Morgendug
372 En meget tidlig Sommermorgen kørte to unge Mennesker ud fra et landligt Gæstgiversted.
Det var deres Agt at opsøge en Skov nogle Mil derfra, hvor der de Dage afholdtes et saakaldet Kildemarked paa gammeldags Vis med opslaaede Telte, Boder, Lirekasser, Dans, Drik og al Slags Lystighed.
Solen var endnu ikke staaet op; og skønt det var i Slutningen af Juni Maaned, var Luften kold som paa en Vinterdag.
En tæt, sølvhvid, bølgende Engdamp indhyllede Egnen. Det var ofte kun med Nød og næppe, at de to Rejsende kunde se Vejen, ad hvilken de kørte frem; og henad Grøfteskraaningerne og paa alle nordligt affaldende Skrænter laa Rimen og tindrede over Græsset.
De kom igennem et Par Landsbyer, hvor alt endnu sov trygt. De smaa, hyggeligt udseende, stærkt farvede Huse med de duftende Smaahaver, Humlerankerne og de blomstrende Potteplanter bag Vinduerne – alting saae ud, som om det smilte i lette Morgendrømme. Kun Hanerne var vaagne og galede med en halvkvalt Lyd inde fra deres Aflukker; og man kunde akkurat høre Lærkerne, der højt, højt oppe over Taagen jublende bebudede, at Solen var i Frembrud.
Kort efter meldte den sig selv derude i Øst som en uhyre Ildebrand, der bestandig greb videre om sig. Vognen havde netop 373 forladt Dalen og var kommen op paa Toppen af en høj Bakke, da den bloddryppende dukkede op af Taagehavet.
Rundt omkring – milevidt omkring – bølgede ligesom en virkelig, fraadeskummende Sø, hvorover blot enkelte højtliggende Punkter, hist en Skov, her en Landsby, dukkede op som smaa, solbeskinnede Øer.
Men trods Solens Stigen blev det ved at være bitterlig koldt. De Rejsende svøbte sig ind i deres Kapper og stak Hænderne længere og længere ind i Ærmerne. Ogsaa en lille bidsk Tingest nede paa den enes Ryg – en Erhvervelse fra Gæstgiverstedet – begyndte paa en energisk Maade at tilkendegive, at den frøs.
Imidlertid havde de forladt Hovedlandevejen og var drejet ind mellem nogle nøgne Lyngbakker. Vognen begyndte at skumple paa den knortede Vej; og mens de to unge Mennesker gav sig til at tale om Nowaje Semlja, hvor der skulde kunne være saa koldt, at Ilden frøs i Kakkelovnen, og om Sahara, hvor Sandet var saa gloende, at det kunde stege Fedtet af en Neger, naaede de atter en hyggelig Landsby, hvis hvidkalkede Skorstenspiber Solen netop havde naaet at forgylde.
Omtrent midt i Byen, foran en lille Høkerhandel, standsede pludselig Kusken – en lille, halvgammel Bondemand – og spurgte paa skælmsagtig Maade, idet han kneb det ene Øje lidt til, om ikke de Rejsende mulig trængte til en lille Opvarmer.
De kunde ikke fragaa, at Varme, i hvad Form den kunde bydes, i Øjeblikket vilde være dem højst velkommen; og Bonden bankede da med den tykke Ende af sit Piskeskaft paa en lillebitte grønlig Rude, bag hvis tykke Glas man skimtede en Kop med Sukkerstænger, en Kardus Gyldenblad og en Rulle Skraatobak.
En Stund efter aabnedes Døren, og en lille, graahaaret Mandsling med et mut, rødnæset Ansigt og Skødskind over et Par uldne Underbukser dukkede frem i Aabningen, lettede lidt paa sin strikkede Hue, mumlede Godmorgen med søvnrusten Stemme og vendte derpaa, saasnart han havde forstaaet de Rejsendes Ønske, tilbage til Stuen, hvor han derefter i henimod et Kvarter rumsterede med nogle Flasker og Glas.
374 Imidlertid kom ogsaa andre af Byens Folk paa Benene og betragtede maabende de Rejsende fra Døre og Gadeporte. Hundene foer ud og omringede Vognen, og et Par Piger i bart Særkeliv kiggede frem bag et Kammervindue for at se, hvad der var paafærde.
Ved Synet af disse sidste gav den yngste af de unge Mænd – en uforbederlig Galgenfugl – sig til at kysse paa Fingeren og lægge Haanden smægtende paa Hjærtet. Pigerne trak sig grinende ind bag Gardinet, og i det samme vendte den gamle Krofa'er tilbage. Han kom sjokkende paa sine Tøfler med en Flaske fuld af en mørkebrun Vædske forsigtig i Favnen og med tre smaa, tommetykke Glas mellem sine rystende Hænder.
