Mimoser

Stillingtagen og/eller ironi

Indledning

Det må til en begyndelse understreges at Mimoser, og analysen af den, ikke kan dække fremstillingen af forholdet mellem mand og kvinde hos Pontoppidan. For en nogenlunde dækkende fremstilling heraf må nødvendigvis inddrage langt mere af forfatterskabet, i princippet det hele, og herunder bl.a. de store romaner. Hvad der følger er blot en fremstilling af visse aspekter af forholdet mellem mand og kvinde i den lille roman Mimoser. Og det må understreges at det er en roman der er skrevet i en særlig kontekst, nemlig sædelighedsfejden.

Det skal også nævnes at der ikke er tale om at behandle en aldrig før analyseret tekst, tværtimod blev den allerede livligt anmeldt ved udgivelsen (bl.a. i to markante anmeldelser af Edvard Brandes og Chr. Hostrup). Hertil kommer at der allerede findes en anden principiel diskussion af hvorledes fortællerens holdning til personerne er, og til tolkningen af problemet vedr. utroskab og dennes konsekvenser (Elias Bredsdorff vs. Jens Kruuse). En diskussion som også er for vigtig til at forbigå i tavshed. Men lad os begynde med den ældre konfrontation mellem Edv. Brandes og Chr. Hostrup.

To markante anmeldelser

Det er i denne forbindelse interessant at Edv. Brandes i sin anmeldelse, i Politiken d. 15. december 1886, forsøger sig med den fortolkning af romanen at den skal opfattes som en "Protest mod de ny Ægteskabstheorier", dvs. mod at kyskhedskravet blev udstrakt til at at gælde såvel mand som kvinde, et synspunkt som en række kvindesagskvinder og også den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson ivrede for. Hos Edv. Brandes tales der om at det nu synes slået fast som en urokkelig sandhed at "Naar en Hustru opdager sin Mands Utroskab, forlanger da ikke hendes Kvindeværdighed, at hun straks uden Forhør fælder Dommen og forlader det Hus, det Bord og den Seng, som hun delte med den usle Forbryder? [...] Han skal ubønhørligt være udstødt af det moralske Samfund." Brandes fortsætter:

Henrik Pontoppidan har sine Betænkeligheder. Han er bange for, at hverken Mænd eller Kvinder staar sig ved den Lære. Han tvivler om det nyttigt at gøre Kvinderne til yderst følsomme Mimoser, saalænge Mændene er saa haardhændede, eller rettere naar Naturen har skabt Mændene af saa skrøbeligt Stof.

Imidlertid går Brandes videre med at kritisere begge de to historier om ægteskabsbrud for at være psykologisk usandsynlige. Mht. til Klosterbaronen hedder det først om Kammas reaktion at "Hun vil aldrig vende tilbage til sit Hjem, hun vil leve kysk som en Nonne og haard som et Forargelsens Tegn over Mændenes Slethed og Kødets Elende." Ifølge Brandes spørger Pontoppidan om der er nogen mening heri, og Brandes svarer selv med et rungende nej, et nej som han også tillægger Pontoppidan. Og så kommer hans kritik af Pontoppidans fremstilling af historien:

Men paa den anden Side er det ikke ret forklarligt, naar Klosterbaronen et Aar efter deres Bryllup glider fra Kammas modne Drue ned i den snavsede Mælkespand. Hr. Pontoppidan mener, at Fyren er af sanselig Natur og lige saa lidt kan afholde sig fra Mejeriets tilvante og ligegyldige Nydelser som fra Bordets Glæder. Der er hverken Raffinement eller Ondskab i Klosterbaronen, blot den tamme Drift. Men hvorfor er Kamma ham ikke nok, særlig da han har været en vældig Jæger for Herren alle sine Dage. Vi erfarer for lidt om ham og vi faar kun den blotte Kendsgerning at vide. Det er i psykologisk Henseende lidet heldigt.

