Pontoppidan i skolen
Omkring Johan Rosdahl: "Undervejs til Pontoppidan", Dansklærerforeningen 2002.
Hvem har læst Pontoppidan
Hvad har de nulevende danskere typisk til fælles, som har læst mindst én af Pontoppidans fortællinger, store eller små? Mit bud er, at de typisk har bestået enten studentereksamen eller hf. I disse gymnasiale uddannelser er Pontoppidan nemlig så godt som obligatorisk læsning i fællesfaget dansk. Ikke på grund af reglerne, for det er tilladt at springe ham over, men i kraft af traditionen, dvs lærernes sædvanemæssige prioritering, vistnok uanset køn og alder. Samtaler med mange årgange af nye gymnasieelever tyder på, at en tilsvarende enighed ikke (længere) hersker i folkeskolen. Men i gymnasiet og hf har forfatterskabet været en stabil del af pensum i det meste af et århundrede. Så hvis jeg ikke tager meget fejl, går der i hvert fald 750.000 danskere rundt blandt os, som har læst mindst én af Pontoppidans fortællinger, for så mange studenter og hf’ere er der nemlig. Tallet giver sikkert Pontoppidan Selskabet noget at tænke over, men sandelig også antologiredaktøren. Han véd, at dansklærerne stort set vælger inden for de foreliggende skoleudgivelser, også når de selv kopierer tekster. Han har derfor stor indflydelse på, hvad Pontoppidan siger danskerne.
Hvad har man læst af Pontoppidan
Fagets folk har nu haft 60 år til at tænke over, hvordan unge, boglige danskere bør lære Pontoppidans samlede forfatterskab at kende. Hvad er der kommet ud af det? En status over resultaterne må være en passende baggrund for en omtale af Dansklærerforeningens nye Pontoppidan-udvalg, så meget mere som det utvivlsomt er den bevægelse, redaktøren har gjort. Johan Rosdahl, tidligere dansklærerforeningsformand og erfaren gymnasielærer, ved så godt som nogen, hvordan kollegerne plejer at præsentere Pontoppidan i gymnasiet, også hvordan de evt. hellere ville have gjort det.
Vi kan i dag gå let hen over det kendskab til Pontoppidan, der stammer fra oversigtværker. Litteraturhistoriske grundbøger udleveres ganske vist stadig til eleverne, men det er længe siden, eleverne til studentereksamen kom op i en pensumtekst og derefter blev hørt i digterens biografi og titlerne på de hovedværker, der ikke var gennemgået i klassen. I dag tester man ikke elevernes viden om Pontoppidan, men deres færdighed i tekstforståelse, og perspektiveringen rækker ikke ud over de tekster, eleverne selv har læst fra forfatterskabet og perioden.
Det interessante er, hvad dansklærerne gennem tiderne har valgt at lade eleverne læse på første hånd. Det kan man blive klog på ved at gå på opdagelse i et midaldrende gymnasiums samling af danskbøger.
Pontoppidan i den gamle bogkælder
Hvad bogkælderen rummer, er ikke skolens bibliotek, men de læremidler, en dansk skole skal stille til elevernes rådighed uden beregning. Da vi i Danmark principielt har frit lærebogsvalg, er det fagrupperne, der har har taget initiativ til indkøbene. Afdelingen for dansk er med sine ca. 20.000 bind en af de største samlinger, fordi den skal betjene et fag, som står på skemaet i alle klasser og på alle klassetrin. Den omfatter antologier af mange slags og større værker af enkelte forfattere. For de fleste bøger gælder det, at lærere har haft en finger med i spillet ved udgivelsen, ofte tilskyndet af eller i samarbejde med den faglige forening. Det er i denne kollektion Johan Rosdahl drømmer om at få sin nye Pontoppidan-bog optaget. Om det lykkes, afhænger i nogen grad af, hvordan forfatterskabet i forvejen er dækket ind i bogkælderen. Vi går altså på jagt efter de bøger, som indeholder en eller flere Pontoppidan-tekster. Af hele værker finder vi forståeligt nok ingen store romaner, men dog tre små: Godt brugt er Svend Norrilds udgave af Isbjørnen, der engang var en folkeskoleklassiker, som kom i mange oplag. Mindre ramponeret er Frederik Nielsens udgave af Borgmester Hoeck og Hustru, 1964. Ingen af de to skoleudgivelser kan dog hamle op med tranebogsudgaven af Nattevagt, 1972, som findes i mange klassesæt. I det eksemplar, jeg tager frem, har ikke mindre end ni elever sat deres navn på omslagets inderside mellem 1973 og 97.
