Henrik Pontoppidan

I Dag – d. 24. Juli – fylder Danmarks største nulevende Digter og en af de smukkeste og stærkeste Skikkelser i dansk Aandsliv overhodet, Henrik Pontoppidan, 80 Aar. Fire Snese er til enhver Tid et anseligt Aaremaal, i vor begivenhedsrige Tid gør de det ud for Aarhundreder. Ogsaa her i vor Afkrog er der sket en Del af Format, betydelige Ting frem og tilbage. Dansk Udvikling siden "Gennembruddet" satte ind, minder mest om en Orm, der søger at bide sig selv i Halen. Hvad man dengang løb Storm imod – Kirke, Vanemoral, Aandstvang og Censur – har vi i Dag haardt inde paa Livet af os. En Sneglegang højere2 har Udviklingen vel ført os; hvad der dengang for de fleste var Literatur, er i Dag jærnhaarde Realiteter. Og vi er fra Forpostfægtningerne naaet ind til det egenlige, den sociale Kamp.

Henrik Pontoppidan henregnes jo til det moderne Gennembruds Mænd. Efterhaanden som Gennembruddet er kommet paa Afstand, er han i vor Bevidsthed vokset frem til ved Siden af Georg Brandes at være dets førende Skikkelse, til han nu staar som den stærkeste Personificering af Perioden. Dette er kun betingelsesvis rigtigt; udtømmende er det langtfra.

Nu kan enhver se, at det saakaldte Gennembrud ikke i første Række var af aandelig Art, og at dets Forhold til Frisindet taget i bred Forstand var af meget løs Natur. Firsernes Bevægelse hade som inderste Formaal at føre et Samfundslag, de Liberale, hvis Kærne udgjordes af Storhandel og Højfinans, frem til en politisk Magt, der holdt Maal med den økonomiske Magt, dette Samfundslag sad inde med. Den politiske Magt laa endnu fra gammel Tid ved Storgrundsbesiddelsen (Lensgreverne!) og delvis hos Storindustrien, som var umaskeret reaktionær. For at naa frem, maatte man søge Støtte hos Masserne, altsaa hylde Frisindet. "Politiken" kom for Danmarks Vedkommende til at svare til Berliner Tageblatt og Vossische Zeitung i Tyskland, Dagens Nyheter i Sverige, Verdens Gang og Tidens Tegn i Norge. Fænomenet var ens i alle demokratiske Lande; de let jødisk prægede Organer for Højfinans og Storhandel søgte Støtte i de bredeste Lag ved et Frisind, der ikke skulde tages altfor alvorligt, og som helst kløede løs paa Kirke og Ægteskab. I Danmark hade dette "Gennembrud" den Lykke, at Husmændene var politisk hjemløse, idet Socialdemokratiet hade oversét dem. Ved en klog Udnyttelse af Georgismen fik Højfinansen – med Intellektuelle som oprigtige Formidlere – de danske Husmænd til Vælgerbasis; en Konstellation, der fortæller en hel Del om det politiske Kaos i Tidsrummet forud for vort eget.

Udviklingens Vej har mange Sløjfer, de brede Lag har i Tidernes Løb maattet hjælpe meget til Magten, der ikke just søgte Magten for deres og Demokratiets Skyld. Men noget hænger der altid ved; man kan ikke fodre en Hest med lutter Høvlspaaner, selv om man giver den grønne Briller paa. Højfinansens Parti var nødt til til en vis Grad at gøre Frisindets Arbejde, ogsaa fordi førende Aander sluttede sig til Fremstødet.

Om Georg Brandes kan man vel sige, at hans Kamp for Frisindets Ideer hade mere med Literatur end med den bitre Virkelighed at gøre. Hans Syn paa Arbejderbevægelsen var Antisocialistens; Urettens Ofre skulde helst ha ligget nogle Hundrede Aar i Jorden, før han interesserede sig for dem. Dette forklarer, at der intet gror efter ham i Dag; han var helt ud en sen Udløber af en Tid, der gik til Ende.

I Modsætning til Georg Brandes har Henrik Pontoppidan sine Rødder dybt i Virkeligheden. Der er Muld i alt, hvad han skriver. Føling med Folket i alle dets Afskygninger, ingen har omfattende som han skildret det danske Land og Folket i dets Brydninger. Han er ikke bygget op af første Klasses literær Overlevering, men er Kød og Blod af sit Land og sin Tid i dyb Forstand. Derfor tilhører han kun uegenlig Gennembruddet, der blot er den ydre Anledning. Pontoppidan tjente ikke som Dæksmand for noget forbigangent, hverken etisk eller æstetisk satte han Bourgeoisiet paa Tronen. Tidligere og grundigere end nogen anden har han skildret dets Opløsning.

Denne Skildring maatte naturnødvendigt ogsaa blive en Kritik af Gennembruddet og dets Mænd. Han tog denne Bevægelse op til Eftersyn, som han havde taget Grundtvigianismen og Højskolebevægelsen op3 til Eftersyn, afklædte den for dens Flitter af Simili-Frisind, som han hade afklædt Højskolebevægelsen for dens uægte Romantik.