Brandes har to indvendinger mod historien om Antons ægteskabsbrud. For det første er det helt forkert at en landstingsmand er bundet til København i hele perioden, for var han end fra den yderste vestjyske kreds, så kunne han være hjemme fra lørdag til mandag. Det synes, ifølge både Brandes og Hostrup snarest at være kotyme. Altså på dette punkt har Pontoppidan ikke gjort sit hjemmearbejde godt nok. Brandes fremstiller fru Conerding som "en dejlig Dame, hvis hvide Skuldre dukker op af en sort Fløjlsrobe. Hun betager ham fin og klog som hun er." Og han falder. Men Brandes er heller ikke tilfreds med dette fald:

Men heller ikke dette Fald er synderligt troværdigt. Den kønne Frue ligner for meget en Theaterforførerske til at den snilde og drevne Anton skulde lade sig saa gudsjammerligt besnære. Eller er hun brav og ærlig? Hvorfor er hendes Øjne tørre, da hun fremhykler Graad over hans truende Afrejse til Betty. Hvis Anton var tyve Aar forstod man bedre hendes Magt over ham. Men han er henved de fyrre, har levet med mange Kvinder og er nu forelsket i sin Hustru: er det rimeligt, at Fru Konerdingsådan staver Brandes hendes navn. saa ganske tager ham fangen? Umuligt er det ikke, siger Hr. Pontoppidan, og i saa Fald gjorde Fru Betty bedst i at tilgive ham hurtigst muligt.

Allerede den 22. december skriver Chr. Hostrup en anmeldelse af Mimoser med følgende titel: "Om Henrik Pontoppidans "Mimoser" med særligt Hensyn til Dr. E. Brandes’ Anmeldelse deraf." Hostrup ønsker at opponere mod Brandes’ udlægning af bogens stillingtagen til sædelighedsfejden. Han begynder imidlertid sin anmeldelse med en indrømmelse. Han siger nemlig at det ikke er "uforstaaeligt, om baade Venner og Fjender af "den fri Kjærlighed" betragter Bogen som en af denne ny Guddoms Missionærer, da selve det Skilt den bærer, for det første Blik kunde synes at tyde paa noget i denne Retning." Specielt undrer det ham ikke at Edv. Brandes udlægger den således, og han opponerer især mod Brandes’ generalisering om at mænd handler sådan, fordi de er skabt sådan af naturen, dvs. af skrøbeligt stof og styret af deres drifter. Dette benægter Hostrup på det bestemteste, og han sige følgende i forbindelse med Drehlings ægteskabsbrud: "Bogen vil vise, at Anton Drehling ikke er Mand for at bære en saadan Adskillelse, og den viser det virkelig." Efter at have rost Pontoppidans fremstilling af Antons kamp mod sin betagelse, og hans græmmelse og anger efter faldet fortsætter Hostrup:

Ja, man har inderligt ondt, ikke blot af den stakkels knuste Betty, men i Grunden ogsaa af hendes elendige Stymper af en Mand. Hvor er han bleven en saadan, uden Spor af Mands Kraft, hvor det gælder hans Ære og Lykke [...]? Hvor har han, en fint dannet Mand, faaet den Pjaltethed fra? Jeg svarer: der hvor han fik sine graa Haar, det er Arven fra hans Jægertid. Hr. Brandes, som absolut vil gjøre hans Usselhed til noget medfødt, skønt Forf. tydelig viser en ganske anden Vej, kan ikke forstaa at netop saadanne to Mænd, vældige og drevne Jægere, der har levet med saa mange Kvinder, trods deres ægteskabelige Lykke skulde have saa let ved at falde.

Hostrup går videre med at sammenligne den drevne kvindebedårer, den vældige jæger, med alkoholikeren, som måske kan holde sig fra druk et stykke tid, men som ved at gå forbi kroen og indsnuse duften falder i igen. Hostrup fortsætter:

Det er netop det der sker med Anton. Det er de løse Forbindelser, Løsagtighedens Forbandelse, ligesom det er Drukkenskabens, at den sanselige Drift bliver unaturlig ophidset, saa den gjør Mennesket til sin Træl. Og den Forf., som i "Mimoser" har givet os en levende Skildring deraf, han har ingenlunde derved villet hæve de flygtige Forhold over det livsvarige Ægteskab, som kun kan bestaa ved gjensidig Troskab, nej, har han haft nogen anden Tendens end den at male sandfærdige Billeder af Livet, saa maa det vel snarere være den at vise, at "Jægerlivet" er den allersletteste Forskole for Ægtestanden.

