Uge 31, 2002:
"jeg gjorde en Række Aar min Skyldighed som menig Soldat i Menneskeaandens evige Frigørelseskamp."
Som det er tilfældet med så mange andre Pontoppidan-tekster, eksisterer der også her to versioner. Den hyppigst citerede version er den sidste, fra Undervejs til mig selv:
| Familieliv, 1940, s. 110 | Undervejs til mig selv, 1943, s. 193-94 |
|---|---|
| Det bekendte Begravelsesønske, som den dødssyge Heine skal have udtalt for nogle Venner, kom mig i denne Tid ofte i Tankerne. "Blomster eller anden Pynt gør jeg ikke Krav paa; men et Sværd skal I lægge paa min Kiste." De Ord vilde jeg gøre til mine. For ogsaa mit literære Liv havde væsentlig været en Krigstjeneste. Blandt Stormtropperne med flyvende Faner og klingende Spil havde jeg ikke haft min Plads; men at have deltaget som simpel Soldat i Menneskeaandens Befrielseskamp var mig Ære nok. | Da jeg i sin Tid begyndte at nedskrive disse Erindringer, var det jo Meningen at føre dem op gennem Aarene, indtil der ikke var mere at fortælle, eller til Pennen af naturlige Aarsager faldt mig ud af Haanden. Men i den frygtelige Ødelæggelseskrig, vi nu igen er omgivet af og hvor saa meget staar paa Spil for os allesammen, er vore private Hverdagshændelser uden Interesse. Ganske vist var mit eget Liv heller ikke lutter Fredsommelighed. Som Skribent var ogsaa jeg lidt af en Stridsmand. Men det var paa en Tid, da Vaabnet var en Fyldepen; og vore literære Skærmydsler taaler ikke at fremstilles paa Baggrund af Verdensbrandens rygende Ruiner. Store Bedrifter øvede jeg desuden heller ikke med Pennen; jeg veed det godt. Men jeg gjorde en Række Aar min |194| Skyldighed som menig Soldat i Menneskeaandens evige Frigørelseskamp. Nu er ogsaa det forbi. Fra en Sygestol imødeser jeg ret fortrøstningsfuldt den nye Dag. For der kommer vel en Tid, da Fornuften igen regerer i Verden og skaber en Tilværelse, man ikke behøver at skamme sig over.1 |
Billeskov 1978, s. 19-20 gør opmærksom på parallellen til Schandorphs Thomas Fris's Historie II, 1881, s.403, formodentlig en af de første bøger Pontoppidan læste som nyudsprungen forfatter:
Det Nye, han havde haabet paa og længtes efter, rejste Hovedet paa Aandens forskjellige Gebeter. Det var ikke blevet forundt ham at blive Høvding for Bevægelsen, men han mødte som en vel øvet Soldat, en modig og besindig, stille og udholdende Subaltern i den unge Falanx.
Dertil må man dog føje at Pontoppidan aldrig nærede noget håb om at blive Høvding.
Bevingede Ord, 1990, s. 44 henviser
1) til J.P. Jacobsens Niels Lyhne, 1876 [skal være: 1889]:
2) til Heinrich Heines Reisebilder (aus Italien), 1828, kap. 30:stræbe efter at gøre sin Pligt [i Ideens Garnisonstjeneste,] som Menig af en meget underordnet Klasse"2
Wir aber wollen kämpfen im heiligen Befreiungskampf der Menschen."3.
