Berendsen

Om en upåagtet model til Ivan Salomon i Lykke-Per

Berendsen var navnet på en jødisk familie der omkring 1825 flyttede fra Rudkøbing til København. Den med Pontoppidan jævnaldrende Albert Berendsen (25.3.1860-15.8.1897) overtog i 1886 efter sin far det blomstrende grossistfirma Sophus Berendsen (1829-1884). Pontoppidan har nok først lært Albert at kende efter sin indflytning til København i 1888. De blev gode venner, og forblev det ind i deres respektive ægteskaber, Pontoppidan (fra 1892) med Antoinette, Albert med Gustava (fra 18951). I hvert fald én gang gav Albert B. Pontoppidan penge til en rejse: i 1891 til Sverige (se brev herom af 14.3.1891), og efter hans tidlige død arvede Pontoppidan en sum (se brev herom til enken)2.

At Albert Berendsen erkendt indgik i det jødiske konglomerat bag figuren Ivan Salomon i Lykke-Per kan man bl.a. se af Pontoppidans tøven med at sende enken de allerførste hefter af romanen; han var bange for at hun skulle blive "forarget" før hun rigtig havde set Ivan-figuren udvikle sig (brev herom af 5.1.1898.)

Derfor samles her bidrag til en karakteristik af Albert Berendsen og Pontoppidans tilknytning til familien.

I den naturligvis ikke upartiske firma-bog om Sophus Berendsen A/S fra 19293 karakteriseres Albert B. således:

Han havde faaet en alsidig teoretisk og praktisk Uddannelse i Udlandet. Student fra Bruxelles havde han senere været paa Kontor i Frankrig og England hos Firmaets Forbindelser og var saa kommen hjem, 21 Aar gammel, for at tage Del i Arbejdet i Faderens Forretning.

Saa længe Sophus Berendsen levede, fik dette Arbejde dog ikke nogen nævneværdig Indflydelse paa Forretningsgangen. Dels var Sophus Berendsen ikke i sine sidste Aar tilbøjelig til at slaa ind paa nye og uprøvede Veje, og dels var Albert Berendsen selv stærkt optaget af andre Interesser.

Han var en alsidig begavet Mand med udprægede litterære og journalistiske Evner og udfoldede en livlig Virksomhed paa dette Omraade. Ogsaa hans sproglige Interesser optog ham meget. Fra Faderen og Moderen havde han arvet baade Kærligheden til og Talentet for fremmede Sprog, som han dyrkede med Lidenskab. Han blev Medstifter af Alliance Française og var i det hele livligt interesseret i alt, hvad der var fransk og angik Frankrig. Han blev udnævnt til fransk Konsularagent og blev dekoreret med Palmerne. Med sin høje, elegante Skikkelse og sit øvrige smukke Ydre og ikke mindre ved sin elegante, fransk paavirkede Klædedragt, lignede han selv en af Maupassants forgudede Pariser-Typer, som ogsaa herhjemme var Modeverdenens Ideal. Intet Under, at han vakte Furore i Bourgeoisiets litterært interesserede Cirkler, hvor han selvskreven færdedes.

Skønt Albert Berendsen saaledes i flere Henseender var Faderens udprægede Modsætning, bestod der dog et gensidigt respektfuldt Hengivenhedsforhold imellem dem. De var begge for kundskabsrige og verdenserfarne til at tillægge det rent ydre nogen afgørende Væsensbetydning.

Desuden fik Albert Berendsen allerede inden Faderens Død rig Lejlighed til at dokumentere sine fremragende Evner som Forretningsmand. Endnu inden han traadte i fuld Aktivitet inden for Firmaet, havde han skaffet sig flere udenlandske Generalagenturer og knyttet mange Forretningsforbindelser.

Det var dog først, da han selv kom til Roret, at hans fremragende administrative Evner kom helt til deres Ret. Med Selvstændigheden og Ansvaret steg ogsaa hans Arbejdsevne og Energi.

