Gamle Skader

Morgenbladet fralægger sig igaar Opfinderæren for den salig danske Bevægelse og vender sig i den Anledning med bedske Ord til Politiken. Da Politiken imidlertid ikke har beskyldt Morgenbladet for at have opfundet nogen Verdens Ting, maa vi frabede os Ansvaret for, at Morgenbladet netop nu finder det nødvendigt "at feje Skarnet bort fra vor Tærskel". Der har været Øjeblikke i Morgenbladets Liv, hvor Greben og Skovlen vilde have forekommet os mere paatrængende.

Men naar der endelig skal muges, burde Bladet ikke blive staaende ved Begyndelsen, det burde feje Fortsættelsen fra sig med den samme Renlighedens Iver, som har drevet det til at fornægte Opfindelsen.

Og det vilde i Virkeligheden ikke være noget stort Offer. Der er ikke mere Kød paa det Ben. Den danske Bevægelse har gjort sin Pligt, den danske Bevægelse kan gaa.

Den var i sin Oprindelse et Sammenstød af to mærkeligt overensstemmende Begivenheder. Det var en Literat¹, der, idet han svigtede sin Fortid og forlod sit Parti, sendte denne Stinkpotte – hvis vi tør laane af Morgenbl.s Ordforraad – efter fordums Venner. Og da der samtidig var en Politiker² i et saare lignende Opbrud, men med ulige ringere Opfindelsesævne, laante Politikeren Potten og lagde den for de fordums Venners Dør, som han brød med, idet ogsaa han sagde Farvel til sit Parti og sin Fortid.

Morgenbladet, som intet har opfundet, fulgte troskyldigt de to opfindsomme Udvandrere paa Vej. Hvad kan Morgenbl. for³, at de begge kom paa gale Veje og lod deres troskyldige Følgesvend ene og grædende tilbage?

Det kan Morgenbl. aabenbart ikke for. Det burde tørre sine Øjne og se at glemme, hvor det har været henne; disse gamle Skader føder kun ny Sorger, naar man ripper op i dem.

Desværre for Morgenbl. har det en sygelig Hang efter Idealerne, som tvinger det til at se selv de styggeste Ting i Forklarelsens skuffende Farver. Naar det nu ser tilbage paa den danske Bevægelse, glemmer det, at den var et Skældsord, som to Overløbere raabte efter det Parti, som de svigtede. Morgenbl. glemmer, at det var Ord, der skulde dække Udvandringen og som var bestemte til at berøve de Efterladte deres Fædreland og deres Nationalitet. Denne mindre skønne Bestemmelse forvandler sig i Morgenbl.s idealiserende Erindring til de "helligste (helligste!) og dyreste Minder og Navne". Og saa greben bliver Bladet af disse hellige og dyre Minder og Navne, at det atter føler sig midt i Bevægelsen og i denne Følelse forglemmer sig saa vidt, at det siger Europæere til Politiken og er lige ved at sige Jøder.

Det er et Blad, der aldrig bliver praktisk. Nu begyndte det saa hyggeligt og husligt med Kosten og Fejeskuffen, og midt i denne nyttige Gærning forvandler Skarnet sig til Guld og Morgenbl. forvandler sig til en Drømmer, der sovende over Kosten mumler de gamle uartige Ord.

Herregud, at det dog engang maatte vaagne og endelig faa den gamle Styghed fejet fra sin Tærskel!