Stillingtagen og/eller ironi i "Mimoser"

(fortsat fra)

Ind til benet

Hvis vi skærer ind til benet, kan forløbet sammenfattes således:

Første del:

1,1 familien Byberg, kancelliråden, Kamma og Betty, flytter fra provinsbyens øjensynligt korrumperende kultur til den ukorrumperede natur.

1,2 Da døtrene begge er blevet mandbare, dukker to friere, som hver betager en af døtrene, belejligt op. De accepteres begge af kancelliråden.

1,3 Mens Kamma siges at være som skabt til borgfrue, skønt fortælleren meddeler at slægtens adelskab er af nyere dato, er Betty snarere passiv, men dragende, for hun er ukendt land for Drehling, i hvis familie intelligens og erotik – men ikke uskyld, synes nedarvet.

1,4 Kamma vender svigtet og sorgfuld tilbage fra sit nuværende til sit tidligere hjem, mens Betty rejser ud med sin nye mand. Hun nyder overgangen fra ung pige til kvinde, og hun bliver gravid på bryllupsrejsen.

1,5 Ved Anton og Bettys hjemkomst omskabes Gudersløvholm fra et rum for repræsentation til et idyllisk rum for en kernefamilie, den internationale kultur udrenses som frivol, og den erstattes med en landlig idyl. Også Klosterbaronen udrenses.

1,6 Idyllen brydes udefra da det moderne, kvindesag og sædelighedsfejde, holder sit indtog. Samtidig føder Betty deres første – og eneste – barn, en dreng.

1,7 Offentlighedens krav og forpligtelser skiller mand og kone. Ulyst, uro og angst for fremtiden præger både Betty og Anton.

Anden del:

2,1 Sceneskift og præsentation af København og af fru Drehling og hendes tilknytning til en tidligere international kultur, til oplysning og rokoko. Nu kun sønnen og hans succes. Naget mod svigerdatteren.

2, 2 Antons ubehag over den tvungne eksilering i København afløses af betagelsen og fristelsen som en ny kvinde udøver. Han opsøger hende hver dag, men giver afkald på en opfølgning.

2, 3 Bettys brev og den længsel det udtrykker – 30 dage til d. 23. december, hans hjemkomstdag. Betty synes at have kommet sig. Anton skal blot holde ud i 30 dage!

2,4 Ser kvinden igen hos moren; fra at være en ubekendt bliver hun en del af hans fortid, en del han har glemt, men som nu melder sig næsten som det fortrængtes, eller i hvert fald det undertryktes, genkomst.

2,5 Mødet mellem Anton og Nanna i et selskabs regi som de begge er inviteret til. Byberg kommet for at hente svigersønnen. Anton er mere og mere betaget af Nanna.

2,6 Igen sædelighedsspørgsmålet og familiens rolle. Det principielle blandes dog med det personlige både i fru Drehlings angreb på ægteskabet og i Antons forsvar for det.

2,7 Kapitlet leder overlegent Anton frem til det fald som længe har forekommet læseren uafvendeligt, og som skyldes Antons selvbedrag: Faktisk leder han sig selv frem til sit fald, samtidig med at han narrer sig selv til at tro det modsatte.

2,8 Fald og, viser slutningen, forgæves anger.

Slutning:

3, Romanens udgang rummer to bevægelser, kancelliråden flytter til København, han har åbenbart mistet tilliden til naturen, endvidere er det nærliggende at tro at han nu forenes med begge døtre, altså den oprindelige familie er igen samlet – nogle bitre erfaringer rigere. Anton er forsvundet fra Danmark og lever i "frivilligt eksil" i syden.

I tilgift til personernes bevægelser i rum, som er vigtige, er der også tale om skift mellem isolation og integration. Bybergs flytten til "en Skrænt ved Havet" med døtrene betyder en isolation i forhold til omverdenen, de lukker den ude. Denne tilstand afløses af friernes integration i familien. Ved Kammas giftermål med Klosterbaronen brydes familien op; men hun vender, pga. mandens utroskab, hjem igen. Nu bryder Betty ved sit giftermål op fra familien, og hun og Drehling kompletterer deres egen familie med et barn. Imidlertid brydes denne isolation af Drehlings pligter som offentlig person. Symbiosen mellem Betty og Anton opløses udefra. Familien splittes op, og Drehling integreres i det højborgerlige københavnske miljø som han stammer fra. Hustruens fravær gør det unægteligt nemmere for ham at rette sin opmærksomhed mod og følge efter den, i første omgang anonyme, kvinde som han møder i storbyens offentlige rum hvor man oftest ikke kender hinanden. Hermed bliver isolation vs. integration en, i første omgang, mental, realitet for Drehling; men i anden omgang viser forsøget på udleve dem begge sig skæbnesvangert, for han udstødes af den familie som herefter retableres i sin isolation. Omvendt slutter Drehling med at blive integreret i et langt større fælllesskab, nemlig fællesskabet, eller rettere pseudo-fællesskabet, af formuende leddiggængere uden langsigtede mål for deres tilværelse. Hertil kommer at den forbindelse han indgår med fru Conerding synes mere end skrøbelig (jf. nedenfor om brevet til moren).

