De Vises Sten

415 Der levede engang en Ungersvend; han havde hørt Tale om de Vises Sten, der stillede alle Savn og lægede alle Saar og dulmede alle Smerter; – og da han havde faaet Dun paa Hagen, drog han ud i Verden for at opsøge den.

Han søgte ved Kærlighedens Kilde, hvor Byens smukke Piger hver Aften kom for at hente Vand i store Lerkrukker. Han drog med Pilgrimsstaven op til Troens Himmeltinder, og han steg ned i Visdommens dybeste Skakter … men intetsteds fandt han Husvalelse for sine Savn og Lægedom for sine Saar.

Da hørte han om en Mand, der levede ene ude i Ørkenen i Selskab med et Ulvekuld. Det var en fordreven Konge, som havde hersket over alt Land fra Morgenrødens Hav til Aftenskyggens Sletter. Han havde boet i et Slot med fem hundrede Guldtinder og haft Jordens skønneste Datter tilægte. Nu levede han som en Tigger i en ussel Jordhytte, forraadt af sit Folk, forladt af sin Hustru, forhaanet og forstødt af sine egne Sønner, der havde udstukket hans Øjne og drevet ham ud i Elendigheden.

Ungersvenden, der var vandret ud i Ørkenen for at opsøge denne haardt prøvede Mand, traf ham siddende paa en Sten foran sin Jordhule i Færd med at lege med fem Ulveunger, der laa paa Ryggen og sprællede i Sandet omkring ham. Hans Haar og Skæg var hvidt som en Oldings, hans Kæmpeskikkelse var 416 bøjet, og han havde næppe Pjalter nok til at dække sin Nøgenhed med.

Da han hørte den Fremmede nærme sig paa Sandet, løftede han sit mægtige Hoved – og over det solbrunede Ansigt med de dybe, tomme Øjenhuler gled et Smil.

Den unge Vandringsmand undredes saare, og han sagde til ham:

"Er det dig, der har været Konge og har hersket over alt Land fra Morgenrødens Hav til Aftenskyggens Sletter?"

Den Gamle nikkede.

"Ja, det er mig," sagde han stadig smilende.

"Og det er dig, der har levet i et Slot med fem hundrede Guldtinder og haft Jordens skønneste Datter tilægte?"

"Ja, min Søn, – det er mig."

"Og det er dig, der blev forraadt af dit Folk, forladt af din Hustru, forhaanet og forstødt af dine egne Sønner, som stak dine Øjne ud og drev dig herud i Elendigheden?"

"Aa – ja vist! Ja vist!"

"Og endda smiler du!"

"Nu, – hvorfor skulde jeg ikke smile?"

Da faldt der som et Lyn over den unge Vandrer, og han udbrød:

"Sandelig, saa har du ogsaa fundet de Vises Sten, der stiller alle Savn og læger alle Saar og dulmer alle Smerter … Sig mig det! Har du ikke?"

Oldingen studsede.

"De Vises Sten?" sagde han. "Nu, ja – du har vist Ret, min Ven!"

"Men hvor er den da?"

"Dybt herinde!" svarede den Gamle og pegede paa sit Bryst.

"Hvad mener du? … O, sig mig det!" udbrød Ynglingen og faldt paa sine Knæ med fremstrakte Hænder. "Hvad er de Vises Sten, der stiller alle Savn og læger alle Saar og dulmer alle Smerter?"

Da rejste sig den stolte Konge, og han sagde:

"Det er den dybe, tavse Menneskeforagt!"