"Asgaardsrejen"
Et Skuespil
Det Schubotheske Forlag
Det er Bitterheden over det store Frafald, de demokratiske Idealers Forsvampning i blød Moderation og magtgridsk sætten sig til Rette paa Flæsket, der har faaet Pontoppidan til at skrive dette Skuespil om dem, der svigtede og dem, der stod. Det er efterhaanden bleven lovlig billigt at være Frihedshelt hertillands, siger den gamle Journalist og radikale Forfatter Otto Kall et Sted i Bogen. "Det formelig lumrer En om Ørene med "Frisind" nu. Tænker du aldrig selv med en Smule Vemod tilbage paa den Tid, da Frihedsidealerne herhjemme skabtes af en lille Flok modige Mænd, der satte Liv og Ære ind paa den Sag? Indrøm i det mindste, at den friske Strøm fra de Dage er bleven svært forplumret med Tiden … en bred og dorsk Rende med Tilløb alle Vegne fra … selv fra Hof og Præsteskab. Alt, hvad der er slimet og uhumskt og raaddent her i Landet, flyder nu sammen i den Bevægelse som i en Kloak."
Men – "Frihedens døde Helte og Martyrer, det hele blege, vilde Tog af fordømte Sjæle jager gennem Ungdommens Drømme og ægger de modige til ny Kamp og ny Eventyr."
Dette vilde Tog, til hvilket Forfatterens Talerør i denne Bog, den forhutlede Otto Kall, selv hører, er "Asgaardsrejen", og paa dens æggende Evne bygger Pontoppidan sit Haab om, at en ny Generation skal træde frem og løfte de svigtede Idealer.
Repræsentanten for denne ny Generation er Rektordatteren Ragna. Hun er, hvad man i pæne Familier kalder en "vanskelig" ung Pige. Der er i hende meget af Morbroderen Otto Kalls Egenvilje og Stejlhed. Hun kan ikke finde sig til Rette i Hjemmet, hvor Faderen gaar omkring og skinner af "ædelt Frisind", efter at han har byttet sin Ungdoms Radikalisme med et godt Embede og Udsigten til et Fakkeltog paa sin Jubilæumsdag.
Hun har i et Øjebliks Elskovsfølelse givet sig hen til Godsejersønnen Harald Grunnert, "en af Nutidens Alvorsmænd med stiv Hals", men det gaar hende som Bjørnsons Mary1: bag efter væmmes hun ved ham og søger ud af Forholdet. Og under en Samtale med Otto Kall gaar det pludselig op for hende, hvad hendes Livsmaal er: hun maa ud, hvor der kæmpes og lides, og tage sit Tag med for Sandhed og Ret. I et Opgør med Forældrene sige hun: "Jeg anklager ikke. Jeg vil blot have Lov til at tro paa mig selv. Men det har jeg aldrig maattet. Jeg skulde absolut klippes til efter alt det, jeg hader." Men nu gør hun Oprør, paa sin Cykle flygter hun bort fra Hjemmet for at naa den nærmeste Station og komme med Toget til København. Og dermed falder Tæppet – –
Henrik Pontoppidan har i dette Skuespil som i saa mange andre af sine Bøger ikke givet noget klart og absolut Indlæg til den ene eller den anden Side, vel føles Bogen som en skarp Fordømmelsesdom over Tiden, men den Mand, der bærer Fordømmelsen frem, er selv en vingeskudt Fugl, et Vrag, der er sprængt under en Sejlads, som gik over Evne. Og man er ingenlunde villig til at skrive under paa alt, hvad der i dette Skuespil føres frem, som Forfatterens egen Mening. Et andet Spørgsmaal er, om Pontoppidan virkelig føler sig solidarisk med nogen af denne Bogs Personer. Det er maaske tilladt at tvivle. Hos denne Forfatter kan man aldrig være sikker paa, at han ikke med sin blodige Ironi styrter i Gruset paa Bogens sidste Sider de Værdier, man troede, han byggede Altre for paa dens første Blade. Man naar vanskelig til Bunds hos ham, thi hver Gang man tror at staa ved Maalet, aabner han helt nye Perspektiver.
Men hvad Pontoppidan inderst inde mener om vor Tid og dens Frihedstrang, det er en ganske betydelig Bog, han her har sendt ud i Verden, mindre ved sin Menneskeskildring end de Problemer, den sætter under Debat.
N.P.J.
