Henrik Pontoppidan til Vilh. Andersen
5. juni 1932
Besøg af Henrik Cavling
5 Juni 32. |
Holmegårdsvej 2. Charlottenlund. |
Kære Vilh. Andersen!
De frabad Dem udtrykkelig enhver Taksigelse for den smukke lille Bog1, De så venligt sendte mig; men jeg må dog i hvert Fald kvittere for Modtagelsen. Da De for nogen Tid siden lod et Ord falde om, at De vilde udgive et Udvalg af Goethes Digte i dansk Oversættelse, fik jeg et Angstens Chok, som om De havde fortalt mig, at De agtede at flyve over Atlanterhavet – eller "det stille Ocean", som Goethe et Sted er bleven sammenlignet med. Der er jo ikke så få, der har sat Livet til på dette dristige Forsøg; derfor min Lykønskning til, at De er landet "glat", som det hedder, og uden nævneværdigt Uheld. En Oversættelse kan jo aldrig helt igennem træffe Originalens Tone; til Gengæld kan den lejlighedsvis overgå den i Styrke eller Skønhed, her f. Eks. i den berømte Marienbad-Elegi2's 2 første Linjer, Anslaget, der hos Goethe ikke har Oversættelsens Prægnans. Rigtignok har De så i det samme Digt efter min ringe Mening haft et af Deres større Uheld, nemlig i det sjette Vers, hvor en (som jeg mener overflødig) Genetivendelse i 3die Linje√ gør Tilegnelsen vanskelig for en almindelig Læser, der ikke forud er fortrolig med Digtet. Men lad mig for Guds Skyld ikke gå hen og korrigere selve vor Overprofessor i Dansk!
Jeg havde i Forgårs Besøg af Deres Nabo Henrik Cavling, hvem jeg ikke havde set noget til i mange År. Han røbede en Sag, som vistnok skulde have været en Hemmelighed for mig; men da jeg har skrevet til en anden af Medviderne, Axel Garde, derom, vil jeg ikke her gentage Brevets Indhold, da Garde måske allerede har meddelt Dem det. – Om mig selv og mine Forhåbninger for den nærmeste Sommertid vil jeg skrive en anden Gang, når jeg véd lidt mere om, hvad jeg efter min Svigersøns Mening kan forsvare at vove mig ud på. Indtil da blot en hjertelig Hilsen til begge Vedbendhusets Beboere fra
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