Langsomt og draabevis fyldte han Glassene lige til Randen; hvorpaa han af Vestelommen under Skødskindet fremdrog tre smaa Stykker Kandissukker, som han først med Haandbagen rensede for Fnug og gamle Skraatobaksblade, inden han rakte dem op i Vognen.
De Rejsende indtog koldblodigt Miksturen; og straks efter rullede de videre under Pigebørnenes fornyede Skogren.
Optrinet med Pigerne virkede i Forbindelse med Bittersnapsen kraftigt oplivende paa den unge Spøgefugl. Han rettede sig op i den knirkende Agestol, smilede over hele sit friske, kønne, rødmussede Ansigt, svang sin Stok i Luften og nikkede overgivent ind til alle de Vinduer, de kom forbi, idet han i Tankerne allerede nød de Triumfer, han om Aftenen skulde fejre blandt de glade, buttede Landsbypiger derude under Skovens grønne Kroner.
Tilsidst begyndte han at synge. Med en af lyksalig Forventning bævende Røst sendte han en Række stærke Toner ud i den klare Juniluft. Folk paa Vejen, ja selv Køerne paa Marken stirrede forbavsede efter den bortrullende Vogn, naar han af sine Lungers fulde Kraft udslyngede Ordene:
"Og der vil jeg hvile ved Blomsternes Bryst!"
Men ogsaa Landskabet var begyndt at smile rundt omkring 375 – omend gennem Duggens Taarer. Solen var kommen til Højstols paa den skyfri Himmel og bagede efterhaanden ret kraftigt over de grønne, friske Marker, hvor Blomsterne ligesom mylrede op af Jorden mellem det dugbesprængte Græs. Koblomme, vild Kløver, Hundetand, Marens Sengehalm, Smørblomst, Fandens Mælkebøtter og Blaaklokker slog deres smaa gule, hvide, blaa og røde Faner ud for Solen mellem flimrende Traade af syvfarvet Edderkoppespind.
Paa een Gang – bedst som de kørte forbi et lille, enligt liggende Hus, der laa lige ved Vejen, med Gavlen ud mod denne – rejste den lystige Ungersvend sig op i Vognen, greb hastig Kusken i Skulderen, saae sig ligesom forskrækket omkring og udbrød:
"Holdt, Mand! – Holdt! Vi er paa Vildspor! Vi er kørt forkert! Dette kan umuligt være rigtigt! … Det er bedst, jeg løber ind i det Hus der og forhører mig om Vejen. Vi er absolut paa galt Spor!"
Kusken, der var gammelkendt paa Egnen, vendte sig om mod den unge Mand med et Udtryk, som om han vilde spørge ham, om han var rigtig i Hovedet.
Men Fyren var allerede hoppet af Vognen og forsvandt smilende ind i Hytten.
"Hva' … hva' var det, han sa'e …?" spurgte Bonden forstyrret og saae om paa den anden, mere sindige Rejsefælle.
Men denne, der kendte sin Vens kaade Luner, og som tilfældigt havde opsnappet et Glimt af et blondt Pigebarn bag Vinduet inde i Hytten, rystede blot paa Hovedet og gav sig med et resigneret Suk til at stoppe sin Pibe for at afvente, hvad der vilde ske. Derpaa begyndte han at snakke fornuftigt med Kusken om Høstudsigterne, Politiken og de daarlige Tider, alt mens han adspredt betragtede den nydelige lille Have, der laa foran Huset, de smaa runde, af Potteskaar indrammede Bede, de smalle, slyngede Gange, de blomstrende Buske og de allerede fyldige Humleranker, der groede op over Taget, saa de næsten skjulte Vinduerne, og som sammen med Levkøjer, Reseda 376 og nogle vilde Æbleroser, der voksede paa Gærdet, udbredte en næsten bedøvende Duft.
Men der gik fem Minutter, og der gik ti Minutter … og han begyndte for Alvor at blive utaalmodig.
Han skulde dog vel ikke give sig til at gøre Dumheder? tænkte han tilsidst og beredte sig paa at stige ned, da Døren i det samme aabnedes.
Vennen kom ud med Hatten i Haanden, fulgt af den unge, blonde Pige, der – idet hun holdt Døren aaben bag sig – et Øjeblik blev staaende paa Stenflisen, mens hun hørte efter nogen, der blev ved at tale til hende inde fra Stuen.
