Holberg og Henrik Pontoppidan

Ingen dansk forfatter – Holberg dog undtaget – er kørt så lige løs på tiden, dens mennesker og problemer som Henrik Pontoppidan.

Karl V. Thomsen (Hold Galden flydende, 1957)

Henrik Pontoppidan havde et rimeligt godt kendskab til Holberg. Han har læst komedierne, han har formentlig også set nogle af dem opført – og har selv i en dilettantforestilling haft rollen som – Henrik. I skoleforeningen "Valhal" har Holberg også været på programmet i lighed med Andersen og Winther. Så hvad danske klassikere angår, har den unge Pontoppidan været godt rustet. Og da Pontoppidan i 1884 bliver knyttet til Gyldendal og får lov til at vælge bøger fra forlagets lagerliste, er Holberg ikke blandt de værker han vælger.

Han har dem eller kender dem som sagt i forvejen. Derimod vælger han en bred vifte af bøger der dels er de mest moderne – og radikale – skribenter i tiden (Brandes, Stuart Mill) og dels fylder huller ud i Pontoppidans noget fragmenterede boglige baggrund (Jammersmindet, Oehlenschläger, Asbjørnsen).

Han har også enkelte gange i sit lange liv forholdt sig til konkrete opførelser af Holberg og i den forbindelse til spørgsmålet om modernisering af Holberg. Han kan godt se for sig en moderne Erasmus Montanus "som ung Bondestudent, rundrygget af Læsning, med store Hornbriller i et hvidkalket Ansigt, kæphøj af sin indbildte Viden" (Flensborg Avis 1930). Men studenterne er ikke de værste – det er forfattere, og de er derfor lettest at håne:

Naar Penneskaftets Helte og Heltinder optræder i Selskabslivet eller stiller sig i Positur for Avisernes Interviewere, staar de i Reglen ikke tilbage for den holbergske Komediefigur i lattervækkende Komik.1

Men hvordan er Pontoppidan så egentlig i familie med Holberg?

I Thomas Bredsdorffs bog Den radikale Holberg fra 1984 har han følgende betragtninger:

Holberg er tit blevet kaldt "den danske litteraturs fader" (…). Der er det pudsige ved betegnelsen, at komediedigteren Holberg har delt skæbne med privatpersonen af samme navn: de fik ingen børn. Dansk litteratur kom der jo meget af senere hen, også en komedie hist og her, men igen komedietradition med ophavets arveanlæg.

Alligevel blev Holberg far. Til en tradition der findes et sted inde ved kernen af komedierne – skønt de også rummer andet – og som findes rundt om i hans andre værker – skønt også de rummer andet. Det er en tradition der findes i den danske litteratur, men ikke bare der. Den kan spores i måden at tænke over livet og samfundet på, hvor den aktivitet nu ytrer sig, i kunst i kritik, i politik. Den giver sig til kende i en bestemt måde at tænke på. Holberg er blandt meget andet den danske radikale tænknings far.

Denne udredning af forholdene i den radikale familie passer godt sammen med Klaus Rifbjergs bidrag til antologien Den kulturradikale udfordring (2001):

Hvis Georg Brandes er den store uomgængelige portalfigur i forløbet [det historiske forløb, JR], skimter man bag ham en anden ironisk rationalist: Ludvig Holberg. Brandes var f.eks. ikke førstemand, når det drejer sig om kampen for kvindens frigørelse og ligeberettigelse. Den kloge bergenser vidste, at fruentimmere ikke er ringere væsen hverken hvad hovedet eller hjertet angår. Han befandt sig bedst i kvindeselskab, måske han instinktivt opfattede kvinderne som rigere udrustet end mændene og altså bestemt ikke som mindreværdige. 2

Den brede forståelse af "radikalisme" knytter sig til etymologien: at undersøge noget, virkeligheden f.eks., fra roden, det er dette der er arvegodset – sammen med fornuft og oplysning. For Henrik Pontoppidan ser det således ud – her i et brev til Olof Lauridsen fra 1931:

Min Stilling til de radikale Synspunkter er den samme som den altid har været. Den er mig saa at sige medfødt. Fordi jeg er radikal af Natur. Der er i en Skikkelse som Jørgen Hallager i "Nattevagt" adskillige Draaber af mit eget Hjerteblod; men jeg tilhører en Embedsslægt og er med mange Rodtrævler forankret i en gammel Kultur. Derfor har min Radikalisme ikke udfoldet sig uden Hæmninger.

Som sagt holder vi den side af historien ude her og prøver i stedet lidt nøjere at indkredse kernen i den radikale tænkemåde som Pontoppidan deler med Holberg. Mangelen på ortodoksi, det at ville se tingene fra alle sider og så – hvis det er nødvendigt – skifte standpunkt, er de fælles om. Og hos begge beror det på iagttagelse af mennesker omkring dem, men også på selvindsigt. Holberg taler ligefrem om at han selv har "adskillige solide Fejl man kan gøre Komedier over".

