Marne-Slaget.

Det har ikke været Pontoppidan magtpaaliggende at sige, hvad det egentlig er, Niels Thorsen vil. Han skriver Avisartikler, men vi faar dem ikke at læse. Kun et af Emnerne antydes: han skriver imod Arbejderne for at vække Skamfølelsen hos dem, skabe et sundt og udviklingsdygtigt Proletariat i Stedet for forvorpne Samfundssnyltere, professionelle Dagtyve, Krapyl, stinkende Rotter. Noget udpenslet Tidsbillede er der altsaa ikke Tale om. Et stærkt Angreb paa den moderne Presse, dens Reklamesyge, dens økonomiske Afhængighed, findes, endvidere en Spot over forlorent Frisind, idet Politik benyttes af et forfængeligt Ægtepar til at spille en Rolle, men det vil være Sensationen umuligt at gøre Romanen til en Nøgleroman, dens Opgave er at give et Sjælemaleri.

5.

Da Henrik Ibsen skrev En Folkefjende gav han i det forgiftede Vandløb, hvorom Striden staar, et genialt Symbol. En lille, lokal Ting vokser under Ibsens Hænder op til at blive en Verdensbegivenhed, og Skuespillet blev det samme. Skuespillet er i sin Harme mod den kompakte Majoritet, mod Fejgheden i Pressen, mod Frygten for Sandhedens Forkyndelse et mægtigt Værk – men det er ikke rigt i sin Psykologi. Det er det hurtigst skrevne af Ibsens Skuespil, digtet i et overstadigt Lune, og der er over denne frodige, elskværdige, familiekære Doktor Stockmann et Solskin, som gør ham mere bedaarende 305 end interessant. Er det en Folkefjendes Lod at staa omgivet af sin Slægt, troende paa sin Sag, følende sig som den stærkeste, da er det i Sandhed en Lykke for en Mand at være det. Niels Thorsen i Pontoppidans Roman fremhæver det.

I Mands Himmerig findes ingen Symbolik, til Gengæld er Psykologien mere indviklet end hos Ibsen. Niels Thorsen opfylder det Ibsenske Krav om Kamp med Trolde. Han kalder dem Djævle, han har Djævle rundt omkring sig, siger han – og inde i sig selv. De sidste er de farligste.

Niels Thorsen er en farlig Mand, farlig for sine Omgivelser, farlig for sig selv – farlig for Læseren. Det er saa trygt at finde en Person i en Roman, om hvem man kan sige: ham har jeg Sympathi for, jeg identificerer mig gerne med ham i hans Kamp. Saadan er Dr. Stockmann. Men Niels Thorsen? Tag ham i Forholdet til Konen. Da han tror, at han er blevet Redaktør, opsøger han hende og vil forsone sig med hende. Men da han paa hendes Finger ser en Ring, som han mener ikke at kende, harmes han, bliver skinsyg og forlader hende i Vrede. Han forstaar nu, at det er hans Lod at være ensom, det nødstedte Fædreland kræver ham helt, med Opofrelse af al personlig Lykke er han hvervet til livsvarig Krigstjeneste. Ingen Kvinder i Lejren!

Han minder i dette Øjeblik ikke saa lidt om en anden Stridsmand i Norden: Strindberg.

Men saa opsøger Hustruen til Gengæld ham. Og efter et Øjebliks Forløb er hans Harme og Skinsyge forsvundet, han overvælder hende med Ømhed, og hun bliver hos ham. Men Ringen? Han har selv givet hende den i deres Forlovelsestid! Og hun har baaret den fra den Dag! "Selv i de Maaneder, da hun og Niels var Uvenner, og hun hverken bar sin Giftering eller andre af de Smykker, hun havde faaet af ham, kunde hun ikke skilles fra den."

Ogsaa Strindberg havde den Uvane at lave Tragedie i sit Liv (og sin Digtning) af en naragtig Jalousi, men hos ham var det nu ikke Ringe, men daarlig Mad, der bevirkede hans Kvindehad!

Det andet store Problem i sit Liv løser Niels Thorsen ikke bedre. Da han ikke er blevet antaget som Redaktør for det saakaldte frisindede Blad, forsøger han at lave sit eget, men møder kun Sløvsind. Saa faar han et Tilbud fra Modpartiet. Man vil aabne ham en fri Talerstol i en Avis, der trænger til en Sensation, og han kan dér "i fuld Frihed stille sin Blodtørst paa de Folk, der har krænket 306 ham saa dybt". Og han modtager virkelig dette Tilbud! Han aner nok, at han vil faa nye Skuffelser, men det er nu engang hans Lod at gøre Bøddelens Gerning.

Mands Vilje, Mands Himmerig! Det er Ironi. Meningen er: Mands Mangel paa Vilje, Mands Helvede!

Saaledes har da Pontoppidan bragt sin Frihedshelt paa Afstand fra Læsernes Sympathi akkurat som han gjorde det med Jørgen Hallager, Otto Kall og Hacke, og han kan nu frit skænke ham al den Glans, han ogsaa skænkede disse, og vise os, at hans Fejltrin betinges af hans Fortrin, hans Ildhu, hans Sandhedstørst. Han har atter faaet spærret sin Vildfugl inde i et Samfund, der ikke vil forstaa ham, og ind i et Temperament, der ikke gør det muligt for ham at finde Lykken, og han betragter nu den Kamp med Døden, der bliver den nødvendige Følge. Hvad der giver Thorsen hans Storhed, det er ikke blot hans Idéer, men ogsaa de andres, Fjendernes, Usselhed. Det tragiske Moment er, at han er for god til at besejres af disse Mennesker. Som Phaeton flyver han mod Solen, brænder sine Vinger og styrter i Havet. Men, som Ovid siger, det var et stort Vovestykke, der voldte hans Ulykke.

6.

Det er et Særkende for Pontoppidan, at det vanskeligt tilgængelige, stærkt komplicerede Indhold, i hvilket Harme, Ironi og Medfølelse strides, indsættes i en Form, der lyser af Klarhed og hviler i dyb Ro og Styrke. De mange Personer uden om Niels Thorsen og hans Hustru, tegnede i smaa Billeder, er klare og danner en Trinrække, der fører fra hans vilde Fanatisme ned gennem alle Graderne af menneskeligt Selvbedrag. Rundt om dem et København, sted- og tidsfæstet, som vi lynsnart genkender, mindst Redaktionskontorerne, der slet ikke ligner de moderne Blades.

Pontoppidans Sprog har bevaret sin Manddom. Det toner over os fra et Sinds Oprør og Mørke – som en Natfugls skarpe Skrig fra en oprørt Himmel.