Den danske Bevægelse

Carl Ploug: Nye Digte (1869 83), Ernst von der Recke: Smaadigte, Holger Drachmann: Dybe Strænge.

Hvis nogen sætter Pris paa Afvexling og forskjellige stemte Strænge inden for vor poetiske Literatur, tilfredstille de ovennævnte tre Digtsamlinger alle rimelige Fordringer. Den første og den sidste, hvor indbyrdes ulige de end for øvrigt i alle Maader ere, møde i Panser og Plae og kunde, om man vilde, give Anledninger til Digressioner, der førte langt bort fra Indholdets æsthetiske Værd og lige ind i de mange brændende Spørgsmaal, der baade før og nu har slaaet Kløft her hjemme, snart mellem gammelt og nyt, snart mellem Afskygninger inden for de unges egen Lejr. Plougs Digtsamling, der strækker sig over et længere Tidsafsnit, kunde endogsaa bruges til Grundlag for en hel Oversigt over den Modstand, der fra Halvfjerdsernes Begyndelse mødte saa vel de politiske som de literære Fremskridtsbevægelser, og hvor den slipper, tager Drachmanns Samling fat med en ny Front mod de samme Bevægelser, aabnende en Række af ikke mindre brændende Spørgsmaal ud imod Fremtiden, Spørgsmaal, der hverken ville blive besvarede i Dag eller i Morgen, fordi det ikke blot er vor Literatur, men vor hele folkelige Udvikliimeng, der er interesseret i dem.

[...]

Carl Plougs "Nye Digte" falde paa nogle faa Undtagelser nær efter den Tid, der for en stor Del af den yngre Slægt satte Grænseskjellet i deres Liv og Udvikling. De, der den Gang, for at bruge de ovenfor anførte Udtryk, gik til venstre, medens Ploug gik til højre, kunne vel derfor neppe være helt uvildige Dommere over denne Samling, hvis "Viser og Vers" fra Side til Side gaa angrebsvis til Værks mod den ny Tid, men man kunde dog maaske gjøre et Forsøg paa at se bort fra selve den agressive Form og de stærke Ord, for, idet man holdt sig til selve Anklagens Kjærne, at komme til et Slags Resultat om, hvor vidt de siden 1870 forløbne Aar saa have givet Digteren og Politikeren Ret eller ikke. Det er en Selvfølge, at det kun bliver et Slags Resultat, thi hverken kan Historiens endelige Dom endnu fældes, saa lidt af Digteren som af os andre, ejheller er det i bevægede Tider, som vore, rimeligt, at nogen af de stridende Partier vil strække sig videre end til at indrømme, at det er Postulater, der sættes imod Postulater. Men en saadan Undersøgelse kunde alligevel have sin Betydning, i alt Fald som en Selvprøvelse for dem, der ikke blot have bevaret deres Kjærlighed til Digteren, men ere gamle nok til at mindes den Tid — og mindes den med Glæde — da Politikeren i deres første Ungdomsaar stod for dem som deres naturlige Bannerfører og var et Udtryk for deres daværende Frihedsstræben, særlig i Modsætning til, hvad de fremfor alt ikke kunde lide, det den Gang saa overmægtige Dagblads- eller Bourgeoisi-Regime. De polemiske Digte, der slutte Plougs nye Samling, opfordre desuden direkte til en saadan Selvprøvelse, særlig det store Nakkedrag "til Samtiden", der, efter en Art Oversigt over Digterens eget Liv og Virksomhed,

aflægger Visit
hos Nutidens unge Titaner,
der længe beskedent har stridt
under "Venstres" forpjuskede Faner.

For nemlig her kun at holde os til den rent literære Side af Sagen, saa staar det for os som næsten absurd, at man endnu skal føre Bevis for, at Bevægelsen efter 1870 virkelig her hjemme har affødt en Literatur, der i hvert Fald trygt tør lade sig maale med de forudgaaende 20 Aars aandelige Afgrøde, om den end — hvad heller aldrig nogen har paastaaet — ikke kan stilles ved Siden af Aarhundredets første Halvdel. Det bliver Digterens private Sag, naar han siger

ej mere for Kunst end for Stat
af eders Bedrifter jeg venter,

men han har ingen Ret til at vove en Paastand som denne:

af alt, hvad I har hittet paa,
det mindste vil vare og vinde.

