Bliv dig selv

Børge Kristiansen: At blive sig selv og at være sig selv. En undersøgelse af identitetsfilosofien i Henrik Pontoppidans roman Lykke-Per i lyset af Luthers teologi, Schopenhauers og Nietzsches filosofi. Et bidrag til identitetsfilosofi, 494 sider, Multivers 2007.

Der er højt til loftet og rigeligt med albuerum i Børge Kristiansens filosofisk-litterære undersøgelse. Som den udførlige titel på flere måder signalerer, er det et germansk-akademisk forståelsesrum, Børge Kristiansen lukker os ind i, og det er i sig selv et besøg værd. For hvad kan være mere interessant end de mulige svar på hvordan ens selv bliver til, og hvordan man finder det? For Pontoppidan-interesserede er bogen yderligere indbydende fordi den identitetsfilosofiske oversigt gøres til ramme om en nyfortolkning af Lykke-Per, utvivlsomt den grundigste der nogensinde er skrevet, sikkert også den mest fordomsfri.

Denne hjemmesides læsere har altså meget at være taknemmelige for. Det er morsomt at germanisten Børge Kristiansen på sin side takker Pontoppidan Selskabet for tilskyndelsen til at beskæftige sig med det danske forfatterskab. Uden den opfordring var bogen næppe blevet skrevet, forklarer han i forordet.

Romananalysen

Pers livshistorie har form af en kompliceret søgeproces der ofte løber i ring fordi hovedpersonen i årevis er i tvivl om hvilken dagsorden der bør være den overordnede for hans indre og ydre liv. Skal han lade sig styre af sin familiebaggrund, det traditionelle landbomiljø, industrisamfundets moderne, urbane kultur, almenmenneskelige drifter eller individuelle anlæg? Forfatteren holder rede på alle disse forskellige impulser og tilbøjeligheder gennem et batteri af sporstoffer som BK kalder ledemotiver. Det kan være sidehistorier som bibelske myter (syndefaldet, Kains forbandelse) og kendte danske digterværker (H.C.Andersen, Holberg, Ingemann) eller symbolske fænomener som klokkeklang, malkepiger og vilde dyr. Hentydningerne er ofte hårfine, og BK har givetvis ret i at de næppe alle kan opfanges ved en første gennemlæsning af romanen. Lykke-Per må – ligesom livet selv – nødvendigvis forstås baglæns. Når BK gennemgår de vigtigste ledemotiver i Pers cykliske afklaringsforsøg, kan han ikke undgå at gentage sig selv, hvilket kan være en udfordring til læserens tålmodighed. Men gevinsten er dels en enestående indsigt i den eksemplariske orienteringsproces hovedpersonen må igennem, dels en stærk lyst til selv at (gen)læse romanen. BK har et godt øje til de fortolkere, som tidligere har indsnævret forståelsen, fordi de har læst romanen i lyset af en forudfattet livstydning, fx en grundtvigiansk eller marxistisk. Selv har BK de store briller på som han medbringer fra sin virksomhed som tyskorienteret universitetsfilosof og Gadamer-inspireret hermeneutiker.

Bliver Lykke-Per lykkelig?

Ja, helt sikkert, svarer BK og bringer sig dermed straks i opposition til en hovedgruppe af tidligere fortolkere. Gennem hundrede år er utallige læsere blevet opfordret til at se Pers livsløb som en tur op og ned ad en bakke. Den jyske præstesøns projekt var frigørelse, skulle man forstå, dels fra faderen, dels fra den kristendom drengen oplevede som ødelæggende for al livs- og virkelyst. Dermed begynder Pers lange tur op ad bakke. I hovedstaden studerer han polyteknik og udkaster en storstilet plan for udvikling af dansk handel og industri. Blandt andet ved at forlove sig ind i et jødisk rigmandsmiljø får han endda gode udsigter til at finansiere sit livsprojekt. Dermed er bakkens top næsten nået. Men netop som Pers lykke ser ud til at være gjort, svigter hans vilje til at følge op på sin egen succes, tilsyneladende fordi han alligevel ikke er frigjort fra sit oprindelige miljø. Resten af romanen skildrer hans tilbagefald. Han opgiver sit ingeniørprojekt, vender ryggen til hovedstaden, bryder med sin rige forlovede og ender tilsyneladende hvor han begyndte, i et provinsielt familieliv og præstemiljø. For så vidt bekræftes den spådom, som skepticisten Neergaard havde udtalt over for studenten: Svinedrengen kan godt drømme om at vinde prinsessen, men i virkelighedens verden vender han tilbage til det bondemiljø han er født i, og gifter sig med en malkepige. Det er for at markere Pers absolutte fiasko at Pontoppidan lader ham ende som enlig vejassistent i en vestjysk ødemark. Højt at flyve, dybt at falde, er den tragiske kurve, der er gennemløbet, lidt ligesom i krøniken "Ørneflugt" der ofte er blevet læst som forlæg for romanen. Fablen beretter om den kongelige fugl der efter en skade er vokset op blandt tamkræ i en præstegård. Da den forsøger at hæve sig over sit opvækstmiljø, svigter modet og kræfterne, og ørnen falder tilbage i den præstelige andegård den er kommet fra. Den slags frigørelsesprojekter var dømt til at blive skudt ned, skulle man forstå, både i fablen og romanen. Titlen Lykke-Per var således ironisk ment.

