Slægt og skæbne

Henrik Pontoppidan og "Syndebukken".

Af Carsten Clante

Henrik Pontoppidan var som bekendt prosaist og ikke lyriker, og det vidste han godt selv. Han har aldrig ladet sine få digte indgå i det egentlige forfatterskab, og de må da også søges de tilfældigste steder, i aviser, i stambøger, i dedikationseksemplarer – og i private gemmer. Som bekendt er det Pontoppidan selv, der er ophavsmand til den bidske bemærkning om, at med Oehlenschlager gik der svamp i sproget¹. Og i et af erindringsbindene fra trediverne, Hamskifte², tillader samme forfatter sig at opfatte nationale koryfæer som J.P. Jacobsen og Holger Drachmann som "et Par romantiske Sildefødinger, i hvis Vers og kunstfærdige Prosa det stormfulde Menneskeliv og Skrigene fra de Skibbrudne gentonede fjernt og aandeagtigt svagt som Verdenshavets Brændingslarm i de Konkylier, vore Bedsteforældre havde staaende paa deres Chiffonierer". Pontoppidan erindrer samme sted om Goethes ord til Eckermann, at "det højeste Maal for en sand Digter var at skrive en mandig og klar Prosa"; og endnu et Goethe-citat anføres: "Wer aber nichts zu sagen hat, der kann doch Verse und Reime machen, wo denn ein Wort das andere gibt und zuletzt etwas herauskommt, das zwar nichts ist, aber doch aussieht als wäre es was."

Lyriker i den forstand var Henrik Pontoppidan altså ikke, ville heller ikke være det; men han var kanhænde et lyrisk gemyt – og det er ikke nødvendigvis det samme. Han manglede ikke følelsens kraft og intensitet, men evnen til i åbenhjertighed at udlevere den, til i den grad at tage sig selv og sin holdning til tilværelsen højtideligt.

Denne sky for det selvbekendende, og et i det hele skeptisk og dialektisk temperament afholdt Pontoppidan, ikke 184 fra at skrive lyrik, men fra at offentliggøre den. Hans digtning bliver selvtugt, avelse af et anspændt følelsesliv – der kunne svinge mellem umættelig livshunger og dødelig melankoli – og ytrer sig i en nådeløs og aldrig afladende selvkritik. Denne selvkritik slår igen ud i en klar og nøgtern prosa, hvis mål er en præcis og adækvat gengivelse af det, der ligger dens forfatter på hjerte: at skabe klarhed over sig selv og dermed, efter god naturalistisk sæd og skik, klarhed over arv og miljø, over slægt og samfund.

Denne kamp henimod klarhed viser Pontoppidan ikke blot i sit valg af sprog, stil og genre, men også i sin digtnings hele mål og hensigt: "at have deltaget som simpel Soldat i Menneskeaandens Frigørelseskamp"^'1; formuleringen er forfatterens egen og beskedne, men det er betegnende, at han i denne karakteristik af sit eget liv og værk har valgt et kampbillede. For kamp var det, en kamp mod magt og autoritet og tradition, og samtidig en kamp, der – bevidst eller ikke – har været ført mod faderen, pastor Dines Pontoppidan, og det tyngende, manende slægtsdiktatur, han i sønnens øjne har legemliggjort.

Far var født i den sibiriske Isvinter 1814, da Sundene var tillagte indtil langt ind i Maj, og da der i det hele blæste en saa bitterkold Vind ind over Land og Folk. Det var Kielerfredens, Statsbankerottens, den napoleonske Efterkrigstids ulykkelige Periode, som for Livstid mærkede saa mange af dem, der oplevede den. Han var kommet til Verden i et fattigt Præstehjem paa Bogø som den sjette af en Række Søskende, hvis Antal efterhaanden steg til femten. Et egenartet Kuld, hos hvem Nationens Ydmygelser og den almindelige Nødstilstand havde udviklet en aandelig Haardførhed og mange skarpe Kanter, – "en mere agtet end afholdt Slægt", som der er bleven sagt om den.³

Der er respekt, men også en mærkbar bunden kulde i dette portræt af faderen: en streng, sejg og pligtbevidst mand, en fuldgyldig repræsentant for en stærk, dygtig og anerkendt slægt. Dines Pontoppidan efterlod sig en åndelig arv, der nok kunne synes tung at løfte for den unge Henrik Pontoppidan, der i 1879 netop har forladt sit næsten tilendebragte 185 polytekniske studium for at slå sig igennem i den frie forfatters tvivlsomme frihed. I Hamskifte fortæller Pontoppidan om de dystre fremtidsperspektiver, som lå ham for øje, efter at han havde aflagt den sikrede fremtids solide ham for at iføre sig en ny og skrøbelig:

