Henrik Pontoppidan til Michael Ancher
Sendt fra Hjørlunde By. 24. februar 1884

jeg har lært af Deres Kunst

Hjørlunde By
pr. Slangerup
24d Febr. 84.

Kjære Ancher!

De kan sikkert ikke begribe, hvad der går af mig, at jeg ikke forlængst har takket Dem for Deres venlige Brev. Misforstå imidlertid ikke min lange Tavshed; jeg har altid ondt ved at sætte mig til Brevskrivningen; man har jo gjerne Pennen nok i Hånden i Forvejen. Men desuden har mine Tanker været optaget af så mange forskjellige Ting, at jeg har haft ondt nok ved at rede dem ud fra hinanden, endsige optage nye. Dertil kommer end yderligere den Forstyrrelse, der altid – og især i et lille Hus – følger med en ny Podes Ankomst1 til denne i Forvejen mer end nok forstyrrede Verden. De kan jo selv i det Kapitel tale med af Erfaring og vil sikkert indrømme Vanskeligheden ved at være Sygeplejer, Barnepige, Jordemoder, Vågekone og Skribent på én Gang.

Det glæder mig, at De synes om 2 "Landsbybillederne", navnlig dersom De har fundet i dem noget af det, jeg mener at have lært af Deres Kunst, og som jeg gjerne vilde skulde være at finde, – det på én Gang friske og forstående, brede og skarpt tegnede, lige langt borte fra sød Sentimentalitet og ængstelig, kjølig Tilbageholdenhed eller frastødende Raffinement.

Derimod gjør det mig ondt, dersom De af mit Brev skulde have fået det Indtryk, at jeg ikke befandt mig vel oppe mellem Kunstnerne i Sommer. Har jeg i mit Brev talt om noget sligt, har Meningen kun været, at jeg undertiden følte mig lidt fremmed for de fra et rent og bart kunstnerisk Standpunkt forfægtede Meninger, uden andre Mål og Med end netop dette ene tomme: Kunst, som efter mit Begreb kun får Værdi ved at være det højeste Udtryk for et bestemt individuelt Livsyn5 og derigjennem at√ have et bestemt praktisk Formål: at bibringe andre dette Livssyn. Også trak jeg mig måske nu og da (som jeg let gjør) noget tilbage for den ugenerte Ungkarlejargon, som dog til Tider kan falde en adstadig Ægtemand lidt for Brystet2; men jeg vilde nødig, at De – eller andre af 3 Vennerne deroppe fra – skulde tro andet, end at jeg netop opholdt mig deroppe med stor Glæde og stort Udbytte; det vilde også have været√ underligt andet og en slet Måde at vise min Taknemlighed for den Velvilje, hvormed jeg overalt blev modtaget, i Fald jeg bagefter var begyndt at rynke på Næsen.

Krøyer, med hvem jeg – jeg mærkede det nok – levede i en bestandig lidt irriteret, men iøvrigt højst uskyldig lille Guerilla=Krig på Knappenåle, traf jeg forleden til et Middagsselskab3, hvor vi i den løftede Stemning betroede hinanden vort lille Nag og indgik på en Forsoning, der endte med højtidelig Dus=Drikken, – noget, jeg ret af Hjærtet glæder mig over. Krogh [Krohg], om√ hvem jeg troede, han vilde besøge mig, er altså i Kristiania. De kjender sikkert hans nærmere Adresse og kunde gjøre mig en stor Tjeneste ved at opgive mig denne. De andre ædle Aften=Akademikere er vel spredt for alle Vinde.

Jeg glæder mig nu til Forårsudstillingen. Jeg håber der kommer mange gode Ting derop. Fra Deres Hånd véd jeg da i alle Fald, at der kommer noget værdifuldt; thi Deres Hustrus Portræt har De vel stadig i Sinde at sende. Lad Dem dog for Guds Skyld ikke afskrække derfra af Pedanter, der muligvis har haft Foretræde 4 hos Dem. Og Deres Hustru? Ja, af hende kan man vel desværre ikke vente mangt. Jeg tænker, at den lille – Pige er det jo?4 – har taget Broderparten af Tiden. Jeg beder Dem hilse hende mange Gange.

Nu har De vel allerede en Stund været plaget af disse det første Forårsglimts Rejselængsler og viser Dem vel også snart herovre på vor çiviliserede Ø. Selv skal jeg om nogen Tid til Vildmosen, den store, men heller ikke længere. I selve Sommertiden tænker jeg med Familjen at "tage på Landet", det vil for vort Vedkommende sige at søge et endnu mere afsides Sted, hvor ingen kan finde os.

Forinden håber jeg da at kunne have den Glæde at modtage Dem og Deres Hustru her under "mit ringe Tag". Jeg håber, vi da fra begge Sider nøjere skal knytte det Venskab, den forrige Sommer lagde Grunden til.

Med fornyet Hilsen til Deres Hustru, Dem selv og den lille – Pige er det jo? – er jeg

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan

 
[1] Podes Ankomst: Johanne blev født 4.2.1884. tilbage
[2] adstadig Ægtemand: jf. dette sted i Mimoser:

Sine gamle Ungkarlevenner undgik han helt. Deres Underholdning, deres dumme Jargon kjedede ham, deres Kaadhed vakte hans Forargelse. Navnlig stødtes han tilbage af den raa Maade, hvorpaa de havde for Vane at omtale Kvinder og alt, hvad Kvinders var. (s. 102-03).

tilbage
[3] Middagsselskab forleden: kan have været det hos Hegels for Drachmann 25.1. tilbage
[4] Pige: Datteren Helga var født 19.8.1883. tilbage
[5] Liv-syn: ordet er linjedelt; måske derfor er det ene -s- faldet ud. tilbage