Henrik Pontoppidan

skildret af sit Barnebarn

Den 24. Juli fylder dansk Litteraturs grand old man Henrik Pontoppidan 80 Aar. Her fortæller hans Barnebarn, den unge Nils Pontoppidan Thomsen, en Række morsomme Smaatræk fra den gamle Digters daglige Liv – og tilsammen giver de et Billede af en Mand, der har valgt at leve i streng Afsondrethed fra Offentligheden og derfor er næsten ukendt som Privatperson.

I Anledning af min Bedstefader Henrik Pontoppidans 80 Aars Fødselsdag har "Berlingske Tidende" bedt mig skrive lidt om "Morfar", saadan som jeg kender ham. Han kaldes aldrig andet end Morfar i den lille Familiekreds, der omgiver ham, og dette Navn er for os Unge blevet et Begreb, et uforklarligt smukt Begreb, først og fremmest som et fast Punkt baade i mine Forældres og efterhaanden ogsaa i min egen Tilværelse.

Han bor et Sted i Nærheden af København, som kun faa kender, og som han paa forskellige Maader søger at skjule. Hvis han en enkelt Gang bor paa Hotel, staar der altid Hansen paa Tavlen. Hans Telefonnummer er saa hemmeligt, at han sommetider ikke engang selv kan huske det. Kun enkelte har faaet det at vide, deriblandt Professor Vilh. Andersen, som imidlertid ogsaa er glemsom og aldrig har faaet skrevet det op. Naar han derfor skal ringe derud, sker det ofte gennem en Opringning til mine Forældre med en Forespørgsel om, hvordan det Nummer nu er. Morfar er nemlig det mest sky Mennesker over for Fremmede, jeg kender. Oppe paa Landet, hvor han altid bor hos os om Sommeren, kalder vi hans Værelse "Hulen". Der trækker han sig straks tilbage og sætter Persienner for Vinduet, naar nogen kommer op ad Bakken. Navnlig, dersom det er "kendte" Folk, barrikaderer han sig helt. Er det derimod en Bondemand eller en Bondekone, kommer han frit frem og faar sig en Passiar med Vedkommende. Det har altid gjort stort Indtryk paa mig at se, at Morfar befinder sig bedst i ganske jævne Menneskers Selskab. Nu, da jeg selv er blevet voksen, forstaar jeg, hvorfor et af hans Hovedværker hedder "Muld".

Siden Mormors Død i 1928 er Morfar sikkert af Fremmede betragtet som en absolut Eneboer. Jeg ved, det er hændet, at Folk uanmeldt er kommet rejsende langvejs fra for at tale med ham, men ikke er kommet ind. Men for os Børnebørn er han altid hjemme, ligegyldigt hvornaar vi kommer, og ligegyldigt hvem af vore Venner vi har med, naar bare de ikke vil have hans Autograf, for det faar de ikke.

Jeg tror ikke, noget Menneske nogen Sinde har set ham skrive en Linie. Selv naar vi kommer, lukker han altid først sit Arbejde omhyggeligt ned i Skuffen og lader, som om han aldrig bestiller noget.

Nok er han nu blevet gammel og skrøbelig, men er endnu saa sprudlende aandsfrisk, at man aldrig gaar fra ham uden en eller anden Oplevelse. Selv har han en Evne til altid at opleve og iagttage Ting, som vi andre slet ikke vilde lægge Mærke til. Den største Oplevelse, naar man er sammen med ham, er hans smukke Sprog, og har man en Gang set hans Øjne, glemmer man dem aldrig; de er fuldstændig bleg-graa-blaa. Man har altid paa Fornemmelsen, at de ser tværs igennem En. Men endnu mærkeligere bliver hans Øjne, naar han fortæller en morsom, men ofte lidt uartig Historie, saa faar han nemlig altid Taarer i Øjnene, alt medens han kluklér. Jeg kender ingen, der kan fortælle en Historie som han. Vi giver ham ofte til Jul en af Storm Petersens Bøger, som han saa sidder og blader lidt i. En vakker Dag kommer der pludseligt i hans smukke afmaalte Sprog en af Storm P's Replikker paa et Sted, man mindst venter det.

Han kan være ustyrlig morsom ogsaa midt i gravalvorlige Situationer. Da han for 6 Aar siden brækkede sit Ben, kom Far hjem og sagde, at det i Virkeligheden var meget alvorligt for en saa gammel Mand. Han kom sig imidlertid helt og paastaar, at det skyldtes, at han ikke kom paa Hospitalet, men fik Lov at ligge i sin egen Stue under Pleje af en katolsk Søster, der var saa smuk, at hans gamle Venner kom og besøgte ham lidt rigeligt. Men dernæst paastaar han, at det brækkede Ben er blevet meget stærkere og paalideligere end det raske, og at han derfor vil forsøge at brække det andet ogsaa, naar han faar Tid. Karakteristisk er det, at da han ved den nævnte Lejlighed kom til Skade, blev der fra det Firmas Side, hvis Chauffør var Aarsag til Ulykken, forespurgt, om han ønskede Erstatning, hvortil han svarede, at det kunde han slet ikke tænke sig, da han mente, at Folk i hans Alder overhovedet ikke burde have Lov til at færdes alene paa Gaden uden i Snor.

I de senere Aar er han blevet meget døv; derfor kan han ikke følge en Samtale imellem flere. Men han vil ikke have Høreapparat, dels fordi han mener, at Døvhed er naturlig for gamle Mennesker, som paa den Maade skaanes for en Masse overflødigt Vrøvl, men dels har han aldrig kunnet fordrage bemærkelsesværdige ydre Prydelser. Han har brugt Briller i mange Aar, selv om han overfor disse ogsaa er tilbøjelig til at anlægge det Synspunkt, at det burde gamle Mennesker slet ikke gøre, da Naturen sikkert kræver Hvile for Øjnene. Vi faar ofte at vide, at Goethe ikke kunde tænke sig at bruge Briller, og at han paa sin gamle Dage overhovedet ikke vilde se Folk med Briller hos sig.

En af Morfars bedste Venner, Maleren Johan Rohde, som døde for et Par Aar siden, var, som bekendt, ogsaa stærkt tunghør. Det lød altid, som om de skændtes, naar de snakkede sammen, og bagefter sagde den ene altid om den anden: "Det er dog sørgeligt, som det er gaaet tilbage med den Mands Hørelse."

*

Morfars Fødselsdag fejres altid på de mærkeligste Steder. Sidste Aar var vi i Sidinge Kro ved Lammefjorden, hvor der var dækket Aftensbord ude i Krohaven. Professor Vilh. Andersen, som altid er med, og Morfar er saa livlige ved Bordet, at vi Unge nyder saadan en Aften bedre end nogen Forestilling. Hvor vi skal hen i Aar paa hans 80 Aars Fødselsdag, er der ingen, der aner; – ikke engang Fødselsdagsbarnet.

Naar Fødselsdagen er overstaaet, tager han hjem til sit Vinterhi og til de smaa Spadsereture paa de omliggende Villaveje, som han holder saa meget af. Paa disse Ture snakker han ofte med Børn, som efterhaanden kender ham. En lille Pige kom for nogen Tid siden løbende over til ham, tog ham i Haanden og spurgte ham, om han hed Henrik Pontoppidan. Da han svarede ja, sagde hun med straalende Øjne:, "Saa staar du i min Læsebog". Denne naive Hyldest fra et Barn rørte ham.