Asgaardsrejen paa Odense Teater

Premièren iaftes

Odense, Fredag 11,40 Aften (Privattelegram)

Betragtede man iaften det Publikum, der havde samlet sig i Odense lille, gammeldags Teater for at overvære Premièren paa Pontoppidans Asgaardsrejen, spurgte man forbløffet sig selv, om man vel var i Assens eller i Bogense. Odense er en Garnisonsby, Odense er en Latinskoleby, Odense har en Rigdom paa civile og militære Honoratiores – men i Teatret saas ikke én. Skulde Pontoppidans udmærkede Navn maaske endnu skræmme Borgerskabet herovre? Eller føler det sig saa aldeles ligegyldigt overfor en saa ejendommelig Begivenhed, som det dog er, at en af Landets mest ansete Forfattere maa ty til Provinsen for at faa sit sidste Arbejde at se fra Scenen?

Vist er det, Teatret var fyldt af et jævnt, smaaborgerligt Publikum, der stille, vistnok forbløffet, paahørte Dramaets ætsende Radikalisme.

Det ejendommeligste ved Forestillingen var iøvrigt, at Stykket tværs igennem Fortolkningen virkede med stor Kraft og Anskuelighed. Det altfor abstrakte Præg, som det har ved Læsningen, mindskedes i Rampelyset, saa bred og almenmenneskelig er dets Tale, saa klart er Figurerne satte op imod hinanden.

Om Udførelsen skal iøvrigt ties. De to Rollehavende, der gjorde deres Sager bedst, var i anden Akt en Maane i Bagtæppet, hvis Diktion var fuld af Poesi, samt i første og tredje Akt en Gyngestol, som – skønt den hele Tiden spillede med Ryggen mod Publikum – agerede forbøffende naturligt og levende.

Sven Lange