Udsagn, udsigelse og kontekst.

I det foregående har jeg søgt at redegøre for romanens handlingsgang; men det er indlysende at grundlaget herfor er de oplysninger og holdninger, som tekstens fortællere, både den overordnede fortæller og de navngivne fortællerstemmer, tilsammen, og i enighed eller uenighed, meddeler læserne. Lad os derfor vende tilbage til disputen mellem Jens Kruuse og Elias Bredsdorff for det er netop disse forhold striden gælder.

Elias Bredsdorff angriber bl.a. Kruuse for ikke at opfatte forskellen i den måde som fortælleren fremstiller de forskellige personer på. Kruuse viser at Byberg fremstilles som en gennemført nar, og Kruuse fortsætter: "Som han er de alle." Men B replicerer:

Men det er forkert! For Byberg er en helstøbt nar, der oven i købet ender som en gemen sædelighedsspion og angiver. Det er rigtigt at alle personerne er ironisk opfattede, der er ingen helte og heltinder; men det betyder ikke, at de alle er foragtelige narre. Det er rigtigt, at personerne i romanen alle i større eller mindre grad er selvbedragere. Men bogen afslører, at det er irrationelle morallove, som ud fra en sindssyg logik ødelægger nogle menneskeskæbner, mens andre går fri. Det er rigtigt, at forholdet mellem Anton Drehling og fru Conerding ikke er den store kærlighed; det er simpelthen fra begge sider "en affære". Det er også rigtigt, at fru Conerding ikke er noget uskyldigt påskelam; hun har selv ønsket et erotisk forhold til Anton Drehling. Men står samfundets straf i et blot nogenlunde rimeligt forhold til "forbrydelsen"? Det er et af de mange spørgsmål, "Mimoser" stiller den opmærksomme læser, og som Jens Kruuse går helt uden om. Hun bliver socialt og menneskeligt degraderet, udstødt af et "moralsk" samfund som mindreværdig. (Elias Bredsdorff 1968,s. 123).

Elias Bredsdorff afslutter sit svar på Kruuses kritik således:

Nogle af romanens personer er sædelighedsfanatikere og vil yderligere skærpe de irrationelle morallove. Én af romanens personer – fru Drehling – ser på ægteskabet med ukonventionelle og fordomsfri øjne. Vi ved, at Pontoppidan absolut ikke delte sædelighedsfanatikernes synspunkter, men at også han så på ægteskabet og kønsmoralen med ukonventionelle og fordomsfri øjne. Er det urimeligt at antage, at fru Drehling i hvert fald i nogen grad udtrykker anskuelser, som Pontoppidan sympatiserede med? Er det urimeligt – eller "retningsbestemt" – at antage, at han anså de hustruer for at være for ømskindede, der uden betænkning slog et ægteskab i stumper og stykker, fordi ægtefællen havde været dem en smule utro? Mon det ikke er derfor romanen hedder "Mimoser"? (ibid. 124)

Forskellen på de to fortolkninger er at Elias Bredsdorff hævder at teksten, ironien til trods, tager stilling til fordel for en mere afslappet seksualmoral som bl.a. indebærer at en partners utroskab ikke med nødvendighed bør få den krænkede part til bryde med krænkeren. Kruuse, derimod, opfatter romanen som så gennemsyret af ironi at det ikke er muligt at bestemme dens holdning, for den synes at afsløre at alle har uerkendte og skumle motiver for holdninger, altså manglen på selvindsigt antages at diskvalificere alle personerness udtalelser, de er upålidelige fortællere. Man kunne sige at Ks læsning er nihilistisk: Tekstens ironi og interne modsigelser hos personerne umuliggør fremlæsningen af en stillingtagen til kønsmoralen.

To historier: forskellige eller ens? Jeg tror at det er vigtigt at fastholde at der fortælles to historier i romanen, Kammas og Bettys. Kammas historie handler om at virkeliggøre en fantasi. Det hedder:

Hun havde derved efterhaanden dannet sig den Forestilling om ham [ejeren af den forvitrede borg i skoven, JDJ], at han var en slags romantisk Vildmand, der tilbragte sine Dage ved at jage gjennem Skovtykninger med Horn og glammende Hundekobler, og som om Nætterne holdt store Gjæstebud og festlige Drikkelag i sine lueforgyldte Sale. Hun tænkte sig ham overensstemmende hermed som en stolt, heltemæssig Skikkelse, med et stort, lyst Skjæg ned over Brystet, Ørnenæse og store lyseblaa, sværmeriske Øjne, . . . og hun blev derfor ikke lidt perplex, da hun en Dag i Kirken virkelig saa en Mand af i alle Fald noget nær det samme Udseende træde ind i Herregaardsstolen paa Pulpituret. (18).

