Henrik Pontoppidan

Georg Brandes og Henrik Pontoppidan

Pontoppidans syn på Brandes er klart nok. Han har begrebet hans centrale rolle i det moderne Danmarks tilblivelse og givet en rammende og overbevisende beskrivelse af den ved at indføre Brandes alias Dr. Nathan som en central figur i Lykke-Per. Pontoppidans personlige forhold til mennesket Georg Brandes står 497 mindre klart. De to mænd sendte hinanden deres bøger, brevvekslede jævnligt, om end ikke hyppigt, nu og da med op til et års pause, og de mødtes også i ny og næ, især på Brandes' initiativ, ligesom det overhovedet synes at være ham, der har været den aktive i forholdet.

I Pontoppidans breve er der megen ærbødig veneration, og det kan sagtens være rigtigt, når han skriver, at han holder sig tilbage af frygt for at røve Brandes' knappe tid. På den anden side er der i Pontoppidans erindringer, Arv og Gæld, et meget ubehageligt portræt af Brandes fra et tilfældigt samvær på båden til Arhus, i 1884. Her skildres han som forfængelig og selvoptaget krukke, sladderagtig og tilfreds med at blive begloet af idioter, og han omtales som "et flygtigt bekendtskab", hvilket må siges at være en afstandtagen helt i stil med de mange, som fandt sted endnu i Brandes' levetid, og som gjorde ham så mistroisk. – Når på den anden side Brandes selv i 1908 omtaler forholdet som "et mangeårigt, aldrig forstyrret venskabeligt forhold", er det skønmaleri. Pontoppidan har holdt en vis afstand af frygt for at indrulleres, og Brandes har på sin side heller ikke været tryg ved den dobbeltbundede mand med de uforudsigelige forbehold, selv om han har glædet sig over ham som en klarhovedet og skarp kritiker af det samme lunkne land, som gik ham selv sådan på. Hans breve til Pontoppidan virker både fortrolige og åbenhjertige. Især efterhånden som han i rejseårene efter århundredeskiftet føler sig stadig mere fremmed for Danmark, er Pontoppidan blevet noget af et ankerpunkt for ham: "De er en af de – desværre få – personligheder i Danmark med hvem jeg føler mig i berøring," hedder det i 1910.

Men Pontoppidans portræt af den jødiske Dr. Nathan i Lykke-Per har ærgret ham. Da Pontoppidan i 1902 sender ham romanens sjette bind, takker han og har et par bemærkninger, men nævner ikke den jødiske nøglefigur. Så kan Pontoppidan ikke tie stille: "Det ville jo være skaberi af mig at fragå, at jeg ved skildringen af min bogs dr. Nathan specielt har haft Deres virksomhed i tankerne …"1

Således tvunget må Brandes tage stilling. Han begynder: "De havde jo Deres kunstneriske frihed …" Han tilføjer, at han måtte være smålig, hvis ikke han var tilfreds med så megen velvilje, som dette portræt er udtryk for, men skal dette være ham, har han nogle forbehold. De handler om detaljer i portrættet. Selve det afgørende går han ikke ind på, selve placeringen af jøden midt i det danske kulturlandskab og påstanden om, at han er for artsforskellig til i det lange løb at kunne øve nogen indflydelse. Han vælger at tie om emnet og i stedet interessere sig for en sætning om, at det er med vilje, han trækker sin pande i folder!

Men han har fået nok af disse portrætter! Dr. Nathan er nr. 25 i rækken, givetvis det bedste, mest levende og sansede af dem alle, men alene navnet! Brandes har hørt dette jøderi et par gange for tit, og han kan ikke bruge det til noget. Han krænger det af sig, og det venskabelige forhold fortsætter. Fire år senere får han 498 luft gennem en bemærkning – i en anmeldelse af en bog af Levin – om "at såvel Pontoppidan som Levin her har skrevet under indtrykket af en racemodsætning, som i alt væsentligt er indbildt, og som i ni tilfælde af ti kun kan spores, fordi den formenes at være til".

