Drengeaar og Hamskifte
For fireoghalvfjerds Aar siden sad en seksaarig Dreng og kiggede ud ad Vinduet i Pastor Pontoppidans rummelige Præstegaard i Randers. Drengen havde et vaagent Øje og et opladt Sind. Han mærkede sig alt, der foregik for hans Øjne, de gamle Bønder i sorte Fløjlsbukser, høje Uldhatte og langskaftede Støvler, der kom trækkende til Marked med Heste og Køer eller med en Sæk fuld af levende Smaagrise paa Ryggen – Beslagsmeden ligeoverfor ved den flammende Esse og de sodede Smedesvnede med de vældige Armmuskler og en ung sparkende Plag med det hvide ud af Øjnene og det røde af Næseborene. Men det stærkeste Indtryk paa Præstens Henrik gjorde nogle sære Pjalteskikkelser, som han havde hørt en besøgende Dame kalde "de unævnelige". De dukkede i Ny og Næ op i Gaden med en snavset og bulet Blikspand i Haanden. De kiggede sig undersøgende rundt, og det, de saa ivrigt søgte efter, var Hundenes Efterladenskaber. Skarnet blev solgt til Byens mange Hanskemagere, der brugte det til at garve med. Og Drengen forstod langt om længe Betydningen af et Par dunkle Linjer i Grundtvigs berømte Bryllupssalme:
"I Davids-Staden
er Guld paa Gaden.
O, Gudskelov!"
Pastor Pontoppidan var en strengt religiøs, indesluttet Mand, mere agtet end afholdt, som det var Tilfældet med adskillige Medlemmer af den vidtspredte Familie, der i 300 Aar havde leveret saa mange Præster, Jubelpræster, Provster og Bisper til den danske Folkekirke, at der ikke findes mange Sogne i Landet, hvor ikke en af Slægten har fungeret som Menighedens Hyrde. Der fødtes seksten Børn i Pastor Pontoppidans Hjem, og der var ligesom ikke Tid til et nærmere Familieliv – de mange Søskende omgikkes nærmest som Fætre og Kusiner og kunde til Tider ikke huske hinandens Navne!
Man kunde tro, at Barndommen i et saadant Hjem kunde have avlet et lukket, indadvendt Drømmesind. Tilmed var Henrik ikke særlig afholdt blandt sine Kammerater og havde faa Venner. Men læser man Pontoppidans egen Skildring fra hans Barndom (Drengeaar, Gyldendal, 1933), forbavses man over, hvor mange forskellige Befolkningslag, den unge Pontoppidanætling lærte at kende, hvor godt forberedt han i Virkeligheden blev til sin store Virksomhed som Samfundsskildrer. I Randers selv laa de udstrakte Købmandsgaarde med deres Brændevinsbrænderier og Tømmerpladser, en hel lille Verden for sig, og paa Markedsdage kom Omegnens Bønder kørende i Tusindvis og forvandlede Byen til een stor Torveplads. I Ferierne kom Henrik paa Besøg hos Omegnens meget forskellige Præster eller hos de store Gaardmænd og deltog i Høsten og Bøndernes Gilder. Ude i Heden vandrede endnu Taterne, og man kunde træffe en halvt ihjelfrossen Savoyarddreng bag en Busk. Syv Aar gammel oplevede Drengen 1864 med Byens Besættelse af fjendtlige Tropper og Hjemmet fuldt af fjendtlig Indkvartering. Den store Børneflok gjorde det umuligt at have altfor meget Opsyn med den enkelte, og Henrik lærte paa sine Strejftog med andre halvt forvildede Drenge de gamle Skippere i Havnekipperne at kende, som han allerede kendte Købmandskarlene. Det fine Borgerskab tilhørte han jo fra Fødslen, men det er i Virkeligheden mærkeligt at se, i hvor mange hver for sig temmelig lukkede Krese, dette Præstegaardsbarn fandt Indpas paa naturlig og levende Vis.