Der var meget at rømme tilside, meget at afvikle i Aartierne før Krigen; det gamle Samfund kørte paa fossile Sandheder fra Fortiden og falsk Foregøglen af Ideer, der først i et nyt Samfund kunde blive til Virkelighed. Pontoppidan har mere end nogen anden Enkeltmand fjærnet Fraserne og fejet Sminken af Tidens Ansigt, sat os paa bar Bund og derved skabt os Muligheder for at tage mod en ny Udvikling. For den, der kom ind i dansk Aandsliv nedefra, uden literær eller æstetisk Oppakning, var det svært at orientere sig, ja svært at faa Vejret i det æstetiske Danmark, "Gennembruddets Danmark", hvis Mænd sang Lovsange ikke til ny Ideer i Tiden, men til hinanden. Som Ilt i en fad Luft virkede Pontoppidan; hans Arbejder var som Lyskastere, der søgende gik hen over Land og Folk, jævne Mennesker saavel som Aandslivets Repræsentanter; meget brændte sammen under Bestraalingen og skabte ren Grobund. Der var til at aande, hvor han hade færdedes; og der var fremkommeligt!

For mig som ung blev Pontoppidan en stor Oplevelse. Det var ikke "Syner", jeg trængte til, eller store idealistiske Fraser; Liberalismen var fuld af dem, indtil Forløjethed. Pontoppidan saa dette før nogen anden; lang Tid var han ene om Opdagelsen. Der var Kærne i ham, Næring for et hungrigt Sind, som kom nedefra og krævede Nyvurdering. Med ham kom noget væsentligt ind i Digtningen –: Samfundsskildringen med Brodd! Den for det Bestaaende saa ubehagelige Tendens bliver først i Pontoppidans Hænder til et vidunderligt Vaaben. Det er værd at lægge Mærke til, at de Digtere i dansk Literatur, der ser op til Pontoppidan som Mester, alle er Stridsmænd.

Ingen af Pontoppidans Samtidige har haft saa stærk Føling med sin Tid som han. Derfor staar heller ingen os saa nær; ikke blot han selv, hans Værk lever og arbejder blandt os i Dag. Han er den lykkelige Indleder af den sociale Literatur; Kampskrifterne fra hans Ungdom har endnu Livets stærke Klang. Og sidste Bind af Erindringerne viser, at han endnu kan faa Skræp til at synge. Vidunderligt forener han i sin høje Alderdom Heines Salt med Goethes olympiske Ro; at være i Stue med ham – ikke mindst paa Tomandshaand – føles som en Berigelse.

Den hjemlige Kritik er jo nogenlunde enig om at betragte Lykkeper som Henrik Pontoppidans betydeligste Værk, og ud fra en æstetisk-individualistisk Vurdering er det vel rigtigt. Men det er ikke let at se, at der er ret meget en individualistisk Verdensanskuelse kan tage sig til Indtægt i dette stort anlagte Værk om den Enkelte, og om de ubønhørligt isolerende Kræfter i et Samfund i Opløsning, som faar ham til at ende i Ørknen, forladt af Guder og Mennesker. Lykkeper er den ubarmhjertigste af Pontoppidans Bøger – hvad der vil sige noget; ubønhørligt fører den en hel Kultur frem til Tilintetgørelsen. Tror Pontoppidan paa en ny Tid efter det borgerlige Ragnarok? Han har i al Fald ryddet Vejen for den.

Det Forjættede Land er vel Pontoppidans rigeste og frodigste Værk – og et af de rigeste og frodigste, der overhodet er fremkommet paa Dansk. I dette Værk lever det danske Land: Agrene, Markerne, Engene, Bakkedragene, Fjorden; det er der altsammen, uden lyriske Snørkler, sat hen som et Landskab af Ring1. Landskabet er ikke løftet ud af sin Natur for at tjene som poetisk Effektmiddel, det ligger hen i Solskin og Regn og Blæst; Vinden stryger ind fra Fjorden, Skyerne kommer sejlende – langvejs fra. Værket er fuldt af Vejr som intet andet Værk jeg kender; og af karsk Hverdag, jævne Mennesker og deres Skæbner. Det danske Land og den danske Natur lever i denne Roman, ikke Dele af den, men det hele, saadan, at man føler sig drægtig af det; alle Samfundslag lever i den, Danmark vertikalt, i Højden og i Dybden. Selv Før-Proletariatet er kommet med; ikke Almuen, Proletariatet, før det vaagnede til Klassebevidsthed. Pontoppidan er den første, der ser Almuen som Underklasse og placerer den som saadan.

En stor Digter fylder firs i Dag, en af dem, man ikke kunde falde paa at bruge Ordet Kunstner om, fordi Mennesket Pontoppidan afgiver den lødigste Baggrund for Digteren Pontoppidan. I en Tid, da vi ikke var saa fattige som nu, stod der paa vore Pengesedler: Veksles paa Anfordring med Guldmønt! Denne Sætning passer paa Pontoppidans Produktion, derfor er der stadig nærende Brød i den for dem, der vokser til og kræver aandelig Næring.

En stor Folkeopdrager er Henrik Pontoppidan, en af de største, vi har haft. Maatte der trods vor Fattigdom – eller Følelsen af Fattigdom – være Raad til en national Festdag! Saadan, som det passer bedst til hans stilfærdige Væsen baade som Digter og som Menneske.

Martin Andersen Nexø.

 
[1] Ring: maleren L.A. Ring. tilbage
[2] højere: < højrere tilbage
[3] op: < og tilbage