Også til dette udtryk er altså Heine ophavsmanden skønt han af Pontoppidan kun nævnes i den første sammenhæng, og Hakon Stangerup4 har peget på et efterfølgende sted i Reisebilder som Georg Brandes havde citeret det i Det unge Tyskland (1890, s. 157-585):
Man efterslaa det Sted i Reisebilder, der er blevet lagt ham mest til Last som Udtryk for Praleri og Affektation, den Passus, der følger efter Skildringen af Besøget paa Valpladsen ved Marengo: "Det bliver en smuk Dag, raabte min Rejsefælle, – Ja, det bliver en smuk Dag, gjentog i stille Bøn mit Hjerte og skjælvede af Vemod og Glæde. Ja, det bliver en smuk Dag, og Frihedssolen vil gjøre Jorden lykkelig. Der vil blomstre en ny Slægt op, avlet i frie Favntag, ikke i Tvangslejet under de gejstlige Tolderes Kontrol, og med den frie Fødsel vil Menneskene ogsaa faa frie Tanker og frie Følelser, om hvilke 158 vi fødte Trælle ingen Anelse have … " og imod Slutningen disse Ord: "Jeg véd ikke, om jeg fortjener, at man lægger en Laurbærkrans paa min Kiste. Hvor meget jeg end har holdt af Poesien, den var mig dog kun et helligt Legetøj, et indviet Middel til himmelske Formaal … men et Sværd skal I lægge paa min Kiste, for jeg var en tapper Soldat i Menneskehedens Befrielseskrig."67
Nu døde Heine først 26 år efter Reisebilder. Så Pontoppidans formulering i Familjeliv skal skrives på den digteriske friheds regning. En frihed han tog sig fra sin svenske forfatterven Axel Lundegård i dennes roman fra 1891 om den døende Heine og hans forhold til kvinden La Mouche. En Roman från ett Dödsläger, s. 232:
Och sakta tillade han:
"Det står att läsa i mina verk: jag vet icke om jag förtjenat att få en lagerkrans på min graf ... Men ett svärd skall det läggas på min kista – ty jag har varit en tapper soldat i mensklighetens frihetskrig."
Også herfra kunne Pontoppidan have citatet.
Heine var på sit dødsleje mere optaget af kærligheden end af laurbærbladene.Uden det "religiøse" evighedsperspektiv havde udtrykket om frigørelseskampen dog for længst taget plads hos Pontoppidan.
I Nattevagt hedder det i en af Jørgen Hallagers brandtaler, i brevform hjem fra Rom – og stedet understreger hvor tæt Hallagers synspunkter og måske især formuleringer ligger en vis side af Pontoppidan/forfatteren:
Her [ɔ: i byens kunstmuseer] kan man vandre gennem hundrede Sale uden at træffe paa et eneste Vidnesbyrd om de brede Lags Liv og Lidelser, om Menneskeaandens Frigørelseskamp, kort sagt om nogen af de Rørelser inden for Masserne, der har holdt Verdenshjulet i Gang og været dets egentlige Bevægkraft.8
I Lykke-Per bruges betegnelsen "Frigørelseskamp" én gang i førsteudgaven – lagt i munden, i "tanken", på Jakobe – men to i de følgende udgaver hvor udtrykket nu også med skarp fortæller-sarkasme finder plads i Lykke-Pers egen egocentriske overvejelse om at fravælge Jakobe til fordel for en endnu rigere, tysk, potentiel kæreste:
| LP A III s. 21 | LP B I (1905), KAP 8, s. 255 (Tranebog I, s. 218) |
|---|---|
| den store aandelige Bevægelse, der rundtom betegnedes som selve Aarhundredets Frigørelseskamp | Tidens store Frigørelseskamp |
| LP A IV 32 | LP B (1905) II, KAP 11, s. 26=D I, KAP 11, s. 280 (Tranebog I, s. 310) |
| Han var endog overbevist om, at hun selv vilde finde dette ganske rimeligt og forstaa, hvormeget det betød for ham og for Fremtidens Sag, om han kunde vinde en saadan Sejr her i selve Berlin. | Hvilken Hjælp i den store Frigørelseskamp, som jo netop Jakobe mere end Nogen ønskede Held og Fremgang! |
Også den bredere betegnelse Frigørelse udmøntes i Lykke-Per:
| LP A II s. 153-54 | LP B I (1905) KAP 7, s. 153-54 | LP D I (1918) KAP 7, s. 186 (Tranebog I, s. 205) |
|---|---|---|
| [Per:] "Synes De maaske ikke om den Stilling?" [Jakobe] svarede, at hun, dersom hun havde |154| været Mand, rimeligvis selv vilde have valgt den og udtalte sig med Varme om den Betydning, Aarhundredets storslaaede Ingeniør-Virksomhed sikkert en Gang vilde faa for Menneskehedens Frigørelse, idet hun ytrede, at man ved saaledes gennem Jernbaner, Telegrafer og Kanaler at formindske Afstanden mellem Landene efterhaanden ogsaa vilde bidrage til at udjævne de indbyrdes Forskelligheder og dermed gøre det første Skridt til den endelige Virkeliggørelse af Menneskenes gamle Drøm om en broderlig Forstaaelse mellem alle Jordens Folkeslag. |
