Kommentar til nr. 81-102
Einar Nielsen81.
I 1872 var Henrik Pontoppidan medstifter af Skoleforeningen "Valhal" i Randers. I 1932 besøgte Carl Dumreicher Henrik Pontoppidan. Han fortæller derom i en artikel i Tidens Kvinder fra 13.8.1957. De må have snakket om "Valhal", for Pontoppidan gik hen til sin pult og fandt forhandlingsprotokollen, som "jeg uretmæssigt har beholdt, da jeg rejste fra Randers. Nu må De hellere tage Dem af den." Dumreicher afleverede protokollen til Randers Statsskole, hvor den stadig befinder sig. Fra denne protokol stammer dette digt, der nok er det ældste kendte digt af Pontoppidan.
Digtet har været trykt i Demokraten 31.12.1960 i artiklen "Henrik Pontoppidan og de andre drengeguder". Min fotokopi af artiklen oplyser desværre ikke, hvem forfatteren er'1.
81A.
Digtet findes i Historisk Aarbog fra Randers Amt, ???? i en artikel af H. P. Rohde: "Købmanden på torvet". På s. 33 skriver Rohde:
Om to sådanne fester er mindet bevaret i form af sange. Den ene fandt sted for at fejre 25-års jubilæet for Herman Rohdes første etablering som købmand i Randers. Det var den 26. april 1878. Da er det gået lystigt til, og bl. a. har man sunget den følgende sang, som formodentlig er skrevet af ingen ringere end Henrik Pontoppidan. Helt sikkert er det vel ikke, men da en vise til Foreningen "Valhal" fra 1872 under mærket "Fløjteper" notorisk er af Henrik Pontoppidan, kan det med rimelighed formodes, at også denne vise skyldes ham.
Visen følger så på s. 38-39.
82.
Dette digt findes i H.P. Rohdes bog Det lyder som et eventyr, 1981, s. 74. Det oplyses, at digtet er slutningen af et brev fra Pontoppidan til Johan Rohde (H.P. Rohdes far). Ved energisk detektivarbejde er det lykkedes HPR at datere brevet til den 4. august 1879. Han fortæller, at brevet slutter med et par vers, men vi får kun 1. vers. Jeg har skrevet til H.P. Rohde og bedt om hele digtet, men i brev dateret 29.9.1997 skriver han tilbage, at han "ikke er i Stand til at besvare Deres Spørgsmaal – i al Fald ikke i Øjeblikket". Min forespørgsel til Rohde gjaldt også digt 83.
[Tilføjelse 2005:] "Alfer små" er med i Digte i Henrik Pontoppidans forfatterskab, men kun med første vers. Som det fremgår af kommentarerne der, har jeg forsøgt at få sidste vers med ved at henvende mig til H.P. Rohde. Det lykkedes ikke dengang. Nu er Henrik Pontoppidans brev til Johan Rohde dateret 4.8.1879 at finde her på netstedet. Så lykkedes det at få også dette med.
83.
Dette digt findes også i H.P. Rohdes bog, s. 53 ff. Digtet stammer fra Johan Rohdes poesibog. Overskriften er "Fra Schweitz" (Brudstykke). Efter begyndelsen følger den unge piges historie. Hun var smuk og omsværmet, alle de unge mænd i byen bejlede til hende, men forgæves. En af dem, den rige vært på kroen "Gylden Hund" – Knud hedder han – virker direkte frastødende på hende. Men hvad sker? Der bliver bal en sommeraften, dansen går vildt, og hun glemmer sig selv. Derpå følger anden del af digtet. Den, hun følger, er naturligvis Knud. Forførelsesscenen ledsages af den følgende, højst uromantiske naturbeskrivelse. Derpå går det op for pigen, at hendes elsker er Knud, og så flygter hun bort med et skrig.
Her i min samling må vi altså nøjes med brudstykkerne fra Rohdes bog. Poesibogen er på første side forsynet med årstallet 1879, og et af de efterfølgende digte er dateret december 1879, hvorfor H. P. Rohde med ret stor sikkerhed henfører digtet til 1879.
84.