Der har i hans Sind ligget et dybt demokratisk Drag, og det viser sig endnu i hans høje Alderdom. Efter hans Kones Død i 1928 lever Henrik Pontoppidan saa isoleret, at han af de fleste betragtes som absolut Eneboer. Det hænder, at folk uanmeldt kommer rejsende langvejs fra for at tale med ham, men ikke kommer ind. Navnlig dersom "kendte" Folk kommer anstigende, barrikaderer den gamle Bjørn sig i sin Hule bag nedrullede Persienner. Er det derimod en Bondemand eller Bondekone, kommer han frit frem og faar sig en Passiar. "Det har altid gjort Indtryk paa mig," siger hans Barnebarn, Nils Pontoppidan Thomsen, i en lille Artikel, "at se, at Morfar befinder sig bedst i ganske jævne Menneskers Selskab. Nu, da jeg selv er blevet voksen, forstaar jeg, hvorfor et af hans Hovedværker hedder Muld".
*
Hvorledes Randersdrengen kom til København som polyteknisk Studerende, har Pontoppidan skildret i et følgende Bind af sine Erindringer, Hamskifte, 1936. Allerede, at en Præstesøn valgte at studere en saadan Smedevidenskab som Polyteknik, var noget højst usædvanligt, næsten forargeligt. Men den sekstenaarige Pontoppidan var grebet af Tanken om Tekniken, hvis Fremskridt var mere værd, naar det drejede sig om at bygge en ny og bedre Verden op, end Politikernes Skænderier. Han blev dog hurtigt en ivrig Tilhører i Rigsdagen, hvor en Tale af Venstreføreren Chresten Berg gav Kongen Anledning til at udnævne Højres stærke Mand, Estrup, til Konseilspræsident – Indledningen til Provisorierne og Forfatningskampen. Endnu i sin høje Alderdom har Pontoppidan ikke glemt sin Harme over Junkerkongens Alliance med den Reaktion, der vilde slaa Folkefriheden ned – Tilbøjeligheden til reaktionære Statskup er jo heller ikke uddød hos Kong Christian den Niendes Efterkommere! Pontoppidan skriver:
"I Stedet for en Skamstøtte til Ihukommelse af dette forræderisk genopvakte Herremandsvælde staar der nu paa Ridepladsen foran den nye Rigsdagsbygning en kolossal Rytterstatue af Kongen, et Æresminde. I korrekt Skolerytterstilling sidder Majestæten paa Hesten og faar den til at danse lydigt under ham. Dersom Mindesmærket skal opfattes sindbilledligt ligesom Rytterstatuen paa Kongens Nytorv, hvor hans Navne traver i Sejrsglæde henover en overvunden Fjende, kan der ikke indvendes noget væsentligt mod Fremstillingen. I den langvarige Konflikt mellem Konge og Folk holdt Chr. IX sig virkelig stram og strunk i Sadelen. Og hvordan skulde han ogsaa faa Forstaaelse af den ubodelige Skade, disse Lovløshedens Aar førte med sig for Land og Folk? Da han og Dronningen midt under Kampen havde Guldbryllup, hilstes de næsten fra alle Hold med undersaatlig Hyldest af den for Retskrænkelser efterhaanden sløvede Befolkning. Over hele Landet bølgede Kongerøgelsen som i Enevoldsmagtens kronede Dage. Tilsyneladende i hvert Fald var der almindelig Glæde over denne fremmedfødte Monark, der havde frataget Folket det af Forgængeren givne Frihedsbrev og mir nichts, dir nichts puttet det i Lommen."1
Nye Kredse aabnede sig for den uroligt søgende Student. Han fik Værelse og fandt Venner i det gamle Nyboder og fik Tilknytning til en frisindet og velhavende, jødisk Grossererfamilie. Sporene af disse nye Oplevelser findes i den store Roman Lykke-Per. Et Vidnesbyrd om hans Oplevelsestrang er det, at han søgte at komme med paa en videnskabelig Grønlandsekspedition. Blandt Studenterkammeraterne fik den tuberkuløse og nyresyge, dødsdømte Hansen-Schaffalitzsky ikke mindst Indflydelse. Han var en overlegent begavet, selvstændigt orienteret Aand, for hvem Drachmann og I.P. Jacobsen stod som verdensfremmede Efterromantikere, selv Georg Brandes syntes han var kommet en Postgang forsent – det var de store russiske Romanforfattere, han saa hen til, ikke fra Frankrig, men fra Rusland skulde Frelsen og Fornyelsen komme. Den ludfattige og dødssyge Student lærte sig Russisk for at kunne læse de russiske Nutidsdigtere i deres eget Sprog, Lermontof, Gogol, Michael Saltikof, en Litteratur, der endnu var ganske ukendt i Danmark.
