Mark Twains mærkelige Drøm
For et Aarstid siden opholdt Meddeleren sig sammen med en Rejsekammerat i Volcano-house paa Hawaii. Huset har sit Navn af, at det ligger paa Randen af Verdens største virksomme Vulkan. Vi havde i Dagens Løb redet en lang og besværlig Vej fra Hilo, der snart havde ført os gjennem tætte Bregneskove, hvis fugtige, varme Luft og frodige, grønne Mylr af Bladplanter gjorde Indtryk som af et uhyre Drivhus, snart gjennem Sumpe, skjulte af stivt Hilogræs, snart over uendelige, øde og trøstesløse Strækninger af sort Lava, der klingrede under Hestehovene som Glas. Skjønt Maunaloas og Maunakeas snebedækkede Kupler syntes lige langt borte, havde Vejen dog umærkelig ført os fire tusind Fod i Vejret, og da vi om Aftenen kom til Volcano-house, var en solid Aftensmad af den evindelige hawaiianske Mutton og en Cigar i en Gyngestol foran den blussende Kaminild særdeles velkommen. Civilisationen havde vidst at finde Vej selv til denne Udørk, og det var for saa vidt i Stilen, da Værten bragte os en af disse uundgaaelige Protokoller, hvori Turisterne indføre deres Navne ledsagede af de samme Flovser, de samme mere eller mindre gyselige Udgydelser i Vers og Prosa hele Verden rundt. Her forekom de os imidlertid mere end sædvanlig kvalmende, hvor "Seværdighederne" vare Kilauea, Jordens største virksomme Krater og et af de faa Steder, hvor man staar Ansigt til Ansigt med vor Planets glødende Indre. Luften udenfor Huset var rød af Skjæret fra Halemaumau, Lavasøen i Kraterets Midte, og vi hørte tydelig den bragende Lyd af Bølgerne, der sloge mod Bredden og sendte gnistrende Kaskader op i Luften. Af og til viste stærkere Lysnen og højere Drøn, at den sydende Kjedel kogte stærkere op, saa at vi glemte vor Træthed og længtes efter næste Dag for at kunne komme til at se alle disse Vidundere paa nærmere Hold. Imidlertid studerede vi i Mangel af noget Bedre den omtalte Protokol, og fandt blandt alle Banaliteterne enkelte Guldkorn, en Del verdensberømte Navne, adskillige smukke og interessante Bemærkninger. Protokollen strakte sig en Snes Aar tilbage i Tiden, og mellem de ældste Optegnelser fandtes en længere Skitse, aabenbart improviseret, skrevet med flydende Haand og med Overskrift: "Mark Twains strange dream". Da vi vidste, at denne Forfatter omtrent ved den Tid – det var før, han blev berømt – havde besøgt Øerne2, spurgte vi Værten, om han kunde indestaa for Navnets Ægthed. Han oplyste da, at han for 4 Aar siden havde faaet Bogen fra sin Forgænger uden videre Oplysninger og senere havde forespurgt hos Mark Twain selv, om han kunde huske Noget derom. Som Svar kom et Brev, som blev os forevist, og hvoraf man rigtignok ikke blev stort klogere. Digteren svarede paa sin humoristiske Maade, at han havde skrevet saa Meget rundt omkring, som han ikke selv kunde huske det Halve af, og kunde kun sige:
"None genuine without this signature on the bottle
Mark Twain."
Ganske vist fandtes denne Signatur, og saa' ogsaa ret ægte ud, men nogen yderligere Garanti tør Meddeleren ikke paatage sig og maa overlade det til den gunstige Læser, hvad han vil mene om denne lille Fortælling, som her er oversat, og som saa vidt vides ikke er kjendt uden fra Fremmedbogen i Volcano-house.
"Mark Twains mærkelige Drøm".
"Hele Dagen igjennem har jeg siddet alene og spekuleret paa sidste Nats mystiske Hændelser. Der mangler ikke noget Led i Begivenhedernes Kjæde, i min Erindring staar hvert klart og i sin rette Rækkefølge – naa, men Pokker i Vold med disse Reflexioner, jeg vil springe dem over og uden Omsvøb give en Fremstilling af Kjendsgjerningerne.
Henimod Klokken Elleve fik vi den Idé, at Nattens Karakter gjorde den ganske særlig egnet til at se den mægtigste virksomme Vulkan paa Jordens Overflade i sin mest imponerende Storhed. Der var intet Maane- eller Stjærnelys fra den kulsorte Himmel, som kunde formindske Virkningen af Kraterets pragtfulde Fyrværkeri.