De ældste antologisystemer
Det mest varierede udvalg af Pontoppidan står i den ældste opbevarede danskantologi, den legendariske, vinrøde udgave af Falkenstjerne og Borup Jensens Håndbog i dansk Litteratur I-III, i midten af det 20. århundrede et af gymnasiets obligatoriske dannelsesinstrumenter. At der engang ikke var nogen vej uden om "Falkenstjerne", fremgår af de stabler af værket, der nu tårner sig op i en afkrog af bogkælderen. Men børster man støvet af 15. (sic!) udgaves bind III (1966) finder man altså det tidligste alternativ til Johan Rosdahls præsentation af hele forfatterskabet til skolebrug.
Falkenstjerne bringer først et selvbiografisk uddrag (omtalen af præstesønnens demonstrative polyteknikerkald i Drengeaar). Så følger favoritteksten "Ørneflugt" (som årgang efter årgang i margen har sammenlignet med "Den grimme Ælling"), dernæst ""Ilum Galgebakke" (med langt færre blyantsnoter; den politisk-satiriske fortællings tid var endnu ikke oprundet). Bortset fra digtet "Sønderjylland" er resten af Pontoppidan-udvalget klip fra de tre hovedværker. Men hvordan kondenserer man 1800 romansider til 25?
Mest solidarisk med genren er klippene fra Det forjættede Land, hvor Emanuel Hansted beskrives i tre faser af sin udvikling: Fra den unge kapellan (hvis vaklende kaldsfølelse så at sige får et pift ved lyden af en stær), gennem den prøvede sjælesørger og familiefader (der ved synet af markernes frugtbarhed fornyr troen på det forjættede land), frem til omverdenens nøgterne dom over den sammenbrudte ildsjæl. Falkenstjernes omfattende (og forhadte) noter giver referater af de mellemliggende handlingsforløb. Alligevel skal der en del pædagogisk knofedt (og tålmodige elever) til for at komme igennem den lektie i klasseværelset. Uddraget af Lykke-Per er ikke nemmere at arbejde med. Romanen præsenteres alene gennem slutkapitlets citater fra hovedpersonens filosofiske aforismer, bl.a. om personlighedens inkonstans og en Nietzsche-inspireret bekendelse til den urmenneskelige udfoldelsesdrift. Det er faktisk kun gennem noterne læserne forstår, at uddraget stammer fra et større episk værk. Prøven fra De Dødes Rige har novellistiske træk: Skildringen af Torben og Jyttes gensyn på et udenlandsk kurbad bliver det afgørende moment i to livsløb, da begge elskende tøver med at indgå den alliance, andre synes er en selvfølge. Det er altså kærlighedens veje og afveje kapitlet fokuserer på. Til gengæld ligger alle andre sider af romanen, fx de politiske og teologiske danmarksbilleder, hen i mørke, også i noterne. Tilsammen fører romanuddragene læseren vidt omkring i forfatterskabet – hele forfatterskabet. Spørgsmålet er dog, om specielt romancollagerne virker efter hensigten på 16-19 årige elever. Det giver Johan Rosdahl et indirekte, men tydeligt skeptisk svar på i den nye antologi.