Pontoppidan har senere ofte tænkt over, hvad det var, der virkede saa dragende paa ham hos denne syge Særling. I alt Fald kaldte "Schaff2" baade paa det realistiske Anlæg og det oppositionelle Sind hos Kammeraten. Som den, der saa Tekniken som Fremtidens Værktøj, ænsede den unge Pontoppidan næppe Rørelsen omkring Georg Brandes. Det var jo en Bevægelse, der samlede sig om Universitetet og for denne gamle Anstalt havde Pontoppidan ringe Respekt. Alligevel tilfredsstillede det polytekniske Studium ham ikke helt, og en Kærlighedsoplevelse under en Rejse til Svejts satte hans uroligt brændende Fantasi og Trang til at udtrykke sig, i Sving. Han der hidtil nærmest havde undret og skammet sig, naar han – Realisten – lod sig gribe og bevæge af et Digterværk, begyndte selv i al Hemmelighed at prøve Pennen. Den lange Gæringsproces var ved at nedfælde et Resultat. Pontoppidan brød alle Broer af, forlod Læreanstalten og tog mod Broderen Mortens Tilbud om at blive Lærer i Fysik og Naturfag paa hans Højskole i Hjørlunde. Dermed indlededes et nyt Afsnit af Pontoppidans Liv, der skulde sætte saa dybe Mærker i dansk Litteratur (Trilogien Det forjættede Land).
Digtere, der dør purunge i deres Genis Opblomstring, kan komme til at staa for Efterslægten i en særlig Glans. Men langt større Betydning har det for en Litteratur, at den har sine langtlevende Mænd. Det giver en Sammenhæng i Kulturudviklingen, der ikke kan erstattes. Det er en Lykke for os, at vi endnu kan høre Pontoppidans klare og stærke, strenge og bidske Røst og maale ham og Tiden mod hinanden. Hans Firsaarsdag bør give Anledning til, at mange Arbejdere, der endnu ikke kender ham, tager hans Bøger med hjem fra Kommunebiblioteket. Faa af de ældre danske Forfattere beskæftiger Ungdommen i Dag saa stærkt som Pontoppidan. Det Samfund og de Livsvilkaar, han belyser, er Forudsætningen for vor egen Tid. Han giver Besked.
Det er som en lille Indledning til Læsningen af Pontoppidan, jeg har prøvet at eftertegne et Rids af de Oplevelser, hvoraf hans Forfatterskab groede op.
Man maa stadig tænke paa Pontoppidan i disse Dage. Udenfor ens Vinduer vælder den grønne Sommer i Sollyset. Og bag al Grønheden rejser sig som en vældig, hvid Skikkelse Pontoppidans skønne Profethoved. Men det er ikke hans Strenghed, jeg tænker mest paa. Det er hans dybe Samfølelse med det jævne Menneske, den brændende Samfølelse, der er Hjertet i hans stejle og kritiske Romankunst.
Otto Gelsted.