"Synes De maaske ikke om Stillingen?" spurgte han afledende. "Jo hvorfor ikke?" sagde hun og talte med megen Varme om den Betydning, Aarhundredets storslaaede Ingeniør-Virksomhed sikkert engang vilde faa for Menneskehedens Frigørelse, idet man ved saaledes at formindske Afstanden mellem Landene ved Hjælp af Jernbaner og Telegrafer og Dampskibe bidrog til at udligne de indbyrdes Forskelligheder og dermed havde gjort det første Skridt til den endelige Virkeliggørelse af Menneskenes gamle Drøm om en broderlig Forstaaelse mellem alle Jordens Folkeslag. |
"Synes De maaske ikke om Stillingen?" spurgte han afledende. "Jo hvorfor ikke?" sagde hun overrasket, hvorpaa hun med megen Varme talte om den Betydning, Aarhundredets storslaaede Ingeniør-Virksomhed sikkert engang vilde faa for Menneskehedens Frigørelse. Naar Afstanden mellem Landene mere og mere formindskedes ved Hjælp af Jernbaner og Telegrafer og Dampskibe, vilde efterhaanden de indbyrdes Forskelligheder udlignes og dermed det afgørende Skridt være gjort til den endelige Virkeliggørelse af Menneskenes gamle Drøm om en broderlig Forstaaelse mellem alle Jordens Folkeslag. |
| LP A III 62 | LP B I KAP 8, s. 280 | LP D I KAP 8, s. 217-18/(Tranebog I, s. 240) =LP B |
| [Jakobe] bevægede sig nemlig med Forkærlighed i Yderligheder, drømte den ene Dag om et nyt Aristokrati, et genfødt Adelskab, der i Aand og Skønhed skulde fuldbyrde Menneskehedens Frigørelse, og sank den næste Dag ned i træt, altopgivende Haabløshed, hvori hun ikke saae anden Udvej end en grufuld Sprængning af det hele skinhellige Samfund, en Hævnens Dommedag, der vilde rense Verden ved Blod og Ild. | Hun havde paa alle Omraader en Forkærlighed for de yderliggaaende Standpunkter. Derfor fandt hun det ogsaa meget uklogt, om Landet paa Forhaand opgav al Kappestrid med Handelens og Industriens Stormagter og ikke i Tide søgte at sikre sig Handelspladser og Afsætningsmarkeder i de fjerne Fremtidslande. Som hun plejede at sige: Et saa lilleputagtigt Land som det danske var i sig selv en Urimelighed, et saa lille og saa fattigt Land var i Længden en Umulighed. Hun vilde have, at der skulde rejses en Bevægelse herhjemme for at faa Folk til at forstaa, at kun ved Rigdom, ja ved Overflod befæstede en lille Stat sin Tilværelse og skabte sig Respekt hos de store. | Hun havde paa alle Omraader en Forkærlighed for de yderliggaaende Standpunkter. Derfor fandt hun det ogsaa meget uklogt, om Landet paa Forhaand opgav al Kappestrid med Handelens og Industriens Stormagter og ikke i Tide søgte at sikre sig Handelspladser og Afsætningsmarkeder i de fjerne Fremtidslande. Som hun plejede at sige: Et saa lilleputagtigt Land som det danske var i sig selv en Urimelighed, et saa lille og saa fattigt Land var i Længden en Umulighed. Hun vilde have, at der skulde rejses en Bevægelse herhjemme for at faa Folk til at forstaa, at kun ved Rigdom, ja ved Overflod befæstede en lille Stat sin Tilværelse og skabte sig Respekt hos de store. |
| LP A V 79 | LP B II KAP 15, s. 146 | LP D I KAP 15, s. 370/(Tranebog I, s. 410) =LP B |
| I Pers Forhold til, hvad han kaldte sit Livsværk, var der i den senere Tid langsomt, tildels umærkeligt for ham selv, foregaaet en Forandring. Dette havde ikke netop tabt i Værdi; men lige som det i sin Tid var vokset i personlig Betydning for ham, da det under Jakobes Paavirkning omformedes i hans Forestilling fra noget, der udelukkende tjente hans egne, egoistiske Formaal, til et Arbejde i Kulturens og Aandsfrigørelsens Tjeneste, saaledes havde hans Interesse for dets Skæbne igen tabt sig noget, efter at det fra blot revolutionerende Ide var bleven en Genstand for praktisk Drøftelse, et Bytte for Børsfolks og Spekulanters snusfornuftige Beregninger. | I hans Forhold til, hvad han havde kaldt sit Livsværk, var der i det hele, tildels umærkeligt for ham selv, foregaaet en Forandring fra samme Øjeblik, som der havde aabnet sig Mulighed for dets Gennemførelse. Det havde ikke netop mistet i Værdi i hans Øjne; men hans Interesse for det havde tabt sig, efter at det fra blot revolutionerende Ide var bleven forvandlet til noget, der gjordes til Genstand for Børsfolks og Spekulanters Befingren og snusfornuftige Drøftelse. | I hans Forhold til, hvad han havde kaldt sit Livsværk, var der i det hele, tildels umærkeligt for ham selv, foregaaet en Forandring fra samme Øjeblik, som der havde aabnet sig Mulighed for dets Gennemførelse. Det havde ikke netop mistet i Værdi i hans Øjne; men hans Interesse for det havde tabt sig, efter at det fra blot revolutionerende Ide var bleven forvandlet til noget, der gjordes til Genstand for Børsfolks og Spekulanters Befingren og snusfornuftige Drøftelse. |