Hostrup forstaar ikke rigtig titlen, og han sige at den må man lade forfatteren om. Han siger endvidere at han intet problem ville have med at de to kvinder tog deres faldne mænd til nåde igen, for han "bryder sig ikke om en almindelig Regel for saadanne Tilfælde og overlader det ganske til den enkelte Kvinde selv, hvad hun under slige Omstændigheder kan og maa gjøre". Han antager også at Betty "naar hun havde staaet alene, ville være mest tilbøjelig til at tilgive og vove et nyt Forsøg, men jeg tvivler paa", fortsætter Hostrup, "at hun fik Glæde deraf; med saa skrøbelige Mænd skulde sædelige Kvinder slet ikke gifte sig." Og han sætter Trumf på med udtalelsen om at det er bedst for os alle at kvinderne er fintfølende, og at kærlighed og troskab "hører nødvendig sammen." Ja, " hele Menneskeslægtens Fremtid beror paa, at den Forskjel paa ren og uren, og tro og utro [...] ikke udviskes.

"Og enten Forf. vil vedkjende sig det eller ej" – Det forekommer mig rosværdigt at Hostrup tøver med at tilskrive forfatteren, eller om man vil den implicitte fortæller, sin egen fortolkning af romanen, i stedet uddrager han egenhændigt ovennævnte påmindelse af den. Hostrup var jo Bjørnsons bannerfører i Danmark, og varm fortaler for en fælles seksualmoral der skulle udstrække kyskhedskravet til til mændene såvel som til kvinderne.

Hostrup gør, og jeg mener med rette, spørgsmålet om opfattelsen af menneskets, og her i særlig grad mandens, natur til det afgørende stridspunkt mellem dem. For mens Edv. Brandes ser det som Pontoppidans centrale anliggende at så tvivl om det er nyttigt "at gøre Kvinderne til yderst følsomme Mimoser, saalænge Mændene er saa haardhændede, eller rettere naar Naturen har skabt Mændene af saa skrøbeligt Stof", ser Hostrup det som værende op til opdragelsen at forme naturen, for ellers bliver "den sanselige Drift [...] unaturlig ophidset, saa den gjør Mennesket til sin Træl." Derfor ser de to anmeldere også forskelligt på Pontoppidans fremstilling af de to historier, for Brandes mener at Pontoppidan forsynder sig mod sandsynligheden ved både i Klosterbaronens og i Drehlings tilfælde at give for lidt psykologisk baggrund. Brandes, som selv sympatiserer med en mere afslappet seksualmoral (se nedenfor), undrer sig således alligevel over Drehlings fald. Modsætningsvis finder Hostrup at Pontoppidan giver en fyldig og overbevisende skildring heraf: "Bogen vil vise, at Anton Drehling ikke er Mand for at bære en saadan Adskillelse, og den viser det virkelig."

Det viser sig imidlertid her at også Hostrup betjener sig af en forestilling om natur og drift, for han taler jo om "en unaturlig ophidselse af driften", hvor Brandes i den aktuelle fejde snarere mener at den nuværende, officielt hyldede seksualmoral lægger en unaturlig bremse på driftudfoldelsen. Således bliver de to anmelderes meget forskellige fremstillinger og vurderinger af Mimoser i høj grad afhængig af deres modsatte visioner for omgangen mellem kønnene.

Holmgangen mellem Jens Kruuse og Elias Bredsdorff

Man kunne tro at en diskussion der føres over 80 år senere, ville blive ført på et meget forskelligt grundlag og dreje sig om andre spørgsmål; men det er kun delvis rigtigt. Holmgangen begynder med at Kruuse først opponerer ved forsvaret af Bredsdorffs disputats om forholdet mellem Henrik Pontoppidan og Georg Brandes (1964). Senere udgiver han så artiklen "Retningsbestemmelse" med en version af den kritik han fremførte ved forsvaret (Kritik 5, 1968, s. 46-57), hvorefter Elias Bredsdorff samme år replicerer med artiklen ""Mimoser" endnu en gang. Et svar til Jens Kruuse" (Kritik 7, 1968, s. 115-124).

Kruuse beskylder Elias Bredsdorff for i sin tolkning af Mimoser at dyrke hvad han med et selvopfundet udtryk kalder "retningsbestemmelse" (i dag ville man nok snarere tale om kontekstualisering), det vil her sige at Elias Bredsdorff tolker romanen i forhold til dens tilknytning til den såkaldte sædelighedsfejde. Dette valg ser Kruuse som uheldigt fordi det sætter fokus på bestemte forhold og udsigelsesmåder i romanen, mens andre aspekter, netop pga. fokuseringen, ikke tiltrækker sig opmærksomhed.