På Københavns Bogauktion torsdag den 25.8.1988 blev der solgt et eksemplar af Henrik Pontoppidans Ung Elskov. Dette eksemplar er forsynet med digt 84 samt overskriften "Til Otto Borchenius fra Henrik P." Titelbladet er gengivet i auktionskataloget og igen i Jyllands-Posten fredag den 26.8.1988 med oplysning om, at bogen blev solgt for 1000 kr. Otto Borchenius (1844-1925) var sammen med xylograf F. Hendriksen (1847-1938) udgivere af Ude og Hjemme, hvis første nummer udkom 7.10.1877. Det var i dette blad Henrik Pontoppidan debuterede med "Et Endeligt" 18.9.1881. På det tidspunkt da bogen med digtet blev givet til Borchenius, var bladet gået ind. Bladet blev erstattet med Hjemme og Ude, hvis første nummer udkom 5.10.1884, men efter ca. ½ år gik bladet ind. Ung Elskov udkom i 1885'2, hvorfor jeg daterer digtet til sidst på året 1885, måske oktober, da bogen udkom. Jeg har drøftet digtet med Thorkild Skjerbæk, og han oplyste mig om, at han selv stiftede bekendtskab med digtet, da bogen blev omtalt i Jyllands-Posten.
[Tilføjelse 2005:] Flemming Behrendt skrev til mig 6.1.2002:
Lidt tilfældig er jeg blevet opmærksom på en forkert datering i din digtbog. Dedikationsdigtet til Otto Borchenius står ganske vist i et eksemplar Ung Elskov, men det er anden- – ikke første- – udgaven af bogen (fra 1906), hvad der også giver digtet bedre mening. Så i din kronologi må digtet holde flyttedag. Jeg ved det med stor sikkerhed, for det var Henrik Thomsen der købte bogen på den af dig nævnte auktion. Ifølge min afskrift af digtet er der ikke noget punktum efter anden linie.
Ifølge min fotokopi fra Jyllands-Posten er der punktum efter anden linie. Endelig blot dette: Ung Elskov kom i 2. udgave 1922.
85.
Digtet "Rotter" findes i Morgenbladet, hvor det stod grundlovsdag 5. juni 1885. Digtet er trykt i Cai M. Woel II, 1945, s. 178, desværre med talrige fejl.
I sin helhed er digtet også trykt i bogen Henrik Pontoppidan til Minde, 1944, s. 79ff. Det er i Ejnar Thomsens artikel "Ifølge med Henrik Pontoppidan". Digtet kan findes i A.E. Larsens bog Henrik Pontoppidan. Liv og vilkår, 1988, s. 57f. Elias Bredsdorff citerer tre vers, s. 33 i bogen Henrik Pontoppidan og Georg Brandes. En kritisk undersøgelse, 1964. Bent Haugaard Jeppesen behandler digtet og citerer 5 vers i Henrik Pontoppidans samfundskritik, 1962, s. 29.
Det er Pontoppidans mest direkte politiske polemik, og der spores her en ikke ringe optimisme til oppositionens modstandskraft. En optimisme, der gik over i sin modsætning, eftersom der ingenting skete.
Sådan skrev Karl V. Thomsen i 1957 i Hold Galden flydende, s. 83.
[Tilføjelse 2005:] I mail 9.5.2002 gør Flemming Behrendt opmærksom på, at digtet har en forkert overskrift. Overskriften burde være "Rotter". Det er en fejl, man også finder hos Woel, men det gør det jo ikke bedre.
86.
Digtet "Kong Salomon og Jørgen Hattemager" stod trykt i et ekstranummer af Dags-Avisen, det lille københavnske venstreorgan, i februar 1886. "De første strofer af digtet er et forsøg i Wesselsk manér". Sådan skriver Bent Haugaard Jeppesen i sin bog, jeg omtalte under kommentarerne til digt 85. Omtalen findes s. 30f sammen med de første strofer. Hele digtet findes i Poul Carit Andersen: Digteren og mennesket, 1951, s. 83ff. Poul Carit Andersen omtaler samme sted et fødselsdagsdigt til Gustav Philipsens moder. Dette digt havde han købt på en auktion i en bogpakke, der indeholdt bøger fra Axel Henriques' bibliotek. Digtet var underskrevet "P". Pontoppidan vedkendte sig digtet. Poul Carit Andersen citerer ikke digtet, så det får vi altså heller ikke med her.
87.
Materialet om det lille juledigt er stort. Her kommer mit i kronologisk orden.
1886.
I Jule-Roser: Skandinavisk Juleblad, 1886, var der en hel side med deviser til en tegning af E. Staulina. En er underskrevet Henrik Pontoppidan. Den lyder sådan:
Så melder Sagnet: at ved Nattetide,
et Barn blev født ved Asenindens Side.
… End synes jeg i Julenattens Glæde
at høre Æslet skryde – Barnet græde.
Man kunne så begynde at spekulere på, om der var udeladt noget markeret af …
1912.