Han er således i en vis forstand en materialisering af hendes fantasi.

Klosterbaronen viser dem borgen, inklusive blodpletten i kælderen, Kamma er meget imponeret af herlighederne, de giver et festligt genskin i hendes øjne, hun blussede, og selve hendes skikkelse synes at bestemme hende for en borgfrues værdighed. Hun forandres af udseende og af sind.

Men efter ca. et år vender Kamma sorgtynget tilbage, for Klosterbaronen har været hende utro med en malkepige. I øvrigt er han i omegnen kendt som en pigeglad bøffel. Fortælleren sparer ikke på sin, højst ironiske, patos: "Man behøvede blot at gaa forbi ude paa Vejen for at føle, at her havde Livets store Skygge endlig lagt sig hen." (39-40), nemlig over huset hvor Kammas "stolte Hjærte i Stilhed forblødte" (40).

På 20 sider, der samtidig også beretter om Betty og Anton, er historien om Kammas ægteskab overstået. Og skønt Kamma langt fra har udspillet sin rolle i romanen, synes fortælleren ret uinteresseret i hendes personlige skæbne.

Hvis man søger et begreb som kan karakterisere hvad Kamma gennemlever, melder begrebet narcissistisk krænkelse sig: Det forhold at den krænkelse som en person tilføjer subjektet, ikke blot fremkalder et tab eller en smerte, men krænkelsen læderer også den krænkedes selvbillede. For Kamma er der tale om en reaktion som først og fremmest bunder i såret forfængelighed, thi både hendes selvbillede, hvordan kan hendes mand bedrage hende med en simpel malkepige, og hendes persona, hendes billede af egen social position, er blevet ramt. Hun er godt nok borgfrue; men, hvis hun bliver sammen med den troløse ægtemand, så hun er også blot én blandt mange bedragne hustruer.

Utroskab mellem ægtefæller eller par vil ofte fremkalde denne reaktion hos den krænkede, for det er normalt forudsat at seksualiteten er eksklusiv i den forstand at partnerne gensidigt tilfredsstiller hinandens behov og begær, og at ingen andre gør det. At søge tilfredsstillelse hos og med en anden, vil ofte betyde at den krænkede i egne øjne mister den værdighed som eneretten til den andens aktive driftsliv giver det. Hertil kommer, og dette gælder også Kamma, at den krænkede beskylder sig selv for dårligt omdømme1: Hvordan kunne han/hun tage så grusomt fejl af partneren? Derfor er det selvværdet som læderes i disse tilfælde, og hvis personen, som Kamma, er stolt, men samtidig usikker på sig selv, så er rollen som forsmået partner lidet tillokkende.

Så forudsat at hendes kærlighed til ægtemanden er tempereret, har hun mere at vinde end at tabe ved at være uforsonlig. Ja, Kamma bærer sorg over verden. Hendes svulmende ungdomsfylde forbindes med "den koldeste Kyskhed". (60). Mandens fortvivlelse bønhøres ikke, han forsvinder ud af historien, mens Kamma bliver kvindesagskvinderne en fane, et symbol på "selve den krænkede Kvindestolthed i attraavækkende Majestæt." (66)

Omvendt fremstilles Betty og Antons ægteskab, fra s. 44 og resten af romanens første del frem til side 89, begyndende med bryllupsrejsen hvor Bettys forvandling fra pige til en kvinde som nyder samværet med ægtemanden er diskret, men umisforståeligt fremstillet:

Først en maaneklar Aften i Venedig, efter en berusende Hjemfart [...] hengav hun sig helt.
I denne By blev de derpaa en hel Uge, henlevet i overjordisk Lyksalighed. (44-45)

Og senere i Firenze druknes "den sidste Rest af Uro i Bettys Sjæl" (46). Så følger graviditeten. (47). Antons reaktion på samlivet er en "Hensmelten i blid, uimodstaalig Harmoni." (57). Hans liv har fået mening (58). De nye glæder bringer ham et "ukjendt Trylleri". (57). Han nyder freden og kaster sig over bedriften. Livet har først nu fået mening (58). Anton, spiser og sover og lægger sig ud.

Betty kan ikke komme sig oven på fødslen. Hendes sygdom dianogsticeres som nerveslappelse, og hun er også bange for hvad Anton vil bedrive i København. Ja, der var et øjeblik hvor "det ligesom bares hende for, at hun ikke skulde se ham mere." (75). Alligevel er deres kærlighed op til og ved afskeden så åbenbar, at Kamma udgræder "den kolde Smerte, som Synet af al denne Kjærlighed paa ny havde oprevet." (84), mens Betty endelig, efter Anton er taget af sted, finder hvile: "Tys! . . . Fruen sover! . . ." (89)

Betty og Antons ægteskab fylder også hele anden del og slutningen af Mimoser, men nu drejer det sig om de, eller rettere den fare som truer det.