Ved Siden af mig stod en forhutlet Fyr med ildrød Drankernæse, en halvgammel Stodder, der snakkede med sig selv, mens deliristiske Trækninger uafbrudt jog ham henover Ansigtet. Fra Byens Natteliv kendte jeg disse Menneskevrag, der ud paa Aftenen krøb ud af deres Smuthuller for at gaa paa Tiggeri i Kaféerne. Flere af dem var Folk, der selv en Gang havde været Stamgæster paa Byens bedste Restauranter, forhenværende Journalister eller andre Forulykkede fra Penne-verdenens Overdrev. Var det maaske et Fremtidsbillede af mig selv? – – –

– Og i disse mørke tanker er det, at den unge forfatter går hjem og skriver digtet "Syndebukken", som han giver den betegnende undertitel "En Skæbnenovelle"^'2.

Der var en Gang en Mand af ringe Kaar,
der ved sin Død var Byens første Borger.
Han fulgtes til sin Grav af alle Stænder,
højlovet og begrædt af Slægt og Venner.

Denne markante personlighed har efterladt sig dygtige børn, "en vakker Flok", der værdigt og målbevidst tager arven op efter det faderlige forbillede.

Så vidt digtets indledning. Men ligesom Siegmund Freud langt senere indfører begrebet "det ubevidste" og påviser dets funktion som reservoir for det pæne og tilpassede menneskes fortrængninger, der som bekendt kan give sig tilsyneladende uforklarlige, ubehagelige udslag og forvrænge det harmoniske menneskebillede, således har, viser fyrre år tidligere den 22-årige Henrik Pontoppidan, slægten "sit skjulte Voksested i Dynd og Mørke":

En skummel Verden, stængt for Sol og Sang,
opfyldt af Genfærd som en Morderhule:
et Skjulested for Tanker, der blev kvalte,
for Følelser, der dræbtes, straks de talte.

186 En eneste af sønnerne bliver et produkt af disse slægtens gennem tiderne opslemmede og indestængte følelser og drifter:

Han vidste ikke selv, hvorfra den kom,
den Blodets mørke Strøm, der tændte Luen,
den Ufredstrang, den Lyst ved Skrig og Raaben,
den Spottens Slangegift, som var hans Vaaben.

Han blev en ensom, – fremmed for sig selv,
en Livets Vagabond paa øde Veje.
Sin Dom han hørte rundt i Byens Gader:
"Han slægter daarligt paa sin ædle Fader."

Han bliver "en Drømmer med et splittet Sind", drikker sig til tider fra sans og samling, synker hen i ørkesløse grublerier over sine forspildte muligheder, bliver en fremmed for det liv, han forgæves har søgt at komme i harmoni med, henfalder til passive erotiske drømmerier:

… Han hørte Fangekor af brudte Røster
og Havfrusang fra fulde, hvide Bryster.

Denne kamp, under hvilken den forlorne søn går til grunde, er nok en kamp mod faderen, men ikke, som hos Henrik Ibsen, mod faderens skjulte laster; det er – paradoksalt nok – en kamp mod de drifter og længsler, som den karakterfaste fader i streng askese har fornægtet og "stuvet ned" – og som sønnen nu har fået i arv:

Han maatte kæmpe mod sin Faders Skygge,
med vilde Drifter, som en Gang blev bundet,
og af hans Vilje sejrrigt overvundet.

Drikfældig og nedbrudt ender sønnen sit liv "i Affaldsdyngen". Men ved sin død må han spørge sig selv:

Hvorfor blev jeg den sorte Ært i Bælgen?

Parallellen med Henrik Ibsen er nævnt, og især Osvaldskikkelsen i Gengangere bringes i erindring. Både sønnen i Pontoppidans ungdomsdigt og Ibsens hjernesyge Osvald er tilsyneladende værgeløse ofre for fortidens laster – og så er Pontoppidans versfortælling, efter erindringerne at dømme, dog skrevet et par år før Gengangeres fremkomst! Der er imidlertid den afgørende forskel mellem de to sønneskikkelser, at mens Ibsens Osvald må undgælde for faderens 187 syfilitiske løjtnantsdage, altså for hans lastefuldhed, er sønnen hos Pontoppidan inficeret af den lastefuldhed, faderen – og slægten i øvrigt – ikke har gjort sig skyldig i; han er, som offer for hvad man måske kunne kalde "arvelige fortrængninger" blevet "den sorte Ært i Bælgen".

