Asgaardsrejen
Henrik Pontoppidan
Henrik Pontoppidan er paa en Vis en ensom Mand i den moderne danske Literatur. Baade hans Forms stilløse Mandighed og hans særegne Aandspræg har stillet ham saaledes. Ikke desto mindre mødes i ham to danske Kulturstrømme, der ogsaa i Fremtiden vil faa adskilligt med hinanden at gøre.
I den Hvirvel, der opstod, da Radikalismen og Højskolen mødte hinanden, blev Pontoppidans Digtning til. Og Forløbet af dette første Møde er ikke uinteressant: Pontoppidan har vist, at begge Parter holdt i Sammenstødet. Man véd, at ved intet har hans Ironi rørt dybere end ved Højskolen, men man véd ogsaa, at heller intet i det danske Folkeliv paa den anden Side har tiltrukket sig hans Behandling mere vedholdende end netop Højskolen. Og det er den egentlige Betydning af hans Virksomhed. Det forklarer ham selv og den altid urolige Spot i hans Digtning, at han først og fremmest her fandt den Tilbøjelighed til at gynge paa Stemningen og lade det blive derved, som blev ham det karakteristiske i Danmark, det var noget i ham selv og hans Ungdoms Idealer, han hermed gjorde op. Men det rækker videre, ud over ham selv, at de to "Sind", som Højskolen og Radikalismen er Udtryk for, aldrig overvandt hinanden, men altid bevarede den gensidige Tiltrækning. Pontoppidan er Tegnet paa, at de ikke saa let bliver færdige med hinanden.
For saa vidt er Pontoppidans Literatur et Udtryk for Længsel, som alt, hvad han har skrevet, er opløst i Ironi – hvor andre drømte, har han villet – men der er ogsaa det at sige om denne Længsel, at den aldrig var vejløs, aldrig blaa1. Der er mange, for hvem Friheden og Demokratiet har været Idealer, som man i al Almindelighed hentede fra Historien, eller fra sin personlige Retfærdighedssans, eller, om galt skulde være, fra andre gode evropæiske Lande, blot ikke Danmark; for Pontoppidan har Problemet altid været, hvorledes det radikale Samfundssyn tog sig ud, naar det udfoldede sig i en dansk Bevidsthed. Han er det levende, virksomme Bindeled mellem det moderne sociale Instinkt, som det udformer sig i Radikalismen, og det danske "Hjerte", som det banker paa Højskolen og i alt, hvad der er beslægtet med den i det Danmark, der lever udenfor Hovedstaden.
Og naturligvis maatte det gaa galt i første Omgang. Nu er der mere end ét Tegn paa, at Højskolen paa forskellig Vis er ved at gribe den moderne Kulturs Idéer, Væksten kan iagttages paa adskillige af vore Højskoler i de allerseneste Aar, men hidtil var Pontoppidan den eneste, der opretholdt Forbindelsen. Naar han er den mest hadede danske Forfatter paa visse danske Højskoler, saa er det, fordi han er den mest læste, og fordi han er den, der har ført Kampen indefra – som den, der vidste, hvad der kæmpedes om. Han er det – bitre – Gennemgangsled, i hvilket to Idealer tørnede sammen, men ogsaa et Vidnesbyrd om, at Kampen var levende og vel Fremtiden værd.
Naar Kjøbenhavn og Pontoppidan, der ofte har været fremmede for hinanden, nu er mødtes i Folketeatret, saa er der vel nok en og anden Kjøbenhavner, der synes, at Udviklingen fra Pontoppidans første Bog til Asgaardsrejen har haft et noget langsomt Tempo. Det er ikke Pontoppidans Skyld. Betydningen af Asgaardsrejens Opførelse er netop denne: her kan Kjøbenhavn for sine Øjne nøjagtig maale Hastigheden af den moderne Kulturs Vækst – udenfor Byen.
