En lille By

365 Det var efter Høsten, ved Skoleaarets Begyndelse, at en ung Mand ved Navn Andreas Ursin kom til Byen som konstitueret Adjunkt i Historie og klassiske Sprog ved Latinskolen. Han var filologisk Kandidat og allerede et Stykke af en Videnskabsmand, forsaavidt som han fornylig havde faaet Universitetets Guldmedalje for en Afhandling om Cassiodorus. Men han var lige saa lidt en Pedant af Væsen som en Bogorm af Udseende.

Han var en køn ung Mand med blond Helskæg, frisk og fornøjelig, underholdende i Samtale, beleven overfor Damer, høflig overfor alle. Vistnok var han sig sine Fortrin vel bevidst; han havde endog en – ikke heller ganske ubegrundet – Anelse om, at han af sine højeste Overordnede var udset til engang at spille en Rolle i den lille By som Skolens Rektor. Men han var klog og forsigtig nok til ikke at lade sig mærke med sin Selvtilfredshed. Han vidste, hvor aarvaagen Kritikken og hvor prikken Æresfølelsen var i en saadan Ravnekrog, og hvorledes navnlig den ringeste Mistanke hos dens Beboere om, at han følte sig dens smaa Forhold overlegen, øjeblikkelig vilde give ham Naadestødet.

Altsaa hilste han alle Byens Borgere og deres Damer med samme udsøgte Artighed, idet han hastig førte sin stivpuldede Hat ud for sig i Arms Længde og satte den tilbage paa Hovedet 366 med en Bevægelse, der paa een Gang udtrykte Ærbødighed og Energi. I Selskabslivet optraadte han med nøje beregnet Anstand, ganske fordringsløst, endog en lille Smule usikker – som en fremmed, der er ængstelig for at overtræde Stedets hævdvundne Former. Han hørte taalmodigt paa den vrøvlevorne Politimesters uendelige Deklamationer og forsømte aldrig at bevidne Toldforvalteren sin Beundring for hans store danske Hund og Apotekeren for hans Abrikosespalier. Med Byraadets Medlemmer talte han interesseret om Vandværket, om den nye Havnemole, om Rendestenenes Udskylning o. s. v. Om sig selv derimod talte han principmæssig aldrig; og saasnart nogen vilde begynde at underholde sig med ham om hans Guldmedalje eller hans store Stipendierejse til Grækenland og Rom, afbrød han regelmæssig vedkommende med et Smil, som om han vilde sige: Lad os nu ikke tale om Bagateller! Kort sagt, han vilde gøre Lykke og paa Forhaand indtage den lille By, hvis aandelige Fører han følte sig bestemt til at blive.

Det var da med en velbegrundet Forbavselse, han efter et Par Maaneders Forløb maatte gøre sig selv den Tilstaaelse, at han langtfra havde naaet sin Hensigt. Han vidste ikke, hvad der var i Vejen; men han kunde ikke undgaa ved enhver Lejlighed at mærke, at han var Genstand for Byens Kritik, ja, at man rentud havde ham tilbedste. Det var, som om der fødtes en dulgt Lattermildhed overalt, hvor han viste sig. Om det saa var hans Kolleger paa Skolen, disse ellers saa alvorsfulde Mumier, saa kæmpede de med et lystigt Smil, saasnart de saae ham. Naar han om Middagen kom fra Skolen, stod Kommiserne i Butiksdørene og bukkede med udsøgt Artighed – for derpaa, saasnart han var kommen dem forbi og havde hilst, at stikke i en Fnisen eller tilkaste hinanden betydningsfulde "Hum!" og "Hu-Hu!" og "Mjav!" over Gaden.

Han følte sit Uheld saa meget mere nedtrykkende, som han netop var begyndt at blive forelsket i en af Byens unge Piger. Det var Politimesterens Datter Cecilie, i hvis mørkeblaa Øjnes stille Dyb saa mange andre unge Mænd i Forvejen var forulykket. 367 Der sagdes ligefrem om disse Øjne, at de ligesom visse af Landets skønneste Indsøer hvert Aar krævede et Menneskeliv.

Andreas havde virkelig havt nogen Grund til at mene, at han ikke var hende ligegyldig. Han havde endog smigret sig med at tro, at hun alene stod udenfor det ravnekrogsagtige Skumleri, hvorfor han var bleven et Offer. Men saa hændte det en stormfuld Dag, at han mødte hende sammen med en Veninde paa "Promenaden" udenfor Byen. Allerede paa Afstand saae han dem puffe til hinanden med Albuerne; og da han gik dem forbi og med sædvanlig Ærbødighed blottede sit Hoved, holdt de Mufferne'1 op for Munden for at skjule Smilet. Og dette var endda ikke alt. Da de var kommen saa langt fra ham, at de troede sig udenfor Hørevidde, brast de i en hjærtelig Latter; og Stormen, der førte deres Ord videre, end de anede, bragte nu følgende Brudstykker af et Ordskifte til Adjunktens krampagtig spidsede Øren:

"Nej, det er ved Gud for komisk …"

"Ja, vil du nu sige mig, er det nu muligt at bare sig … Og du har virkelig ikke vidst det før?"

