Menneskenes Børn
353 En skyfri Sommermorgen blev to Mænd færget over en bred og spejlklar Fjord.
Den ene var en høj, krumbøjet Olding af et ærværdigt Udseende med et langt, gullig-hvidt Skæg, der i Enderne var næsten grønt af Ælde. Han sad med de knoklede Hænder paa Haandtaget af en Stav og stirrede frem for sig under de buskede Bryn med et stort, uudgrundeligt Blik. Den anden var baade yngre og meget mindre af Vækst, havde et pluskæbet, rødsprængt Ansigt med to Totter sort Kindskæg under Ørene og store, mørkeblaa, hvælvede Briller for Øjnene. Begge var de fattigt klædte i gamle, sorte Klæder, havde bredskyggede Hatte paa Hovedet og en Voksdugsransel over Ryggen.
Det var Vorherre og Skt. Peder.
Færgemanden, en bjørnebred, rødskægget Fjordfisker, stod oprejst i Bagstavnen af Baaden, som han førte frem gennem det blanke Vand ved Hjælp af en Vrikkeaare, mens han med et Smil betragtede de to løjerligt udseende Fremmede.
"Fanden, om jeg kan faa i mit Ho'de, hvad I vil derover for, go'e Mænd," genoptog han en nylig afbrudt Samtale. "Som jeg siger Jer – der er ikke andet end forbandet Død og Djævelskab derovre. Der er ikke faldet saa meget som en Taare Regn i fem Guds Maaneder, saa I kan da begribe, hvad for en Elendighed I kommer til. Om I derfor vil lyde mit Raad, saa 354 vend heller Næsen en anden Vej – for ellers kommer I kanske til at ligge med den i Vejret, før I faar læst over paa jeres Fadervor. De kreperer derovre som Fluer i Frost, og ikke er der saa meget som en Skillingskringle at faa i hele Sognet."
"Ja, saa passer det just for os at komme derover," svarede Skt. Peder; han sad med Hænderne paa Knæene og vuggede sig frem og tilbage, mens han kiggede paaskøns over Brillerne. "Saa trænger jo de ulykkelige mere end ellers til Guds Ords Trøst."
"Fanden med Guds Ord, go'e Mand – dem bliver de Godtfolk sgu ikke fede af! Nej, Vorherre skal bare give dem en god Bløde Regn, saa kan han Pinedød spare sig sin Trøst."
"Nu taler du jo bespotteligt!" sagde Skt. Peder strengt; – han havde hørt sin Herre sukke dybt ved Fiskerens Ord. "Tænk dog paa din evige Salighed, Menneske!"
"Min Salighed? Aa! Den giver jeg syv Traad i en Hose, Fa'er! … Naar Vorherre er af den Slags, at han kan lade Menneskene ligge og lide og pines værre end Ormekryb og af Dødsenshunger æde baade Rotter og Lus og deres eget Skarn – saa er han ikke den Mand, jeg har anset ham for! Og jeg siger bare, at naar han kan have Sind til at bære sig saadan ad imod os det bitte Stød, vi lever her paa Jorden, – ja, saa kan En sgu aldrig vide, hvad han kan hitte paa at pine og plage os med deroppe i Evigheden."
Skt. Peder sitrede af hellig Harme. Hans Ansigt var sprængrødt.
Endnu beherskede han dog sin Vrede og sagde mildt formanende:
"Lad ikke din Tunge forføre dig, min Ven! Glem ikke, at din himmelske Fader kan høre ethvert af dine Ord."
"Saa–aa? Kan han det? Det tror jeg ellers ikke noget paa. Jeg tænker nu, at Vorherre maa være mere døv end min gamle Spindemester, siden han ikke hører alle de Jammerskrig og Bønner, der sendes op til ham i disse Dage. For havde han bare saa meget Hjærte i Livet som en Sild, skulde han vel 355 ynkes over al den Elendighed, han har lavet sammen her paa Jorden."
"Formastelige!" raabte nu Skt. Peder og vilde springe op, – men Vorherre lagde Haanden paa hans Arm og mumlede sagtmodigt:
"Stille, Peder!"
Saa sank han atter tilbage paa Toften og begyndte at bede sagte.
Lidt efter naaede Baaden Fjordbredden, og de to Vandringsmænd steg i Land.