Noget helt andet er, at Brandes godt ved, at han bør skrive noget om Pontoppidan. I 1908 råder han en smule bod på undladelsen ved at tildele Pontoppidan den pris, Otto Benzon har overdraget ham at uddele. Det er første gang det sker, og modtageren er både overrasket og rørt.

I 1910 fortæller Brandes Pontoppidan i et kort brev, at han vil holde foredrag om ham, og beder ham "skænke mig en samtale om sammenhængen i Deres livsarbejde". Pontoppidan er glad og beæret, "At være emne for et foredrag af Georg Brandes – det er den danske nobelpræmie", men da foredraget holdes i Kasinos koncertsal, har han ikke mod nok til at overvære det, men sidder i stedet hjemme og skriver et brev til Brandes om, at han ikke tør.

Artiklen, der siden placeres som den første i Fugleperspektiv, er en sen, velment, men ikke voldsomt oplagt hyldest til en mangeårig kampfælle. Selv kalder Pontoppidan den en venskabskåbe, hængt over hans skrøbeligheder.

Ingen giver så omfattende begreb om dansk væremåde, følemåde, tænkemåde i den sidste menneskealder som Pontoppidan, begynder Brandes. Han kender det danske folk som få, på landet, i provinsbyerne, i hovedstaden – og ikke mindst kender han præsterne. Han er selv af en gammel præstesiægt, hvad der er baggrund for den revolte mod religionen, han har skrevet sig frem til, stadig mere barsk og besk og afgjort, og en revolte, der strækker sig også til det politiske og sociale. "I har de tyranner, som I fortjener," er Isbjørnens afskedshilsen til menigheden. Dernæst gør Brandes meget ud af "Mandslingen" i Ilum Galgebakke, med hilsen til Kropotkin, og af Pontoppidans to mest entydigt protestbårne tekster, fortællingen Nattevagt og skuespillet Asgaardsrejen, begge vendt mod den lyrik, der ikke skildrer, men besmykker og skjuler. Pontoppidan bliver i Brandes' version dommeren over et livsudygtigt folk af lyriske stemningsmennesker og kristne og fornærede bakketrolde.

Lykke-Per har ikke kun på grund af dr. Nathan voldt Brandes mere besvær end glæde. Breve viser, at han længe ikke har vidst, hvor han havde hovedpersonen. Efter at have læst sjette bind – ud af de ialt otte, værket udkom i – skriver han til forfatteren: "Det er mig umuligt endnu at bedømme, om De har gjort ret i ikke at forme selve hovedpersonen mere sympatetisk." Skabelonen inde i Brandes' hoved har været: enten en helt, som strander på tidens modstand, eller en Adam Homo, som forråder sin sag og avancerer. At der kan være andet end nederlag og selvbedrag i en livsafslutning som vestjysk vejassistent, har han svært ved at se. Hvad han ser, er en mand, der er "det moderne produkt af to virkekræfter: danskhed 499 og barndoms-kristendom". Derimod er han fuld af beundring for Jakobe, hendes skikkelse "rager op over hele Danmarks nyere litteratur".

Pontoppidan har været Brandes' sidste håb om den beredskabslitteratur, han ellers havde opgivet. Han slutter med at sige, at Lykke-Per er "mindesmærket over en danskhed, der har hersket i århundreder – lige så længe som Pontoppidan'ernes litterært-teologiske dynasti – men som Henrik Pontoppidan måske mere energisk end nogen anden har stræbt at skrinlægge for bestandigt, i håb om, at højere livsformer af dansk ånd vil spire og trives i dens sted".

De ord har styrket Pontoppidans ubehag. Her var der en, der ville bruge ham, mobilisere ham i sin krig for de højere livsformer! Men han ventede til efter Brandes' død med at lægge luft til denne artsfremmede ildånd.

 
[1] se brevet 21.6.1902 og efterfølgende breve i korrespondancen mellem Brandes og Pontoppidan. tilbage