Sceneskiftet til København er vigtigt, ja, skæbnesvangert, for hermed brydes symbiosen mellem Anton og Betty, og en virkelighed som han tidligere har kendt og sat pris på, tilbyder sig igen (jf. længslen mod staden, som fortælleren giver en fyldig, omend ironisk beskrivelse af). Og selvom forholdet mellem mor og søn er problematisk, udsættes han nu også for hendes påvirkning. Den ikke erklærede krig mellem mor og svigerdatter suppleres i dette tilfælde af modsætningen mellem inderlighed og solidaritet, på den ene side og refleksion og selvhævdelse på den anden.

Hertil kommer at Anton efter en måned "overrumples af et lille Æventyr". Han møder en smuk og elegant dame som spadserer på Langelinie hver dag. Og hun har en vis lighed med en parisisk skuespillerinde som ikke havde gengældt hans lidenskab. Damen beskæftiger hans fantasi, og han føler "i al Uskyldighed en ubestemt Tilfredsstillelse for ham i dette daglige Møde med denne ubekjendte Skønne." (107). Han lyver allerede her det daglige møde uskyldigt for sig selv. Han er betaget af hendes sensualitet: duften af hendes legeme, lyden af hendes klæder. Den fyldige og modne kvindes overlegenhed – jf. modsætningen til Betty – Hun besidder "Spot og Attraavækkende Kulde" (108), og hendes klædedragt og attitude siger verdensdame. Hendes dybe melodiske og klangfulde stemme betager ham, Anton har aldrig hørt mage (108-109). Anton tror ikke hun ser ham, og han føler "et ejendommeligt Behag for ham ved i denne stemningsfulde Ensomhed at lade sit Øje glide ned over denne skjønne Kvinde". Derefter går fortælleren i detaljer og beskriver læbernes "smaa, pludselige Muskelsitringer" både ved munden og på halsen, og også Antons glæde ved en "uskyldig Bestjælen i denne dvælende Beskuelse, i denne indtrængende Tilegnelse . . ." (110, Freud har ikke levet forgæves). Fortællerens fremstilling er stærkt erotisk og foregribende. Igen fribyttertrang og Antons blod kommer i kog. Fortælleren spøger med Antons lette nerveforstyrrelse: enhver blond kvindenakke får ham til at fare sammen (111). Han er stærkt lokket af en gammel last, men modstår fristelsen ved at holde op med at spadsere på Langelinie (111). Alligevel, allerede i anden dels andet kapitel tænder han på en ny kvinde som minder ham om hans tidligere liv.

Kvinden på Langelinie er meget sensuelt skildret, f.eks. hendes krops former og fylde, duftene og tøjets lyd. Og disse beskrivelser gentages varieret. Fortælleren lader os heller ikke i tvivl om den stærke tiltrækning hun øver på ham, og ej heller om at han nok vil falde (alligevel varer det fra s. 104 til 179, altså 75 sider, før det sker). Han vil efterhånden hellere drømme om Nanna, end skrive til Betty. Han sender dog Betty et kort brev, for han skal til middag hos: "Etatsraad Klem, som du ikke kjender" (131). Altså en markering af at de ikke er fælles om et tidligere liv, mens han, selvom han havde glemt det, har bevæget sig i samme kredse som Nanna. Ved middagen er hun udfordrende klædt, men viser samtidig adspredthed og behersket ro. Ser hun overhovedet Anton? Under alle omstændigheder virker hendes overraskelse ved synet af ham unaturlig: "Vil De ikke tage Plads?" Flirter hun med ham? Svigerforældrene vogter på hende. Men hun taler til Anton om et måske fremtidigt møde (144).

Hans selvbedrag tager fart, samtidig med at han fornemmer at fru Conerding flirter med ham, for hendes udtryk og tone er ikke helt naturligt (140 og 143). Hun går ham til hovedet (144).