Med det rekordstore sidetal (34) giver Falkenstjerne eleverne det indtryk, at Pontoppidan var vor nationallitteraturs vigtigste digter efter 1870! På andenpladsen kommer Johannes V. Jensen. Den rangfølge er vendt om, da Falkenstjerne, mange faglige omvæltninger senere, kom i en ny udgave i 1990, nu med en ny generation af redaktører: Mogens Bjerring-Hansen, Anders Bollerup, Laurits Gregersen og Peter Boile Nielsen. Af de mindre tekster overtages kun "Ørneflugt" og af de store romaner kun Lykke-Per, men med fyldigere uddrag, der bedre tilgodeser præget af københavnerroman og den store fortælling om hovedpersonens udvikling (fra 1. del kapitlerne 1,2,7,9 og 13, fra 2. del slutkapitlet).
Et lignende forsøg på at kompilere Lykke-Per på en måde, der ikke ligefrem tvinger læreren til enetaler, var allerede blevet gjort i Chr. Brodersen og Sven Møller Kristensens Litteraturudvalg, I-II (1962), det første af en lang række tilbud om et alternativ til Falkenstjerne. Ingen af de nye antologier sigter som Falkenstjerne på at introducere forfatterskabet i dets helhed. Men hvad der tabes i alsidighed, vindes i internationalt udsyn, vægt på elevernes egen tid, nye læsemåder og pædagogiske muligheder.
Ved indførelsen af højere forberedelseseksamen og det dertil indrettede toårige kursus sammensatte Jens Henneberg og Thomas Jørgensen et Dansk litteraturudvalg for HF, I-II, 1968. Kravet om prioritering af moderne litteratur gjorde pladsen knap, men valget af Pontoppidan-tekst var en nyhed i bogkælderen og blev et pædagogisk hit over for de ublaserede kursister: "Ane-Mette" udfordrede kursisternes retfærdighedssans og fik nogle af dem til at fælde tårer – i klasseværelset!
Modet til at gå helt andre veje end Falkenstjerne havde fx Jens Pedersen og Ole Rasmussen, hvis Temaer i dansk litteratur, I-V (1971-75), lægger emnetværsnit gennem perioderne. Et uddrag fra slutningen af Mands Himmerig (som ellers ikke findes i bogkælderen), er ene om at repræsentere Pontoppidan. Det foreslås inddraget under temaerne "Digtningen og samfundet" og "Krigen". En sjællandsk bondekarl kommer som en fremmed fugl til det københavnske miljø i dagene omkring 1. verdenskrigs udbrud. Han skal mindes for sin sunde, folkelige forsvarsvilje, mener den politisk nedstemte hovedperson i sit mundtlige testamente. På denne detalje nær hører eleverne intet om Pontoppidans interesse for landproletariatet, men så meget mere om andre politiske aspekter af forfatterskabet, som man ellers må lede forgæves efter i den gamle bogkælder. Den kække satsning blev ikke belønnet af lærerne. Antologien fik en forholdsvis bekeden udbredelse. Måske fordi den indeholder for mange nyheder?
Noget tilsvarende gælder Conrad og Rømhilds Poesi og Prosa, I-III (1966), hvori det fagligt-pædagogiske grundsyn er komparativt. Sammenligninger på alle fremstillingens niveauer og på tværs af landegrænser og periodeskel lanceres her som litteraturundervisningens bærende aktivitet. Til selektionprincipperne hører vekslen mellem brede og smalle forfatterpræsentationer. Og Pontoppidan-udvalget hører til de ultrakorte. Kun to små fortællinger medtages, men hvilke to! Spændvidden i forfatterskabet bliver hovedsagen, når den socialt indignerede "Idyl" (Fra Hytterne) bringes side om side med den misantropiske krønike "De vises Sten" (unik i bogkælderen). Den koncentrerede sammenstilling af vidt forskellige menneskesyn og mere eller mindre ironiske fortællemåder var en foræring til den dansklærer, som gerne ville se eleverne reagere på det læste, og som samtidig ville gøre op med entydigheden i Pontoppidan-receptionen.