Den 17. december 1912 kunne man i Politiken se forsiden til Henrik Pontoppidans nye roman Torben og Jytte. Han havde skænket et eksemplar til julelotteriet og skrevet en tilegnelse til vinderen:
Til "Politikens" Jul
fra
Henrik Pontoppidan.
Ved Lygtens Skin, imellem Får og Stude,
blev Jesusbarnet født og svøbt i Klude.
To Æsler lagde Ørerne tilbage
og hilste lydt den Lilles første Klage.
Det var i Betlehem for længe siden,
og Drengens Ry er vokset stærkt med Tiden.
Men endnu gennem Juleaftnens Glæde
jeg hører Æsler skryde, Barnet græde.
1917.
I Bay og Bredsdorffs Henrik Pontoppidans breve, II, 1997, s. 57ff findes et brev fra Pontoppidan til Vilhelm Andersen dateret 16.7.1917. I et bilag med rettelser til Vilh. Andersens kommende bog skriver Pontoppidan:
Digtet "Jul" er ganske vist "utrykt". Det fremkom for et Par År siden ved et Julelotteri (foran i en Bog); men blev – i al Fald delvis – aftrykt af en Avis.
Så udkom Vilhelm Andersens bog Henrik Pontoppidan. Et nydansk Forfatterskab, 1917. På s. 82-83 finder vi hele digtet, men nu er der fem vers. Denne form findes i alle senere gengivelser.
1927.
I Berlingske Tidende 24.7.1927 er der på s. 5 mange hilsener til Henrik Pontoppidan på 70 års dagen. "Jul" er gengivet her, nu med musik af Hakon Børresen.
1941.
Berlingske Aftenavis den 18.6.1941 har en kronik af Orla Lundbo: "Henrik Pontoppidan og Poesien". Der findes hele digtet, men Lundbo kommer ikke med nye oplysninger.
1944.
I bogen Henrik Pontoppidan til Minde findes digtet s. 95. Det er i Ejnar Thomsens artikel: "Ifølge med Henrik Pontoppidan".
1945.
Cai M. Woel bringer digtet i bind II, s. 189, uden nye oplysninger.
1982.
I efterskrifterne til De dødes rige, I, s. 273 og II, s. 257 gennemgår Thorkild Skjerbæk problemerne omkring juledigtet.
1985.
I Højskolebladet 21.12.1985 er der en lang artikel af Thorkild Skjerbæk: "Dagens julesalme". Artiklen er meget interessant og oplysende. Vi finder gengivet digtet fra Politiken 1912 og Jule-Roser 1886. Den sidste gengivelse er desværre så formindsket, at den er ulæselig.
1986.
H.P. Rohde skriver i Politiken den 20.12.1986 en kronik: "Et Juledigts gåde". Han fortæller, at han i en bogkasse fiskede Politikens Billedbog fra 1920 med fotografier fra de foregående 25 år, og her altså juledigtet i Pontoppidans håndskrift. Digtet er aftrykt i artiklen. Rohde har datoen 19.12.1912, mens Skjerbæk bruger datoen 17.12.1912 for digtet i Politiken.
1987.
I Politiken 3.1.1987 skriver Thorkild Skjerbæk: Jule-digtets gåde var løst. Endnu engang redegør Skjerbæk for omstændighederne ved de 3 variationer af digtet.
1988.
Den 28.11. og 8.12.1988 er der i Politiken 2 små notitser om, at Børge Roger Henrichsen har lavet en melodi til juledigtet. Jeg har kontaktet komponisten, men det gav ikke noget resultat.
1989.
Også i Politiken finder vi den 26.12.1989 Ole Wivels kronik: "Jeg hører æslet skryde, barnet græde". Ole Wivel kalder digtet en profan salme, der kan få en til at fryse og komme til bevidsthed midt i julehyggens voldsomme trængsel og alarm.
1998.
I Jyllands-Posten 24.12.1998 har Bo Rasmussen skrevet en kronik: "Bodegakristendom – det er ikke så ringe endda". Forfatteren skriver, at digtet findes i en af Pontoppidans romaner. Så citerer han digtet og skriver derefter:
Det er ikke helt Kim Larsens øl, fisse og hornmusik, men der er åbenbar bodegavirkelighed i den sidste linie med det skrydende æsel og det grædende barn.