Børge Kristiansen vender denne traditionelle forståelsesfigur på hovedet. Han ser forløbet i romanen som en meget lang nedtur fulgt af en brat optur. Alt hvad der efter den traditionelle standardfortolkning lignede tilnærmelser til lykken, skal forstås som afveje, dvs. en bevægelse væk fra hovedpersonens egentlige bestemmelse. Og den slutning der ligner en total deroute, Pers singletilværelse i Vestjylland, er ret beset det gode liv, ikke for hvem som helst, men for dette enkelte individ. Hvad der på det ydre plan ligner nederlag, er på det indre plan en sejr. Per finder altså lykken, og titlen på romanen skal forstås bogstaveligt.

Sådan er – i meget grove træk – konklusionen på Børge Kristiansens arbejde hvad Pontoppidans roman angår. Resten af bogen forklarer grundlaget for den antydede positive fortolkning ved inddragelse af filosofiske positioner som Pontoppidan menes at stå i gæld til.

Lidelse er roden til alt godt

Fra Luther henter Pontoppidan forestillingen om at det onde er godt for noget, nemlig når syndsbevidstheden får en frelsende funktion. Det sker når det syndende menneske ledes til den totale fortvivlelse og til randen af selvudslettelse. I dette moment er mennesket rede til at modtage troens nådegave – om Gud ellers vil. I Lykke-Per kommer tankegangen provokerende klart til udtryk når pastor Fjaltring, en forkætret præst som Per lytter til mod slutningen af sin bane, råder et sognebarn til at synde noget mere! Lidelse er troens nødvendige forudsætning. Det demonstreres også i Pontoppidans beske krønike, "Menneskenes Børn", om hvordan gudfrygtigheden i en landsby afhænger af hvor dårligt kornet står. Hverken eksistentialisten Fjaltring eller ateisten Pontoppidan går dog Luthers ærinde, dvs. ingen af dem ønsker at vise vej til troen. Begge ser derimod stadierne i Luthers frelsestrategi som lærerige for det menneske der skal gennemføre en selvantagelsesproces. Og det er netop hvad Per skal, sådan som BK opfatter ham. Vejen går, sagt med verdslige ord, fra selvforagt, tvivl og afmagt over absolut fortvivlelse til springet ("ud på de 70 Tusinde Favne Vand") og, i bedste fald, genfødslen, dvs. et nyt liv og den fuldkomne lykke.

Med billedet af de "70 Tusinde Favne Vand" som det fortvivlede menneske kan vælge at kaste sig ud i, bruger BK et berømt udtryk fra Søren Kierkegaard, men uden at nævne hans navn. Det kunne være fordi han var den næste i rækken af Pontoppidans forudsætninger som skulle behandles, gætter læseren. Også Kierkegaard har jo grundigt beskrevet de stadier den enkelte må igennem for at nå frem til troens tærskel, og for Pontoppidan må den danske filosof have været en mindst lige så nærliggende kilde som Luther. Men nej, Kierkegård får ikke plads mellem Lykke-Pers filosofiske faddere. Sent i fremstillingen forklarer BK hvorfor. Med Kierkegårds stærke insisteren på valget trækkes opfattelsen af romanen i en gal retning. Det er med Arthur Schopenhauers menneskesyn at læseren får nøglen til forståelsen af Pers udvikling.