Byberg ankomst betyder en art komisk mellemspil, men Betty har sendt ham for at hente Anton (146-147). Dog ser han ikke Bettys billede i drømme, men "to store gaadefulde Øjne […] over et Par snehvide Skuldre." (150)

Modsætningerne vedr. kønsmoralen spidser til i diskussionen om hjemmets rolle mellem fru Drehling og dydsdragonen, baronessen og hendes egen søn. Efter dydsdragonen og baronessen er gået, angriber Anton moren og lovpriser Betty (160). Men denne lovprisning til trods føler Anton at han synker tilintetgørende (162), hans lidenskab besmitter ham, og resultatet bliver tungsind (163). Selvbedragerisk og naivt tror han ved at ofte at se fru Conerding at kunne vænne sig til hende så hun mister sin tiltrækning; men selvfølgelig går det omvendt. Hun byder ved hvert møde på nye tillokkelser. Og ydermere fornemmer han at hun ville kunne blive hans. Han tør, overbeviser han sig selv om, end ikke gå hjem, for dér vil han blive konfronteret med et brev fra Betty som han i øjeblikket synes uværdig til at læse (164). Samtidig indser han at utroskab er en virkelig mulighed, men at den mulige overgivelse vil fremkalde et afgørende skel mellem for- og fremtid (165), for modsætningen mellem familieliv og lidenskab kan ikke overvindes (169).

Seksualiteten som destruktiv besættelse illustreres af v.d. Meuses historie om Munk og konens galskab (172-173). Igen Antons forbavsende selvbedrag: Han vil rejse hjem, men først vil han aflevere sit kort til fru Conerding, mens han ved hende ude – og "fornemme et Pust af hendes levende Nærværelse". Derefter skal hun være "død for hans Tanke." Beskrivelsen af den "blomster"-stue med alle duftene følger. (174). Han forlænger sit ophold i dette meget iscenesatte værelse (175-176) og kysser pennen med hendes navnetræk (177). Men pludselig er hun hjemme. Han forklarer at han skal rejse. Hun: saa farvel. Men i stedet kysser han lidenskabeligt hendes hånd. Hun flygter ind i en anden stue; snart følger han efter, og han får sin vilje, dog, trods den emotionelt ladede situation, ser han at hun har tørre øjne –

Byberg udspionerer sin svigersøn, bliver klar over sammenhængen og græder. Imidlertid konfronterer han ikke Anton, han rejser i stedet hjem og fortæller Kamma om utroskaben. En utroskab Antons straks efter angrer (181).

Slutning. De julerejsendes glæde (182-184) står i modsætning til Antons fortvivlelse: "hans Liv var forspildt, hans Lykke endt" (184). Hjemme på godset afbrydes den festlige modtagelsesforberedelse brat af faren og Kammas ankomst: "Betty . . . din Mand har bedraget dig" (188), Kamma formaner sin lillesøster: "Betty," sagde hun. "Jeg tvivler ikke om, at du nu véd, hvad du skylder dig selv at gjøre . . . ikke sandt?" "Betty løftede ligesom sky sit Blik op imod Søsteren og sænkede det igen. "Ja," sagde hun derpaa fast besluttet." (188-189). Alligevel er der et øjebliks tøven. Imidlertid fortæller Kamma hende ligeledes at hun ikke en time kan være sammen med den mand hun ikke længere ser som sin ægtemand. Da hun tonløst erklærer at hun må bort, hedder det: "Der gik som et triumferende Lys over Kammas blege Ansigt." (1889), og hun viser sig kærlig over for den nu føjelige Betty.

Kamma overtager så konfrontationen med Anton. Hun sige bl.a.: "[…] der er Ting saa foragtelige, at de løser fra ethvert Hensyn […]." Anton insisterer flere gange på at se og tale med Betty, men hører hende i stedet drage bort. Kamma: "Hun er ikke længere Deres Hustru, og hun forbander den Time, da hun blev det. – – "

Så vidt jeg kan se, tager Kamma endnu engang hævn for sin egen forsmædelse ved at hævde en rigoristisk moral og ved i kraft af denne at overtale, i en vis forstand, tvinge Betty til at afvise enhver forsoning (jf. også Hostrups bemærkninger herom).

Bettys ægteskab og videre skæbne bliver derved en gentagelse af den ældre søsters; men fortælleren fremstiller ikke de to ægteskaber som ens. For det første er behandlingen af Betty og Antons ægteskab væsentlig mere indgående beskrevet end Kamma og Klosterbaronens, og, for det andet, mens Kamma synes at lægge vægt på sin egen værdighed og sin rigdom som borgfrue, og baronen blot fremstilles som en bøffel med en stor erotisk appetit, så skildres Anton og Bettys ægteskab som hvilende på gensidig forelskelse. Der er ganske vist helt sikkert ironi i denne skildring, for de fremstilles også som på vej til at sande til i en åndløs idyl, men en idyl som Anton i øvrigt for første gang oplever, den er ny for ham, og den har nyhedens attraktion.

Endvidere, mens det lakonisk meddeles at Klosterbaronen lå i med en malkepige, så går langt den største del af romanens anden del med at skildre Antons, ganske vist forgæves forsøg på at modstå den fristelse som Nanna udgør, og som fortælleren gør sig megen umage for at levendegøre for læseren. Den ironi som foreligger i bogens anden del knytter sig ikke til noget latterligt, som fx Bybergs naturstudier, men til Antons ødelæggende selvbedrag. For lige såvel som han ønsker at være sin kone tro og bevare sit kærlige forhold til hende og sit familieliv, ønsker han brændende at besidde Nanna.