I de kun godt ti Aar, det blev ham forundt at virke til Firmaets Fremskridt, lykkedes det ham at bringe Omsætningen op til det mangedobbelte af, hvad den androg ved Faderens Død. Men han havde da ogsaa udvidet Virksomheden til at omfatte adskilligt flere Artikler i Jern- og Metalbranchen, end der nogensinde tidligere var handlet med indenfor Firmaet: Skibsbygningsmateriel, Maskiner, Panserplader, Kanoner og andet Krigsmateriel. Det sidste bidrog navnlig under den Periode i 80'erne, hvor Danmark iværksatte sin nye Forsvarsordning, betydeligt til at afbalancere de svagere Konjunkturer i Byggefagene, der var en Følge af den almindelige Pengevanskelighed.

Med alt dette voksede Forretningen hurtigt ud over de Rammer, Sophus Berendsen havde afstukket for dens Virkeomraade.

Albert Berendsen lagde stadig nyt Land til det gamle, der vedblev at bære Afgrøde efter Faderens ihærdige Opdyrkelse. Med aldrig svigtende Aarvaagenhed fulgte han Begivenhedernes Gang paa det tekniske og merkantile Omraade baade hjemme og ude. Hans forretningsmæssige Smidighed og Tilpasningsevne var meget stor, ja, stod i Virkeligheden i nøje Forhold til hele hans øvrige spirituelle Væsen og intellektuelle Fremtoning. Hans Veltalenhed var ikke mindre end hans stilistiske Fremstillingsevne. Naar han gik i Breschen for en Sag eller en Idé, forstod han som faa at føre den til Sejr.

Det var da kun naturligt, at dette satte stærke Spor i hans Forretning. Med sine inciterende Evner befrugtede han sine daglige Omgivelser og opflammede sine Medarbejdere, der beundrede og højagtede ham, til stadig mere personlig Arbejdsindsats og vakte hos dem en levende Interesse for Firmaets Anliggender, Trivsel og Fremtid.

I sine faa, men rige og frugtbringende Arbejdsaar skabte Albert Berendsen faktisk den Tradition for "Service" i internationalt Format, paa hvilken Aktieselskabet Sophus Berendsen efter hans Død kunde basere sin videre Udvikling, og som Selskabet heller ikke senere har svigtet.

Den her omtalte "litterære og journalistisk Virksomhed" er det i dag ikke helt nemt at klarlægge. Men af tidsskriftet Ny Jord (januar 1888-juni 1889) fremgår det at han tilhørte kredsen omkring redaktøren Carl Behrens. I tidsskriftet finder man to bidrag af ham: 1) i foråret 1888, s. 337-41 en prosaoversættelse af Omer Chevaliers digt "Le cri des flots"4 (den franske tekst på siden, den danske gengivelse i fodnoter) 2) "Et Menneskeliv. En Beretning". Det er en bizar og omstændelig historie om et Mongolbarn i en oberstfamilie i årene 1830 og op til nutiden, skrevet i Maupassants manér, men tør og miljøløs skønt historien bevæger sig rundt i landet. Man spørger sig om Albert Berendsen var mæcen også for Ny Jord og derfor havde adgang til en publicering han måske ellers ikke ville have nydt. Herfor er dog endnu ikke fundet vidnesbyrd. "Et Menneskeliv" er særligt derved at Berendsen, sammen med S. Hansens to bidrag i Ny Jord, er ene om at anvende "svensk-norsk ortografi": dvs. å og små begyndelsesbogstaver i navneordene.