87A
I et brev 9.4.2002 skriver Henrik Thomsen til mig bl.a.: "Til gengæld har min morfar skrevet mange digte, som oftest som dedikationer eller i private breve – digte, der aldrig er blevet offentliggjorte. I det første eksemplar af "Den gamle Adam" – som altid først overrakt min mormor – hedder det (8. dec. 94):" (Se digtet)
87B
Digtet er Henrik Pontoppidans dedikation i romanen "Kirkeskuden" til hustruen. Henrik Thomsen skriver til mig i december 2002: "Maj-Nov boede familien i en lille fugtig bolig i Stenløse (ved Jyllinge), – det er knapt med økonomiske midler og Jan-Feb 1897 ligger H.P. til sengs med brækket ben. Romanen "Kirkeskuden" er netop blevet gennemskrevet og udkom sidst på året."
88
Det lille vers findes i Juleroser fra 1903 ved siden af Johan Rohdes maleri af Pontoppidan fra 1895. Maleriet er i den først kendte form med et træ til venstre øverst og forfatterens navn i hvidt.
Den 27. august 1943 er der i bladet Dansk Ungdom en artikel af Thorvald Laursen: "Ved Henrik Pontoppidans Død". Artiklen slutter med nogle vers af Henrik Pontoppidan. Det første lyder:
Vi ejer nok af arvet Sølv og Guld,
men lever oftest dog paa Borg og Leje.
Kun hvad vi graved ud af Hjemmets Muld,
beholder vi i evig Arv og Eje.
Det er en form, jeg ikke har mødt andre steder.
I 1944 er digtet med i Henrik Pontoppidan til Minde, s. 74. I en note s. 175 oplyses det, at verset er indarbejdet i Alex Garffs og Poul Schierbecks kantate ved Randers Statsskoles 400 års jubilæum 5.9.1942.
1945 er digtet optrykt i Cai M. Woel, II, s. 182.
Endelig findes digtet i Billeskov Jansens bog Henrik Pontoppidan. Ledetråd for læsere, 1978, s. 7.
Der er nogen uenighed om tegnsætningen efter 2. linie. Den af mig brugte er fra 1903.
89.
Dette digt har, sammen med tre andre, været trykt i Flensborg Avis den 8.2.1931. I flere kilder er datoen angivet til 7.2., hvilket skyldes en trykfejl i avisoverskriften.
I Hamskifte, 1931, s. 146ff finder vi fem af versene, dog i noget ændret form. De optræder i min samling her som nr. 78 og 79. Pontoppidan fortæller der om tilblivelsen af digtet, og derudfra er det nok korrekt at datere digtet til omkring 1879.
I Mindebogen, 1944, s. 52ff omtales digtet og syv vers citeres, nogle fra Hamskifte, nogle fra Flensborg Avis. Se også noterne i Mindebogen s. 174.
I Cai M. Woel, II, 1945, s. 194 får vi hele digtet. Woel mener, at digtet er fra 1904, måske før.
Knut Ahnlund berører digtet kort i sin bog fra 1956, s. 97.
I Hold Galden flydende fra 1957 fastslår Karl V. Thomsen kort s. 28, at digtet er fra 1879.
I bogen Flensborg Avis, fra 1969 er der en lang afhandling af Thorkild Skjerbæk: "Digteren og redaktøren. Henrik Pontoppidan og Flensborg Avis". Side 388ff behandler forfatteren spørgsmålet, om det er formen fra Hamskifte eller formen fra Flensborg Avis, der er den oprindelige. Konklusionen er, at det må blive gætteri. Se også noterne s. 466. Det samme problem behandler Thorkild Skjerbæk året efter, 1970, i sin bog Kunst og budskab, s. 282 ff. I bogen om Flensborg Avis slutter Thorkild Skjerbæk sine noter s. 468 med ordene: "Henrik Pontoppidan lukkede ikke nogen helt ind i sit arbejdsværelse!" Dette har jeg måttet sande mange gange.
Det skal endelig nævnet, at Jørgen E. Tiemroth i sin bog fra 1981, Maskespil, kort berører digtet på s. 19.
89A.
Dette digt har man kendt eksistensen af længe. I Poul Carit Andersens bog fra 1951 Digteren og Mennesket. Fem essays om Henrik Pontoppidan står side 83:
To af de sidste fund er et par ukendte Henrik Pontoppidandigte. Det ene er et fødselsdagsdigt til Gustav Philipsens moder, og det findes antagelig kun i det ene eksemplar, jeg erhvervede på en auktion i en bogpakke, der indeholdt bøger fra Axel Henriques' bibliotek. Digtet er kun underskrevet med "P", men da jeg mente at kunne genkende stilen, spurgte jeg Henrik Pontoppidan, om det var ham, der var forfatteren, og han vedkendte sig det straks.