| LP A VII 49-50 | LP B III KAP 19, s. 43 | LP D II KAP 19, s. 370/(Tranebog II, s. 171) =LP B |
| "Tænk, – skulde det virkelig være kommen saa vidt," sagde [Pastor Blomberg] efter en lille Tavshed, der galdt for en Indrømmelse af, at dette visselig var en Sag, som fortjente den alvorligste Paaagtning af rette Vedkommende. "De mener med andre Ord, at det danske Folk ogsaa materielt lever paa affældige Dogmer og Forestillinger, der |50| lammer dets Kraft. Ja, det kan jo være! Maaske der virkelig jævnsides med Kampen for aandelig Frigørelse herhjemme maa gaa en Stræben efter at fremme vor økonomiske Udvikling. | "Tænk, – skulde det virkelig være kommen saa vidt," sagde Præsten efter en lille Tavshed, der skulde gælde for en Indrømmelse af, at dette var en Sag, som visselig fortjente den alvorligste Paaagtning af rette Vedkommende. "De mener med andre Ord, at det danske Folk ogsaa materielt lever paa affældige Dogmer og Forestillinger, der lammer dets Kraft. Ja, det kan jo være! Maaske der virkelig jævnsides med Kampen for aandelig Frigørelse herhjemme maa gaa en Stræben efter at fremme vor økonomiske Udvikling. | "Tænk, – skulde det virkelig være kommen saa vidt," sagde Præsten efter en lille Tavshed, der skulde gælde for en Indrømmelse af, at dette var en Sag, som visselig fortjente den alvorligste Paaagtning af rette Vedkommende. "De mener med andre Ord, at det danske Folk ogsaa materielt lever paa affældige Dogmer og Forestillinger, der lammer dets Kraft. Ja, det kan jo være! Maaske der virkelig jævnsides med Kampen for aandelig Frigørelse herhjemme maa gaa en Stræben efter at fremme vor økonomiske Udvikling. |
| LP A VII 106 | LP B III KAP 20, s. 82 | LP D II KAP 20, s.177/(Tranebog II, s. 201) =LP B |
| Men ogsaa sammenlignet med Egnens Fortids-Bønder, saaledes som han huskede dem fra sin Barndom, viste Kresen her en mærkværdig Forskel. Her havde tydelig nok fundet en Udvikling, en Frigørelse Sted, der var gaaet jævnsides med den, hvoraf han selv var bleven baaret frem, og den havde aabenbart bragt fuldt saa megen Lykke med sig. | Men ogsaa sammenlignet med Egnens Fortids-Bønder, saaledessom han huskede dem fra sin Barndom, naar de paaTorvedagene viste sig i Købstaden, aabenbaredeKresen her et mægtigt Fremskridt. Her havde tydelignok fundet en Udvikling, en Frigørelse Sted, der vargaaet jævnsides med den, hvoraf han selv var blevenbaaret frem, og den havde aabenbart bragt fuldt saa megen Lykke med sig. | Men ogsaa sammenlignet med Egnens Fortids-Bønder, saaledessom han huskede dem fra sin Barndom, naar de paaTorvedagene viste sig i Købstaden, aabenbaredeKresen her et mægtigt Fremskridt. Her havde tydelignok fundet en Udvikling, en Frigørelse Sted, der vargaaet jævnsides med den, hvoraf han selv var blevenbaaret frem, og den havde aabenbart bragt fuldt saa megen Lykke med sig. |
| LP A VIII (1904) 8 | LP B III KAP 22, s. 144 | LP D II KAP 22, s. 224 =LP B |
| Denne medfødte Kraft til Frigørelse (…) | (…) denne medfødte Kraft til Frigørelse | (…) denne medfødte Kraft til Frigørelse |
I De Dødes Rige bruges udtrykket "Tidens store Befrielseskamp" om Tyge Enslev:
| Storeholt (1913) 36=De Dødes Rige I (1917) 185 |
|---|
| Tyge selv havde oprindelig tænkt, at det var som Digter han skulde gøre Vaabentjeneste i Tidens store Befrielseskamp. |
Selve kombinationen "Menneskeåndens Frigørelse" finder man f.eks. også hos Erik Skram i et brev fra 2.1.1884 til hustruen Amalie: de diskuterer hendes udtrykte jødehad, og han kalder det et "Spring tilbage fra Deltagelse i Arbejdet på Menneskeåndens Frigørelse og Udvikling (…)9"
Denne tekst er senere bearbejdet til et opslag i Leksikon.
