Den danske Bevægelse

"Politiken" svarer os i Gaar, at naar "Morgenbladet" endelig vil gribe til "Greben og Skovlen" for at feje det Skarn bort, som "Politiken" forleden kastede paa "Dansk Venstre"s Tærskel, saa bør vi ikke blive staaende ved Begyndelsen, men søge at "feje Fortsættelsen" fra os "med den samme Renlighedens Iver".

Der kan være noget i dette Forslag, og fra vort sidste Sammenstød for nogle Maaneder tilbage véd "Politiken" jo ogsaa bedst, at Tanken ikke er os fremmed. Vi udtalte allerede den Gang, at det Øjeblik sikkert vilde komme – og efter megen Sandsynlighed komme snart – da Hr. Hørup vilde faa Valget mellem Venstre og Brandesianismen. Naar Hr. Hørup derfor nu paakalder vor Hjælp til – efter at have fejet for vor egen Dør – ogsaa at staa ham bi med at rense ud i "Politiken"s Hus, beder vi ham trygt gaa ud fra, at vi til enhver Tid skal være villige til at yde ham en Haandsrækning.

For vort eget Vedkommende kun to Ord i Dag. Det var at vente, at "Politiken" vilde gjøre "den danske Bevægelse" til ét med Holger Drachmann og C. Berg. Men saa let skal Brandesianerne ikke slippe. Hvad Hr. Drachmann angaar, har "Morgenbladet" ofte nok sagt sin Mening, sidst forleden i vort Svar til "Politiken". Vi driver ikke den grænseløse Affektation ikke at kunne faa Drachmanns Navn over Læberne. Hans Fortid og Evner gjør ham nævneværdig forud for saare meget af, hvad "Politiken" i de højeste Toner reklamerer for. Holger Drachmann har skilt sin Sag og sin Fremtid fra det danske Demokrati, og det var os ikke blot en stor personlig Sorg, men et virkeligt Tab. Det er muligt, at Bruddet vil komme til at svide værst til Drachmann selv. Hans fremtidige Produktion vil vise det. Man kan i denne Verden svigte sine Venner og dog bjærge sig. Men det kan være ødelæggende at svigte sig selv.

Men fordi Hr. Drachmann har brugt eller misbrugt "den danske Bevægelse", eller fordi han har ladet de Tanker fare og sat sig andre Livsopgaver, derfor vedbliver den danske Bevægelse lige rolig og sejrssikker at gaa sin Vej. Ikke i den Forstand, som "Politiken" i Gaar med nye Haansord mod det politiske og det literære danske Venstre udtrykker det: "Den danske Bevægelse har gjort sin Pligt, den danske Bevægelse kan gaa." Ikke i den Forstand, thi den danske Bevægelse har aldrig været nogen Enkeltmands Lydslave. Det er os, der har den Ære at tjene den. Derfor vil den danske Bevægelse, uafhængig baade af Holger Drachmann og Georg Brandes, urokket gaa sin Vej hen over dem begge.

Med Hr. C. Berg er Forholdet et andet. Vi staar for vort Vedkommende paa saa mange Maader i en Taknemmelighedsgjæld til ham for alt, hvad han som en ihærdig Folkevækker har gjort for det danske Demokrati, at vi, selv ikke hvor vi i de senere Tider ofte nok er blevne æggede til at tage personlige Repressalier overfor Hr. Bergs Blade, har kunnet faa et ondt Ord om ham personlig over vore Læber. Og mere end én Gang har vi tilladt os at sige "Politiken", hvor dybt det harmede os, naar den paa ny raabte Stinkdyr efter Hr. Berg og troede, at nu var endelig Lejligheden inde til at komme ham personligt til Livs.

Vi har overfor Hr. Berg søgt at skille Sag fra Person. Vi har efter vor Overbevisning loyalt fulgt Venstreflertallets Politik, og naar vore Veje derfor har ført os bort fra Hr. Bergs, er vi ikke derfor paa "Politiken"s Baner. Hr. Hørup vil under sin sidste Rejse i Jylland have erfaret, hvilken Vej det danske Demokrati agter at følge, og at det er ham, der har at afgjøre med sig selv, om han nu vil være en rolig og trofast Forbundsfælle, eller om han fremdeles vil give sine Brandesianske Venner Lov til, for at tilfredsstille personligt Had og forfølge private Formaal, at prøve paa at sprænge Venstres Flertal paa ny.

Thi under Angrebene paa den danske Bevægelse – hvor meget "Politiken" saa end erklærer, at de kun er rettede mod Drachmann og Berg – retter Brandesianerne i Virkeligheden atter og atter Angreb paa alt, hvad der er det gamle danske Venstre baade kjært og helligt. Vi siger med "Politken"s Tilladelse udtrykkeligt helligt. Vor Nationalitet, Folkets Livssyn, Folkets Gudstro er os hellige. I Anmeldelser, i politiske Artikler, i Smaaudfald bag i Bladet – overalt fører Brandesianerne i "Politiken" deres stille, uafladelige Krig. Om det ønskes, skal vi nærmere bevise denne vor – af alle vel for Resten længst indrømmede – Paastand.

Med nogle milde Ord om "gamle Skader" og "ideale Drømmere" kommer derfor "Politiken" ingen Vegne. Denne Sag er Alvor for os. Og vi har intet imod, at "Politiken" paa ny døber den med det Navn, der er et Haansord i dens Mund, men en Ærestitel i vort Øre: den danske Bevægelse.