Schopenhauer som fortolkningsnøgle

Denne tyske filosof har aldrig hørt til danske litteraters faste pensum. Ifølge BK er det er en af grundene til at Lykke-Per så længe er blevet misforstået. Sandsynligvis gælder det også andre samtidige romaner (fx Gustav Wieds), og BK efterlyser en bredere undersøgelse af Schopenhauers nedslag i dansk digtning. Gid BK selv ville påtage sig opgaven, tænker læseren! At i hvert fald Pontoppidan har kendt til Schopenhauers (og efterfølgeren Eduard von Hartmanns) tænkning, argumenterer BK overbevisende for. En grundtanke hos Schopenhauer er at mennesket er det levende væsen som selv kan se hvordan vort liv er styret af ubændige naturkræfter, "livsviljen", der får os til at opretholde livet og forplante os. Når mennesket har erkendt hvor lidt vor individuelle vilje og fornuft betyder for vor adfærd, føler det sig ydmyget og oplever livet som en lidelse. Det er i det lys man skal forstå Pers væmmelse under en elskovsscene med en moden kvinde, fru Engelhardt, i første del af romanen. Af udveje for de mennesker der således føler sig ydmyget af "livsviljen", peger Schopenhauer bl.a. på askesen.

En anden del af Schopenhauers tænkning drejer sig om aspekter af den menneskelige karakter, og igen gælder det at vor vilje og fornuft ikke har stort at skulle have sagt. Vi kommer nemlig uhjælpeligt derhen hvor vi inderst inde ønsker at komme. Men det kan være svært at fastholde sin individuelle bestemmelse fordi omverdenen trækker én i retning af det "man" til enhver tid anser for normalt og godt. Det er nu BK’s opfattelse at Pers historie skal fortolkes ud fra et sådant individuelt skæbnesyn. Fra begyndelsen oplever Per sig selv som et undtagelsesmenneske der har svært ved at gøre sit virkelige selv gældende, både over for andre og over for sig selv. Mange gange og på utallige måder lokkes han til at spille roller i tilværelsen som er i modstrid med hans egentlige natur. Så må en indre alarmklokke minde ham om at han er faret vild i forhold til sit egentlige kald. Det gælder i det kristne barndomshjem, i studietiden i København og i ægteskabet med præstedatteren Inger. Han erkender til sidst at askesen er den livsform han er bestemt til at skulle udleve. De mange afkald og svigt som har fyldt hans ydre liv, er ret beset fremskridt, fordi de bringer ham nærmere til den tilværelsesform der er hans. Begge de nævnte grundtanker hos Schopenhauer har Pontoppidan tidligere illustreret i fortællingen "Den gamle Adam". På badehotellet er selv de mest nøgterne mænd, gifte eller ugifte, unge eller gamle, uhjælpeligt ofre for "livsviljens" magt, hvad der både er til at le og græde over. Her formuleres også læren om den enkeltes livsplan, siden af Pontoppidan sammentrængt til et latinsk motto der tilskrives Augustin: "Trahimur", dvs. "Man trækkes". Den lille roman foregriber således den store.

Nietzscheperspektivet

Nietzshe og Schopenhauer er fælles om at fortolke mennesket i en verden hvor Gud er død. De er også fælles om en fundamental desillusionerethed på menneskehedens vegne, men årsagerne til deres pessimisme er vidt forskellige. Schopenhauer kritiserer menneskelivets grundlæggende vilkår som de var, er og vil blive ved at være, uafhængigt af historien. Intet kan nogensinde afhjælpe den lidelse som skyldes at vi er marionetter i livsviljens spil. Nietzsches kritik gælder derimod en kulturtilstand som mennesket principielt har mulighed for at ændre. For ham er det humaniteten der er fjenden, både den kristnes unaturlige omsorg for næsten og socialismens svageliggørende lighedsidealer. Begge disse civilisationselementer har nemlig skabt slappe mennesker der selv nægter sig den livs- og magtudfoldelse vi ifølge vor natur er bestemt til. Nietzsche bruger to græske guder til at illustrere sin tankegang. Den mådeholdne og civiliserede Apollon repræsenterer en permanent påmindelse om at mennesket kun er et menneske, ikke Gud. Vinguden Dionysos opfordrer os derimod til at overskride vore egne og andres grænser, tro på vore egne kræfter og sætte vor vilje igennem, koste hvad det vil. Det er fortvivlende, mener Niezsche, at vor civilisation er blevet rent apollinsk, lutter moderation, og at der ingen råderum er for den dionysiske kreativitet og fandenivoldskhed som er betingelsen for fremskridt og udvikling. Alt stort og fremragende i menneskehedens historie er blevet til, mener Nietzsche, fordi enkeltpersoner har udvist hensynsløs "vilje til magt", om nødvendigt på bekostning af svagere naturer. BK anlægger nietzscheperspektivet for fortolkningen af begge hovedpersoner i Lykke-Per.

