Asgaardsrejen

Henrik Pontoppidans nye Bog

Henrik Pontoppidan: "Asgaardsrejen", et Skuespil. 163 S. (Schubotheske Forlag)

Det ser ud som en Tanke, at Henrik Pontoppidans nye Bog, Skuespillet "Asgaardsrejen", følger lige i Hælene paa Bjørnsons Fortælling "Mary"1, der omtaltes her i Bladet forleden.

Som hos Bjørnson har ogsaa hos Pontoppidan den kvindelige Hovedfigur, Rektordatteren Ragna, af egen fri Vilje været en Mands Hustru "en eneste taabelig Sommernat", som hun selv siger, og ligesom hos Bjørnson forandrer ogsaa hos Pontoppidan Manden, Godsejersønnen Harald Grannert, herefter Tonen overfor sin "Hustru": han bilder sig ind, at han derved har faaet et Krav paa hende. Og ligesom Jørgen Thiis hos Bjørnson saaledes mener hos Pontoppidan Harald Grannert at have opført sig særlig nænsomt overfor Ragna. "Indrøm", siger han, "at jeg ikke en eneste Gang har saa meget som hentydet til det!" Men Ragna svarer: "Du tager fejl! Du har i al den Tid ikke talt til mig om andet."

Hermed ophører Ligheden, og en uforligelig Uenighed indtræder: medens Bjørnson lader sin Fortælling ende med at stille et Giftermaal mellem Mary og den forsmaaede, ædle Ingeniør i Udsigt, ser Pontoppidan ikke Frelsen for sin Heltinde i et Giftermaal, men snarere i "en vis overlegen, munter Jomfruelighed i Forholdet til det erotiske". Og han lader den dødsmærkede Otto Kall, den af Stykkets Personer, der vel nok staar hans Hjerte nærmest, forkynde, "at netop hos alle ædle Dyr – dem med de hidsigste, de mest modtagelige Sanser – er Forplantningsdriften en underordnet Passion". For Ragna indestaar Otto Kall: "Hun ejer," siger han, "noget af den heroiske Selvopofrelsesdrift, som vi nu mere end noget andet trænger til. For det er efterhaanden bleven lovlig billigt at være Frihedshelt her til Lands. Det formelig lumrer En om Ørene med "Frisind" nu."

Baggrunden og Understrømmen i Pontoppidans nye Skuespil er politisk, og med fuld Føje har han kaldet det "Asgaardsrejen": det fornemmes som et vældigt Vejr, der drager frem over Landet, og mange er de, der vil dukke og skjule sig, baade unge og ældre, men hvor meget de saa dukker sig, vil de ikke undgaa Domsbasunen.

Til de Unge lyder den: "I sølle Belletrister! […] det usleste, det lumpneste, det mest nederdrægtige af alt […] er at sidde som traurige Aber med Hovedet paaskæve og lyske sig, naar der rundtom i Verden staar Kamp paa Liv og Død for Menneskenes Frihed. Og I vil kaldes Ungdom! Det skal være Fremtiden! Paa Skraldevognen med Jer! Der hører I hjemme!"

Over de ældre lyder Dommen: "I har bildt Jer ind – I brave evangeliske Frihedsforpagtere! – at I havde faaet alle samfundsfarlige Længsler, al eventyrlig Kamplyst forsvarligt stækket herhjemme. I har hygget jer inde i jeres borgerlige Retskaffenheds-Idyl og trøstet Jer med, at den nok skulde vare … i det mindste i denne Konges Tid. Men naar de Levende drømmer altfor saligt, aabner Graven sig, og Helvede slippes løs. Frihedens døde Helte og Martyrer, det hele blege, vilde Tog af fordømte Sjæle jager gennem Ungdommens Drømme og ægger de modige til ny Kamp og nye Eventyr."

Otto Kall siger et Steds i Stykket, at Digter en Gang stod i Rang med Jødernes Dommer og Profet. I "Asgaardsrejen" er Pontoppidan netop Digter i denne Forstand: han er den strænge Dommer og – om end i mindre Grad – den opildnende Profet; hans Ord vil vække Genlyd over det ganske Land; de ejer Lurtoner, der kalder til Kamp.

A.A.

 
[1] Bjørnsons Fortælling "Mary": udgivet 1906, se den på Projekt Runeberg. tilbage