Asgaardsrejen
Nye Bøger
Henrik Pontoppidan: Asgaardsrejen. Skuespil. (Kjøbenhavn. Det Schubotheske forlag 1906).
I tre korte akter en revue over dansk aandsliv i de sidste 30-35 aar. I rektorboligen i den lille stad Veilby mødes repræsentanter for ikke mindre end fire, højst forskjellige livsanskuelser. Først talsmændene for de to hinanden diametralt modsatte, i lige grad dødsdømte retninger: det gamle konservative "l'ancien regime" og 70-aarenes revolutionære "Asgaardsrei". De to repræsentanter for disse retninger, den stivbenede gamle etatsraad og den havarerede, kynisk hadefulde, men vittige og aandfulde journalist og lystspildigter, er begge lige godt tegnede.
Saa har vi mellempartiet: den moderne danske liberalisme, repræsenteret af rektor Nordby og pastor Johanssen. Oprindelig udgaaaede fra 70-aarenes gjennembrud er de begge efterhaanden kommen ud over børnesygdommene. Selvtilfredse og veltilfredse liberale bedsteborgere, som med lige stor overlegenhed ser paa det gamle bagstræv som paa de Brandes'ske verdensstormere. Selvbehagelige farisæersjæle, som gnider sig i hænderne og takker Gud (eller snarere sig selv) for de fremskridt, landet har gjort under deres regime:
"Hvad der skulde gjøres for at skaffe luft og friske lunger herhjemme, er gjort. Vi ældre har taget det paa vore skuldre", sir pastoren, og rektoren udtaler: "Det har været en stor lykke og tilfredsstillelse at følge frisindets stille vekst rundt om i alle befolkningslag. Vort skolevæsen, vor fattigdomsforsørgelse, vore arbeiderinstitutioner er blevne gjenfødte i moderne human aand". –
Og saa tilsidst det unge Danmark, den jævne praktiske, sportsinteresserede, men ellers noksaa aandelig umyndige yngre generation, repræsenteret af rektorens og etatsraadens respektive sønner.
Et tidsbillede tegnet med raske, sikre træk; en dialog der ikke indeholder et overflødigt ord.
Fuldt saa rosende kan jeg dog ikke udtale mig om dramaets – endnu ikke nævnte – hovedperson, rektorens unge datter Ragna. Hvad forfatteren egentlig har ment og villet med dette egensindige, umoralske, højst usympatiske væsen, er mig ikke klart. Det skulde da være, at han i hende vil straffe de selvbehagelige liberale fædre for deres synder. At han har seet sig lei paa liberalismen dernede i Danmark, er let nok at forstaa, men ligesaa paatagelig er det, at den tugtelse, han i hendes person vil tildele den, er totalt mislykket. For mig ialfald staar hun som en psykologisk fortegning, et misfoster, som endog savner den første betingelse for at kunne fange interessen: almindeligt menneskevet. Der er saare lidet af "Asgaardsreiens" vilde betagende uhygge ved hende. Et sølle skrog, som ikke har faaet ris nok af sin hr. papa, den høivigtige rektor.
Skade, at forfatteren har gjort hende til forgrundsfigur. Han har derved i betænkelig grad svækket sit ellers saa dramatisk virkningsfulde skuespil. Hvad interesserer det læseren, om et væsen saa prædestineret til undergang som Ragna Nordby, sluttelig ogsaa gaar i hundene! –
Th. Caspari
