Spøgelser
Literatur
Henrik Pontoppidan: Spøgelser, (Gyldendalske Boghandels Forlag).
Ingen Titel kunde være farligere for denne Bog; den bringer Tanken hen paa "Gjengangere", men Ibsens Værk og Pontoppidans Fortælling er saa vidt fjærnede fra hinanden som Livets uafvendelige Alvor og de ledigste Dagdrømme. Her rejses ikke Klage fra det dybe Hjærte, her fældes ikke Dom over Tidens Ringhed, man finder ikke den indtrængende Redegjørelse for Menneskenes Skæbner med Karakterernes Grunde og Begivenhedernes Følger, ingen Stræben efter at gribe det varige under det, der flygter, ikke engang et tilforladeligt Billede af Livets Hændelser. Det hele er ikke andet end Legeværk paa Overfladen. Man faar nærmest en Fornemmelse af, at Forf. har villet lave en Roman i gammel Stil, ikke en Fremstilling af svundne Tiders Liv og Tanker, men et Forsøg i forældet Skrivemaade, ikke en historisk Skildring, men en literær Pastiche. Han sidder uden for sin Fortælling og giver en Krønike til bedste for dem, der kan finde Behag i opdigtede, ydre Begivenheder. Fortællingen er tvangløs og stanser ikke, men han har ogsaa Hals- og Haandret over sine Figurer, og de faa det at mærke. Han tumler efter afblegede Mønstre med Slotte og Silkeværelser, forklædte Grever og elskovsfulde Ungmøer, stigende Attraa og resigneret Lykkeoffer og Flugt og Fare, til Æventyret ender i Fryd og Herlighed i det Land Spanien. Man fængsles af Fortællingens Stil. Den skrider frem med en bevidst og yndefuld Statelighed, tit i sirlig paastrøgne Farver, let og gjennemsigtig. Men Karakterskildringen har intet Værd. Ingen af de tegnede Personer træder levende frem for Sjælens Øje, de komme og gaa og ses ikke mere. Det er alt sammen løse Fantasier, der vifte frem og tilbage, uden at den ringeste Krusning mørkner Sindets Sø. Det er Støv, der stiger op og lægger sig let igjen. Der er ikke sat noget ind paa denne Bog, og Udbyttet bliver derefter.
N. M.
