Splittede Kræfter
III
S. Schandorph: Fire Fortællinger
Henrik Pontoppidan: Spøgelser
Schandorph! vil man udbryde – er han ogsaa "faldet fra"? Er han ikke mere den solide Realist, den brave Frihedsmand? Vi tvivler ikke om, at Privatmanden Schandorph fremdeles vil gøre sin Borgerpligt ved Valgurnen, men Forfatteren Schandorph er sandt at sige ikke mere, hvad han var, eller hvad han burde være. Det var Synd at laste ham derfor. Man skriver ikke femten-seksten til Dels omfangsrige Bøger ustraffet, det vil sige: uden at tilsidesætte Kunstens Krav for Rutinen. Man bliver almindeligvis ikke over de femti uden paa Bekostning af Ideernes Dristighed, Synets Skærpe og Følelsens Smidighed og Varme.
Hvorfor nægte det: Schandorph er gledet fra de banebrydende Forfatteres Tal over i de respektable, de rutinerede, de underholdende Skribenters Rækker. Han kan taale at høre det, saa værdifuld en Virksomhed han har at se tilbage paa. Han har indvundet og opdyrket et nyt Stykke Land for vor moderne Literatur; han udvider næppe Terrænet. Det er Schandorphs Fortjeneste at have befæstet Kendskabet til Bonden, om hvem der var spundet saa meget pyntende Digt, og overhovedet at have skrevet et paalideligt Afsnit af Landbostandens Kulturhistorie, rigtignok væsenlig set under én kunstnerisk Synsvinkel, det komiskes, men lige fuld af haandfaste Iagttagelser. Hans bedste Bøger ejer en Rigdom af livagtigt karakteriserede Typer – men han er ikke naturalistisk Forfatter i den Forstand, at han paaviser sine Personers Egenskaber som bestemt af Fødsel, Opdragelse, Livskaar. Han griber dem i Nakken, som de er, og holder dem sprællende frem for Latteren. Hans Skildring har ingen samfundsmæssig (deterministisk) Baggrund.
I sine sidste Arbejder har Schandorph imidlertid røbet et betænkeligt Hang til at ofre Virkelighedstroskaben for det "underholdende". […]
– Fra Henrik Pontoppidan skulde man dog være berettiget til at vente Beviser paa Udvikling. Men hvad i al Verden er Meningen med hans ny lille Roman "Spøgelser" – ? Man studsede, da denne Forfatter i Fjor udgav "Isbjørnen", som ingen Berøringspunkter havde med Nutidens Virkelighed. Vilde Pontoppidan allerede holde inde med det sociale Opdyrkningsarbejde, han saa fortræffelig havde begyndt med sine Studier af vor mest forarmede Landalmues Liv og af Tilstandene paa vore Fattiggaarde? Selv om netop disse særlige Æmner fra hans særlige Egne var nogenlunde udtømte, maatte der jo være tilstrækkelig mange andre for Haanden andet Steds fra, af beslægtet Art, i den overalt foregaaende Brydning mellem Kapitalisme og Proletariat. Tænke sig blot, at den københavnske Arbejderstands Roman – og den udtømmes ikke hverken med to eller tre "smaa Romaner" – ikke er paabegyndt endnu!
Men Pontoppidan lader til at have andet at bestille. Han har svært travlt med "Isbjørne" – i Grønland, hvor han ikke har været! – og med "Spøgelser" paa en jydsk Herregaard. Hvor paa Lav i Jylland tror man saa, denne Herregaard ligger? Ja, nærmere beset ligger den vistnok slet ikke i Jylland, den ligger oprindelig i en eller anden gammel Roman, hvorfra den saa igen er gaaet over i adskillige andre Romaner, indtil Pontoppidan har taget sig af den og pudset den op med sin indtagende Stilkunst.
Til denne gamle Herregaard, hvor der naturligvis har været ført et ryggesløst Liv til Egnens Forargelse, kommer paa en mørk og taaget Oktoberaften en ung, engleblid Pige, en forældreløs Præstedatter, for at tage Ophold, egenlig i den Hensigt at udøve en forædlende Mission. Den gamle Frue paa Herregaarden har kun én Søn tilbage, en sær Kammerat, som gaar for at være sindsforvirret, flakker om i Mark og Skov og giver Anledning til de uhyggeligste Rygter. Den unge Pige har i Begyndelsen megen Modgang at overvinde paa Herregaarden: Spøgelsesfrygt og Stedets trykkende Forstemthed. Men hun overvinder den, og en skønne Dag møder hun paa et æventyrligt Sted selve den frygtede unge Greve, uden at ane, hvem han er. Han giver sig ikke til Kende, de stifter Bekendtskab og forelsker sig efterhaanden i hinanden. Da hun endelig opdager, hvem han er, flygter hun angst og fortvivlet fra Herregaarden, men under Vejs dukker den "vanvittige" unge Greve paany op for hende – og i næste Kapitel befinder man sig i Sevilla, hvortil de to unge er rejst efter at have sluttet deres Elskovspagt uden Kirkens Velsignelse. Grevinden har tilskrevet dem og ønsket dem til Lykke, men bedt dem komme hjem. Og mens de to unge staar der paa et af Sevillas flade Tage, over Byens brogede Folkeliv, spørger hun, hvad hans Mening egenlig var, naar han talte om "Spøgeri i Luften" der hjemme. Hun har ingen mærkelige Tegn set, siger hun. "Har Du virkelig ikke en Gang hørt Hønerne, der galer? … Ikke heller nu … siden Du blev min?" svarer han. Romanens Mening former sig saaledes til et Slag mod det spøgelsesagtige Snærperi her til Lands og en Forherligelse af Kærlighedens fri Udfoldning – men med nogen Vægt indprænter Bogen ikke denne Lære. Dertil er den for gammeldags romanmæssigt indrettet. Det er, som om Pontoppidan har udsøgt sig en Række Situationer à la Bulwer el. lign. for at iklæde dem sin Fortællekunsts fineste og ejendommeligste Kostumer, uden at rykke Billederne op i det haandgribelige Livs Omkreds. Hans selvsikre Stil virker bare blændende og – tomt. Kun paa et Par Blade, f. Eks. hvor Modsætningen mellem "Mosekærshusenes" kummerlige Række Rønner og Herregaardens fornemme Alvor skildres, er Pontoppidan den gamle. Ellers forekommer det nærmest pinligt at se Pontoppidan bevæge sig med samme Smidighed mellem Sevillas "brogede Menneskerøre" som i sin foregaaende Bog paa Grønlands Ismarker. Ingen af Stederne har han selv været, men saa stor en skuffende Magt tiltror han sin stilistiske Ævne, at Beskrivelsen i begge Tilfælde nok skal glide ned som den rene Sandhed! Det er en daarlig og unyttig Underholdnings-Literatur, Pontoppidan har slaaet sig paa. Men forhaabentlig behøver han blot at faa tilraabt et kraftigt "til Orden!" for at genoptage Vandringen paa den smalle og brydsomme Sti, der aleneste fører til Salighed i Literaturen.