Kort efter stod jeg med min Ledsager paa Randen af den Kjedel, som de Indfødte Sekler tilbage gave Navnet Halemaumau, den Afgrund, hvori de plejede at kaste de forgængelige Levninger af deres Høvdinger, for at ingen simpel Dødeligs Fod nogensinde skulde træde paa dem. Vi stod der i Nattens Mørke en engelsk Mil over Havets Overflade os saa' tusind Fod under os et kogende, bølgende, brølende Ocean af Ild; skjærmende vore Øjne for det blændende Skjær stirrede vi langt bort henover de røde Bølger med en ubestemt Følelse af, at en overnaturlig Flaade bemandet med Dæmoner og ladet med de Fordømtes Sjæle maaske i det næste Øjeblik vilde sejle frem ud fra det Fjærne; fór sammen, naar forfærdelige, tordnende Udbrud bragte Jorden til at skjælve, og fulgte med fasttryllet Øje de tykke Straaler af smeltet Lava, som sprang højt op mod Zenith og splittedes i en Verden af spredende Gnister, som oplyste den dunkle Himmel med en infernalsk Glans.
"Hvad er den Smule Blus paa Vesuv i Sammenligning med dette?"
Mit Udraab vækkede min Ledsager af hans Drømmeri, og vi faldt i en Samtale afpasset efter Lejligheden og Omgivelserne. Vi kom tilsidst til at tale om den gamle Skik at kaste afdøde Høvdingers Lig i denne frygtelige Kjedel. Og min Ledsager, der er af kongeligt Blod, fortalte, at hans Races Stamfader, gamle Kong Kamehameha den Første, denne uovervindelige gamle hedenske Alexander, havde fundet en anden Begravelsesplads end Halemaumaus glødende Dyb. Min Interesse var strax vakt. Jeg vidste, at hvad der var bleven af Kriger-Kongens Lig var en Hemmelighed, som aldrig var bleven opklaret. Det var mig bekjendt, at man fortalte en Legende derom, og jeg følte, at der ikke kunde være nogen mere passende Tid til at høre den end for Øjeblikket. Kamehamehaernes Descendent fortalte da: ["]Den døde Konge var med kongelig Pomp og Pragt bleven bragt ned ad den lange, bugtede Sti, der fra Kraterets Rand snor sig ned til den forbrændte og sønderrevne Slette, som ligger mellem Halemaumau og hin høje stejle Kratervold i det Fjærne. Vagterne vare paa Post, og Sørgeskaren begyndte deres uhyggelige Klagesang over den Afdøde. Men midt om Natten kom der Lyd af utallige Røster i Luften, Brusen af usynlige Vinger; Faklernes Flamme viftede, brændte blaat og gik ud! Lamsiaaede af Skræk faldt Følget og Vagterne til Jorden, og mange Minutter gik hen, før Nogen vovede at røre sig eller tale; thi de troede, at den døde Ildgudindes overnaturlige Sendebud havde været iblandt dem.
Da tilsidst en Fakkel blev tændt, saa' man, at Baaren var tom – den døde Monark var bleven borteskamoteret. Forfærdelse greb dem Alle, og de flygtede ud af Krateret. Da Dagen gryede, vendte Mængden tilbage og begyndte at søge efter Liget. Men ikke et Fodtrin, ikke det mindste Spor blev nogensinde fundet. Dag efter Dag blev Eftersøgningen fortsat, enhver Hule i de stejle Klippemure, enhver Spalte henover Sletten, milevidt omkring, blev undersøgt, men Alt uden Resultat, og fra hin Dag til nu er Hvilestedet for Løvekongens Ben en uløst Gaade. Men Aar efter, da den mørke Seerske Waihonakanaka laa paa sit Dødsleje, aabenbarede Gudinden Pele sig for hende i et Syn og fortalte hende, at engang skulde Hemmeligheden blive aabenbaret, og det paa en mærkelig Maade, men ikke før den store Kauhuhu, Hajguddommen, forlod den hellige Hule Ana Puhi paa Øen Molokai, og Havets Vande ikke længere gik derind, og dens Bund var tør.
Siden den Tid have de enfoldige, lettroende Indfødte sét ud efter Tegnet, og nu, efter at mangen en Sommer er kommet og gaaet, og de, som vare i Ungdommens Blomst, ere blevne gamle og ere døde, nu er Tiden kommet. For en Maaned siden har den store Hajgud forladt Ana Puhi, for første Gang saa langt de gamle Legender række; Havet er holdt op med at flyde ind i Hulen, og dens stenede Bund er tør! Som man kan tænke sig, har Rygtet om denne store Begivenhed bredt sig over Øerne som en Løbeild, og de Indfødte vente nu hver Time det Mirakel, som skal afsløre Mysteriet og aabenbare den døde Helts skjulte Grav."