Det bekendte tvesyn eller polyfonien hos Pontoppidan handler om dette: Han lægger sig ikke fast i teksterne på et og kun et standpunkt, "så var jeg blevet journalist eller taler", siger han, men lader mange stemmer lyde. Holberg skriver i den kendte Moralske Tanke om "at staa fra sine meninger":

Jeg vil ikke her tage deres Partie, der stedse vakle udi Meeninger: jeg vil med meenige Mand gierne kalde dem Vejrhaner. Jeg drister mig alleene at sige, at af dette Spottenavn ofte giøres Misbrug. Meeningers Forandring rejser sig gemeenligen af Ydmyghed og Sandheds Efterledelse: den saa kaldte, og udi Skolerne prisede Bestandighed derimod flyder gemeenligen af Hovmod og af formegen Tilliid.3

Men hvad så med Erasmus Montanus? Han har jo ret, jorden er rund? Ja, men vi skal forstå, at han i situationen så at sige ikke har ret til at have ret, fordi han ufornuftigt og latterligt bruger sine kundskaber forkert, ja, har lært for meget af det forkerte. På samme måde som f.eks. Pontoppidans Emmanuel Hansted på vejen til vanviddet undertiden kan have rigtige indsigter som læseren kan blive klogere af. Læser/tilskuer til Pontoppidans og Holbergs tekster skal blive urolige, anfægtede og tænksomme ved at følge forfatternes beskrivelse af personers udvikling. Som læser skal man tvinges til selv at tage stilling og ikke falde hen i stensikkerhedens ortodoksi.

Dette gælder selvfølgelig i mindre grad der hvor de to forfattere er essayister eller journalister (jf. Citatet ovenfor).

Pontoppidan er i perioder knyttet til forskellige aviser hvor han i kommentarens og klummens form tager fat på – som Holberg – menneskers dårskab. Her er slægtskabet tydeligt, tonen er epistlernes, hør f.eks. denne indledning:

Mangen Gang har jeg sukket ved mig selv: hvem der var så lykkelig at have en Livsanskuelse, en af de anerkendte, som man kan leve og dø på i Fred. Alle de folk jeg omgaaes, har en saadan. Om det saa er min Spækhøker, har han en Livsanskuelse. Han fortæller mig ofte med Taarer i øjnene, at det er den, der holder ham frisk og sund og veltilfreds (han vejer 250 Pund). Min Vaskerkone, der stjæler mine Skjorter, har en Livsanskuelse, ja, Skraldemandskusken, der bor ovre i Baghuset, har det ogsaa.4

Som Holberg (om end slet ikke i samme omfang!) behandler Pontoppidan allehånde emner – fra det mindste til det største – med vid og skarphed og altid med en undersøgende, kritisk og uortodoks tilgang.

Den dramatiske genre lå ikke for Henrik Pontoppidan, selvom hans første digteriske forsøg var et et skuespil (forkastet af Det kgl. Teater og siden brændt), og selvom han forsøgte at få et skuespil ud af kortromanen Højsang 1902. Et enkelt originalt skuespil er debatdramaet Asgaardsrejen, 1906, og det er nærmest et essay i dramatisk form. Det blev ingen succes ved opførelse i 1907, men havde dog mere held i 1992 måske mest takket være castingen. I 1914 forsøgte han sig med en bearbejdning af Lille Rødhætte, men det eneste sceniske arbejde med succes i Pontoppidans levetid blev operaversionen af Den kongelige Gæst fra 1919. Som kuriosum kan nævnes at den lille roman Borgmester Hoeck og Hustru er tæt på at overholde de klassiske dramaturgiske krav til tidens, stedets og handlingens enhed!

Men mangler Pontoppidan talent for skuespillet, så lader karaktertegning og opbygning af en persons mere eller mindre komiske sider ikke komediedigteren Holberg noget efter. I Pontoppidans tekster er der et mylder af figurer der uden videre kunne spadsere ind på Holbergs scene, især præster, men også f.eks. den opportunistiske redaktør i krøniken "Digterliv", eller hvad med Direktør Zaun eller generalkonsulen i De Dødes Rige for ikke at tale om skildringen af Dr. Nathans proselytter i Lykke-Per.

Afslutningsvis om Pontoppidan og teatret skal det nævnes at forfatteren Jørgen Ljungdalh inden for de sidste ti år med held og publikumssucces har bearbejdet såvel Lykke-Per som De Dødes Rige for teatret. Meget spændende og personlige bearbejdninger der kunne fortjene en dybere analyse.

Sammenfattende kan man sige at arven fra Holberg i Henrik Pontoppidans tilfælde mest handler om holdning og tænkemåde. De to forfattere er så at sige af samme åndstype, har samme spørgende og anfægtede tilgang til de gængse sandheder. Dette giver sig konkret udslag i stil og tone i teksterne og er vel til syvende og sidst med til at placere dem i rækken af klassikere som stedse vil finde nye læsere og tolkninger.

 
[1] Komik: Arv og Gæld, kap. 5. tilbage
[2] I parentes bemærket er dette ikke stedet for en nøjere udredning hverken for hvad kulturradikalisme er – eller for Pontoppidans udvikling i sit forhold til radikalismen. tilbage
[3] Tiilid: i Moralske Tanker, 1744/1943, s. 223. tilbage
[4] det ogsaa: Enetale 18. marts 1897. tilbage