Politiken bragte 16. august 1897 på forsiden følgende nekrolog over Albert Berendsen:

Albert Berendsen død
Grosserer, Konsularagent Albert Berendsen er i Gaar Morges død i Holte, kun 37 Aar gammel. Døden kommer ikke uventet, thi en haard og langvarig Sygdom er gaaet forud, men selv hans Nærmeste havde dog ikke troet, at den var saa nær.
Det er en af de allermest kendte Kjøbenhavnere, hvis Navn nu slettes af Byens Aarbøger. Grosserer Berendsen var, før Sygdommen tog ham, en Mand med mangfoldige Interesser, søgende altid ny Tilfredsstillelse for sin stærke Trang til at leve og leve med. Han satte med sit livfulde Temperament altid hele sin Person ind i det, der netop optog ham. Med Jærnflid ledede han sin store Forretning og med Entusiasme deltog han i Hovedstadslivet; han nærede en brændende Interesse for Kunst, havde saaledes en stor og værdifuld Malerisamling, navnlig af yngre Malere, han var en stor Teaterven og munter og elskværdig som faa i Selskabslivet, med en Hang til Originalitet og Tvangløshed; der var i hans Karakter noget overstadig livslystent, som kunde baade udfordre og drille den satte Borgerlighed.
Men denne ene Side af hans Væsen, den, han vendte ud mod Folk, betegner ikke det værdifuldeste ved Albert Berendsen.
Det er allerede nævnt, hvorledes han var i sin Forretning. I en urimelig ung Alder, kun 24 Aar gammel, maatte han efter sin Fader, Grosserer Sofus Berendsen, overtage det store Jærnfirma, der har Kontor i Amaliegade; i to Aar styrede han den for sin Moder, saa blev den helt hans egen, og den voksede sikkert og roligt i den unge Mands Hænder. Han havde en sikker Vilje, og det muntre, sprudlende Væsen dækkede over et Fond af Fasthed og retskaffent Alvor. Trofast var Albert Berendsen som faa – mod de Mange, han viste Venskab, og mod de Meninger, han havde vundet fra Ungdommen af. Han var frisindet af Temperament og han vedkendte sig det i Gærningen, bl.a. ved aldrig at svigte, hvor der stilledes Krav til hans rundhaandede Gavmildhed. Dette skal nemlig endnu siges om Albert Berendsen, at et hjælpsommere Menneske har Kjøbenhavn aldrig haft mellem sine velhavende Mænd.
I 1895 blev Berendsen gift med en Datter af Højesteretssagfører Nyholm og kort efter ramtes han af den Kræftsygdom, der nu har endt hans Liv. Der var noget særlig tragisk over dette lange Sygeleje, hvor en sejg og modig Livslyst kæmpede med Døden for undertiden at vinde en kort Sejr. Berendsen bar sin Sygdom som den tapre Natur, han var. Dagen før han skulde underkastes den livsfarlige Operation, der berøvede ham hans Førlighed i det sidste Aar, stod han op fra Sengen, lod sig køre til sit Kontor og ordnede med Døden i Øjnene alle sine Affærer, selv smaa Forpligtelser og Løfter, han havde givet Venner og Bekendte.
Sager og Mennesker, han interesserede sig for, blev husket – intet glemtes i denne lange Dag, før det afgørende Indgreb. Hans Breve fra den Gang lyser af beundringsværdig Mandighed og Ro.
Operationen lykkedes, og i den korte Tid, Berendsen derefter endnu kunde færdes ude, viste han sine Venner et uknækket Sind, selvom der selvfølgelig bag lette og muntre Ord dæmrede megen Vemodighed, men en Vemod, der aldrig bundfældede Bitterhed.
Blandt de mange Foretagender, der vil savne Berendsens aktive og ledende Kræfter, er Alliance française, hvis mangeaarige Sekretær han var. Berendsen havde en gammel Kærlighed til fransk Sprog, Literatur og Kunst, og hans gæstfri Hus aabnede sig altid for besøgende Franskmænd. Han var fransk Konsularagent og officier de l'instruction publique.
Ami.

Ogsaa Politiken mister i Grosserer Albert Berendsen en god Ven. Han stillede altid beredvillig sine særlige Kundskaber til Bladets Tjeneste, og vore Læsere vil sikkert erindre de livlige og oplysende Artikler om Handelsforhold og Handelens Mænd, han nu og da sendte os under Mærket Ali.