Medmindre læreren lige havde fået at vide på universitetet, at skønlitteraturen skulle bruges til indøvelse i ideologikritik. I så fald fravalgte man såvel Falkenstjerne som de nye æstetisk-pædagogiske tekstsamlinger og anskaffede Samlerens Antologi, I-XI (1973-84). Skiftende grupper af universitetslærere og studerende står for de enkelte bind i alle tiders største dansklæsebogssystem, angiveligt bistået af konsulenter fra skolens verden. Hvert bind omfatter en periode og stoffet ordnes i sociologiske, ikke litteraturhistoriske, temaer. De enkelte forfattere kommer ind, hvis og hvor de kan repræsentere brudflader, som svarer til udgivernes marxistiske virkelighedsopfattelse. Pontoppidan bruges to gange. I bind VII (ved Jette Lundbo Levy, Ole Meyer og Søren Vinterberg) skal "Bondeidyl" illustrere "Politik og klassekamp". I bind VIII (ved Henrik Juul Hansen, Maja Kværndrup, Finn Hauberg Mortensen, Inger Lise Nordsborg og Marie-Louise Svane) er "Ilum Galgebakke" et eksempel på "Ideologisk debat".
At dømme efter den beskedne tekstrepræsentation i Samlerens Antologi var Pontoppidan ikke nogen betydningsfuld forfatter, endsige en hovedskikkelse i perioden. I de to bind, der dækker hans tid, fylder Pontoppidans tekster kun 22 af 490 sider, og i de 60-70 siders historiske indledninger, der dækker tiden 1865-1918, står der mindre end 30 linier om forfatterskabet. Eleverne skal lære, at Pontoppidans skildringer fra bondelandet godt nok bygger på en "samfundskritisk tendens", som er ny og rosværdig, men at han hertil føjer en "deterministisk-pessimistisk [tendens], der fremstiller forholdene som uforanderlige". Hvad udgiverne øjensynlig savner, er en revolutionær tilskyndelse eller i det mindste en progressiv forhåbning.
Hermed er den synsvinkel introduceret, som med få undtagelser blev den røde tråd i udgivelser af ældre litteratur fra det 20. århundredes sidste fjerdedel, også Dansklærerforeningens. Analyse af klassetilhørsforhold og marxistisk ideologikritik har direkte eller indirekte præget 25-30 studenterårganges oplevelse af Pontoppidan.
Den første Pontoppidan-antologi
Bevægelsen fik sin teoretiske ankermand i Jørgen Holmgaard, som blev forfatter til den første Pontoppidan-antologi til skolebrug: Henrik Pontoppidan. Forfatterskabets baggrund og udvikling belyst gennem 9 fortællinger (1977). Beholdningen i den gamle bogkælder viser, at den har været brugt af mange klasser på samme tid. Omkring 1980 var det simpelthen bogen, som dansklæreren kunne lægge foran sig på frokostbordet, når det gjaldt at signalere politisk korrekthed i faggruppen. At dømme efter støvlaget er det dog adskillige skoleår siden, værket har været brugt, så måske har foreningen set rigtigt, når den nu fremkalder en afløser.