Da jeg var gaaet i Seng, laa jeg og tænkte paa den vulkanske Pragt, vi nys havde været Vidne til, og kunde ikke falde i Søvn. Jeg ledte en Bog op og besluttede at fordrive Tiden med Læsning; – det første Kapitel, jeg stødte paa, fortalte forskjellige Exempler paa mærkelige Aabenbaringer, som Folk havde havt i Drømme, om Veje, Huse, Træer, Led og alle Slags Landmærker, som man havde sét i Drømme og erindret i vaagen Tilstand, og som viste Vejen til et eller andet mørkt Mysterium.
Tilsidst faldt jeg i Søvn og drømte, at jeg vandrede paa den store Slette, som omgiver Halemaumau. Jeg stod i en Art Tusmørke, som afdæmpede Konturerne af de omgivende Gjenstande, men dog viste dem nogenlunde tydeligt. En høj, tilhyllet Skikkelse traadte ud fra Skyggen under en takket Lavasøjle, og bevægede sig fremad med langsomme, afmaalte Fjed, idet han vinkede til mig om at følge efter. Jeg fulgte Vinket. Jeg gik nedad og atter nedad, Hundreder af Fod, ad en snever Sti, som snoede og bugtede sig mellem Dynger og Pyramider af stribet, sort Lava og under omhængende Svovlmasser, dannede af Naturens Kunstnerhaand til en Uendelighed af fantastiske Figurer. Den Tanke faldt mig ind, at min Spøgelse-Vejviser kunde lede mig ned i Jordens Indvolde og saa forsvinde og overlade det til mig selv at famle mig tilbage gjennem Labyrinthen og fri mig ud, som bedst jeg kunde. Med en saadan Mulighed for Øje tog jeg en Sten op og "mærkede" min Vej ved nu og da at hugge en fremspringende Kant af Lavavæggen og de nedhængende Svovlfestons. Tilsidst drejede vi ind i en Kløft i Kratermuren og fortsatte vor Vej ad intrikate Vindinger mange Favne nedad mod den underjordiske Ilds Arnested, medens et rødt, glødende Skjær lyste for os, flammende op gjennem utallige Revner og Sprækker, og lejlighedsvis viste mig et Glimt af den Strøm af smeltet Lava, som kogte og sydede i Dybet under os. Heden var umaadelig, og den svovlsvangre Luft kvælende; men jeg arbejdede mig fremad i min statelige Vejvisers Kjølvand uden at ytre nogen Klage. Tilsidst kom vi til en Hal, hvis mørke Vægge, stivnede i Blærer og vredne Konturer, meldte med stum Veltalenhed om en af de glødende Omvæltninger, som her havde raset i fjærne, svundne Tider.
Spøgelset pegede paa en stor Kampesten i den fjærneste Udkant af Hulen – stod og pegede tavs og ubevægelig i nogle faa, hurtigt flyende Øjeblikke – og forsvandt.
"Den store Kamehamehas Grav."
Ordene svævede melankolsk forbi, kommende jeg véd ikke hvorfra, og døde bort i mit Fængsels fjærne Gange, og jeg var alene dybt i Jordens Skjød, i Trøstesløshedens Bolig, i Nærværelse af Døden; min skræmmede Tanke bød mig at fly, men en stærkere Impuls holdt mig tilbage og tvang mig til at nærme mig den mægtige Sten, som Skikkelsen havde udpeget. Med usikre Skridt gik jeg hen imod den og stod ved Siden af den. Der var Intet at se. Jeg gik rundt omkring den og iagttog den skarpt, men uden at kunne opdage Noget i det Halvlys, som omgav den. Jeg stod stille og henfaldt i Betragtninger. Medens jeg ubestemt stod dér, kom jeg til at støde til den vægtige Sten med Albuen – og se, den rokkede sig ved Berøringen. Jeg vilde lige saa godt have tænkt mig Muligheden af at vælte en Teglovn med min svage Haand. Men min Nysgjerrighed var vakt; jeg lagde mig imod Stenen med min Vægt, og den gav efter; hurtigt og stærkt skød jeg til den med hele min Styrke, og den styrtede om og ned fra sin Basis med et Brag, som sendte tordnende Ekkoer ned gjennem Gangene i den uhyggelige Hule, og dér, i en kjedelformig Udgravning, hvorover den havde hvilet, laa Kong Kamehameha den Stores smuldrende Benrad, som havde ligget her i Aaringer, begravet af overnaturlige Hænder. Benene kunde ikke tilhøre nogen Anden end ham; thi sammen med dem laa den uvurderlige Krone af Pulamalama-Koral, helliget Kongemagten og Tabu for alle Andre. En hul Stønnen hørtes – jeg vaagnede! Hvilken Lettelse det var at vide, at det Hele kun var en Drøm! Det kommer der ud af at lytte til Krøniker om den ædle Drot; at lade sig rive hen af Kilaueas vilde Skjønhed ved Midnatstid; at proppe sig med for megen Flæskesteg og Bønner