Digtet findes her på netstedet med kommentar.
90.
Den 9. oktober 1906 fejredes Drachmanns 60-års fødselsdag ved en stor fest i København. Pontoppidan havde nogle dage før fødselsdagen tilsendt ham skuespillet Asgaardsrejen med en personlig dedikation og formentlig også det digt, der på selve fødselsdagen stod i Politiken som en hilsen til Holger Drachmann ("Jeg lille Nisse rejste med Spær og Skjold"). Drachmann takkede Pontoppidan hjerteligt 8. oktober for "saa ypperligt et Arbejde – med saa skæmtsom-skøn en Dedikation".
Sådan står der i B&Bs Henrik Pontoppidans breve, 1997, I, s. 271. Derefter citeres Pontoppidans svarbrev dateret 9.10.1906.
Digtet findes også i Woel II, 1945, s. 183-184.
Endelig har jeg fundet digtet i Gyldendals julebog 1958: "Møde med danske digtere".
91.
Digtet stod i Politiken den 4.2.1912 med overskriften:
Den 4de Februar.
Det er et digt til Georg Brandes på 70 års dagen. Min version er tages fra Bredsdorff: Henrik Pontoppidan og Georg Brandes. En redegørelse for brevvekslingen, 1964, s. 93-94. I Vilhelm Andersens bog fra 1917 er der mindre afvigelser. 1. vers, 3. linie:
Da var han forsvunden – var hemmeligt flygtet.
Bortset fra dette kun en ubetydelig forskel.
Digtet blev genoptrykt i Politiken 1.10.1924. Hele digtet findes også i Clarté 4.2.1942.
I Randers-samlingen har jeg fundet et udateret Pontoppidan-manuskript. Her bruger Pontoppidan å. Digtet begynder:
Vi stod der.
Digtet kan fortolkes, og det er blevet fortolket. Hvem fældes der dom over? I min personlige samling af litteratur om Pontoppidan har jeg fundet 27 behandlinger af digtet, og til hver behandling knytter sig mange andre henvisninger, så her er stof til en ny bog. Jeg vil afstå fra en opremsning. I stedet vil jeg nævne enkelte – meget forskellige tolkninger. Vilhelm Andersen (1917) er nævnt. Se s. 80-81 og s. 164.
- Henrik Pontoppidan til Minde, 1944, s. 111 ff.
- Svend Norrild: Dansk Litteratur. Fra Saxo til Kaj Munk, 1949. Bind 2, s. 118f.
- Knut Ahnlund, 1956, s. 165.
- Karl V. Thomsen: Hold Galden flydende, 1957, s. 135 ff. Her afsløres det, hvem uglen er!
- Elias Bredsdorff: Edda bd. LXIII, 1963, s. 34-51.
- – : En redegørelse for brevvekslingen, 1964, s. 93ff.
- – : En kritisk undersøgelse, 1964 s. 111ff, 186, 200f og 236f.
- Thorkild Skjerbæk: Kunst og budskab, 1970 s. 212ff og 235ff.
Det er kun en brøkdel!
Sluttelig skal noteres, at 1. linie sidste vers også forekommer som:
Hvad Under, han veg for det festlige Møde. (Clarté)
92.
Dette digt er et lejlighedsdigt. Det er trykt i Ugens Tilskuer, 1913, s. 155. Digtet blev oplæst ved en forsvarsfest i Casino den 11.2.1913. Det 3. vers ønskede festkomitéen ikke oplæst, så det blev strøget med forfatterens billigelse. Min gengivelse stammer fra Woel II, 1945, s. 186-187. Digtet er sat i musik af Ad. Riis-Magnussen: Danske Folketoner : [1. Samling] : Op. 20. 25 nye Melodier til Tekster af danske Digtere : Let udsatte for Klaver eller Harmonium, 1931. 21 s. Forlag: Wilhelm Hansen. Digtet er omtalt i Karl V. Thomsen: Hold Galden flydende, 1957, s. 26, i Vilhelm Andersen (1917), s. 81 samt i Bredsdorff: En kritisk redegørelse, 1964, s. 205.
93.
Hjalmar Bergstrøm (1864-1914) dramatiserede Pontoppidans Lille Rødhætte, der fik titlen Thora van Deken. Det blev opført på Dagmarteateret i sæsonen 1913-14, i de følgende år i Sverige, hvor det også blev filmatiseret.
