Literatur

Henrik Pontoppidan: "Spøgelser", en Historie. Gyldendalske Boghandel. (216 Sider.)

Denne Fortælling er den fjerde af Forfatterens saakaldte "smaa Romaner". Blandt disse vakte den første "Ung Elskov" med Rette en Deel Opsigt. Det var en lille fiin Natur-Novelle, som med stor Iagttagelsesevne skildrede et Kjærlighedsforhold mellem to puurt unge Mennesker, fra dettes reent tilfældige Opstaaen til dets bratte Død. Og som Ramme om Fortællingen laae de yndefuldeste smaa Malerier fra den Natur, som var Vidne til Forholdet. Forfatteren lovede en Deel med dette Arbeide baade i Retning af god og sund Psychologi – han var fri for al Maneer og al Tendents – og i Retning af eiendommelig Naturbeskrivelse. Det sidste Løfte har han holdt, det første ikke. Han er tværtimod nu paa Veie til at blive alt Andet end sund og ædruelig, naar det gjælder at skildre Mennesker. Allerede i "Mimoser" og i "Isbjørnen" var han forfalden til det Chargerede, og her i "Spøgelser" gaaer han endogsaa saa heelt udenfor det Rimelige og Naturlige, at man bestandig under Læsningen har en Følelse af, at Forfatteren er kommen ind paa at skrive det, som man i daglig Tale kalder en "rigtig Roman".

Vi skulle kortelig angive Historiens Indhold for nærmere at belyse, hvad vi her have sagt. En ung Pige, Agnete Thorbjørnsen, Datter af en til Overmaal streng og nidkjær Præst, kommer efter Faderens Død i Huset hos en gammel Grevinde, som boer ene paa sin øde Gaard sammen med sin – som det fortælles – halvgale Søn. Den Familie, Grevinden tilhører, har altid ført et vildt, overdaadigt Liv og har i den Anledning i særlig Grad været Gjenstand for Præstens revsende Taler. Agnete føler sig derfor uhyggelig i de nye Omgivelser og formaaer ikke at slutte sig til nogen af dem. Kun Skytten paa Gaarden, som hun møder paa sine eensomme Toure, offrer hun nogen Opmærksomhed. Sær og melancholsk, som han er, vækker han hendes Medlidenhed, og efterhaanden bliver Forholdet imellem dem saa fortroligt, at han ikke er langt fra at tilstaae hende sin Kjærlighed. Men saa faaer hun pludselig ved et Tilfælde at vide, at det er den unge Greve, som gaaer rundt og agerer Skytte. Fortvivlet over denne Opdagelse beslutter hun at forlade Gaarden, og han venter hende da forgjæves paa deres sædvanlige Mødested i en pinefuld Spænding, som tilsidst bringer hans Vanvid til Udbrud. I Raseri skamslaaer han den rigtige Skytte, som Agnete tidligere har antaget for Greven, og styrter forvildet ud i Heden. Men her findes han af Agnete, hvem hans Misgjerning er kommen for Øre, og som er angst for, at Folkene paa Egnen skal forgribe sig paa ham. Det lykkes hende omsider at stille ham tilfreds, og en Reise til Sevilla (!) ender saa denne overspændte Historie, der her og der har mindet En om Carit Etlar uden dog at være saa underholdende som dennes bedste Noveller.

Der er megen liden Conseqvents og Sandsynlighed i Skildringen af de to Hovedpersoner. Navnlig forekommer Greven os uforstaaelig. Er han sindssyg, eller er han det ikke? Han foretager sig Intet, som ikke ethvert hidsigt anlagt Menneske med Lethed gjør ham efter. Og hvad er det, der har gjort ham saa menneskesky? Der fortælles, at han i sin Barndom er bleven tilsidesat for en ældre Broders Skyld, men nøiere Forklaring gives ikke; og alle de spøgelsesagtige Reqvisiter fra gamle Sagn og eiendommelig Natur, hvormed han omgives, snarere forøger end spreder Dunkelheden. Man savner en Forhistorie. Hvad Agnete angaaer, har hun længe Ens Sympathi, men hvor hun tilsidst indlader sig paa den omtalte spanske Reise ene i Selskab med sin Elskede og uden at være gift med ham, saa bliver hun En med Et complet fremmed. Hvor kan hun, den strenge, næsten pietistiske Præstedatter, bekvemme sig til det? Hendes mentale Tilstand forekommer En fra dette Punkt endnu mærkeligere end Grevens. Saa bliver dog den gamle Grevinde den fornuftigste Person i Bogen. Hun kan nemlig ikke forstaae, hvorfor de To ikke gifte sig.

Bogen har et ikke ringe Fortrin i stemningsfuld og eiendommelig Naturskildring. Udsigten fra Veirhøj, de Elskendes Mødested, ud over et jydsk Lynglandskab er mesterlig gjengiven. Vi maae haabe, at Forfatteren næste Gang finder naturligere Staffage til sine smukke Malerier.