Albert havde en fætter i den noget ældre litterat og oversætter N(athan) J(oseph) Berendsen (1849-1920). Han var fra begyndelsen en ivrig tilhænger af Georg Brandes:

Vi Nutidsmennesker kunne ikke længere lade os nøje med den aristokratiske Poesi, der paa sin Fane sætter: Kunst for Kunstens egen Skyld (...) Den Digter, der vil være vis paa at fængsle os, han maa give sig i Kast med de store Ideer og Problemer, der fylder Tiden (...) Kampen mellem det Ny og det Gamle.

skrev han i en anmeldelse i 18735. N.J. Berendsen (der skrev under mærket B-n, senere B.J.N.) fortsatte dog (iflg. Stangerup) ikke som anmelder, men derimod som litterær journalist (bl.a. v. Dags-Avisen 1882-84 hvor han skrev under mærkerne "N.I.B." og derfor kaldtes "Nib") og oversætter af fransk litteratur. Han begyndte i 1875 med Flaubert (Fru Bovary, 1875), fortsatte s.å. med Balzac (Fa'er Goriot), og tog så 1876 fat på sit hovedværk: oversættelsen af ikke mindre end 12 bøger af Alphonse Daudet, hovedparten udsendt inden 1890. Andre oversættelser er efter Brdr. Goncourt (Renée Mauperin, 1879, Marachallens Sønnedatter, 1884), Zola (Mukkerten, 1882, s.m. Vilh. Møller ???), Maupassant (Novelletter, 1883), alt i alt 20 oversættelser fra fransk. Paul V. Rubow skrev om N.J. Berendsen at han mere end Georg Brandes bør betragtes som den der introducerede/indførte(??) den franske naturalisme i Danmark6

I slutningen af århundredet finder man dog NJB som teateranmelder i Dannebrog hvor han på et tidspunkt i en leder sætter sylen i Herman Bang som mislykket instruktør (Harry Jacobsen, bd. IV, s. 67). I 1918 udgav han Af en gammel Journalists Erindringer. Heri skriver side 227:

En Aften i November [1886] dampede saa "franske Berendsen" (et Tilnavn man den Gang beærede mig med) afsted til den franske Hovedstad. Kun faa Aar efter gik Tilnavnet over til en anden, min elleve Aar yngre Fætter Albert Berendsen. Bedre Eftermand kunde jeg ikke have ønsket mig. Albert nærede samme Interesse for fransk Sprog og Litteratur som jeg, men havde adskilligt forud for mig. Da han som halvvoksen Dreng i nogle Aar havde nydt Undervisning i en belgisk Skole og havde faaet sin første merkantile Uddannelse i Frankrig, talte han Fransk som en Indfødt, og da den kønne, elegante unge Mand var en født Charmeur, forstod han hurtigt at vinde Folk. Og naar jeg kun kunde støtte franske Interesser i Danmark med min Pen, kunde han tillige støtte dem med en velfyldt Pengepung. Han var nemlig Søn af velhavende Forældre og havde efter Faderens Død overtaget dennes store Forretning, som han med fremragende Dygtighed og stort Held førte videre. Til at støtte Personer og Sager, der havde vakt hans Interesse, kunde han med sit gode Hjerte ligefrem udfolde en straalende Flothed. "Alliance française" i København kunde tale med derom. Og kunde han, der var meget forfængelig og til Tider kunde være lidt fremfusende, en Gang imellem støde Folk for Hovedet, forstod han meget hurtigt at erobre dem tilbage med en munter Spøg eller et vittigt Indfald. Destoværre for ham selv havde han, for at bruge det malende franske Mundheld, tændt sit Lys ved begge Ender. Han var i for høj Grad samtidig Arbejdets og Livsnydelsens Mand. Hans Konstitution var for sart hertil, og skønt han plejedes paa det omhyggeligste af den vakre, opofrende Hustru, som han ægtede i 1895, bortrev 228 Døden ham to Aar senere efter tunge Lidelser, som han bar med sandt Heltemod. Ogsaa mig var Albert Berendsen en trofast Ven i de strenge Tider, der ventede.