Digtet findes i Illustreret Tidende nr. 27, 5.4.1914. Det blev ved begravelsen fremsagt af dir. Johannes Nielsen. Digtet er omtalt i Vilhelm Andersens bog om Pontoppidan, 1917, s. 81-82, i Woel II, 1945, s. 187-188 og i Mindebogen fra 1944 s. 125. Woel II har enkelte afvigelser fra det af mig citerede.
94.
Hen imod jul 1914 udkom Toldere og Syndere. Og denne gang kunne Politiken meddele, at den på forhånd var lovet til julelotteriet. Den 19.12.1914 aftrykte man tilegnelsesdigtet.
Også det er om ødelagt julestemning. Denne gang dog med den storkrig, der nogle måneder før var brudt ud, som den uhyggelige baggrund.
Sådan skriver Thorkild Skjerbæk i artiklen "Dagens julesalme", der stod i Højskole-bladet 21.12.1985. Derefter citerer Skjerbæk digtet "Ragnarok".
95.
Dette digt skrev Henrik Pontoppidan i en af sine bøger, som han forærede sin hustru. Dette oplyser Billeskov Jansen i sin Ledetråd for læsere, 1978, s. 7. Digtet er også med i Vilhelm Andersens bog fra 1917, s. 178. Her efterfølges digtet af: "o.s.v." Endelig findes digtet i Woel II, 1945, s. 189.
96.
Henrik Pontoppidan blev gift den 9.4.1892 med Antoinette Caroline Elise Kofoed, og som følge deraf var deres sølvbryllup den 9.4.1917. Dette digt er altså Henrik Pontoppidans sølvbryllupsdigt til hustruen. Vi kender digtet fra Pontoppidans lille digtsamling i Flensborg Avis den 8.2.1931.
Digtet er omtalt i Karl V. Thomsen: Hold Galden flydende, 1957, s. 52-53.
Woel II, 1945, s. 196 deler versene anderledes end Flensborg Avis, og han deler[??] også "Vandreaar" i stedet for "Vandrekaar". Skjerbæk, Kunst og budskab 1970, har digtet med s. 283, og det kommenteres endelig af Skjerbæk i bogen om Flensborg Avis, 1969, s. 390.
97.
Digt 97 er et af de 4 smådigte fra Flensborg Avis den 8.2.1931. Thorkild Skjerbæk har det med i Kunst og budskab, s. 282 og i bogen om Flensborg Avis s. 388ff uden den store omtale. Woel II, s. 197:
Det næste Digt giver ogsaa Udtryk for en usædvanlig Optimisme hos Digteren, er end Baggrunden for den tegnet sort i sort:
Der er noget i Naturskildringen i Digtet, der fører Tanken hen paa Novellen "Det store Spøgelse" – Præstens Tjenestepige, der tumler rundt i en af Anger og Samvittighedskval forgjort Nat; men Novellen ender tragisk. Grethe drukner sig i en Skovsø – mod det Troldtøj, der forfølger hende, hjælper ingen uskyldsren Sang. Angsten! som Dumheden og Pænhedens Snæversyn gjorde stor og uovervindelig, saa den blev et forfærdende Spøgelse, lod sig ikke jage bort. Det véd Pontoppidan godt, derfor maner han alle Mørkets Magter frem: Dumhed, Daarskab, frække Venner, Falskhed med de klamme Hænder, Sladderen med Strikketøjet – alt er med, og alt dette advarer han hende imod og giver hendes Kampmiddel den digteriske Iklædning: Sangen! (ibid. s 198)
Jeg må nok indrømme, at min datering er et skud i blinde.
98.
Det næste digt er kendt af hvert barn i Danmark. Digtet er her citeret efter Berlingske Tidendes Fotogravure-Udgave. Ude og Hjemme Nr. 51. 25.12.1918. Woel II, s. 190 har så mange afvigelser, så det næsten er et andet digt. Originalmanuskriptet findes i Pontoppidan-samlingen i Randers. Jeg har haft lejlighed til at se det, men jeg måtte ikke tage kopi. Et par notater fik jeg dog taget. Manuskriptet begynder: Det klinger som et Eventyr. 6. vers slutter med "Morderhænder" i stedet for "Bøddelhænder". I 3. vers: "i Krogene blandt Venner". Der er måske mere, men som sagt har jeg ikke kopien.
I Poul Carit Andersen: Digteren og Mennesket, 1951, s. 20 fortælles, hvordan manuskriptet er endt i Randers. Heri fortælles også, at samlingen ejer en korrespondance, hvoraf det fremgår, at Pontoppidan i 1919 har bedt om at få 3. vers slettet, da det er blevet til under falske forudsætninger.