"Jo, Mo'er … ja, jeg veed det nok," svarede hun. Hun var lidt rød i Kinderne og saae ikke op fra Jorden. "Det skal jeg nok … ja … ja vel … jo …"
Da Stemmen derinde endelig tav, gik hun hen til Gavlen af Huset, tæt ved Vejen. Uden at se paa nogen af de Rejsende gav hun sig til nøjagtigt at forklare, hvad Vej de skulde følge, idet hun pegede ud over Markerne mod en Skov langt borte, over hvis lysegrønne Kroner der vajede et Flag, som betegnede Festpladsen.
Den unge Galgenfugl havde imidlertid nærmet sig hende. Idet han lod, som om han opmærksomt lyttede til hendes Forklaring, slugte han hendes Skikkelse med sine smukke, spillende Øjne.
Hun var nu ogsaa ualmindelig nydelig, som hun stod der, – næppe atten Aar gammel, med den ene, blottede, solbrændte Arm hævet til Skygge over Øjnene, den anden fremstrakt mod den grønne Humlevæg saaledes, at den viste det hvide Sted i Albubøjningen, hvor Aarerne blaanede frem. Hun var klædt i et hvidt Underliv og et falmet, mørkegrønt Skørt. Det lyse, lidt rødlige Haar var glatkæmmet over Panden men bagtil flettet og opheftet med et sort Baand. Fødderne var nøgne.
"Hør, sig mig … var det ikke Ane, De hed?" begyndte han saa, da hun var færdig med sin Forklaring. "Det var jo Ane, ikke sandt?"
377 Hun svarede ikke men bukkede sig i sin Forvirring ned og tog en Kvist op fra Jorden.
"Sig mig, Ane … De skal naturligvis ogsaa til Festen i Aften."
"Jeg?"
"Ja, jeg kan se det paa Dem. Jeg er sikker paa, at De skal med. Skal De ikke?"
"Nej."
"Er det sandt? … Det var da underligt. Men det er vist ogsaa bare noget, De vil bilde mig ind. … Holder De maaske ikke af at danse? Gør De ikke?"
"Det gør jeg vel nok."
"Hvad for noget? Veed De det ikke bestemt? Har De aldrig prøvet det?"
"Det har jeg vel nok."
"Ja, er det ikke det, jeg siger … De gør Nar af mig, Ane. Men det skal De have Lov til, bare De vil komme i Aften. Og det vil De, ikke sandt? naar jeg beder Dem saa pænt om det. De kan vel nok for en Gangs Skyld faa en anden til at passe Deres Mo'er. Har De ikke en lille Søster eller en Nabokone eller saadan noget? Jeg saae jo en Dukke ligge derinde paa Bænken … Jeg er sikker paa, at De har en lille Søster. Har De ikke?"
Hun havde et Par Gange skottet hen til ham med et hurtigt, sky Blik. Nu saae hun atter til den anden Side, mens hun smilte ganske lidt.
"Det kender De vist ikke noget til."
"Tror De ikke? … Ja, det gør nu ogsaa lige meget, naar jeg bare kan faa Dem til at komme. Jeg vil saa gærne danse med Dem hele Natten! Hører De? Dersom De ikke kommer, saa hænger jeg mig."
Hun havde lænet Skuldren op til Muren og stirrede i denne Stilling op mod Himlen, mens hendes ene, nedhængende Haand sønderbrød den lille Kvist og lod Stumperne falde paa Jorden. Skønt hun stadig smilte lidt, laa der et fraværende Udtryk over hendes Ansigt. Det var tydeligt at se, hvorledes hun brød sit 378 lille Hoved for at begribe, hvad i Alverden det kunde være for et taabeligt Menneske, der kom ind til hende lige fra Landevejen og gjorde hende alle disse Spørgsmaal og absolut vilde have hende med til Dans i Skoven.
"Nu?" gentog den Uforbederlige. "Kan jeg saa ikke faa Dem til at love at komme? Vær nu flink og sig ja. Jeg maa have Lov til at danse med Dem … hører De? Nu gaar jeg ind til Deres Moder og siger hende, at De tager med … Ikke sandt? Saa er det afgjort … Skal det være det?"
Hun svarede ikke. Men idet hun flyttede Øjnene mod en anden Himmelkant, strejfede hendes Blik ham undervejs et flygtigt Nu, og der skød langsomt en ny Rødme op i hendes Kinder.
Han blev bestandig ivrigere. Han havde ligefrem ondt ved at holde sig fra at være nærgaaende. Der var kommet noget foruroligende febrilsk over ham, hvorfor Vennen paa Vognen nu ogsaa fandt, at det kunde være paa Tide at faa Spøgen standset.
