Marcel Proust

(1871-1922). Den franske romanforfatters hovedværk, "På sporet af den tabte Tid" (À la recherche du temps perdu, 1913-27) udkom på dansk 1932-38. De seks første bind var oversat af henholdsvis Chr. Rimestad (1-2: "Vejen til Swann", 1932) og C.E. Falbe-Hansen (3-4: "I et Rosenflor af purunge Piger", 1933 og 5-6: "Vejen til Guermantes", 1933).

En af Pontoppidans korrespondenter, forfatteren H.P.E. Hansen (1888-1946), udgav i 1929 en lille bog på 78 sider, Syntesen af Marcel Proust værk: essay. Også en anden af Pontoppidans yngre forfatterbekendte, nordmanden Johannes Thrap-Meyer (1898-1929) beskæftigede sig med Proust. På det grundlag satte Pontoppidan de to i forbindelse med hinanden uden selv personligt at have mødt nogen af dem. Men det synes først at være Henri Nathansen der bringer Pontoppidan til at læse Proust da romanen fremkommer på dansk. Det fremgår dels af et brev fra Nathansen af 30.9.1933, dels af ét fra Pontoppidan som den 18.3.1934 skriver til Nathansen:

Som Bod [for at have lokket HP til at læse en ham ligegyldig bog om Napoleon] pålægges det Dem at medbringe et nyt Bind af Proust, når vi næste gang ses i Holmegården, det vil – forhåbenlig – altså sige Torsdag den 29^d eller en anden Dag i Påsken. Proust er ganske vist også en langtrukken Herre; men hvad han serverer, er aldrig opvarmet Mad [som Napoleon-bogen].

Nathansen svarer den 20.3. bl.a.

Jeg er færdig med et Bind til af Proust og gaar nu i Gang med det 4^de. Jeg bliver nok færdig før Paaske, og i saa Fald sender jeg Dem |3| Bøgerne, saa De har Underholdning i den langsommelige Festtid. Det nye Bind, jeg har læst, er udsprunget af en Intelligens saa udciseleret og forfinet, som vi sjældent møder den under vore Breddegrader. Paa Følelser skorter det i Bogen – den flyder let ud i Sentimentalitet og Preciøsitet.

Så dette er baggrunden for Pontoppidans erklæring til Eickhoff:

Indenfor samtidens franske litteratur foretrak han langt Proust for Gide. "Hos Gide," sagde han, "kvæler teknikken det umiddelbart fængslende paa lignende maade som hos Krøyer og Tuxen. Deres modsætninger er Hans Smidth, L.A. Ring og Poul Christiansen."

Om Pontoppidans Gide-læsning har vi derimod igen vidnesbyrd.