Med hensyn til spørgsmålet om Mimosers holdning til og stillingtagen til sædelighedsfejden, må jeg melde mig under Bredsdorffs fane: At hævde et kyskhedskrav så rigoristisk at ægtemandens overtrædelse heraf, kun har én mulig udgang, nemlig øjeblikkelig ophævelse af samliv, er bestemt ikke bogens ærinde – ja, faktisk vil ikke engang Hostrup, i hvert fald i princippet, kræve noget sådant. At den konservative presse kunne tage bogen som et som et forsvar for et traditionelt, for hustruens vedkommende, dydsbaseret ægteskab, er en smule retfærdiggjort af beskrivelsen af Betty og Antons første tid sammen, men der tages dog ikke hensyn til den ironi, den er skildret med, og endvidere af at hans afsluttende brev til moren viser den begrænsede attraktion ved et liv som rig, hjemløs skørtejæger. Dette brev er bestemt kuldslået.

Dette betyder dog stadig ikke at Mimosers ærinde er et forsvar for ægteskabet. Ja, selv Hostrup tøver hæderligt med at tilskrive forfatteren denne intention. Dens ærinde er langt snarere at slå til lyd for den anden part bør kunne tilgive, såfremt der i forholdet er noget som er værd at bevare. Den holdning, finder jeg ligesom Elias Bredsdorff, kommer frem både i romanens forløb og i dens titel.

I betragtning af at Bjørnson selv var i tvivl om hvor Pontoppidan stod, kan man stille følgende spørgsmål til teksten: Er bogen et forsvar for en fællesmoral for mand og kvinde, eller er der tale om en, stiltiende accept af dobbeltmoralen; ville det være tænkeligt eller utænkeligt at Anton, såfremt Betty havde haft en affære, ville kunne have tilgivet hende?

Det ved vi ikke, men nu bliver kvindelig utroskab jo rent faktisk også behandlet i romanen selv, nemlig fru Conerdings utroskab over for sin ægtemand. I dette spørgsmål er fru Drehling og hendes søn enig. Fru Conerdings familie har ladet sønnen skille, og de har taget barnet fra hende, "under Paaskud af at hun ikke var værdig til at opdrage det" (192). Endelig bliver hun diffameret, foragtet og udelukket af det gode selskab.

Mens Elias Bredsdorff er tilbøjelig til at mene at fru Drehling på dette punkt udtrykker fortælleren, og forfatterens, synspunkter siger Jens Kruuse: "I en bog af Mimosers grundstemning indgår denne person, fru Drehling, sammen med de andre i illusions-virkelighed-kontrasten. At gøre hende til forfatterens talerør er en naivitet, som må skyldes just retningsbestemmelsen. (Kruuse 1968, s. 55-56). Elias Bredsdorff svarer herpå ved at stille spørgsmålet: "Men mon Pontoppidan villet have ladet bogen slutte med en udtalelse af den art, hvis han var bunduenig i synspunktet?"

Selvom der må gøres den indrømmelse at bogen faktisk slutter med Antons beretning om hvordan hans turistliv bevirker at "i det hele taget gaar Tiden godt, bedre end jeg havde ventet." (193). Hertil skal også lægges det faktum at skandalen også rammer ham. Han fortæller at han nok er for kompromitteret til at bestride poster i diplomatiet, og "Landsthingspladsen ryger da sikkert i Lyset af samme Grund […]." (193). Der er givet at store dele af det gode selskab, havde skandalen virkelig fundet sted, ville lukke deres døre ikke alene for fru Conerding, men også for Anton Drehling – i hans tilfælde i hvert fald for en tid. For til trods for Georg Brandes’ ønske om at lade den individuelle bestridelse af kønnet være en privatsag, så blandede folk sig dengang som i dag, ja, dengang endnu mere fordømmende, i hvordan folk udlever deres seksualitet. Imidlertid, hvad angår forargelsens styrke og konsekvenser, er der næppe tvivl om at kvinden blev hårdest ramt.

Det er i denne forbindelse interessant at Edvard Brandes i sit skuespil Et Besøg (1882) behandler, ikke kvindelig utroskab, men det forhold at en gift kvinde tvinges til at indrømme over for sin ægtemand at hun, længe før de traf hinanden, blev forført af en mand, faktisk ægtemandens ven. Skønt ægtemanden går ind på, for deres barns skyld, at lade hustruen blive boende, så lades vi ikke i tvivl om at hans tilgivelse, hvis den kommer, ligger langt ude i fremtiden. Hustruen Florizel siger til den oprørte ægtemand: "Ja, jeg har i en afsindig Time i mit Liv hengivet – nej ladet mig røve mit Legem uden min Sjæl – det har I Mænd hundreder af Gange gjort uden at vi Kvinder tør klage" (3. oplag 1903, s. 92). Dette synes i vore dage et rimeligt og velræsonneret forsvar, og det får da også ægtemanden til at undlade at sende hende bort. Alligevel siger ægtemanden til slut til hende: "Men haab intet af Fremtiden: den bliver en grænseløs Ulykke for os begge." (94).