"… Fa'er … men troede … bare Løjer …"

"Aa, Gud … hele Byen … Ottilie sa'e … søger bare at komme til at møde ham … For man kan jo, ved Gud, tro det værste."

"Mange … saadan videre …"

"… alene … den allerstørste …"

Andreas Ursin var bleven ligbleg. Han gik lige hjem til sin ensomme Bolig, satte sig i sin Hestehaarssofa og sank sammen. Hvad var det dog for et Kogleri, der drev sit ubarmhjærtige Spil med ham? Hvad i Himlens Navn kunde det dog være, som alle i denne By fandt saa latterligt hos ham, at det var paa Veje til at gøre ham Opholdet her umuligt? For det maatte jo være noget, som alle kunde se, en Egenhed, som sprang selv Børnene i Øjnene! … Hans Ydre? Han vidste dog, at var han ingen Adonis, saa var han da hverken skæv eller halt eller pukkelrygget. Hans Væsen? Men var han da ikke overalt optraadt saa fordringsløst som muligt; havde han ikke – –

368 Det bankede i dette Øjeblik frygtsomt paa hans Dør, og paa hans "Kom ind" indsneg sig paa indadvendte Taaspidser en lille rundhovedet Purk med en Pakke blaa Hefter under Armen. Det var Karsten, Kæmnerens Søn fra nederste Latin, der som Klassens Ordensduks bragte ham de latinske Stilebøger.

Ved Synet af Drengen fødtes der en lysende Tanke i Andreas Ursins forpinte Hjærne.

"Hør lidt, min Dreng – læg Stilebøgerne der paa Bordet og kom herhen til mig, jeg vil tale med dig … Naa, kom nu!" gentog han utaalmodigt, da Drengen nølede. "Kom helt herhen … saadan. Og tag saa den Finger af Munden. Og op med Hovedet, – du skal ikke være bange! Jeg vil blot vide, – – hm! – Hvordan har din Far det, min Dreng? Er han kommen hjem fra København?"

"Ja," hviskede den fortumlede Dreng, mens hans Blik flakkede vildt omkring i Stuen.

"Og er din lille Søster nu bleven rask?" vedblev Adjunkten, idet han lagde sin Haand beroligende paa hans maskinklippede Hoved.

"Ja."

"Og hvordan gaar det saa med dig selv, – jeg mener paa Skolen? Ja, med Latinen kniber det jo lidt … men nu de andre Fag? Kommer du godt ud af det med dine Kammerater? … Naa, det var jo rart. Og nu dine andre Lærere? … Sig mig forresten, … I har naturligvis Øgenavne til jeres Lærere, I smaa Gavtyve! Har I ikke? Naa, naa – bliv nu ikke forskrækket, jeg skal saamænd ikke røbe Jer. Men lad mig engang høre … hvad kalder I f. Eks. mig? Sig det kun frit ud! Jeg veed dog, I har et Navn til mig … Hvad kalder I mig?"

Det var, som om al Drengens Blod ved dette Spørgsmaal pressedes ud i hans tykke Kinder. Trods alle Adjunktens venlige Overtalelser vilde han ikke svare. Men da blev Andreas Ursin vred; han begyndte at true og befale, ja gav sig i sin Iver til at ruske i den grædefærdige Dreng, … for han følte, at nu havde han endelig fundet et Spor.

369 Men Drengen var fremdeles tavs som Graven.

Adjunkten rejste sig op, gik et Par Gange op og ned ad Gulvet og satte sig igen. Han indsaae, at han havde forløbet sig, og lagde derfor atter sin Haand beroligende paa Drengens Hoved. Men Fyren, som misforstod denne Bevægelse og troede, at nu skulde han have Prygl, blev pludselig ganske ude af sig selv.

"Knækkerten!" næsten raabte han i sin Angst.

"Knækkerten!" gentog Ursin halvhøjt og slap ham. "Hvad skal det sige? Hvorfor har I givet mig det Navn? … Nu, hvorfor? Svar mig!"

Men skønt han atter gav sig til at ruske i Drengen, fik han hurtig en Fornemmelse af, at Knægten nu vilde lade sig radbrække, før han røbede mere, – og han lod ham da gaa.

"Knækkerten! … Knækkerten!" blev han ved at gentage for sig selv, efter at han var bleven ene. "Det maa jo være noget ved min Figur. Har jeg da skæve Ben, "knækkede" Haser?" – han rejste sig op og saae ned ad sig. – "Jeg har dog aldrig vidst andet, end at jeg tværtimod var ganske velskabt. Eller er det min Næse?" – han lod Pegefingeren glide ned ad den. – "Man har dog altid sagt mig, at den var ualmindelig velformet. Men hvad er det da? Mine Arme? Min Ryg? … Knækkerten! Knækkerten!"

Da han den næste Morgen efter en søvnløs Nat gik hen paa Skolen, syntes han i alle Folks Ansigter at se de smilende Læber bevæge sig under en tyst Udtale af dette gaadefulde Ord. To opløbne Skoledrenge af øverste Klasse, der gav sig til at fnise, da de havde hilst paa ham, bragte ham i en saadan Ophidselse, at han nær havde vendt sig om og tildelt dem en Afrøfling midt paa Gaden.

