Spøgelser
Literatur
Henrik Pontoppidan: Spøgelser. En Historie. 216 S. Smaa Romaner IV. (Gyldendal).
Det begynder meget nydeligt med en gammel Karosse, der en sludfuld Oktoberaften rumler henad en jysk Landevej. Vognen, en udtjent Bryllupskaret, hvis Atlask er bleget, indeslutter en smuk Pige, rank og sund, der kører til Enkegrevinden paa Nørrekjær for at være Selskabsdame. Hun kommer fra Præstegaarden, hvor hendes alvorlige og apostoliske Fader nys bortreves, og opdragen med alle kristelige og borgerlige Fordomme mod Rigdom og Vellevnet drager hun, trodsig og sky, hen til Greveslottet, der fra hendes Barndom altid har taarnet sig op som en Sodomas Borg for hendes Fantasi. Her lever de, "der har Hjærte til lige for de Fattiges Øjne at svælge i Overflod, at holde Fester, at klæde sig i Silke og i en eneste Nat danse op, hvad hundrede Familier kunne leve sorgfrit for et helt Aar". Saadan tænker den unge Agnete i sin puritanske Tankegang, og hun spørger hæftigt, om det ikke baade er Skam og Synd.
Det gaar hende oppe paa Slottet, hvis Beboere hun agter at imponere som en Art straffende Engel, helt anderledes end hun tænker, omend ikke helt anderledes end helbefarne Romanlæsere vilde gætte. Man erfarer nemlig, at paa Slottet bor foruden den gamle Enkegrevinde kun en ung Greve. Hans Broder er død for nogle Aar siden ved et ulyksaligt Fald fra Hesten efter en kort Ungdom, der var bestraalet af alt Livets Solskin. Saa smuk var han, saa elegant førte han sig, saa glimrende Fester gav han, at ingen Mand eller Kvinde modstod hans Venlighed. Som en Askepot levede i lutter Skygge den anden Broder, der uskøn og ringe begavet voksede op uden Kærlighed. Ingen tog sig af ham, og han blev vild, bitter, næsten sindssyg, skyede alle, hadede Mennesker, opholdt sig helst paa Heden imellem Pak og Tyende, en Skam for sine egne, en Afsky for andre. Nu, da den glimrende Grev Mogens ligger i Familiebegravelsen, flakker endnu den gale Grev Frederik om i Nørrekjær Skove som Arving til hele Herligheden.
Hver kyndig Romanlæserinde vil, forslugen siddende midt i Pontoppidans fint førte Skildring af Agnetes Hændelser paa Slottet, mærke i sin smukke Næse Duften af de første Blomster, hun vil skænke ham. Agnete og Grev Frederik maa blive et Par, ellers gives der ingen smaa Romaner mere i Verden.
Allerede i George Sands Dage var det saadan. Allerede dengang kom unge, kraftigt byggede Lærerinder i sorte Uldkjoler til gamle Slotte, hvor Tapeterne kunde fortælle om glade Drikkelag og hemmelige Elskovsmøder. Og Caroline de Saint-Gencit maatte mødes med en Marki af Villemer eller en Mauprat, den mørke Ædling eller den vilde Væbner1.
Hos Pontoppidan er Historien rykket Virkeligheden nærmere, forsaavidt Grev Frederik egner sig mindre til Helt end hans romantiske Forgængere. Han er ikke engang køn; dog Agnete vænner sig efterhaanden til hans fregnede Ansigt og noget klodsede Skikkelse, naar hun mødes med ham ude i Moseørkenen, hvor hun har søgt hen, fordi hun fra Vejrhøj kan opdage Taget paa den hjemlige Præstegaard.
Hun aner ikke, hvem hendes besynderlige Kammerat paa de lange Spasereture kan være; hun holder ham for Gaardens Skytte, og da hun selv føler sig ensom og ulykkelig paa den mægtige Herregaard – fortabt i Rigdommens Moseørken – saa nærmer hun sig tættere til den unge Mand, der synes ensom og mismodig ligesom hun, indtil hun erfarer, at han har narret hende og at Skyttens Ham skjulte over den rige Greve.
Hun vil flygte og er alt paa Vej igen i den gamle Bryllupskaret bort fra Sodoma-Gaarden, da hun erfarer, at den unge Greve, fortvivlet efter tre Dages forgæves Venten, har faaet et Anfald af sindssyg Vildskab. Da lader hun Vognen standse og iler ud til Mosen, hvor Spøgelserne færdes: Hønen, der galer, Manden med de klaprende Tænder, Hunden, der græder som et Menneske. Alle Fordommes Spøgelser har været over hende i hendes natlige Angst for det lyse Liv i Solskinnet: nu søger hun ham op og falder i hans Arme. I en romantisk Epilog finder man de to Lykkelige i Sevilla, nydende deres Ungdom i en Stad, fuld af Sanseglæde.
Man spørge ikke, naar denne Begivenhed er foregaaet; den er ikke dateret. Man skal glæde sig over Stilens udsøgte Ynde og blide, tynde Farver, der minder om skønne engelske Landskabsbilleder, paa hvilke en gammel Borg hæver sig tryllende frem fra en mørk Park. Man skal glæde sig over denne Digterkaprice, der ser Spøgelser ved højlys Dag. Naar man har sat sig tilrette i den gamle Bryllupskaret, skal man blidelig lade sig rulle ind i det romantiske Land, hvor Agnete bliver formølet med Ridder Ebbesen.