Poul S. Christiansen

(1855-1933) var mølleruddannet og tog lidt læreruddannelse før han fra 1885 gik på Zartmanns Kunstnernes Studieskole. Var med Zartmann i Italien i 1896, 1905 og 1911. PSC udstillede første gang på Decemberudstillingen i 1888 og var fra 1895 medlem af den af Johan Rohde stiftede kunstnersammenslutning Den Frie. Christiansen lærte, iflg. det nedennævnte interivew i B.T. fra 1925, "efterhaanden" Pontoppidan at kende "ved Aarhundredets Begyndelse", men siger samtidig det skete på den tid "han [Pontoppidan] skulde sidde for Johan Rohde", dvs. i midten af 1890'erne; den sidste oplysning er nok den mest korrekte og stemmer overens med Christiansens indgang i kredsen omkring Rohde hos hvem han altid tilbragte nytårsaften og periodevis en fast fredagsmiddag s.m. malerkollegerne Larsen Stevns, Edvard Weie og Gustav Wolmar. I 1923 tegnede Christiansen til Pontoppidans digt "Tilståelse" i Dansk Julealbum.

I 1924-25 malede PSC et portræt af Pontoppidan hvortil der også eksisterer et forarbejde i form af en kultegning udført i hjemmet på Christianshavn¹. Et udtryk for hvor tæt ægteparret Pontoppidan på denne tid omgikkes PSC, finder man i M. Galschiøts brev til fru Pontoppidan fra 1924. Maleriet blev udstillet på Den Frie Udstilling i marts 1925. Journalist på B.T. Christian Houmark omtalte det begejstret i sit interview med maleren den 5. marts, men et par dage efter dag skrev mærket "Kammerjunker Lassen" i sin reportage om "Vernissage paa den Frie":

Glem ikke at nikke til Poul Christiansens Portræt af Henrik Pontoppidan. Han er en rar, gammel Digter og har intet ansvar for, at han paa Billedet ser ud, som om han led af en alvorlig Muslingeforgiftning.

Causeriet var ledsaget af en tegning med underteksten: "Den almindelige Diskussion var, hvad Henrik Pontoppidan fejlede, da Poul S. Christiansen malede ham." Også de professionelle anmeldere var hårde ved billedet som Christiansen vist bevarede hos sig selv livet ud. I dag ejes det af Gyldendal, men hænger ikke fremme.

Der findes kun et enkelt brev bevaret fra Pontoppidan til malerens 70-årsdag i 1925.

Da billedhuggeren Eickhoff i 1944 fortæller om sit arbejde på busten af Pontoppidan, citerer han Pontoppidan for at rangordne PSC i en sammenligning mellem Marcel Proust og André Gide:

Hos Gide kvæler teknikken det umiddelbart fængslende paa lignende maade som hos Krøyer og Tuxen. Deres modsætninger er Hans Smidth, L. A. Ring og Poul Christiansen.

Da Christiansen i 1921 havde taget imod ridderkorset, var det Pontoppidan han opsøgte på en varm junidag, formummet i en vinterfrakke:

"Tag dog og læg den frakke, Poul," fortalte Pontoppidan siden Eickhoff {a.a. s.??} at han havde sagt til den uventede gæst.

Næ, det vilde han da ikke. Det var alt for flovt.

"Jo vist skal du lægge frakken, Poul. Jeg har da set en mand i arbejdstøj før."

Næ da, det var meget værre.

"Arbejdstøjet" var kjole og hvidt, for han havde været hos Chr. X for at takke, og syntes nu det var saa tomt at gaa lige hjem. Men flovt det var det jo! Ikke mindst hvis han kendte Pontoppidans syn på kors og bånd og stjerner:

"Med berømmelse forholder det sig som med ridderkors. Der er alt for mange idioter og kriminelle mellem begges indehavere til at man kan befinde sig godt i det selskab."