Holmgårds tekstudvalg bringer en blanding af gammelt og nyt til bogkælderen. ”Naadsensbrød", "Ilum Galgebakke" og ”Ørneflugt" findes også andre steder i dansksamlingen. Men resten er nyheder. "To gange mødt" (fra Skyer) præsenterer en slags marxistisk Holger Danske, der venter på revolutionens time i de norske fjelde, men skuffes ved hjemkomsten til et fædreland, der finder sig i alt. "Tro til døden" og "I Kongens Kjole", også fra Skyer, supplerer "Ilum Galgebakke"s skildring af provisorietiden. Med "Naar Vildgæssene flyver forbi" kommer intimsfæren og bylivet ind i udvalget. Lidenskabernes ret i forholdet til ægteskabsløftet er temaet i den såkaldte krønike. "Rejsen gennem Livet" er en sammentrængt skildring af en provinskøbmands livslange ydre succes og indre fortvivlelse. Denne julerosefortælling fra 1928 er ene om at repræsentere Pontoppidans produktion efter år 1900, lidt overraskende i en bog, der vil tegne udviklingen i forfatterskabet. Som Holmgaard ser det, har forfatterskabet allerede ved århundredeskiftet bevæget sig "fra den socialkritiske orientering over personlighedsdyrkelsen frem til dødsglæden", hvor de to sidste stadier ses som "psykologiske" afveje, typiske for det mellemlag i samfundet, Pontoppidan tilhørte. For at forstå forfatterskabet, lærer eleverne, er der derfor ingen grund til at læse de tre store romaner, Pontoppidan selv så som sine hovedværker. Det siger noget om hovedstrømmen i 1970’ernes litteraturundervisning, at det er selveste formanden for Dansklærerforeningen, Ib Fischer Hansen, der har været konsulent på udgivelsen.
Periodeantologier
Holmgaard kom til at stå som paradigmet for den nye socialhistoriske læsemåde, men hans antologi betegnede snarere kulminationen på end startskuddet til bevægelsen. Allerede i de første år af 70’erne havde Holmgaard og Torben Krogh Bredahl skrevet og talt om Pontoppidan, bl.a. i kritiske analyser af ”Ørneflugt" og Nattevagt, og Dansklærerforeningens kurser havde forstærket deres virkning på lærerne – også mange af dem, der var for gamle til at kende den nye trend fra universitetet.
En foregangsmand for denne gruppe blev Jørgen Sørensen, især med to tekstsamlinger, som hører til den gamle bogkælders mest genbrugte. Den første var Fronter. 1870-90 (1974), beregnet som et tilbud til de lærere, der ønskede en grundbog til den obligatoriske "periodelæsning". Ja, det er sandsynligt, at når så overvældende mange dansklærere dengang valgte tiden efter 1870 som periode, er det i høj grad, fordi man i Fronter fik et sammenhængende og pædagogisk håndterligt materiale serveret, der tilmed lagde op til læsning efter de moderne materialhistoriske principper. At samtidens produktionsforhold og klasseskel er det nye bagtæppe for litterær forståelse fremgår både af litteraturlisten og forordet, hvor dansklæreren opfordres til overlapning med faget histoire – med eller uden historielærerens hjælp. Pontoppidan er repræsenteret med "Hans og Trine" (Fra Hytterne), der hermed debutterer i bogkælderen.
Jørgen Sørensens anden specialantologi, Her kommer fra Dybet (1975) sigter på temalæsning om landproletariatets forhold i 1880-1915. Dispositionen af stoffet er i hvert fald ikke litterær ("Tyende" – "Daglejere og husmænd" - "Fiskere"), ja, hvis oprydderen i bogkælderen kom til at sætte hæftet på plads i historiesamlingen, er det ikke sikkert, nogen ville opdage det. Kilderne er skønlitteratur og avisstof. Til det sidste hører de to indslag af Pontoppidan: "Under Aaget" (om et bondeoprør) og ”Bønder" (om usædelighed på landet).
Der er andre specialantologier med Pontoppidan-stof i kælderen. Fra Gyldendals periodeserie (redigeret af Mette Winge og Uffe Andreasen) finder man Frigørelsen fra fortiden – tekster 1870-1890, 1977, sammensat af Klaus P. Mortensen og Keld Zeruneith. De to Pontoppidan-tekster, ”Naadsensbrød" og "Ilum Galgebakke", er ikke i opposition til det aktuelle litteratursyn og i øvrigt gamle kendinge i bogkælderen, men som helhed var antologien langt mere kompleks i sit litteratursyn end fx Fronter– og blev langt mindre slidt.