I det mindste, hævder Kruuse, må man kontrollere retningsbestemmelsen i kraft af en forståelse af tekstens helhed. Man bør, siger Kruuse anskue og analysere teksten ud fra "respekten for tekstens helhed, eller i den nogenlunde omfattende forståelse for tekstens helhed, man må ikke kunne bruge den uden at have hele tolkningen med" (Kruuse 1968, s. 56). Kruuse vakler i disse linjer mellem at tale om helhedsforståelse eller "en nogenlunde omfattende forståelse." Kruuses alternativ er dog betænkeligt, for der eksisterer ikke en i sig selv forud given, unik og umisforståelig meningshelhed. Tekstens meningshelhed fremstår gennem en fortolkning, og en fortolkning kan ikke behandle alle betydningsmuligheder på én gang. Ja, paradoksalt nok er totaliteten altid partiel, for man kan ikke samtidig opregne, begrebsliggøre og analysere et hvilket som helst aspekt af teksten og samtidig knytte det til alle andre aspekter af den. Det gør Kruuse af gode grunde heller ikke. Han fokuserer på forholdet mellem den overordnede fortæller, navngivne fortællerstemmer og romanens udsagn: På hvad der siges i den og af hvem.

En af forskellene mellem de to fortolkninger er at Kruuses primært har internt fokus, dvs. den analyserer forskellige tekstdele, i dette tilfælde tekststemmer, i forhold til hinanden og i forhold til de holdninger og synspunkter som der udtrykkes, mens Elias Bredsdorffs fokus primært er eksternt fordi han relaterer romanen til en verserende debat som føres både i pressen, ved hjælp af pamfletter og i skønlitterære værker, nemlig sædelighedsfejden. Her er opgaven, ifølge Elias Bredsdorff, at forstå teksten som en tekst blandt andre i fejden og fremanalysere dens holdning til de moralske og politiske spørgsmål vedr. seksualiteten.

Spørgsmålet er dog om de to slags fokus ikke forudsætter hinanden: På den ene side vil et ensidigt fokus på teksten som autonomt udsagn placere den i et vakuum (Bredsdorff’s eget udtryk), noget som i sin yderste konsekvens vil gøre den ufortolkelig fordi den forbliver historieløs. Fortolkning forudsætter nemlig, vil jeg hævde, både en sproglig og en kulturel kompetence som er dateret. Selvfølgelig kan man betone disse forudsætninger mere eller mindre, men de må altid være operative i fortolkningen af teksten. På den anden side er det også indlysende at en tolkning må hvile på en forståelse af tekstens interne relationer.

I begge tilfælde hviler tolkningen, hvad enten fortolkeren ved det eller ej, på en opfattelse af teksten som dialogisk. Forskellen ligger i at fortolkningen med internt fokus analyserer dialogen som et internt anliggende mellem tekstens stemmer, mens dialogen i fortolkningen med eksternt fokus forsøger at fremstille dialogen mellem flere tekster og flere personer. De to tilnærmelser er imidlertid forbundne, alene af den grund at den enkelte tekst meget vel kan repræsentere og referere til synspunkter og holdninger som andre personer har udtrykt i forskellige skrifter. Dette gælder også i vores tilfælde: Eksempelvis er aspekter af fællesmoralens tilhængere (e.g. Bjørnson) repræsenteret i romanen i skikkelse af "Sprutbakkelsen/Krudtkællingen" og af "Dydsdragonen" og baronessen. Og den agitation for bekæmpelsen af prostitutionen, som var fremme i tiden, ja, allerede i 70'erne, repræsenteres i romanen af de to sidste. Omvendt er et mere afslappet forhold til seksualmoralen repræsenteret af fru Drehling og til slut også af sønnen, Anton Drehling. Denne holdning knyttes også til en bestemt historisk epoke, nemlig til 1700-tallet, dvs. til oplysningstiden og til rokokoen. Hvis man ikke vidste at teksten refererede til og repræsenterede en stedfindende debat vedr. de til de to køn passende kønsroller og til forholdet mellem mand og kvinde i den højere middelklasse i Danmark og Skandinavien, så ville man mangle det perspektiv som kunne bestemme dens position inden for en specifik historisk dialog. Synspunktet er derfor at forståelsen af teksten ikke blot kan etableres gennem en analyse af den interne dialog, men nødvendigvis må indbefatte viden om den eksterne.