Vi skal til Tidens Kvinder, 13.8.1957 for at finde Carl Dumreichers beretning om, hvordan digtet blev til:
I efteråret 1918 gæstede Henrik Pontoppidan sin gode ven, redaktør Martinus Galschiøt i Helsingør og modtog fra Berlingske Tidende en opfordring til at deltage i en enquête om Sønderjylland, men havde foreløbig undslået sig:
Det var imidlertid et forunderligt efterår. Vejret var mildt, næsten sommerligt, og udefra indløb den ene glædelige efterretning efter den anden. H.P. Hansen havde i den tyske rigsdag krævet selvbestemmelsesret for det danske Nordslesvig. Kejser Wilhelm flygtede til Holland. Der indtrådte våbenstilstand i november. Det var, som om tusindårsriget var nær. Det fortryllende vejr holdt sig til ind i december, så de store pile på dæmningen mellem havens to søer – Frederik den Andens gamle fiskedamme – stadig stod med gyldent løv. En solskinsmorgen, da jeg vandrede frem og tilbage på denne dæmning, kom digtet så at sige af sig selv og blev trykt på forsiden af bladets søndagstillæg for 25. december.
Carl Dumreicher har gengivet denne beretning i Den yngre Slægt Pontoppidan, s. 291-292.
H. P. Rohde beretter i sin bog: Det lyder som et eventyr fra 1981 om digtet. Et helt afsnit i bogen er helliget dette digt, s. 103ff. Side 114 er der flere kommentarer.
I bogen om Flensborg Avis s. 332ff omtales digtet. Hele digtet blev nemlig bragt i avisen den 31.12.1918.
Jeg har en kronik fra Fyens Tidende 24.11.1958, hvor Jens Lampe skriver om genforeningsdigtet. Han kommer bl.a. ind på, at seks tusind er en digterisk frihed, og Jens Lampe får ved Karl Alnors hjælp antallet reduceret til fire tusinde!
Digtet kan ellers findes i snart alle sangbøger. Th. Laub komponerede melodi til digtet allerede i 1919.
Digtet findes på Anders Bundgaards genforeningsmonument i Vestparken i Randers. Sidst, men ikke mindst, findes nogle strofer på Joakim Skovgaards berømte afstemningsplakat fra 1920, hvor vi ser Mor Danmark genforenet med sin frarøvede datter på broen over Kongeåen. Denne kombination af Pontoppidans digt og Skovgaards tegning er meget dejlig.
Digtet er sat i musik af Frede Noe Bertelsen: Sønderjylland: Det lyder som et Eventyr. Digt af Henrik Pontoppidan. 2. Opl. Aarhus Musikhandels Forlag, Aarhus Cop. 1920. (3) s.
99.
Dette digt findes i bogen Dansk Forfatterforening. 1894-1919 fra l919, hvor det er gengivet i faksimile s. 3-4 sammen med et billede af Pontoppidan. Jeg har en fotokopi, og her bruger Pontoppidan å. Denne gengivelse finder vi også i Mindebogen fra 1944, s. 61. Alle andre gengivelser, jeg har set, gengiver digtet med aa. Det gælder således Woel II, s. 192. Det samme er tilfældet i Berlingske Aftenavis 18.6.1941, hvor Orla Lundbo i sin kronik: "Henrik Pontoppidan og Poesien" kommer ind på digtet.
100.
Digtet stammer fra Dansk Julealbum, 1923, hvor det optræder med underteksten (I et Eksemplar af mine Romaner og Fortællinger). Over digtet findes en tegning, landskab med dyr og himmel med skyer af Poul Christiansen dateret 4.8.1923. Den citerede udgave stammer herfra. Poul Carit Andersen oplyser i sin bibliografi s. 117, at digtet i faksimile sammen med Pontoppidans samlede værker hvert år bortskænkes til en student i Gl. Hellerup gymnasium.
Den 8.2.1931 er digtet med i den lille digtsamling i Flensborg Avis. Nu lyder digtet sådan:
Hvad jeg fra Dreng har set og hørt,
og hvad jeg selv har levet
paa Alfarvej og vildsom Sti –
alt staar det her nedskrevet.
er er lidt mer end Spøg og Spot
i denne Billedrække
om Danskens træge Folkesind,
som nødig la'r sig vække.
Der er et Angstens Raab fra en,
som under Middagsluren
et Mene Mene Thekel saa
i Lueskrift paa Muren.