Forslag til Pontoppidan-citater til denne rubrik modtages gerne.
[teksten udvidet 3.4.2003 og kraftigt ændret 3.12.2004; mindre tilføjelser 27.9.2005 og 25.4.2007; redigering 16.9.2014.]
tilbageI Øjeblikket må vi skamme os over at have tilsat vor Menneskelighed i den Grad, som vi har.
tilbageWir aber leben und wollen weiterkämpfen im heiligen Befreiungskriege der Menschheit.
Det i citatet med rødt markerede springer Brandes over. Hvis nu Pontoppidan trods alt også har læst stedet hos Heine og ikke (kun) hos Lundegård (eller Brandes), har vi måske her en kim til spøgelsesbegrebet. Den så direkte brug af Lundegård i Familjeliv kunne bygge på en i alderdommen gentaget læsning af La Mouche. Endelig kan (27.5.2013) tilføjes at Heine var en af Johan Rohdes favoritdigtere "som han ejede i en hertillands sjælden Fuldstændighed" [H.P. Rohde: "Johan Rohdes Bogsamling" IN tilbage"Es wird ein schöner Tag werden!" rief mein Reisegefährte aus dem Wagen mir zu. Ja, es wird ein schöner Tag werden, wiederholt leise mein betendes Hertz und zitterte vor Wehmut und Freude. Ja, es wird ein schöner Tag werden, die Freiheitssonne wird die Erde glücklicher wärmen als die Aristokratie sämtlicher Sterne; emporblühen wird ein neues Geschlect, das erzeugt worden in freier Wahlumarmung, nicht im Zwangsbette und unter der Kontrolle geistlicher Zöllner; mit der freien Geburt werden auch in den Menschen freie Gedanken und Gefühle zur Welt kommen, wovon wir geborenen Knechte keine Ahnung haben – O! sie werden ebenso wenig ahnen, wie entsetzlich die Nacht war, in deren Dunkel wir leben mussten, und wie grauenhaft wir zu kämpfen hatten, mit hässlichen Gespenstern, dumpfen Eulen und scheinheiligen Sündern! O wir armen Kämpfer! die wir unsre Lebenzeit in solchem Kampfe vergeuden mussten und müde und bleich sind, wenn der Siegestag hervorstrahlt! Die Glut des Sonnenaufgangs wird unsre Wangen nicht mehr röten und unsre Herzen nicht mehr wärmen können, wir sterben dahin wie der scheidende Mond – allzu kurz gemessen ist des Menschen Wanderbahn, an deres Ende das unerbittliche Grab.
Ich weiss wirklich nicht, ob ich es verdiene, dass man mir einst mit einem Lorbeerkranze den Sarg verziere. Die Poesie, wie sehr ich sie auch liebte, war mir immer nur heiliges Spielzeug oder geweihtes Mittel für himmlische Zwecke. Ich habe nie grossen Wert gelegt auf Dichterruhm, und ob man meine Lieder preiset oder tadelt, es kümmert mich wenig. Aber ein Schwert sollt ihr mir auf den Sarg legen; denn ich war ein braver Soldat im Befrieungskriege der Menschheit. (Reisebilder, Dritter Teil, Kapitel XXXI ultimo; her citeret efter Heinrich Heine Reisebilder, Goldmann Verlag, 1994, s. 352-53.