Dette digt om en menneskeskæbne, om jeg'ets identitet over for det slægtsbestemte underbevidste, er på mange måder væsentligt for forståelsen af Henrik Pontoppidans efterfølgende og egentlige forfatterskab. Især i det senere forfatterskab træder dette identitetsproblem i forgrunden, med toppunkter i romanerne Lykke-Per og De Dødes Rige. Som en indledning til diskussionen omkring dette tema står den lille roman Spøgelser fra 1888; ligesom Syndebukken og Per Sidenius er fortællingens hovedperson, den disharmoniske grevesøn, en ætling af en berømmelig slægt. – Men det forekommer mig, at hele denne personlighedsproblematik må anskues i sin tætte sammenhæng med forfatterskabets og forfatterens stadige kamp imod faderautoriteten, og netop heri finder vi den måske inderste drivkraft i Henrik Pontoppidans digtning.

Oplysende i denne forbindelse er en udtalelse fra forfatteren, fremsat så sent som i begyndelsen af trediverne, efter at han har lagt sit sidste skønlitterære værk bag sig:

Min Stilling til de radikale Synspunkter er den samme nu, som den altid har været. Den er mig så at sige medfødt, fordi jeg er radikal af Natur. Der er i en Skikkelse som Jørgen Hallager i "Nattevagt" adskillige Draaber af mit eget Hjerteblod. Men jeg tilhører en Embedsslægt, og er med mange Rodtrevler forankret i en gammel Kultur. Derfor har min Radikalisme ikke udfoldet sig uden Hæmninger.⁴

– Vi har et af de sjældne tilfælde, hvor Henrik Pontoppidan udtaler sig klart og åbent om sit forhold til forfatterskabet. Udtalelsen røber, at Pontoppidan altid har følt sig i et stærkt modsætningsforhold til slægten, at han til stadighed har stræbt efter at frigøre sig for dens hæmmende indflydelse, og at det er denne frigørelseskamp, der er den inderste årsag til det modsætningsfyldte i hans digtning. Måske er det så langt 188 tilbage som til "Syndebukken" og situationen omkring dette digt, til kampen mod skyldfølelsen og dens ophav, faderen, at vi skal søge baggrunden for det såkaldte "tvesyn", der som påpeget ikke er noget tvesyn i sig selv, men snarest bør tages som udtryk for en ubændig individualists vægring ved at lade sig anbringe i den forskriftsmæssige rolle som fremtrædende samfundsstøtte. Derfor måtte Henrik Pontoppidan i sin digtning fra firserne tage parti mod den mægtige Estrup og hele dennes følge af stokkonservative pengemænd og fallerede nationalliberale, der i forsøg på at holde deres sidste skanser om deres økonomiske og åndelige magtstilling villigt lukkede øjnene for den nød og elendighed, Estrups herrefolksmoral havde ført med sig. Derfor måtte Henrik Pontoppidan skrive novellesamlingen Fra Hytterne fra 1887, der blev dansk digtnings første egentlige sociale litteraturværk – og derfor måtte han senere, da han mente at se venstrepartiernes og socialdemokraternes udvikling til selvtilfredse medløbere og pampere og da han i sine senere år følte materialismens og opportunismens ånd brede sig, tænderskærende og dybt bekymret gå til angreb mod de mænd, der tidligere, i forfatterens ungdom, havde udråbt deres beredvillighed til at springe på barrikaderne for at bekæmpe reaktionen. Derfor var det endelig, at han, Henrik Pontoppidan, den fødte modstander af militær og voldsmentalitet, i tyverne kunne ytre ønske om, at der blev vendt op og ned på hele redeligheden i, hvad han kaldte "Krigens Foryngelsens Bad".

Knut Ahnlund, Pontoppidan-kenderen fremfor nogen, har engang i et brev til mig betegnet Pontoppidan som "motvalls"⁵ – og "motvalls" var han, ikke tvesynet; en syndebuk, en outsider i sin slægt bliver ikke tvesynet, han bliver motvalls, principiel anti-autoritær. I sin ungdom var Henrik Pontoppidan meget nær ved at være socialist, og i sin alderdom spidder han bredbagede socialdemokratiske partifolk. Og hele tiden har han, efter eget udsagn, været "radikal af Natur".

En sådan holdning er ikke tvesyn, men konsekvens.

Carsten Clante.