Kruuse leverer ikke en større fortolkning af romanen, men han opsummerer dog sin opfattelse af den som følger:

Mimosers verden er komisk-rørende, ironisk-kritisk. Til optaktens romantiske løgnagtighed i borgerlig og efterromantisk komik svarer aldeles slutningens moderne løgnagtighed i den fri kærligheds komik; romanen konfronterer mange slags uvirkelighed med mange slags virkelighed, det er en bog om forvildelser, alle grader af uærlighed, uoprigtighed, virkelighedsflugt og selvbedrag, og en grusom slutning med et koldt brev fra Anton i Nice er en negativ kommentar til det, der på siden før var sygdommen til døden. Et skuldertræk ved Hedvigs lig. (Kruuse 1968, s. 54)

Det er ikke helt let at forstå hvad Kruuse siger, for hans udnyttelse af allusioner er forvirrende snarere end oplysende. Men referencen til Ibsens Vildanden spiller på Dr. Rellings kritik af Gregers Werles moralske reformiver, for ifølge Relling skal man ikke præsentere den ideale fordring for et gennemsnitsmenneske; det fører kun til ulykke. Altså i Mimosers kontekst: man skal ikke per automatik opløse et ægteskab fordi ægtefællen, e.g. ægtemanden fejler; især da ikke når han angrer. Så vidt, så godt, men Kruuse kan ikke modstå fristelsen til at brodere videre på allusionen: Antons brev til moren bliver til "Et skuldertræk ved Hedvigs lig." Problemet er, at der ikke er noget lig, ja, ikke engang en Hedvig-figur i Mimoser! Men værre er at Kruuse’s formulering fører os på vildspor, for hvor Hedvig hos Ibsen repræsenterer en absolut, men misforstået selvopofrelse, repræsenterer Betty og specielt Kamma snarere en markant og ubønhørlig selvhævdelse.

Hermed bevæger vi os hen imod Elias Bredsdorffs position. Hans udgangspunkt er en historisk læsning af romanen. Ifølge Bredsdorff begår Kruuse "den fatale fejltagelse at læse romanen i et vacuum, ganske og aldeles løsrevet fra den aktuelle situation som herskede da bogen udkom." "Det er ikke ligegyldigt," siger Bredsdorff, "at "Mimoser" udkom på et tidspunkt, hvor moraldebatten havde stået på i flere år i de nordiske lande, og hvor Arne Garborg, August Strindberg, Alexander Kielland, Hans Jæger og Georg og Edvard Brandes hver på sin måde havde lagt en torpedo under arken på den autoriserede kristne ægteskabs- og kønsmoral. Sætter man ikke bogen ind i denne sammenhæng, misforstår man den totalt." (Elias Bredsdorff 1968, s. 121)

Ifølge Elias Bredsdorff tager Kruuse hverken hensyn til bogens handling, dens titel eller til hvad der på forskellig vis fremgår om Pontoppidan’s egen holdning til romanen ud fra hans korrespondance. Her vil jeg opsummere og supplere Elias Bredsdorffs argumenter. Faktisk mener jeg også selv at det er forbavsende så lidt Kruuse beskæftiger sig bogens handling. Alene personernes bevægelser i rum og grundene hertil repræsenterer bogens centrale temaer:

Romanens forløb

Bogen indledes med Bybergs 60års fødselsdagsfest. Det viser sig at denne mærkedag benyttes til et markant opbrud fra det tidligere liv. Han går fra erhvervsdrivende til rentier og køber sig titlen af kancelliråd (som dog kun anbringer ham i sjette rangklasse), og han ombytter livet i provinsbyen med livet ved en "fjærn og afsides Skrænt ved Havet for dér i uforstyrret Ensomhed at hellige Resten af sine Dage til Samkvem med Naturen og sine to unge Døtre." (Pontoppidan 1886, s. 1).