Bag Gjellerups p.t. serien (redigeret af Flemming Conrad og Poul Paludan) lå bl.a. antagelser om, at lærerne til periode- og temalæsning efterspurgte afgrænsede tekstsamlinger med forslag til pædagogisk tilrettelæggelse, som var afprøvet i klassen, og med indledninger, der var forståelige for det gryende massegymnasiums elever – alt sammen i modsætning til Samlerens Antologi. Det viste sig at være forkert. Bedst gik det Ib Høgsbros Naturalisme, 1975, hvormed Pontoppidans ”Grundskud" (den med de fattiges gris, hvis overlevelse er vigtigere end deres barns) kom ind i kælderen. "Fronter" kunne hæftet dog ikke konkurrere med. Nedslidthed præger heller ikke Anders Bollerups 1890’erne, 1975, selv om hans bog kom først med Pontoppidans "Digterliv", krøniken om digteren, der aldrig kan komme i fase med forlagets skiftende præferencer.
Store antologier, anden bølge
80’ernes antologier lægger sig delvis i slipstrømmen på den storsælgende Samlerens Antologi og forsøger samtidig at etablere et pædagogisk alternativ. Systimes periodeserie er en mellemting mellem et gammeldags antologisystem og en række selvstændige periodeudgivelser. I Keld Jessen, John Mogensen og Knud Ryg Olsens Romantik og realisme, 1984, lover titlen en organisation ud fra en kunsthistorisk modsætning; til gengæld hælder de historiske indledninger og tekstgrupperingen til Holmgaards og Jørgen Sørensens side. I rubrikken "Arbejde" bliver der plads til "Knokkelmanden", historien om den arbejdsomme bondefamilie, der rammes af døden, netop som sidste afdrag på gården er betalt. Det var en af de få fortællinger Fra Hytterne, som manglede i bogkælderen.
Dansklærerforeningen forsøgte et lignende kompromis. Peter Kaspersen, Jens Skovholms og Ivan Z. Sørensens Spurvesol, I-II, 1989, signalerer med titlen, at man tilbyder en grundbog, som er udpræget danskfaglig, og som er til at have i tasken. Også på andre måder griber man tilbage til tiden før Samlerens Antologi, bl.a. ved at skifte de sociologiske rubrikker ud med litteraturhistoriske. Samtidig kappes man med den misundte forgænger om at finde tekster, der belyser skiftende tiders socio-økonomiske konfliktstof. Måske klogt nok, når man tænker på, hvilke vaner man er oppe imod. Pontoppidan er et af eksemplerne. Bind II, , genoptager den socialkritiske "Naadsensbrød" og bringer en nyhed, det politisk-satiriske avisdigt fra 1886, som viser, at der stadig er forskel på "Kong Salomon og Jørgen Hattemager": en statsminister belønnes for den samme handling, som borgerne straffes for.
"I det største og dristigste af de nye antologisystemer, Litteratur, 1-6, 1983-84 (senere udvidet), genvinder Pontoppidan en del af det tabte terræn. Bind 3, redigeret af Jens Thodberg Bertelsen, Ib Høgsbro og Peter Rugholm, bringer satiriske avistekster såvel i prosa ("Under Aaget") som på vers. Både det ironiske grundlovsdigt "Rotter" (1885) og det præstekritiske digt "Jul" er nye på hylderne. Af episke tekster bringes "Muldskud", "Ørneflugt" og to uddrag af "Lykke-Per" (med fokus på arven fra præstegården).