I Nærheden af Skolen mødte han den gamle Overlærer Asmussen, der kom trissende hen ad Fliserækken i sin sædvanlige Slæbegang med den ene Haand paa Ryggen. Og da han nu endog i dette gustne Mumieansigt saae Læberne bevæge sig i en lun Mimren mellem de høje Flipper, kunde han ikke længer styre sig. Ganske ude af sig selv gik han hen til den gamle Mand, fordrede Forklaring, spurgte ham med udfordrende Ord, hvorfor 370 han havde smilet, og gav sin Fortvivlelse Luft i en højrøstet Tale midt paa den aabne Gade.

Den gamle Overlærer havde i Begyndelsen set noget forbløffet paa den ophidsede unge Mand; men efterhaanden som han af dennes forvirrede Tale forstod, hvorom Sagen drejede sig, smilede han atter lunt mellem sine Fadermordere og klappede ham faderligt paa Skulderen.

"Unge Ven!" sagde han. "Tag Dem dog ikke den Sag saa nær … det er jo bare en Bagatel."

"Men hvad er det da? Hvorfor finder man mig latterlig? Hvormed har jeg forskyldt denne Forfølgelse?"

"Tys! Tys! Tag dog ikke saadan paa Vej! Her er jo Folk i Gaden. Det hele er, som sagt, ikke noget at snakke om."

"Men jeg maa dog vide, hvad det er!"

"Ja vist, ja vist, … det er for Resten underligt, at De ikke selv har mærket det. Det er jo ikke andet end det, kære Ven, at … naar De hilser …"

"Min Hilsen? Er der noget i Vejen med den? Hilser jeg maaske ikke ligesom andre?"

"Jo – jo vist! – giv Dem dog tilfreds, Menneske! – Det er da egentlig heller ikke Deres Hilsen, men … nu ja … Deres Hat …"

"Min Hat?" gentog Ursin og tog uvilkaarligt sin Stivpuldede af Hovedet og saae paa den. "Det er jo en ganske almindelig Filthat, aldeles som dem, de fleste andre Mennesker for Tiden gaar med."

"Ja, ja, ja," tyssede den Gamle. "Men sæt dog for Guds Skyld Hatten paa Hovedet … der kunde jo komme nogen af Skoledisciplene. Det er jo egentlig heller ikke Hatten … det er blot, naar De saadan hilser og fører Hatten frem, saa – har De ikke mærket det? – saa giver det saadan et morsomt lille Knæk i Pulden …"

"Knækkerten!" røg det Adjunkten ud af Munden.

"Se, det er der nu en, der engang har lagt Mærke til. Saa har han tilfældigt fortalt det til andre, og tilsidst har vi allesammen moret os lidt over det, naar vi mødte Dem – for det 371 lød virkelig ganske pudsigt," sagde den Gamle og smilte atter ret hjærteligt i Erindringen derom. – "Ja, det er saamænd det hele, kære Ven. Herregud, Folk i en saadan lille By finder jo altid lidt at more sig over, veed De nok."

Hvilke Dumheder! Hvilken Ravnekrog! – tænkte Andreas Ursin og gik med Stormskridt ind i Skolen.

Da han ved Middagstid kom hjem, stillede han sig op midt i sin Stue og tog sin Hat af, saaledes som han plejede at gøre det, naar han hilste paa en Bekendt. Han førte den rask ud for sig i Arms Længde og – ja det gav virkelig et lille Knæk i Pulden. Og dette var altsaa det hele! Det var slet ikke andet, man havde let af!

Han prøvede igen og endnu en Gang, og een Gang til … og kom til at smile. Det lød virkelig ganske pudsigt! Knæk, knæk, sagde det. – Og det var virkelig det hele!

Endnu samme Dag købte Adjunkt Ursin sig en ny Hat. Det var en fin, blødpuldet, der klædte ham fortræffeligt, og hvormed han, forinden han viste sig paa Gaden med den, i en halv Time havde hilst Sokrates' Buste hjemme i sin Stue for at forvisse sig om, at der ingen mistænkelige Lyde gemte sig i den.

Og efterhaanden som Folk i Byen vænnede sig til Adjunkt Ursins nye Hat, glemte de Historien med den gamle. Og skønt han fra nu af ganske opgav al diplomatisk Forsigtighed og endog ofte optraadte temmelig udfordrende overfor den provinsielle Befolkning, steg hans Anseelse Dag for Dag. Den smaaborgerlige Kritik havde faaet sit Offer og var tilfredsstillet. Ogsaa Politimesterens Cecilie kom ham snart imøde med al sin gamle Elskværdighed; men om de fik hinanden eller ej, det maa man gætte sig til eller søge Oplysning om andetsteds; – dette er blot Historien om Adjunkt Ursins Hat, og da denne nu er ude af Verden, er dens Saga heller ikke længer.

 
['1] < Muffern tilbage