Kruuses karakteristik af Bybergs fremstilling af sit projekt som sentimental og klichéfyldt er korrekt. Den viser en mand som benytter en retorik og hylder en livsholdning som han ikke virkelig annammer og står inde for. Hertil kommer at han har lovet sin afdøde kone at værne døtrenes "Hjærter mod al Livets verdslige forfængelighed." (7). Ja, de skal som "et Par ægte, uforfalskede Naturbørn […] kunde blive er Mønster for den vanslægtede Menneskehed." (8). Ironien er her til at skære i.

I tre år har de levet "i dette lille idylliske Eden" (11). Byberg læser "forædlende Værker af den danske klassiske Litteratur" for døtrene, dvs. de danske romantikere, samt Johnstons "Jægerliv i Prairierne". Byberg forener i sig to modsatrettede natursyn, et romantisk og et analytisk, for han ønsker også at udforske naturen, og han stirrer trodsigt ned i vandhullernes "blæksorte Troldspejl" (15). En forvitret borg i skoven synes et "forglemt Stykke Middelalder" (16). Borgen tiltrækker Kamma, men forskrækker Betty (som kun er 16 år). Klosterbaronens slægt er nylig blevet adlet, men den stammer fra en holstensk studepranger. Han fremviser borgen for Bybergs. Betty bliver bange, men Kamma er romantisk berørt. Imidlertid blusser Betty af undseelse ved mødet med herren til Gudersløvholm.

Både Klosterbaronen og Gudersløvholms ejer, Anton Drehling, får, til de lokales forargelse, ja hos kancelliråden. Altså allerede i andet kapitel accepteres de to opdukkende friere.

Kamma synes skabt til borgfrue, mens Betty er undseelig, men sødmefyldt. Anton tiltrækker kvinder, han er en smuk, lidenskabelig og intelligent mand, har virket udenlands som gesandt og haft "allehaande galante Æventyr" (27). Det erotiske synes at løbe i familien, hans mor siges at have haft en elsker, og bedstefarens havde smag for blonde kvinder. Anton er dog alligevel fortryllet af Bettys øjnes dragende "Uskyldsblaat" (29). Han frier.

Kamma forandres, ja næsten ophøjes i kraft af sin nye værdighed. Betty nærer en beklemt betagelse af Anton som, på sin side, synes forynget ved sin forelskelse i hende: en ufortjent lykke (36).

Kamma vender tilbage til familien pga. Klosterbaronens utroskab med "en simpel Malkepige" (39). Kammas hjerte forbløder, mens Betty er bange, for Antons liv har haft en plet (41). Kammas "forstenede Stirren syntes at tilraabe […] et: vogt dig!" (42).

Bryllupsrejsen bliver samtidig en flugt fra kulde og vinter. Betty er først fortumlet, men i Venedig oplever hun elskovens overjordiske lyksalighed (45). Ved hjemkomsten er Betty frugtsommelig (47).

Beskrivelsen af Gudersløvholm, det frivole over stedet: rokoko. En kopi af Corregios "Danae", som godt nok er frivolt, bliver erstattet af billedet af en sjællandsk bondepige som læser et kærlighedsbrev (50-51). Morens frivolitet i omtalen af hans ægteskabelige lykke får ham til at sende hende afbud (51-52). De isolerer sig i deres lykke, parken lukkes for offentligheden, kun Byberg og Kamma lukkes ind (52), altså en bevægelse fra repræsentativ livsførelse til isoleret idyl (53). Efter Klosterbaronens svigt opgiver Byberg jagten og kaster sig i stedet over studiet af tudser. Anton nyder det stille, blide liv med Betty. Kamma derimod har vendt vrangen ud på sig selv, hun bærer sorg over verden. Hendes sorg gør hendes sensualitet endnu mere dragende, men hun vil ingen forsoning (60). Klosterbaronen rejser bort, og hans videre færd er ukendt (60-61).

Betty skal snart føde, samtidig ankommer præstefruen kaldet "Krudtkællingen" og hendes mand præsten,"den fede Kristus", til egnen. Præstefruen propagerer kvindernes frigørelse, bl.a. fra "Mændenes dyriske Udskejelser." Hun fordrer sædelighed (64-65) og har forslag til lovgivning vedr. kønsspørgsmål. Kamma indgår i dette miljø som "den krænkede Kvinde" (66). Betty og Anton får et drengebarn (69). De danner nu for alvor familie.