*
Vorherre og Skt. Peder fulgte en Sti, der drog sig tværs igennem Landet, og de var ikke kommen mange Skridt frem, før de rundt om sig saae de uhyggelige Spor af Tørkens og Hungersdødens Ødelæggelser. Paa de nøgne Marker var der ikke levnet et Straa. Det saae ud, som om Ildsluer var gaaet hen over dem. Over den lerfede Muld laa et tørt, rødbrunt Støvlag, der ved det mindste Vindpust sattes i hvirvlende Bevægelse og fyldte Luften med et askeagtigt Støv. Det hele Land var som indhyllet i en brandrød Taage, hvorigennem Solen skimtedes som en blodrød Maaneskive. Spredt omkring paa Markerne laa stinkende Aadsler af styrtede Kreaturer. Nogle var allerede halvt sammenfaldende Skeletter, blegede af Solen; andre laa med fire stive Ben i Vejret, opsvulmet Mave og dødningegrinende Mund. Ovenover dem flagrede Flokke af store, tavse Fugle med forpjuskede Fjer og matte Vingeslag.
Der hørtes ingen Lyd. Det var, som om Jorden strakte sig i den sidste, stumme Dødskrampe. Fra en afbladet Skov slæbte en Ræv sig frem paa Bugen med Tungen hængende som et Stykke bleg Tarm ud af den ene Mundvig. Tre Skridt krøb den frem; saa vaklede den og faldt; – krøb atter tre Skridt, vaklede og faldt.
Efter en Tids Forløb naaede de to Vandringsmænd en Landsby, hvis Straatage var bleven ganske hvide af Solbranden, og hvis Gadekær var udtørret, saa Bundens stive Ler havde slaaet 356 dybe, gabende Revner. Her mødte dem et endnu frygteligere Syn. Mange af Hytterne stod tomme, og gennem Døre og Vinduer bredte der sig en forfærdelig Stank af de ubegravede Lig, der laa derinde og raadnede op i Sengene. Fra andre Huse lød hjærteskærende Jammerskrig, Stønnen og Hulken. Et Sted laa en Familje midt paa Gaden og strakte de matte Hænder mod Himlen, anraabende om Barmhjærtighed; det var halvnøgne, mørkebrune Menneskeskeletter, bedækkede med Saar og Skarn: en Moder med et døende Barn ved det hentørrede Bryst, et Par Oldinge og en ung Pige, hvis Hovedhaar Tørken ganske havde afsvedet.
Da Skt. Peder saae denne Elendighed og hørte disse tryglende Bønner, smeltede hans Hjærte, og han vendte sig mod sin Herre og sagde:
"Kære Mester! Vend din Vrede fra disse ulykkelige! Hør, hvor de angrer og beder!"
Men Vorherre stirrede frem for sig med sit store, uudgrundelige Blik. Det var, som hørte han ikke Skt. Peders Ord, – og de vandrede videre mellem uddøde Huse og halvt fortærede Menneskeaadsler.
Efter nogen Vandring kom de op til Kirken, der laa lidt udenfor Byen, og hvis Malmklokker i de sidste Maaneder havde kimet Dag og Nat for at paakalde Herrens Naade.
Allerede udenfor Indgangsdøren saae de en sammenstimlet Skare af udhungrede Stakler, der havde slæbt sig herhen paa Haand og Knæ for at slippe ind i Helligdommen. Indenfor Murene var der stuvende fuldt helt op til Alteret. Det saae ud, som om alle Kirkegaardens gustne Døde var stegen op af deres hensmuldrende Kister og havde samlet sig paa Kirkens Gulv. Fra alle Stolestaderne straktes visne Knokkelarme mod Himlen. Luften under Hvælvingerne genlød af de ulykkeliges Anraabelse og var mættet af Stanken fra deres Urenhed og Saar. Kun Præsten, der stod paa Prædikestolen, og Degnen, der sad og sov inde i sit lukkede Stade, struttede af Fedme. Thi til Kirken havde alle bragt deres sidste Kande Most og ofret deres sidste Simle for at formilde Gud og bortvende hans Vrede.
357 Og Præsten tog sig en ny Pris, slog Næven i Prædikepulten og raabte:
"Thi jeg siger Eder, I ugudelige! I frække! – saalænge I ikke giver Gud Herren alt, lige til Eders syndige Kød, skal den Eviges Forbandelse hvile over Eder – –"
Men Skt. Peder ynkedes over denne Nød, og han vendte sig atter mod sin Mester og sagde:
"Herre! Herre! Forbarm dig dog over dem! Hør, hvor de angrer og beder!"
