"Stank"
I en Anmeldelse af "Faderen"1 skrev "Politiken" i Gaar om Aandsfrihed og Hykleri i Sverige og endte derpaa med følgende Linjer:
"Vi har herhjemme haft vort Patenthykleri i Form af dansk Bevægelse baade som politisk og literær. Men Bevægelsen er saa død som en Sild, og den raadne Stank, der endnu udstrømmer fra dens Organer i Pressen, generer ikke, da man ikke behøver at dvæle i deres Nærhed".
Det har unægtelig overrasket os, at "Politiken" netop nu – tilmed baade "politisk" og "literært" – har villet kaste denne Stinkpotte paa vor Dør, men da jo ingen har Fred længer, end ens Nabo vil, maa vi feje Skarnet bort fra vor Tærskel.
"Morgenbladet" er unægteligt ikke Opfinder af "den danske Bevægelse"2. I vort lille Land, der altid har ligget aabent for fremmed Indflydelse, "politisk" saavel som "literær", har der til Gjengjæld ogsaa altid været en dansk Bevægelse, der som Modvægt mod de evropæiske Impulser hævdede de hjemlige Overleveringer og ved saaledes at knytte Baandet mellem Fortid og Nutid førte baade den folkelige Enhed og det nationale Aandsliv frelst ned igjennem Tiderne. Der har været Perioder i vor Historie, hvor de fremmede til Landets og Folkets Ulykke spillede Mestre herhjemme, og den danske Bevægelse har haft en haard Kamp for at trænge Usurpatorerne tilbage, men da vor Kultur og Literatur vidner tilstrækkeligt om, at den danske Bevægelse med stigende Magt har vundet Terræn, indtil den gjennem hele dette Aarhundrede bestandig har kunnet holde de fremmede Impulser indenfor rette Grænser. Lige fra Oehlenschlägers Ungdomsdage, da han brød med sine Læremestre i den tyske Romantik, for at blive en nordisk Digter, og indtil det nye Røre i Halvfjerdserne, har den danske Bevægelse – næst efter at sætte oprigtig Pris paa det Gjær, der stundum maa til for at raske Brødet3 – vidst til rette Tid at udskille det overflødige Gjær fra det nærende Brød. Der er heller ikke nu nogen Fare for, at den danske Bevægelse skal svigte denne sin Opgave. "Politiken" maa gjærne kalde den "en død Torsk" eller "en død Sild", hvilke Ord af Gammelstrandsrepertoiret4 det nu ynder at bruge. Det er jo næppe nok en Maaned siden, at Hr. C. Hostrup lærte Brandesianerne i "Politiken", at den var lyslevende.
"Morgenbladet" er ikke en Gang Opfinder af "den danske Bevægelse" i den Forstand, som Hr. Holger Drachmann i sin "Ostende-Brügge"5 brugte Betegnelsen. Men siden vi endnu fremdeles sympathiserer med den Opposition, Drachmann i sin Rejseskildring rejste mod Brandesianismen, skal vi gjærne ogsaa i denne Henseende tage den os tilkastede Handske op. Hr. Drachmann er jo gaaet paa andre Æventyr og Rejser siden da, og hans mange Løfter om at blive Brandesianismen en gram Modstander er blevne til Vind som saa meget andet. Fra det Øjeblik, Drachmann svigtede det danske Demokrati, var hans anti-brandesianske "Mission" til Ende. Det danske Demokrati maa, som vi ofte har fremhævet, selv kunne tage sine Korrektiver uden Højres Hjælp. I den Forstand gjør vi derfor atter "den danske Bevægelse" til vor Sag.
Vi vil da bede "Brandesianerne" i Politiken anstille en lille Prøve. Den bruger altsaa i Gaar "den danske Bevægelse" som et Haansord mod os, bruger det, som det selv udtrykkelig siger, baade "politisk" og "literært". Véd Brandesianerne, hvad det logiske Svar fra vor Side vilde være, naar vi haanes som "dansk Venstre" og "danske Skribenter"? Der er kun ét at svare, nemlig at vende Spørgsmaalet om. Hvad er da Brandesianerne? Vilde der ikke fra disse ømtaalige Medborgeres Struber lyde et eneste vildt Raab af Harme, hvis vi som Haansord brugte Benævnelsen "Jøder" eller "fremmede" mod dem? "Politiken"s Mænd véd godt, at vi aldrig vilde kunne øve denne Gjengjældelsens Ret. De véd, at "Morgenbladet" skatter de danske Jøder altfor højt til at vilde gjøre sig skyldigt i en saadan Raahed. Men derfor skal "Politiken" heller ikke bruge vore helligste og dyreste Navne og Minder som Haansord mod os. Ellers gjælder det gamle Ord: Man skal være tolerant mod alle undtagen mod de intolerante.
Der bliver derfor ikke andet tilbage for os end at slaa os til Ro med den gamle, mere gemytlige Betegnelse af Brandesianerne som "Evropæere". Bliver det Krig, skal vi derfor kalde vore Fjender saaledes.
Vi overlader ganske til "Politiken"s egen Overvejelse, om Øjeblikket just er heldigt valgt til en ny Fejde mellem et dansk og et evropæisk Venstre. Men Stinkpotter vil vi ligesaa lidt nu som tidligere have kastet paa vor Dør af de Brandesianere, som Hr. Hørup burde kunne holde i Ave.