Det er Nietzsches kompromisløse indstilling Per tilegner sig i den store by netop i en periode hvor industrialiseringen skaffer sig råderum uden smålige hensyn til menneskelige omkostninger. Per indser at det er betingelsen for at gennemføre sit ingeniørprojekt. Vil man målet, må man også ville midlerne, lærer han, fx knytte opportune forbindelser, også til personer man ikke sympatiserer med, men måske foragter, eller forlove sig til den nødvendige kapital uden at stille krav om den helt store kærlighed. Dette nietzscheanske program følger Per gennem sine år i København, og mens han er snyltegæst på et gods i Jylland, vel at mærke på det ydre plan. For gennem hele forløbet afløses hans kynisme jævnligt af anfægtelser, snart som samvittighedsnag over for den familie han har brudt med, snart som protester fra den indre røst der fastholder kravet om selvantagelse. BK kalder mønstret "frem-og-tilbage, op-og-ned". Det er først da han har forladt kone og barn og lever spartansk som vejassistent, at Per definitivt frasiger sig "viljen til magt" og så at sige kommer til sig selv. Så har hans indre stemme fået sin vilje, og Per har fundet frem til den tilværelse der var lykken, for ham.

Den anden hovedperson, Pers jødiske forlovede, Jacobe, er som udgangspunkt en mere helhjertet nietzscheaner. Hun elsker storbyen for dens vitalitet, dynamik og konkurrence, og det slår ingen skår i hendes begejstring når hun i Berlin bliver klar over at kampen kræver utallige menneskelige ofre. Socialistisk indignation over udbytning af masserne ligger hende fjernt. Alligevel kan man gribe hende i altruisme. For hvad skal man ellers kalde det når hun efter bruddet med Per ofrer sin formue på at oprette en skole for mindrebemidlede børn. Formålet er at udvikle børnenes individuelle viljestyrke og således ruste dem til tilværelseskampen, ikke at tilskynde til solidaritet og lighedskrav. Men for sit eget vedkommende viser hun næppe "vilje til magt" som Nietzsche ville det. Hvad enten man nu kan følge hendes tankegang eller ej, må man konstatere at også hun, ligesom Per, har fundet lykken, på sin egen ejendommelige måde.

Udblik til andre digterværker

Traditionelt slutter udviklingsromaner, fx Meïr Goldschmidts, med at individuation og socialisering går op i en højere enhed, dvs. den enkelte finder sig selv i relation til det almene. Således betragtet er Pers liv selvfølgelig en fiasko. Men Lykke-Per peger frem mod en moderne type livshistorier hvor gennemførelsen af individets eget program er hele sagen, forklarer BK. Med sammenligninger fra dansk og tysk romanlitteratur vil han gerne vise hvor progressiv Pontoppidan er i sin livstydning.

Denne interessante opgave kunne sagtens bære en selvstændig fremstilling af samme størrelse som "At blive sig selv …", og BK har mange forudsætninger for at skrive den. Som parentetisk stof er dette sammenligningsprojekt imidlertid for stor en mundfuld. Det bliver for tilfældigt hvad der kommer med, med hvilken vægtning, i hvilken rækkefølge og inden for hvilke litteraturhistoriske grænser. I en ret udførlig fortolkning af "Helten" i Harald Kiddes hovedværk (fra 1912, altså efter Lykke-Per) viser BK at hovedpersonen er mindre radikal i sin individualisme end Per fordi han først finder sig selv gennem Gud. Et helt andet sted i bogen, og i en fodnote, omtales Ernesto Dalgas’ Dommedags Bog (udgivet 1903) som den danske roman hvis livstydning minder mest om Lykke-Per. Et helt kapitel vies til Max Frischs roman Jeg er ikke Stiller (fra 1954), tydeligvis en af BK’s yndlingsbøger, mens andre eksistensfilosofiske digtere fra samme tid end ikke nævnes, Sartre fx. Med ham er vi også uden for BK’s primære jagtrevir.