Men Vorherre stod, som hørte han ikke hans Ord; og mens Larmen af de ulykkeliges Bønner steg alt højere under Kirkebuen, saae Skt. Peder et saligt Smil glide hen over hans Mesters Aasyn.
Da forfærdedes Peder i sit Hjærte, og han raabte:
"Herre! Herre! Er du den Miskundhedens Gud, som du siger – da vis Barmhjærtighed her! Thi ellers tror jeg dig ikke længer og vil ikke tjene dig … Hører du ikke, hvor de raaber? Ser du ikke deres blødende Anger?"
Da saae Vorherre bedrøvet paa Skt. Peder og sagde:
"Peder! Peder! Nu taler jo din Mund bespotteligt som Færgemandens før. Men denne Gang skal din Vilje ske – thi din Tvivl vil jeg afvende, og du skal blive seende!"
Med disse Ord forlod han Kirken; og da de havde naaet Toppen af en Høj udenfor Byen, opløftede Vorherre sine Hænder, – og se! – fra Horisonten steg store, sorte Skyer, og Solskiven formørkedes, og Regnen strømmede ned.
Og Regnen blev ved at strømme – –
*
I fire Uger strømmede Regnen ned over det udtørrede Land.
Da begyndte det at grønnes nede langs med Moserne. Bække og Aaer gav sig til at svulme, og Skoven skød Knopper. Snart pippede ogsaa Grønsværet frem rundt om paa Bakkernes fede Muld, som Hungersdødens Aadsler havde gødet; Lærkerne vendte tilbage, Stær og Irisk begyndte at fløjte … Da Høsten 358 kom, stod det hele Land og bugnede af en Rigdomsfylde, hvortil man aldrig havde kendt Mage.
Paa denne Tid vendte just Vorherre og Skt. Peder tilbage til Egnen.
Overalt var man i travl Beskæftigelse med Indhøstningen af Himmelens rige Gaver, og paa alle Vejene mødtes de to Vandringsmænd af svingende Kornlæs med fuldbarmede Høstpiger og tykhovedede Karle, der lo og gantedes i Halmen.
Karlene løftede Brændevinsdunken højt i Vejret, idet de foer forbi, og skreg: "Skaal, I Gamle! … Skal det være en Go'taar?" Og Pigerne rakte ømt Armene ud imod dem og sang:
"Kom, du søde, kys mig varm,
Se, jeg ligger i din Arm!"
Men af ingen Mund hørtes Herrens Navn nævnet eller hans Gerninger lovpriset.
"Forstaar du nu, Peder?" spurgte Vorherre.
Skt. Peder svarede ikke, og de gik ind i Landsbyen.
Her sad Konerne ude paa Stenflisen foran de smukke, nyopførte Huse, med trinde Patteglutter ved de mælkespændte Bryster, og drak Kaffe, sladrede, fjasede og lo. Midt i Byen var der bleven bygget en ny Kro med Keglebane, Gynge og en stor Dansesal, og Værten og hans Folk havde travlt med Forberedelserne til det store Høstgilde, som en af Dagene skulde afholdes her. En Flok drukne Mænd sad inde i Skænkestuen og bandte og skændtes.
Men intetsteds hørtes Vorherres Navn nævnet eller hans Gerninger priset.
"Forstaar du nu, Peder?" spurgte Vorherre.
"Herre!" hviskede Skt. Peder og saae mod Jorden.
Tilsidst kom de op til Kirken, hvor Malmklokkerne netop kaldte Menigheden sammen til Andagt og Guds Lovsyngelse. Men kun et Par frugtsommelige Koner og en Krøbling sad og halvsov inde i Stolestaderne; og Præsten, der stod paa Prædikestolen, og Degnen, der sad og nikkede sørgmodigt inde i sin 359 lukkede Stol, saae begge helt spøgelseagtige ud i deres gustne Magerhed.
Og Præsten foldede sine Hænder og sukkede ud i den tomme Kirke:
"Thi jeg siger Eder, kære Venner – o, mine kære Venner! – Herren forlanger intet, slet intet af Eder. Blot I ikke vil glemme ham, – blot I vil huske paa, at han er Eders ejegode, himmelske Fader – –"
Da de to Vandringsmænd var kommen ud af Kirken, sagde Vorherre:.
"Nu, Peder?"
Da sank Skt. Peder hulkende til sin Mesters Fødder:
"Herre! Herre! – Tilgiv mig!"