Rigsdagens samling. Betty vil ikke rigtig komme sig, men Anton er forpligtet til at rejse. Betty er bange for hans liv i København, hun bares forbares for: kan man anvende denne upersonlige konstruktion: "det bares hende for" "personligt"? at hun ikke skal se ham mere (75), alligevel opfordrer hun ham til at gøre sin pligt. Hun laver en afskedsfest for ham. Synet af deres lykke smerter Kamma. Betty og Antons tager rørende afsked (87). Endelig kan Betty sove (89).

Sceneskift til København: Der åbnes med en noget ironisk skildring af den finere portions længsel efter at komme tilbage til storstaden fra sommerens landliggeri. Enkefru Drehling præsenteres: 60 år, men ser ud som 40. Hun er som fra en svunden tid og mod nutidens forsagende ånd (96). Billedet af den ældre ægtemand som satte hendes 18-årige hjerte i brand, præsenteres, men samtidig præciseres det at han havde "Mandighed nok til at fatte, at denne Flamme ikke havde varet evig." (96) – nok et signal om at hun har haft en elsker. Sønnen Anton er, i hendes egen opfattelse, hendes eneste bånd til livet. For hende synes livets mening at være nydelse og succes, og deraf synes videre at følge at en enlig kvinde på 60 må leve gennem sin søn. Til gengæld glæder hun sig meget ved hans succes hos kvinderne og i offentlige hverv.

Imidlertid lukker Anton sig, efter hendes mening, for hende. Han søger intet hjem hos hende. Hun føler naget mod det væsen som har taget Anton fra hende, Betty (99-100). "Hvad var hendes Synd, at hun, hvis Liv havde været en eneste Fest, skulde ende her – ensom som i et Fængsel?" (100).

Anton føler sig utilpasset i København og lider af hjemvé. Hjemme er Betty allerede oven senge. Trøsten er for dem begge de lange breve som de udveksler. Han undgår sine gamle venner hvis kådhed nu forarger ham (102-103). Han erkender også afstanden til og fremmedheden for moren, han kan ikke tale med hende. Han føler sig, ligesom moren, som en straffefange i et fængsel (103). I denne sørgelige tilstand lever Anton en månedstid, "da han", som det hedder, "overrumples af et lille Æventyr" (104): Synet af og mødet med en sortklædt dame på Langelinie. Han fornemmer en vis gensidig tiltrækning. Hun er smuk og elegant. I modsat retning trækker Bettys kærlige breve og den længsel de udtrykker – Og der er kun 30 dage til d. 23. december, hans hjemkomstdag. Betty synes at have kommet sig, og Anton skal blot holde ud i 30 dage!

Anton træffer sin smukke ubekendte, dvs. fru Conerding, hos moren. Hun og Anton har kendt hinanden tidligere, og hun genkendte ham "strax". Hun beskrives på ny stærkt erotisk. De taler om hvad der er hændt Anton. Han er blevet gråhåret, landstingsmand og, siger moren, "Gift over begge Ører" (118). "Har De ikke en Søn?" spørger fru Conerding. Hun selv gift i ti år. Anton taler om rejselivet – som de begge kender, og som hun bringer ham til at erindre. Efter fru Conerding er brudt op, priser Anton hendes skønhed. Moren svarer lidt bidsk over for den yngre kvinde: "Hun har især været meget smuk". Moren fortæller at fru Conerding tidligere havde et godt øje til Anton (123).

Endvidere kommer hun ind på fru Conerdings mands slyngelagtighed, som dog, måske af gode grunde, ikke indbefatter seksuel utroskab. Hun er en rig tømmermesterdatter som, til sin ulykke, bliver gift ind i en fin familie. Anton fisker ved at spørge om hun måske er lidt løs, moren: i så fald højst tilgiveligt (128). Moren formaner Anton, han skal gøre sig bemærket i det offentlige liv, man har længe ikke hørt om ham. Hjemkommet er der brev fra Betty, men Anton læser det ikke færdigt, falder i tanker. Interessant er det at den ubekendte viser at være en person fra hans fortid.