Budskabet i Lykke-Per – og nogle spørgsmål

Forudsætningen for Per og Jacobes lykkehistorier er at de til sidst lader deres indre stemme råde, uanset familiebånd og andre relationer, og uanset hvad "man" mener. De har hver for sig fundet deres "naturlige voksested", og dét er lykken. Til dem der ønsker et samlet budskab med romanen, har BK følgende anvisning: "Kend dig selv, bliv dig selv, og vær dig selv – men hvorledes man når så langt, forlyder der intet om, bortset fra, at man skal give sig selv i vold". Denne fortolkning er som sagt en milepæl i Pontoppidan-forskningen. Andre har strejfet den, Klaus P. Mortensen er nået til et lignende resultat ud fra en helt anden tilgang (dybdepsykologien), men de fleste har læst som en tragedie hvad der i virkeligheden er historien om nyt liv.

BK’s læsning åbner for nye spørgsmål til romanen. Det vigtigste er måske hvorfor Pontoppidan ikke har gjort mere ud af at beskrive indholdet af den lykketilstand Per ender i. Hvorfor holder vi op med at følge Per, netop som den tilstræbte "hvilen i sig selv" indfinder sig? Fortælleren lader Per leve sine sidste år og afgå ved døden uden at vi får hverken hans eller fortællerens ord for hvad der i lykketilstanden præger hans daglige liv. Det forlyder at Per i sin udkanttilværelse havde "mange venner", selv om at hans totale uafhængighed er blevet fremhævet som en betingelse for selvantagelsen. Men hvad er det for nogle venskaber som er blottet for gensidig afhængighed? Hvis de er andet end overfladiske bekendtskaber, havde man gerne set dem nærmere beskrevet. På baggrund af den meget udførlige redegørelse for Pers uegentlige liv er det påfaldende at hverken Per eller fortælleren har noget substantielt at fortælle om livet efter "genfødslen". Vi får ikke en gang at vide af hvilken art Pers lykketilstand er. Asketisk liv er jo mange ting. Drejer det sig om punktoplevelser, fx af den type som får zenbuddhisterne til bagefter at mene at alt andet i ens liv bliver betydningsløst? Eller om en permanent tilstand af livsfylde, fx af den type som mange munke har oplevet i kraft af et intenst trosliv. Hvad er Pers livsfylde i givet fald kendetegnet ved når han ikke kender andre instanser end sit eget selv og en ikke nærmere bestemt "tro på naturen"? At der er noget galt, fremgår måske også af billedbrugen. For hvad skal det nu betyde at lykken består i at finde "det rette voksested"? Skal man tænke på mennesket som en plante, hvori består så ligheden? Planter der trives, kendes vel på at de udfolder og formerer sig i et eller andet frugtbart vekselforhold til omgivelserne. Hvis Per i den forstand trives, er det ikke lige til at se det. Hvad kan overbevise læserne om at hans liv ikke bare er goldt eller vissent? Apropos vækstbetingelser kan man i øvrigt spørge, hvad der er i vejen med den danske bondestand som fortælleren jævnligt satiriserer over, næsten lige så indædt som over præstestanden. Bønder har vel frem for nogen fundet deres "rette voksested". Hvad er det egentlig der diskvalificerer deres cykliske leveform og tætte forhold til alt hvad der gror og trives? Er de ikke tværtimod de nærmeste til at repræsentere den "tro på naturen" som Per påstår han har fundet. Er der en forskel, får vi ikke at vide hvad den går ud på. Og når bønder "hviler i sig selv", en anden af Pers lykkeklicheer, latterliggøres de for deres åndelige sløvhed. Men hvad er det lige der modsætningsvis udmærker vejassistentens "hvilen i sig selv"?

I den sidste ende er det måske et romankunstnerisk problem BK’s fortolkning synliggør: De læsere der har fulgt Per i tykt og tyndt over 7-800 sider, forstår næppe hvorfor de skal holdes udenfor netop som den afgørende vending i hovedpersonens liv indtræder. At de igen lukkes indenfor til boopgørelsen og får lov at kigge med i Pers skriftlige efterladenskaber, øger nærmest læsernes frustration, for optegnelserne er alt andet end entydige og ses i hvert fald ikke praktiseret i det daglige liv. Hvis denne forfatterdisposition er en kunstnerisk finesse, hvad går den så ud på? Og hvis et svar ikke kan findes, må man så konkludere at romanens lykkelige slutning står tilbage som et postulat?

Børge Kristiansen tager ingen af disse kritiske spørgsmål op, heller ikke når han strejfvis støder på dem i sekundærlitteraturen. Det er måske også for meget forlangt efter alt hvad han i øvrigt har givet. En ting er sikkert: Efter hans bog bliver Lykke-Per aldrig mere den samme.

(15.5.2008)