Edv. Brandes havde i sit første ægteskab en ung hustru og samtidig en elskerinde, mens hustruen havde en elsker (da elskeren giftede sig, begik hun selvmord). Så der var tale om et ganske ukonventionelt (og uhørt) forhold.

Alligevel er det andre toner der lyder i skuespillet. Edv. Brandes gik i stykket til grænsen for det tilladelige, for ganske vist udkom det i flere oplag, men skønt Det Kongelige Theaters chef, kammerherre Fallesen mod censors råd antog det, fordi han troede det var forfattet af J.P. Jacobsen, så skete det meget usædvanlige at den store skuespiller, Emil Poulsen, afviste at spillerollen som forføreren. Resultatet var at det først blev spillet i 1885 på Dagmarteatret. I øvrigt, ifølge Kristian Hvidt, "med succes og uden forargelse (Hvidt 1987, s. 179).

Pontoppidan er også dristig, for fru Conerding ender jo, da bogen slutter, som en holdt kvinde, og Anton spilder ikke mange ord på hende. I det hele taget er Antons afsluttende brev til moren meget af et mesterstykke, omend et kuldslået et af slagsen.

Først svarer han bekræftende på morens spørgsmål om fru Conerding er hans elskerinde. Han går videre med at beklage sig over folks opførsel over for hende "... fra alle Sider har hun været Gjenstand for en Foragt, der gaar over alle Grænser" og fortsætter han "Ja, jeg maa dog tilsidst give dig Ret i, at det er en underlig Verden, og at vores Moral navnlig i dette Kapitel er for Kabylere og Hottentotter og ikke for civiliserede Mennesker." (192).

Så vidt så godt, men sammenholdt med næste afsnit af brevet, er der alligevel grund til undren, for han fortsætter:

Hvad mig selv angaar, saa lever jeg her ganske vel fornøjet. Jeg ville lyve, ifald jeg sagde andet. Her er mange fortræffelige Mennesker, som jeg har stort Udbytte af at holde Samkvem med. [...] Vejret her er glimrende. Vi var i Gaar paa en Udflugt i Bjærgene sammen, et helt Selskab fra Byen. Det var højst fornøjeligt. Damerne her er virkelig overordentlige. I det hele gaar Tiden godt, bedre end jeg hande ventet. [...] men i næste Uge tager jeg vist ind i Schweitz. Derfra skal du atter faa en Hilsen."

Læg mærke til at fru Conerding i Antons brev fremstilles som et offer for en primitiv moralopfattelse. Det er naturligvis i orden. Men, men, men, hans forhold til hende mangler i brevet enhver privat og personlig dimension. Og han begynder afsnittet efter omtalen af hendes forhold med "Hvad mig selv angaar." Man kunne dog mene at en elskerinde også talte med i "Hvad mig selv angaar", men det er ikke tilfældet. Hertil kommer at hun heller ikke nævnes som en af dem, som han har "stort Udbytte af at holde Samkvem med", mens han positivt kommenterer kvinderne som et kollektiv: " Damerne her er virkelig overordentlige."

Jeg finder at Pontoppidan mesterligt skriver fru Conerding/Nanna ud af Antons videre liv. Ja, der skiftes i brevet fra første person flertal til første person éntal: "men i næste Uge tager jeg vist ind i Schweitz." Det havde været let at skrive "vi", men det gør forfatteren ikke!

Vender vi tilbage til det overordnede spørgsmål om bogens mere almene stillingtagen til spørgsmålet om ægteskab og ægteskabelig utroskab, vil jeg lægge vægt på kombinationen af romanens handlingsmæssige håndtering af gentagelsen og dens anvendelse af ironi og satire.

Det er Kammas reaktion på hendes egen mands utroskab som på hendes forlangende genanvendes på Bettys, eller nok rigtigere på Kammas, håndtering af forholdet mellem Betty og Anton. Men som det før har været søgt påvist, så er de to forhold forskellige, og de behandles som forskellige af fortælleren. I det første tilfælde mødes snobberi og indbildskhed med liderlighed, og fortælleren sparer ikke på satiren.