Georg Brandes skriver om Albert i Levned III, s. 369, at han "som ivrig Galloman forbandt et lidt uroligt og naragtigt Væsen med et ypperligt Hoved og et udmærket Hjerte". Apropos skriver Karl Gjellerup i et brev af 26.7.1887 til Holger Drachmann om sit skuespil Saint-Just at det er

bleven oversat paa Fransk af den latterlige Berendsen og en fransk Forf. men at den skulde blive trykt er der ingen Grund til at tro.7

Brevudgiveren Morten Borup identificeret "den latterlige Berendsen" som N.J.B., men spørgsmålet er om ikke der er tale om Albert. For det første oversætter en professionel ikke til andet end sit modersmål, og den omtalte Berendsen har altså også allieret sig med en franskmand. For det andet levede N.J.B. af at oversætte, og nogen oversættelse af stykket udkom aldrig. Albert behøvede ikke tjene penge på den måde. Han morede sig blot derved – hvis det altså er ham der er tale om. Det vil i så fald passe med det latterligheds-indtryk han også har efterladt hos Brandes og, kan man tilføje, i Pontoppidans Ivan.

Krøyer har malet Albert Berendsen, og Pontoppidan havde et fotografi af ham stående på sit skrivebord, muligvis det her viste.

Et vidnesbyrd om Pontoppidans taknemmelighed er et dedikationseksemplar af "Det ideale hjem": Til / Fru Gustava Berendsen / med / ønsket om en god jul / fra / Forf.8

Alberts yngre bror, jurist og toldforvalter Ivar Berendsen (1865-1939), var fra 1910 medlem af Folketinget. Han havde tilhørt Viggo Hørups fløj, og i 1903 tog han initiativet til dannelsen af Den radikale Klub (m.bl.a. P. Munch og Ove Rode) der gik forud for dannelsen af Det radikale venstre. Han var formand for Studentersamfundet 1898-1901 og igen 1907-08. Pontoppidan omgikkes selskabeligt både Ivar Berendsen og hans finske hustru og Gustava Berendsen. Om nogen mere personlig kontakt mellem ham og Pontoppidan er der ingen vidnesbyrd.

 
[1] Gustava Berendsen, f. Nyholm (28.4.1868-11.1.1946) blev i 1901 gift med den netop fraskilte Chr. Gulmann. tilbage
[2] arvede: Men det var han ikke ene om. Georg Brandes modtog 2.000 kr., og 1500 kr. var sat af til en prisopgave om "Georg Brandes´ betydning for dansk Aandsliv"; en opgave der aldrig blev "brugbart" besvaret og derfor heller ikke belønnet. [Kilde: Jørgen Knudsen 1998, s. 233 og 237]. Også Herman Bang blev hjulpet økonomisk iflg. hans biograf Harry Jacobsen, bd. IV, s. 233, note 50 (I KB Tilg. 331 skulle ligge breve fra HB til Gustava Berendsen). tilbage
[3] Sophus Berendsen A/S 1854-1929. Nogle Træk og Data af Firmaets Historie. Gengivet af Xenius Rostock. Kbh. 1929. 23 sider. tilbage
[4] Le cri des flots: Digtet er hentet fra OCs debutbog Les Révoltes (i Ny Jords forkert tegnet som Les Révoltés) og er dateret "Bordeaux 24. Mars 88". tilbage
[5] anmeldelse: citeret hos Stangerup 1946 fra en anmeldelse i Morgenbladet 4.12.1873. tilbage
[6] Paul V. Rubow: "Danske Digtere og Publicister i Paris under den Tredje Republik" IN Danske i Paris gennem Tiderne. 1870-1935, 1938, s. 380. tilbage
[7] 26.7.1887: Drachmann-breve, nr. 582. tilbage
[8] iflg. Stig Jacobsen i brev til Niels Jeppesen 2.8.1959. tilbage