til Aftensmad. Saa vendte jeg mig om paa den anden Side og faldt i Søvn igjen, og drømte præcis den samme Drøm som før: fulgte det samme Spøgelse som Fører, afmærkede min Vej, kom til den uhyggelige Hal, hørte den melankolske Aanderøst, væltede den store Sten og saa' Kronen og den store Konges smuldrende Ben! Jeg vaagnede op og reflekterede længe over denne forunderlige og mærkeligt levende Drøm og mumlede tilsidst for mig selv: "Dette hersens begynder at blive alvorligt!" Jeg faldt i Søvn igjen, og igjen drømte jeg den samme Drøm uden en eneste Variation. Jeg kunde ikke sove mere, men kastede rnig hvileløs paa mit Leje og længtes efter, at det skulde blive Dag; og da Dagslyset kom, tog jeg min Stav og steg ned til den vide Slette i Krateret. Jeg sagde til mig selv: "Jeg er ikke overtroisk, men hvis der er Noget i hin døende Kvindes Profeti, saa er jeg det Redskab, som er udset til at udrede dette gamle Mysterium." Efterhaanden som jeg vandrede fremad, ventede jeg endogsaa halvt om halvt at se min ædle Fører træde frem fra en eller anden Krog i den mørke Væg, og tilvinke mig at følge sig. Tilsidst, da jeg naaede det Sted, hvor jeg først havde set ham i min Drøm, gjenkjendte jeg alle Omgivelserne, og hist, snoende sig ned mellem Lavablokkene, saa' jeg den selvsamme Sti, som jeg havde passeret i min Vision. Jeg besluttede at følge den igjen, komme hvad komme vilde. Jeg gad vide, om jeg ogsaa paa min uvirkelige Vandring havde afmærket min Vej saaledes, at det vilde staa sin Prøve lige overfor den strænge Virkelighed; og under disse Spekulationer løb det mig koldt ned ad Ryggen, da jeg kom til det første fremspringende Stenhjørne, som jeg havde slaaet af i min Drøm, og saa' den friske Brudflade og det løsnede Fragment ligge paa Jorden. Min Interesse steg og bragte al Frygt til at svinde, og jeg ilede afsted saa hurtig, som Vejens ujævne Natur tillod mig. Jeg saa' efter mine andre Mærker og fandt dem, fandt Kløften i Klippevæggen, gjenkjendte alle Omdrejningerne, gik fremad ved Hjælp af det Lys, der straalede op fra den gloende Ovn, som var synlig dybt nede, svedte i den trykkende Atmosfære, indaandede Svovldampen og stod tiisidst Hundreder af Fod inde under Kilaueas Tinder i den sønderrevne Hal og lige overfor den mystiske Kampesten.
Dette er ingen Drøm, sagde jeg, dette er en Aabenbaring fra det Overnaturliges Rige; ikke sømmer det sig for mig længere at ræsonnere, spekulere og skeptisere, men blindt at lyde de Impulser, som ere mig givne af den usynlige Magt, som leder mig. Med langsomme og ærefrygtsfulde Skridt nærmede jeg mig Stenen og stødte til den. Den gav tydeligt efter for Trykket. Med min fulde Vægt og Styrke kastede jeg mig over den; den gav igjen efter, men jeg var saa svækket efter den besværlige Vandring, at jeg ikke kunde vælte den. Jeg hvilede lidt, løftede ved et stærkt og stadigt Tryk et Hjørne af Stenen og lagde en lille Sten ind derunder for at holde den fra at synke tilbage til sin Plads. Jeg hvilede igjen og gjentog saa den samme Manøvre. Lidt efter havde jeg faaet anbragt en tredje Kile og havde faaet Stenens Kant betydeligt løftet op. Arbejdet og den trykkende Luft udmattede mig imidlertid saaledes, at jeg var nødt til at gjenvinde mine Kræfter ved en længere Hvile. Jeg arbejdede saaledes Time efter Time, idet jeg følte mig mere og mere benauet, men stadig blev holdt oppe ved en Fortryllelse, som jeg følte var mig indgivet af den usynlige Magt, hvis Vilje jeg udførte. Endelig samlede jeg al min Styrke i en sidste Anstrængelse, og Stenen rullede fra sit Leje.
Aldrig skal jeg forglemme den overvældende Følelse af Ærefrygt, som sænkede sig om min Sjæl i dette Øjeblik. Efter en højtidelig Forventningens og Forberedelsens Pavse, bøjet og med ubedækket Hoved vendte jeg langsomt mit Blik, til det hvilede paa det Sted, hvor den store Sten havde ligget:
Der var ikke Spor af Ben at se!
Saa sa'e jeg rigtignok til mig selv: "Tak! hvis dette hersens ikke er den mest fordømte, djævleblændte Svindel, jeg nogensinde har truffet paa til Dato, saa gid jeg aldrig –"
Man kan ikke stole for en sur Sild paa Drømme!!"