Hvad bogkælderen ikke gemte
Ikke alle de sidste 30-40 års Pontoppidan-udvalg findes i kælderen, og nogle af manglerne skal nævnes. Hvis skolen havde været lidt ældre, ville dansksamlingen også have rummet Johs. P. Olsens skoleudgave af Fra Hytterne, der kom så tidligt som i 1953 og derefter i talrige oplag. Denne bog ville så have været først med mange af de bondefortællinger der indgår i kælderens antologier, minus "Idyl" (hvis usædelighedstema nok har været for stærk kost i 50’erne) og plus almanakhistorien "Landsbyens Dronning". Det er altså ikke ideologikritikerne, der har trukket Pontoppidans landsbybilleder frem i skolestuernes lys. Der er mindst to andre grunde til, at de har hørt til det faste repertoire. Den ene er omfanget. De er overkommelige både som lektie og til gennemgang i en enkelt lektion. Den anden er retfærdighedstemaet, som til alle tider kan motivere enhver teenager.
Ud fra disse kombinerede kriterier forstår man også, hvorfor danskgruppen ikke har anskaffet Gyldendals Paperback-udgave af Ørneflugt og andre krøniker, 1979. Nogle af disse korte og derfor lektionsvenlige fortællinger er for længst antologiseret. Men hvad med de øvrige? De er sikkert for underfundige (”Morgendug") eller for ubehagelige i deres almindelige udlevering af menneskesindet og massernes adfærd ("Menneskenes Børn", "Den stærke Skrædder", "En lille By", "Den kloge Mand").
Den nye Pontoppidan-antologi
Alt det foregående kan man regne med, at Johan Rosdahl har haft i baghovedet, mens han valgte tekster til den nye antologi. Han véd, at både lærere og elever hader beklippede tekster, og han lader os stort set få vores vilje. Eneste væsentlige undtagelse er også en antologisk nyhed: en central scene fra skuespillet Asgårdsrejen (ja, som resten af teksterne med moderne retskrivning, hvorfor oplyses ikke. Gevinsten ved dette principbrud er betydelig. Med opgøret mellem den gamle 70’er-radikale og en repræsentant for den unge 90’er-opposition, får Rosdahl mindet os om, at forfatterskabet rummer andre politiske synspunkter, end at det var synd for de fattige på landet. Hvordan skulle man mere effektivt og kortere illustrere denne i skolesammenhæng oversete kendsgerning? Digtet "Til Georg Brandes’ 70 års fødselsdag" tænkes sikkert inddraget til perspektivering. Det andet brud med helhedsprincippet er kun halvt, men noget mere problematisk: Prins Karnevals sang fra "Den kongelige Gæst", "Ja, livet går sin skæve gang". Man aner, at udgiveren er blevet tvunget til at vælge mellem de små romaner, som Torben Brostrøm træffende kalder Pontoppidans "Scener fra et ægteskab". Der er blevet plads til gyseren Borgmester Hoeck og Hustru, hvori den strenge ægtemand tier sin vitale kone ihjel. Derefter har det været nødvendigt at udskyde Den kongelige Gæst, den fantastiske fortælling om, hvordan en fremmed søger natlogi hos et midaldrende, provinsielt ægtepar og bringer dionysisk liv og evig uro ind i et stivnet parforhold. Men man har svært ved at tro på, at sangteksten alene kan bære denne interessante tematik ind i klasseværelset. Og en tv-version af Børresens opera, som der henvises til, er næppe gnisten, moderne elever bedst tænder på. Krøniken "Muldskud" var måske en bedre genvej. Heri er det jo en hængt betler i baghaven, der bliver slangen i et lignende ægteskabeligt paradis. Men den historie er ikke med i udvalget. Af krønikerne medtages til gengæld "Havfruens sang". Denne lille historie om en overnaturlig oplevelse, der finder sin naturlige forklaring, er mærkelig nok ikke tidligere antologiseret. Desuden "Digterliv", som er velkendt i miljøet, selv om den kun sjældent er optrykt. Og så bemærker man, at den hårdt prøvede "Ørneflugt" er udeladt! Jamen, lad så forsøgsvis den fugl flyve. Den kommer jo nok hjem en dag.
