Henrik Pontoppidan til L.C. Nielsen
Sendt fra Halls Allé 13. 21. februar 1909

Hegels brede Vinger

Halls Alle 13
21/2 09

Kære L. C. Nielsen!

Det er aldrig rigtig hyggeligt at møde sig selv i gamle Breve og Aktstykker, allermindst, når Genfærdet skal fremstilles til Beskuelse for Offenligheden og det ovenikøbet i en ydmygende Situation: på Tiggervandring1. Men lad det være! Jeg skylder gamle Hegel Tak for så megen Velvilje og faderlig Overbærenhed, at jeg ikke af den Grund vil holde mig udenfor, når det gælder at hædre hans Minde.

Ganske korrekt er det forøvrigt ikke, hvad der så stærkt fremhæves i Hegels Brev af den 5te Oktb. 1883, at jeg selv var den, der gjorde det første Skridt til at få bragt en Forbindelse med Gyldendal i Stand. Allerede i Marts 1882 havde Hegel gennem Borchsenius gjort mig et meget lokkende Tilbud, nemlig 100 Kr. pr. Ark og, om jeg skulde 2 ønske det, hans Hjælp til en Udenlandsrejse. Dengang blev det dog ikke til noget, fordi min første Forlægger, Andreas Schou, hvem jeg naturligvis straks satte Kniven på Struben, gik ind på at betale mig det samme. Først Året efter, da "Sandinge Menighed" var udkommen og ikke havde fundet mange Købere, søgte jeg ind under Hegels brede Vinger.

Med denne Forhistorie kommer der først det rette Lys over Hegels Brevstump. Når den Mand blev så meget for så mange, ja kunde blive et Forsyn for dem, der trængte til et sådant, så var det jo ikke alene, fordi han havde så stort et Fond af Medfølelse og en så sjelden Evne til Medleven, men også fordi han var så klog og dristig√, på engang forsigtig og hensynsløs i Forfølgelsen af sine Mål. Det gør ham ikke ringere i mine Øjne, at han desuden var en lille bitte Smule af en Jesuit. Havde han været en Cato, havde han overhovedet ikke 3 selv haft en lille bitte (omend englehvid) Djævel i Kroppen, vilde han aldrig haft den Forståelse af, ja Kærlighed til et Menneske som Brandes eller en√ Fandens Karl som Drachmann.

Jeg sender her Korrekturerne tilbage med de venligste Hilsner

Deres hengivne H. Pontoppidan

Da jeg i dette Billede, jeg sendte Dem til Reproduktion, fremstilles læsende, vilde det da ikke være passende at anbringe det i Teksten på det Sted, hvor Hegels Boggave til mig omtales, og ikke dér, hvor De har anvist Plads til det. Ved den Bogsending fik jeg første Gang et Skrift af Georg Brandes i Hånden, og overhovedet var jeg før den Tid så godt som slet ikke læsende. Det var netop, fordi Hegel havde fået at vide, at jeg slet ingen Bøger ejede, og vel også fordi han forstod, hvad der 4 på det Tidspunkt særligt manglede mig, at han stillede Forlagets Bogskatte til min Rådighed. Men den Finhed, hvormed han gjorde det, vil jeg selv engang skrive om.

 
[1] L.C. Nielsen, redaktøren af et værk om Fr. V. Hegel, Gyldendals direktør i Pontoppidans første forfatterår, havde sendt Pontoppidan en korrektur på det afsnit der behandler Fr. V. Hegels forhold til den unge forfatter. Heri refereres og citeres brevet af 5.10.1883 fra Hegel til Pontoppidan hvori Hegel understreger at han ikke "ukollegialt" har villet trække Pontoppidan fra en anden forlægger over til sig, så "det er Dem, som har henvendt sig til mig, og ikke omvendt". Som det ses af Pontoppidans brev til Andr. Schous af 8.6.1882, er dette ikke korrekt, og det gør Pontoppidan L.C. Nielsen opmærksom på i dette brev med en ændring i L.C. Nielsens tekst til følge. tilbage