De gamle Skader

Den rent kvindelige Svaghed for at forhøje naturlige Ynder ved kunstige Midler er for Morgenbladet en stadig Snare, hvori den usminkede Sandhed kun altfor ofte lader sig fange. Desværre er der ringe Udsigt til, at denne Sygdom vil fortage sig med Alderen; jo ældre Mogenbl. bliver, jo øjensynligere svinder dets Tro paa den rene Naturlighed.

Hvem vil kunne finde blot Stænk af Natur i de højtidsfulde Fraser, hvormed Morgenbl. igaar besynger den i sin fejre Ungdom afdøde danske Bevægelse? Det var en hellig Bevægelse – med Politikens Tilladelse udtrykkelig hellig! – thi "vor Nationalitet, Folkets Livssyn, Folkets Gudstro er os hellige".

Ogsaa d'Hrr. Borchsenius og Secher bliver os efterhaanden temmelig hellige; de modnes kendelig henimod den Fuldendelse, hvor de begge er færdige for den samme Kanonisation, hvorved den afdøde danske Bevægelse løfter sig op i en renere Sfære. De fattes i Virkeligheden kun Døden for at sidde værdigt ved Bevægelsens Side.

Men rent jordisk set var den danske Bevægelse, mens den endnu befandt sig i Forkrænkeligheden, en – vi vil ikke sige sjofel, thi om de døde kun godt – men en mindre pertentlig Spekulation, hvorved et Par entreprenante Aander literært og politisk stræbte at tilvende sig det gode danske Skilt, hver for sin Forretning.

Der var for nogen Tid siden i Paris et meget omtalt og stærkt reklameret Udbud af dansk Smør.

Dette er netop den danske Bevægelse.

Smørret var fransk Butterine.

Hin hellige Butik i Paris drev det ikke – ikke det vi véd – til Folkets Livssyn eller Folkets Gudstro, men der var desto mere Nationalitet i Butiken; der var danske Farver og danske Kvinder og vort gamle Flag og mere af den Slags.

Det danske Smør holdt sig ikke længere i Paris end den danske Bevægelse i Kjøbenhavn. Alt saadan noget Fedteri gaar til en Tid, men saa kommer Opdagelsen og Fedtet gaar i Ilden.

Der skulde Morgenbl. lade den danske Bevægelse ligge. Efterat de to virkelige Opfindere af og Støtter for Sagen har rystet Støvet af deres danske Sko udenfor Morgenbl.s Tærskel, er der dog for lidt indenfor Tærskelen til at holde denne Vare paa Markedet.

Vi dadler ikke Morgenbl., fordi det med Smærte ser efter de Bortdragende. Naar man mister alt, hvad man ejer af Særformue, er Savn en naturlig Følelse. Digterens Bortgang var ikke blot en stor personlig Sorg for Morgenbl., men det var, som Bladet træffende og følt siger, "et virkeligt Tab". Ogsaa Hr. Bergs Bortgang var nok "et virkeligt Tab". Morgenbl. staar for sit Vedkommende "paa saa mange Maader i Taknemmelighedsgæld" til Hr. Berg, at det aldrig "har kunnet faa et ondt Ord om ham personlig" over sine Læber.

Af alle ædle Følelser er Gældsfølelsen noget af det stærkeste i Verden – Følelsen af Taknemmelighedsgæld. Der er intet Baand paa onde Ord, som kan lignes ved Gældsbaandet.

Anderledes med Politiken. Ikke tidt nok kan Morgenbl. sige, "hvor dybt det harmer os," at Politiken siger de Ord, som Morgenbl. maa bide i sig.

Forholdet er, at Politiken, som ikke skylder Hr. Berg noget og som ikke er tilsinds at betale andre Folks Gæld – heller ikke Morgenbl.s –, overfor Hr. Berg har været istand til at hævde sit Partis Politik uden al Persons Anseelse. Det vil vi gøre fremdeles og vi vil gøre det med saa meget større Nidkærhed, som vi forstaar og undskylder det Baand – den Taknemlighedsgæld – der binder Morgenbl.s Læber. Naar Morgenbladet engang – det ske snart! – bliver bedre skaaret for Tungebaandet, vil der alle Dage blive Tid for Politiken til at lade en Del af Dagens Møje gaa over paa den saaledes frigjorte Veltalenhed.

Men skønt vi forstaar de Følelser af Savn og Sorg, der daglig minder Morgenbl. om Livets Alvor, kan vi dog ikke andet end opmande dette bedrøvede Hjærte til at løfte sig en Smule over sine huslige Bekymringer, naar Talen er om den fælles Politik. Hvorfor slæbe de gamle Skader ved Haarene ind i Venstres Delegeretmøder, hvor de tilvisse intet har haft at gøre? Morgenbl. mener, at Hr. Hørup paa sin sidste Rejse i Jylland har erfaret, hvilken Vej det danske Demokrati agter at følge. Ganske vist, det har han erfaret. Det danske Demokrati vil gaa gennem alle Stadier af Forhandling – netop den Vej, Hr. Hørup har anbefalet. Naar Morgenbl. derimod tror, at Hr. Hørup har erfaret noget om den gamle politiske Modsætning mellem Danskere og Europæere, hvis "Lydslave" Morgenbl. stadig har den Ære at være, saa er det en Fejltagelse. Hine Sammenkomster har ikke haft det Maal at gøre Propaganda hverken for nogen dansk eller nogen europæisk Bevægelse. Hvis Morgenbl. har forbundet en saadan Bagtanke dermed, saa er den slaaet fejl. Der har ikke hverken i Jylland eller andetsteds været andet end en fuldkommen loyal Sammenslutning om den fælles Politik, og hvis Morgenbl. paa noget af disse Møder havde forsøgt at gøre Reklame for sine private og personlige Eksistensbetingelser ved at udbyde sit danske Smør, vilde det meget hurtigt have faaet at vide, i hvilken Grad Stemningen i det hele danske Land gaar imod – Margarinen.