Et Drømmesyn? Et Mareridt?
Naa – ingen lod sig skræmme.
Da Verden nys i Flammer stod,
vi leved op herhjemme.
Vi aad og drak med Velbehag
og priste fromt Gudfader,
som skaaned os for Ildebrand
i vore fyldte Lader.
Nok er jeg selv en sindig Fyr
med Trang til Fred i Sindet;
men denne onde Varselskrift
har brændt sig ind i Mindet.
Ved Dag og Nat som Lynilds-Glimt
den spøger mig i Hoedet.
Tilgiv det! Undergangens Angst
er gaaet mig i Blodet.
I Ahlunds disputats s. 17 er citeret et enkelt vers. I noterne s. 410 skriver han, at det er citeret fra Flensborg Avis. Det passer ikke.
I Bredsdorff: En kritisk undersøgelse, s. 72 og 78 gentages den forkerte påstand.
Jørgen Bukdahl: Dansk national Kunst, 1929, s. 200f får vi fem vers, der ifølge Bukdahl er en tilegnelse i en af hans store romaner:
Det blev en Bog med mange Ord,
en langstrakt Billedrække
om Danskens sløve Folkesind,
som ingen Strid kan vække.
Det blev et Angstens Raab fra een,
som under Middagsluren
et Mene Mene Tekel saa
i Lueskrift paa Muren.
Et Drømmesyn? Et Mareridt?
Nu – ingen lod sig skræmme.
Da Verdes nys i Flammer stod
vi leved op herhjemme.
Vi aad og drak med Velbehag
og priste fromt Gudfader,
der skaaned os for Ildebrand
og fyldte vore Lader.
Men hine onde Varselsord
staar mig endnu for Ho'det.
Tilgiv det! Undergangens Angst
er gaaet mig i Blodet.
I Den yngre Slægt Pontoppidan, s. 293 denne udgave:
"Hvad jeg fra Dreng har set og hørt,
og hvad jeg selv har levet
paa Alfarvej og vildsom Sti –
alt staar det her nedskrevet.
Der er lidt mer end Tant og Spot
i denne Billedrække
om Danskens træge Folkesind,
som ingen Storm kan vække.
Der er et Angstens Raab fra en,
som under Middagsluren
et Mene Mene Thekel saa
i Lueskrift paa Muren.
Et Drømmesyn? Et Mareridt?
Nu – ingen lod sig skræmme.
Da Verden nys i Flammer stod,
vi hygged os herhjemme.
Vi aad og drak med Velbehag
og priste fromt Gudfader,
der skaaned os for Ildebrand
i vore fyldte Lader.
Nok er jeg selv en sindig Fyr
med Trang til Fred i Sindet;
men dette onde Varselstegn
har brændt sig ind i Mindet.
Ved Dag og Nat som Lynildskrift
det spøger mig i Ho'det.
Tilgiv det! Undergangens Angst
er gaaet mig i Blodet.
I Mindebogen s. 153-154 er digtet som i Dansk Julealbum, 1923. Side 176-177 er stroferne 4 og 5 fra Flensborg Avis citeret.
Thorkild Skjerbæk har behandlet digtet i Kunst og budskab s. 224ff, s. 233ff og s. 283. Han behandler også digtet i bogen om Flensborg Avis s. 388ff og s. 466ff. Her nævnes en egenhændig nedskrivning af digtet til Dina Lea fra 1924, som hun senere har skænket Randers Centralbibliotek.
Karl V. Thomsen: Hold Galden flydende, s. 172-173 citeret to vers, endnu en ny form:
Det er et Angstens Raab fra en,
som under Middagsluren
et Mene Mene Tekel saa
i Flammeskrift paa Muren.
Ved Dag og Nat som Lynildsskrift
det spøger mig i Ho'det.
Jeg veed det! Undergangens Angst
er gaaet mig i Blodet."
Så kommer spørgsmålet: Hvordan lyder digtet?
101.
Digtet er fra Nationaltidendes Søndagstillæg, 12.10.1924. Det er bidrag til en enquete i anledning af Vilh. Andersens 60 års fødselsdag. Digtet findes aftrykt i Woel II, s. 193.
102.
Det sidste digt har jeg fundet i Ahnlunds disputats s. 392. Den eneste oplysning er: I ett dedikationsexemplar.
103.
Henrik Thomsen har sendt mig dette digt i december 2002 med følgende oplysning: "Langt senere fandt jeg et håndskrevet digt, antagelig skrevet omkring 1930 – få år efter Antoinettes død:" (Se digtet)