Ironi, snarere end satire, rammer også den borgerlige idyl som Betty og Anton lukker sig inde i. Det er imidlertid meget svært at bortforklare, at de også skildres som nærende meget varme følelser over for hinanden, ja, de fremstilles som elskende. Dette forhindrer ikke Anton i at være utro, skønt han før gerningen kæmper imod og efter den angrer; men det indicerer, efter min mening umisforståeligt, at de kunne have været forsonet (jf. også Hostrup), såfremt Betty ikke af Kamma var blevet overtalt, ja, i en vis forstand tvunget til at reagere som Kamma selv gjorde.

Selvom denne tolkning er korrekt, betyder det dog ikke at romanen bør ses som et forsvar for ægteskabet. Dens fremstilling af to tilfælde af ægteskabelig utroskab er interessant, fordi de, til trods for at de ved første øjekast synes meget lig hinanden, faktisk er meget forskellige. Derfor er det mit bud, i lighed med Brandes, at romanens holdning er at man ikke rigoristisk bør anvende samme norm forskelsløst ved alle tilfælde af ægteskabelig utroskab.

Spørgsmålet om lighed eller ulighed mellem Klosterbaronens (han tildeles ikke engang et navn) og Anton Drehlings utroskab er imidlertid kompliceret. På den ene side er det evident at der virkelig er forskel. At gå i høet med en malkepige som Klosterbaronen gør det, er næsten en reflekshandling som muliggøres af hans rang og myndighed i forhold til pigebarnet, og fortælleren røber mildest talt intet om at han nærer en ustyrlig passion for pigen. Hun er blot ved hånden.

Helt anderledes med Anton: Fortælleren bruger mange ord på at skildre Antons vågnende passion for Nanna og hans kamp mod den. I modsætning til Klosterbaronen søger han at bekæmpe et voldsomt begær rettet mod en helt bestemt, i hans øjne unik, kvinde. Ja, der er tæt på at være tale om en amour fou fra hans side. For Antons vedkommende er der endvidere ikke alene tale om et markant begær efter fristerinden, der er også tale om et dybtfølt kærlighed til Betty og et stærkt ønske om at bevare ægteskabet.

Umiddelbart er der altså, som ovenfor hævdet, tale om en meget betydelig forskel på de tilfælde af utroskab. Og så alligevel, begge mænd falder, og i begge tilfælde reagerer kvinderne på denne krænkelse, Betty dog med hjælp fra sin storesøster, ved at forlade dem. Hvis man kun tager hensyn til bundlinjen, så er de to tilfælde meget lig hinanden, ja, i grove træk identiske.

Parallelhistoriernes afvikling forekommer mig dog at rumme en yderligere pointe. For hvad er det som afløser Antons dobbelte og samtidige begær efter familieidyl og erotisk passion? Ingenting – kunne man sige, for der er tale om en ligegyldiggørelse af begæret. Dette betyder at Anton Drehling, alle forskelle til trods, ender i en situation som er meget lig Klosterbaronens, for i hans "Damerne her er virkelig overordentlige." skelnes ikke mellem dem. Heraf følger imidlertid ikke at Mimoser forsvarer det traditionelle ægteskab; i stedet antyder teksten at Bettys tilgivelse sandsynligvis ville have gjort Antons fremtidige liv mere meningsfuldt.

Referencer

Edvard Brandes: Et Besøg. Skuespil i to Akter, 1882.
– : Anmeldelse af Henrik Pontoppidan: Mimoser. Et Familieliv i Politiken 15.12.1886

Elias Bredsdorff: Henrik Pontoppidan og Georg Brandes. En dokumentarisk redegørelse for brevvekslingen og den personlige kontakt I-II, 1964 (om Mimoser II, 44-62)
– : Den store nordiske krig om seksualmoralen. En dokumentarisk fremstilling af sædelighedsdebatten i nordisk litteratur i 1880'erne< Kbh.: Gyldendal. (om Mimoser 162-168)
– : "Mimoser endnu en gang. Et svar til Jens Kruuse" IN Kritik 7, 1968, s. 115-124

Chr. Hostrup: "Om Henrik Pontoppidans "Mimoser", med særligt Hensyn til Dr. E. Brandes Anmeldelse deraf" IN Morgenbladet 22.12.1886

Kristian Hvidt: Edvard Brandes. Portræt af en radikal blæksprutte, 1987

Jens Kruuse: "Retningsbestemmelse" IN Kritik 5, 1968, s. 46-57

Henrik Pontoppidan: Mimoser. Et Familjeliv, 1886 (der er i artiklen citeret fra denne udgave)
– : Smaa Romaner 1885–1890 (tekstudgivelse, efterskrift og noter af Flemming Behrendt), Danske Klassikere, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab/ Borgen (Mimoser s. 79-174, om Mimosers tilblivelse 449-459, om eftertidens behandling 503-508

 
[1] omdømme: Det er jo en gammel anvendelse/betydning af ordet. Det er med i ODS, men ikke i "Den danske Ordbog". Tror du yngre læsere vil forstå den? (FB) tilbage