I april og maj 1924 sad Pontoppidan på malerens eget, længe nærede ønske model for Christiansen til et stort portrætmaleri (125x94). Det var begyndt med nogle håndtegninger hjemme i Overgaden neden Vandet, mens selve maleriet var gjort i Christiansens atelier hvor Pontoppidan sad model i op til to timer ad gangen "uden at rokke". Men arbejdet blev afbrudt både af sygdomsperioder hos dem begge og af Christiansens sædvanlige sommerophold på Dyrnæs oppe på den nordvestlige side af Horns Herred. Her havde maleren siden 1914 fra sin medbragte beboelsesvogn fundet talløse motiver, mens Pontoppidanerne ved Sankt Hans, under et besøg til på vej til Rørvig ikke fandt andet end fortrædelighed. Da Antoinette, i et ikke bevaret brev, havde aflagt beretning over for Galschiøt, svarede denne:

"(...) at De efter Kendskabet til hans Kunst og hans Personlighed kunde vente Dem mere af raffineret Civilisation, end De fandt i hans Paradis, forstaar jeg ikke. Jeg vilde ha været meget skeptisk overfor hans Anbefaling. Forhaabenlig træffer De færre Myg og mere Nattero, hvor De nu er. Rørvig-Luften &c."

Arbejdet med maleriet blev først genoptagt i november {if. PSCs notater if. Honnens 2001}. Til forberedelse eller støtte (skitsen bærer mærker af fire tegnestifter der har holdt den på en væg) havde Christiansen på brunt karduspapir gjort en kultegning hvor han anvendte hvid dækfarve til at kaste glans over især ansigtet der i det hele er det mest udarbejdede og har betydelig mere karakter end på det endelige maleri. Interessant er også kroppens beherskede sluttethed i den knappede frakke og hændernes faste greb om armlæn og lår. Her er beherskelse for alle pengene. Mens hovedet er rent en face, er kroppen let drejet hvad der giver mere liv end det færdige maleris absolutte frontal.

Det udaterede maleri kom med på både Den Fries udstilling i marts 1925 og på malerens egen separatudstilling samme efterår. Kritikken var ikke enig om dets kvalitet. I {her skal citatet komme fra Bente Scavenius' bog}, mens Alexander Fugl i Samleren skrev at portrættet var et eksempel på at alderen er begyndt at gøre sig gældende hos de "gamle Ørne" som tidligere "med hvasse Kløer præsenterede deres Bytte" (Honnens 2001, s. 74 og 236).

Hvad Pontoppidan selv mente om maleriet, har vi kun en spinkel kilde til: det citerede interview med maleren som Christian Houmark, med sin helt egne tegnsætning, gjorde for B.T. da portrættet var hængt op på Det Frie:

"Han syntes, det var godt, saavidt jeg forstod, det syntes, han selv, jeg syntes nok, det kunde have været bedre .. .. han sad langt over Tiden." Og så tilføjer Christiansen: "Først vilde jeg have malet ham .. .. have sænket Øjelaagene, men han har saa skønt et Blik, at jeg ikke kunde lade være at aabne Øjnene, det andet kunde jeg nok gi ham, men det var nu alligevel bedre .. .. det .. .. det skønne ved Billedet."

Både maleriet og tegningen blev i Christiansens eje livet ud. I dag ejer forlaget Gyldendal maleriet og nærværende forfatter tegningen. Maleriet hænger ikke fremme - det gør tegningen.

Da Poul S. Christiansen i oktober 1925 fyldte 70, skrev Pontoppidan til ham fra sin sygeseng og hyldede ham som den stærke personlighed, der aldrig giver tabt:

Deres verdensberømte Landsmand fra Odense har i Den grimme Ælling skrevet også Deres Historie (...) Nu sidder De på Thronen med Scepter og Krone, og Ungdommen kysser Fligen af Deres Purpur. Ja, Livet er lidt af et Eventyr, og det synes at være på Fyn, at de Danske Eventyrprinser fortrinsvis fødes.²

Kilder bl.a.:
Hanne Honnens de Lichtenberg: Zartmanns malerskole, Forum 1979.
— : Maleren Poul S. Christiansen, Borgen 2001, s. 74 og 180f.
Johan Rohde: Mindretalsytringer. Artikler udgivet 1981 af sønnen H.P. Rohde.