Selvbedragerisk overbeviser han sig selv om at hans formål med at gå til en middag som fru Conerding også er inviteret til, er ved sin kulde at forsikre hende om sin manglende interesse! Byberg er i hans lejlighed da han kommer tilbage, Anton tror noget er hændt, men alt er fuldkomment vel. Kancelliråden er sendt af Betty for at hente ham. Om natten drømmer Anton dog ikke om Betty, men om Nannas snehvide skuldre og gådefulde øjne, han er nu for alvor på vej fra Betty til Nanna.

To damer af det højeste selskab, "Dydsdragonen" og baronessen, vil stifte en forening til sædelighedens fremme i hovedstaden. Fru Drehlings uvilje, hun vil ikke plastre på sine medmennesker. Anton støtter initiativet. "Vi vil frelse dem." Baronessens stemme er hård og følelsesløs. Argumentet er fordærvelsen som truer hjemmene, og smittefaren. Ordet "Glædespige", fru Drehling finder ordet er smukt, for det peger på erotikkens glæder, og det står i modsætning til de dydige "Rør-mig-ikk’r". "Moder spøger" foreslår Anton; men der er en mørk sky over hendes ansigt, og hun taler med en længe opsamlede harme: "Ak ja – disse Hjem!" landets kræftbyld "turde være disse saa meget besungne Hjem […] der udmarver vore Mænd […] og gjør vore Kvinder svage og enfoldige." Unge mænd skal være unge, ikke riddere af den bedrøvelige skikkelse (158). De to køn må nu kun af det andet køn beundre deres partnere.

Efter damernes afgang kommer Antons angreb på moren. Han forsvarer Bettys kærlighed og troskab. Ja, han skylder hende mere end nogen anden på jorden, men moren kender hende ikke! Man kunne dog spørge, om det ikke er Anton selv som har forhindret at de mødes?

Anton føler at han synker "ubehjælpeligt, tilintetgjørende", skønt han vælger andre ruter for ikke at møde hende. Dilemmaet/selvbedraget: ikke kunne stå over for Betty og bede om tilgivelse før besmittelsen er renset ud. Resultatet er "mørkt, haabløst Tungsind". Selvbedraget viser sig også i at han – overbeviser han sig selv om – har opgivet at flygte fra hende. I stedet opsøger han hende nu på hendes ture, for – overtaler han sig selv til at tro – at blive kureret; men det har ikke kureret ham! I stedet får han ved hvert møde øje for nye attraktioner og skønheder. Der er også tegn på "hun kunde blive hans". Han går hvileløst rundt, for han tør ikke gå hjem til brev fra Betty.

Han kommer dog endnu engang til besindelse, vil rejse hjem, men dog først aflevere sit kort til fru Conerding, mens hun er ude. Hun kommer imidlertid tilbage, og nu falder han.

Kancelliråden har udspioneret Anton, og da han opdager hans utroskab, rejser han hjem uden at konfrontere ham. Et par timer senere kommer Anton hjem til sit hotel fuld af anger over for Betty: Fald og, viser det sig, forgæves anger.

Slutning. De glade julerejsende og modsætningsvis Anton som ikke er i julestemning. Betty forbereder en festlig modtagelse, men afbrydes af Kamma og farens entré. Kamma går lige til sagen: "din Mand har bedraget dig". "Betty," sagde hun "Jeg tvivler ikke om, at du nu véd, hvad du skylder dig selv at gøre . . . ikke sandt?" Betty ser sky søsteren i øjnene, og siger så "fast besluttet" ja – "Der gik som et triumferende Lys over Kammas blege Ansigt", Kamma kysser sin stakkels – men føjelige – søster.

Da Anton vender hjem, modtages han af Kamma: "De har krænket hende saa dybt som nogen Kvinde kan krænkes, og hun véd, hvad hun skylder sig selv og sin Stand" (men hvilken stand, apotekerdatter, datter af en kancelliråd i sjette rangklasse eller godsejerfrue?). Anton insisterer gentagne gange på at se Betty, men Bettys vogn kører bort. Kamma siger: "Hun er ikke længere Deres Hustru, og hun forbander den Time, da hun blev det." – Hjemmet opløses.

Antons brev fra Nice: Fru Conerding er hans elskerinde. Hun er blevet skilt og har mistet sit barn til mandens familie. Han har opgivet ethvert håb om samliv med Betty, og også han er kompromitteret. Kancelliråden flyttet til København, Anton lever nu i en art eksil.

(forsættes)