Mands Himmerig

Henrik Pontoppidans nye Roman

Mands Himmerig hedder den Roman, hvormed Digteren Henrik Pontoppidan har afbrudt en fleraarig Tavshed. I denne Tavsheds-Periode voksede Digterens Berømmelse, han blev 70, Jubilar, hædret af det hele Land, ikke mindst af Staten, der gav ham dobbelt Digtergage.

Pontoppidans nye Roman vil ikke yderligere befæste hans Ry, som helst maatte have været den foruden. I denne Bog fremtræder stærkest de svagere Sider ved hans Forfatterskab: Fantasi-Fattigdom, en vis almanakagtig Tørhed i Komposition og Fremstilling, en Mangel paa sand Føling med og Indlevelse i de Mennesker og Forhold, som han skildrer. De Pontoppidan'ske Hjul knirkede altid lidt, her knirker de højt, saa det hviner.

Romanens Handling er den, at Bogens Helt af Forbitrelse over, at han bliver forbigaaet ved Besættelsen af Redaktørpladsen ved Demokratiets Hovedorgan "Friheden" gaar over til det konservative Blad "Døgnet", hvor han med største Hensynsløshed angriber sine tidligere Meningsfæller og derved bringer Bladets Oplag vældigt i Vejret! Paa Valgdagen lider imidlertid de Konservative et stort Nederlag, og hermed er Redaktørens Skæbne beseglet. Hans Kone begaar Selvmord, og selv segner han under sin Fiasko og dør i sin Seng,

Desværre vil disse Dødsfald ikke vække nogen Deltagelse hos Romanens Læsere; for at man skal interessere sig for, at Mennesker dør, maa de først leve! men Pontoppidans Mennesker fører kun et Skinliv, de er i altfor høj Grad Konstruktioner, næsten Dukker i Forfatterens Haand; det er ikke lykkedes ham at give dem det virkelige Liv, som er Romankunstens eneste Adkomst til vor Deltagelse i Personernes Skæbne.

Det er nu ogsaa svært at se, hvorfor man skal læse om en saadan Ridder af den bedrøvelige Skikkelse, som Pontopppidans "Helt" repræsenterer. Man har svært ved at se nogen Bedrift i, at han af personlig Fornærmethed bliver Overløber og Forræder, og man føler det som En noget uvedkommende, at han mister sit Helbred og dør deraf! Det mest fremtrædende Indtryk, man faar af ham, er, at han er en uvorn, tølperagtig Herre, som i sit Forhold til Hustruen viser en saadan Mangel paa menneskelig Følelse og Forstaaelse, at man ikke rigtig kan tro paa det. Som offentlig Person udtømmer han sig i de groveste Skældsord mod alle de Mennesker, han ikke kan lide, og fordømmer Danmark til Død og Undergang, fordi dets Skæbne er lagt i saadanne Slubberter eller Undermaaleres Hænder. – Meget godt! Men naar ikke han selv ved sin Polemik og sine øvrige Gerninger formaar at indgyde Tillid eller Sympati, bliver det straks mindre godt. Pontoppidan har villet give os en Helt, han nøjes med at give os en Skræder, der skælder ud og dør af det, og vi siger uden Sorg: Hvil i Fred, Skrædder!

En Del af Bogens Skildringer omfatter Bladkontorets daglige Liv. Det fremgaar heraf, at Pontoppidan afskyr den moderne Presse og dens særlige Virkemidler – mod hvilke der jo sikkert ogaaa kan siges et og andet! – Men det er blot beklageligt, at Digteren ikke synes at have stort Kendskab til det Emne, han behandler, i hvert Fald giver hans Skildringer et Indtryk af Overfladiskhed, som forspilder den Virkning, der aabenbart er tilsigtet. Skildringerne er skematiske, efter Recept, uden Liv. Naar man erindrer, hvad f.Eks. Digtere som Knut Hamsun, Hjalmar Søderberg eller August Strindberg har præsteret paa lignende Omraader, føler man sig helt skamfuld paa Henrik Pontoppidans Vegne, de Billeder fra Redaktionskontorerne, han har givet, udmærker sig kun ved deres matte Hjælpeløshed.

I det hele faar man ved Læsningen af Mands Himmerig Indtrykket af en Digter, som Tiden er løbet fra – og af en simpel Grund: fordi han ikke har levet denne Tids Liv, men siddet i fjern Højhed som en Tilskuer, der glædede eller ærgrede sig over dens Foreteelser – efter sin Natur har nu Pontoppidan mest ærgret sig over dem, og han kunde heri have fundet fortræffeligt Stof til Avisartikler eller Afhandlinger eller anden Polemik – men blot ikke til Romanskildringer, der kræver Digterens Medleven i det Liv, han skildrer. Med en vemodig Følelse af Tomhed og Trøstesløshed lægger man derfor Mands Himmerig fra sig – og man gør det saa meget tristere, som man lige har levet i det stærke, frodige, spillende, dybt menneskelige Liv, der udstraalede fra Knut Hamsuns sidste Roman1.

Frejlif Olsen

 
[1] Roman: formentlig Landstrykere, 1927. tilbage