Spøgelser

Foraarsliteratur

Pontoppidans sidste "lille" Roman "Spøgelser" foregaar i Jylland paa en Herregaard, Nørrekjær kaldet. Den ligger i en øde Egn, omgivet af Skove og vidtstrakte Moser, og Naturens dystre Øde har ligesom paavirket Menneskene. Nørrekjærs Ejer er en Enkegrevinde. Hendes ældste Søn er bleven baaret død hjem fra et Fald med Hesten, den yngste er vanvittig, og nu lever hun her et ensomt, stillesiddende Enkeliv. Bogen begynder med, at den unge Agnete Thorbjørnsen ankommer for at holde Grevinden med Selskab. Hun har for faa Dage siden mistet sin Fader og staar fuldstændig ene i Verden. Pastor Thorbjørnsen, af sine Fjender kaldt "Stodderpræsten", havde været utrættelig til at lindre sine Sognebørns Nød og Elendighed, men de "store" lagde ham for Had, og de fortrykte forstod ham ikke. Mod Herregaardens letfærdige Beboere havde han rettet sine knusende Angreb, Agnete havde lært at foragte det knejsende Nørrekjær, – og nu – nu skulde hun tage Ophold der i en ydmygende Stilling; være Selskabsdame hos Grevinden, – aldrig kan hun 69 udholde det, hun vil flygte tilbage til sin Hjemstavn. Men hun udholder det alligevel – hun bliver naturligvis forelsket, i Skytten, som hun tilfældigt har lært at kende. Skytten er imidlertid den unge Greve, som undertiden lider af Sindssygdom, og efter flere romantiske og vidunderlige Tilskikkelser forenes de elskende. I sidste Kapitel opholder de sig i Sevilla; under Sydevropas blaa Himmel glemmes hver Smerte og Lidelse, og alt det Spøgeri, som var i Luften i den alvorlige, hjemlige Mosenatur er svundet som Dug for Solen. –

Fuldt ud heldig har Pontoppidan ikke været med "Spøgelser". Han har vovet sig ud paa usikker Grund. Han befinder sig ikke hjemme i Herregaardenes Atmosfære. Uovertræffelig som Forfatter til de smaa Landsbybilleder med deres dybe Indblik i de lerklinede Hytters Armod og Nød bliver Pontoppidan famlende og ubestemt, naar han griber Emner fra de højere Samfundslag. Der var fortræffelige Enkeltheder i "Mimoser", men som Helhed forekom Bogen forfejlet. I "Spøgelser" findes der stemningsrige Naturskildringer af højt Værd, i forbigaaende et Blik ind i Hytterne, i "Mosekjærshusene". Det hedder bl.a. om dem:

De laa dér, Gavl ved Gavl, som en lang, sørgmodig Historie, sammensunkne over den fugtige Mosegrund og støttende sig til hinanden i deres Affældighed ligesom de Mennesker, de husede. Oven over de fattige Tøjstykker, der over alt var hængt for de smaa Vinduer, men som kun naaede til at dække disses nederste Halvdel, kunde Agnete, idet hun kjørte forbi, se helt ind i Stuerne. Rum efter Rum, Hjem paa Hjem, det ene trangere og kummerligere end det andet, drog hende forbi i al dagligdags Nøgenhed og fortalte i Forbifarten hvert sit sørgelige Kapitel.

Hér stod i en skummel, halvmørk Stue en udtæret Kone og holdt en osende Tælleflamme hen over en bred Slagbænk med sovende Barnehoveder, idet hun med Haanden skyggede for Lyset. Dér sad en Mand med rødt Skjæg paa en Stol og sov med Hovedet op ad Væggen og vidtaaben Mund, mens et halvt afklædt Fruentimmer stod og redte sit Haar foran en Spejlstump. Nogle Steder var man endnu samlet om Nadveren henne ved et Bord under Vinduet, hvor det ophængte Tøjstykke skjulte dem for Agnete; kun oppe paa Loftet og over de nøgne Lervægge saa' hun de store, uformelige Skygger, der spiste. Andre Steder var man allerede i Færd med at gaa til Ro; enkelte laa endog i de store Halmsenge og strakte sig. Men i det sidste og usleste Hus i hele Rækken, hvor der end ikke var saa meget som en Klud for det skjæve Vindue, sad en gammel Mand ganske ene paa en lille Bænk i en tom og nøgen Stue med indfaldende Vægge. Han sad, med en Haand støttet paa hvert Knæ, og stirrede ud for sig, mens hans Læber bevægede sig, som om han talte med sig selv.

Ja mer er der ikke – det er jo Agnete som "i Forbifarten" ser ind i Stuerne, og Vejen drejer snart. Men i disse faa Linjer har vi Pontoppidan fuldt og helt. Denne Gang har han desværre hurtigt affærdiget "Mosekjærshusene", ladet dem ligge i den "lave, kummerlige Række med deres indfaldne Mure" og er draget op paa den knejsende Herregaard. Her har han imidlertid ikke kunnet finde sig tilrette. Ved at læse "Spøgelser" kommer man undertiden til at tænke paa – engelske Guvernanteromaner. Stemningen, samt Følelsen af, at Forfatteren kender de Mennesker, han skildrer, ud og ind, fattes. Heldigst har Pontoppidan maaske været i Tegningen af den halvgamle, dværgagtige Mamsel Leidersdorff, som kommer trippende frem med lydløse Trin og tager sig moderligt af Agnete. Det lille Afsnit om Morten Vægter og hans natlige Runde hører til Bogens mest vellykkede uden dog at have noget med Hovedhandlingen at gøre.1

Lad os imidlertid haabe, at Pontoppidan atter vil vende Herregaarden Ryggen og paany betræde de lave Hytter, hvis Skildrer han er i egentligste Forstand. Hans tidligere Produktion har anvist ham hans Plads i vor Literatur, en Plads, som ingenlunde er begrænset. Thi man tør maaske antage, at vor Literatur i højere Grad end hidtil vil vende sig fra de højere Klassers Liv til de laveres, til Arbejderen og Bonden. Hvilke rige Æmner ligger ikke og venter! Vi behøver blot at minde om de sociale og politiske Brydninger i By og paa Land, og hvad dertil henhører, hvilken Fylde af Konflikter og Kampe, som endnu er ganske ubenyttet! Der hører maaske Mod til at tage fat som den første, men Lykken staar den kække bi; og Hr. Pontoppidan har tilstrækkelig bevist i mindre Noveller (lad os kun nævne "To Gange mødt" og "Tro indtil Døden", offentliggjorte i "Tilskueren"), at han er Manden, der kan medvirke til at skabe den sociale Nutidsroman, som skal give vor hensygnende Literatur en ny Rygrad.

Carl Behrens.

 
[1] Afsnit om Morten Vægter: indgik siden i Lille Rødhætte. tilbage