Han rømmede sig et Par Gange utaalmodigt og erklærede tilsidst, at dersom han nu ikke kom, vilde de blive nødt til at køre uden ham.
"Nu kommer jeg," sagde Vennen.
Men det var, som kunde han umuligt løsrive sig. Han blev ved at ville overtale hende, forsikrede, at han skulde tale med hendes Moder, at han – om hun ønskede det – skulde lade hende hente med Vogn og bringe hende tilbage, inden det blev mørkt … og altsammen med en Stemme, et Minespil, en Bevægelse, der slet ikke lignede ham.
Hun rystede tavs paa Hovedet men smilte ikke længer.
"Nu kører vi," raabtes der fra Vognen.
Saa rakte han hende endelig Haanden.
"Farvel," sagde han.
Hun tøvede lidt, gav ham saa hurtigt sin Haand – og gik bort i det samme.
"Og Tak, fordi De viste os Vej!" raabte han efter hende.
Men det var, som om hun ikke hørte det. Uden at se sig om forsvandt hun ind ad Døren og lukkede den lydløst efter sig.
379 "Hvad Pokker havde du gjort ved Pigebarnet?" spurgte den anden, da Vennen var kommen til Sæde i Agestolen.
"Jeg? Hvad mener du?" sagde han noget mut. –
De kom til Festen, og i Dagens Løb strømmede Skarer af Vogne og Folk sammen fra alle Sider. Der var fuldt op af Telte, Boder, Lirekasser, Dans, Drik, struttende, muntre Piger og al Slags Lystighed; og om Aftenen blev hele Festpladsen oplyst med kulørte Lamper som et Feslot.
Alligevel fandt ingen af dem den Morskab, de havde ventet. Allerede ved Midnat – længe før oprindelig bestemt – tog de bort.
Efterhaanden som de atter nærmede sig det lille, ensomme Hus med Humlerankerne, blev den muntre Ungersvend, der forøvrigt i Løbet af Dagen havde været usædvanlig ordknap, mere og mere urolig. Og da de kørte det forbi, – Maanen stod just over det mellem mørke, tunge Skyer – kunde Vennen ved hans Side'1 mærke, hvorledes Vognsædet formelig rystede under ham. Ingen af dem talte.
Først langt paa den anden Side, da de havde naaet en dyster Granskov, som de skulde igennem, lod den Unge atter høre fra sig.
"Sig mig," sagde han, "kender du Æventyret om Svend Morgendug, der rejste sin Lykke forbi uden at kende den?"
"Jeg veed ikke … Er der et saadant Æventyr?"
"Aa nej, – det er der vist ikke. Det er vist bare noget Sludder, jeg sidder her og laver … Aa, giv mig en Cigar … Og skal vi saa ikke en Gang igen have en lystig Opsang?"
*
De to unge Mennesker blev begge gamle, satte Mænd og lykkelige Familjefædre. Den ældre henlevede sin Alderdom i en stille Præstegaard paa Landet, den anden i Hovedstaden som pensioneret Toldembedsmand og virkelig Etatsraad.
Med Aars Mellemrum besøgte de hinanden, og ved de lange Piber opfriskede de Minderne fra Studenterdagene med deres Fryd og Trængsler. Ud paa Natten, naar de endelig begyndte 380 at blive trætte, og Piberne var gaaet ud, sagde da regelmæssigt den yngre efter nogen Tids tankefuld Tavshed:
"Og kan du saa huske den Morgen derovre paa Fyen … da vi kørte til det Kildemarked?"
"Ak ja, ja vist," svarede Præsten lige saa regelmæssigt og rokkede smilende med sit store Hoved. "Jeg havde faaet en Loppe paa mig i Gæstgivergaarden, kan jeg huske."
"Kan du ogsaa huske, at vi standsede udenfor et lille Hus for at spørge om Vej, og at vi der saae en ung Pige –"
"Ja, javist … Hun var smuk, ikke?"
"Ja – hun var smuk," gentog Etatsraaden stille efter en ny, tankefuld Tavshed; – han sad med det fine Hoved støttet paa sin hvide, velplejede Haand og saae drømmende ud for sig. Saa lykkelig og forelsket han end som Ægtemand havde været, og saa højt han ogsaa paa andre Maader var bleven begunstiget af Skæbnen – han kunde aldrig slippe Forestillingen om, at hans sande Lykke hin dugbesprængte Sommermorgen havde krydset hans Vej.