Når udgiveren, som også har været inddraget i forlagsarbejde, blander kendt og ukendt, er det ikke mindst, fordi han véd, at for mange uprøvede tekster kan virke skræmmende. Det var også en del af læren fra turen gennem den gamle bogkælder. Og i branchen taler man sågar om 80:20-reglen, angiveligt det procentvise forhold mellem gammelt og nyt, der sælger bedst. Så vidt går Rosdahl ikke, men han sikrer brugertrygheden gennem de velkendte landsbynoveller "Bonde-idyl", "Naadsensbrød" og "Knokkelmanden" samt det perspektiverende avisindlæg "Bønder". Så kan en glemt bondefortælling som "Landsbyens dronning" listes ind, heldigvis, for historien er lige så glimrende som den er gammelkendt (Dansklærerforeningen udgav den som nævnt i 1953). Landskabet er Chr. Winthers, oplyser fortælleren selv; men når en handicappet kællings tyranni gradvis afsløres for en lidt naiv forbipasserende, er det Blichers fortælleteknik, man kommer til at tænke på.
Morsomme nyheder i skolesammenhæng er "Den gamle Adam", et parodisk tillæg til den bibelske paradismyte, der ironiserer over mandens polygame væsen, og en "Enetale", der udleverer dobbeltmoralen hos nogle af de samfundsstøtter, der bryster sig af at have "en livsanskuelse". Hvornår mon alle disse avisfortællinger bliver tilgængelige i en samlet udgave af Pontoppidans journalistik? spørger man i forbifarten.
"Rotter" er kommet sent ind i bogkælderen, konstaterede vi ovenfor. Jeg holder med de mange antologiredaktører, der har tøvet med at bringe digtet frem. Det handler på en eller anden uvenlig måde om provisorietiden, men hvad eller hvem er det mere præcist, rotterne henviser til? Godsejerne måske? Men hvordan dokumenterer man det, og især: på hvilket grundlag skal eleverne overveje spørgsmålet? Der skal i hvert fald mange flere historiske noter og indledninger til, end denne antologi giver.
Det er ikke mindst et kursus i kritisk ironi, bogen tilbyder, og eleverne må derfor blive helt stille, når de på sidste side møder genforeningsdigtet "Sønderjylland", som skal læses helt bogstaveligt og slet og ret tages alvorligt. Er Pontoppidan også sådan? Det er fint nok, at det nyeste Pontoppidan-udvalg slutter ligesom det første, vi fandt i den gamle bogkælder, nemlig Falkenstjernes. Der er en mængde pædagogiske landvindinger til forskel på de to præsentationer af forfatterskabet, og det nye materiale gør det væsentligt lettere for læreren at træde tilbage og lade eleverne få et ligefremt forhold til digteren. Men der er også en lighed mellem den ældste og den yngste udgiver, som turen gennem bogkælderen gør det lettere at få øje på. Ingen af dem giver sig fx af med at belære den forfatter, hvis tekster, de lægger frem, og ingen af dem gør ham til instrument for egne projekter. Pontoppidan har igen fået ordet. Også når det gælder formuleringen af hensigten med forfatterskabet. Det sker i "Selvbiografi til Nobelstiftelsen", hvoraf man lærer, at Pontoppidan ville "give et sammenhængende billede af nutidens Danmark gennem skildringer af menneskesind og menneskeskæbner, hvori tidens sociale, religiøse og politiske brydninger afspejler sig".
Man kan ikke forlange af nogen skoleantologi, at den skal give et dækkende indtryk af et så ambitiøst projekt. Men man kan forlange, at udgiveren i princippet holder sig åben for rækkevidden i forfatterens intentioner og i hvert fald afholder sig fra at reducere projektet. I den henseende har Dansklærerforeningen denne gang haft en heldig hånd ved valget af redaktør.
Den, der selv føler sig "Undervejs til Pontoppidan", er eleverne sikkert godt tjent med at følges med. Johan Rosdahls antologi skal derfor være hjertelig velkommen i den gamle bogkælder.