Endogsaa i det rent enkelte kunde man med Lethed modbevise Digteren. Naar han saaledes siger til vore nyere Forfattere, at ogsaa andre med lige saa broderligt Øje har skildret ”de smaa i Kjøbstad og Landsby og Leje”, saa har han ganske Ret — og det have alle altid været enige om, ihvorvel der dog sikkert ogsaa nok i vore Dage er gjort Fremskridt her — men han har ikke Ret, naar han tilføjer:

Men hvorfor I elske just dem,
i Billedet selv kan man spore;
thi Grundfarven, som stikker frem,
er Had kun og Nag til de store.
Saamænd, der er braadne Kar nok
i alle Etager og Klasser,
men der, hvor de findes i Flok,
er netop de mylrende Masser.

Ingen af vore nyere Forfattere har skildret Bonden saa særlig sympathetisk endda. Man kunde snarere bebrejde f. Ex. baade Schandorph og Pontoppidan, at de, af demokratiske Digtere at være, se lovlig mange Skyggesider ved Livet paa Landet, og siden Hostrups Møllerenke i "Tordenvejr" kan vor Literatur maaske kun i et Par af Drachmanns Fiskertyper opvise den folkelige Tro, der søger og finder et positivt Udtryk. Schandorph er alt for satirisk anlagt, Pontoppidan, i alt Fald endnu, for pessimistisk dertil. Her skyder Ploug helt forbi Maalet og glemmer helt, at han selv som ung saa smukt og varmt har bekjendt sin Tro paa den danske Bonde. I andre Henseender siger han vel til Gjengjæld vore nye Forfattere adskillige Sandheder, som f. Ex. om Modens Magt ogsaa i Literaturen, om nogle Skribenters Lyst til at give Enkeltskildringer o.s.fr., men herimod har Kritiken inden for selve Lejren for længst paa egen Haand rejst Indvending paa Indvending. Den gamle Beskyldning for, at

tykhudet Tendens
som Maaler og Vejer fungerer,
og vrager det bedre, imens
den Vennernes Jux protegerer,

er ogsaa saa ofte modbevist, at det næppe er Umagen værd atter at nævne Exempler paa den i mange Tilfælde snarere for ætsende indbyrdes Kritik. Hvad endelig Politiken angaar, hører Svaret paa Digterens Angreb vel nærmest hjemme i et politisk Dagblad. Vi kunne maaske her holde os til Hostrups bekjendte Digt. Kan han være bekjendt "at lystre Kommando af Degne", kunne vi andre det vel ogsaa, hvis ellers nogen virkelig i saa Henseende lystrer andet, end det, Ploug selv lystrer, sin egen Overbevisning. Og gjælder det endelig Grundtvig, er det vel tilmed rimeligere, at Hostrup er nærmere til at opfatte ham rigtigt, end Ploug i sin Vrede er det. Thi vred, bitter og uretfærdig er Ploug i dette Digt, som saa ofte i den hele ny Samling, lige fra det bidske Udfald imod "Nutidens Guldalder" i Tilegnelsen og til Slutningschoket. Medens tre af hans saa omtrent jævnaldrende Fæller som Hostrup, Kaalund og Goldschmidt i den sidste halve Snes Aar ofte have bestræbt sig for at slaa Bro imellem før og nu, kalder han — endogsaa paa nogle af Bellmans elskværdigste Rytmer — til Krig paa Kniven. Der er noget af en Karakter heri, lige til den Uridderlighed at gjenoptrykke Svaret til Schandorph, skjønt denne i sin Digtsamling godmodig udelod sine Angreb, og hvor uenig man end er med Plougs hele Syn paa vore Forhold og vor Fremtid, saa retter man sig dog, hver Gang nogle af de gamle malmfulde Klokker klemte i hans Kampraab, eller føler sig sympathetisk berørt, naar et Udtryk af Vemod — som fra en fældet, men uovervundet Kriger — baner sig Vej i et Suk. Se f. Ex. det smukke Digt til hans Hustru fra Marts 1883, hvor han som al den Løn, han vandt til sidst, nævner "min Frihed som en Fugl paa Kvist, men intet Fnug af Magt", eller Begyndelsen af en Sang fra Juli 1880:

Døde vore Ungdomsminder
alt af Alderdom,
saa det næste Slægtled fnder
Tidens Tavle tom?

Det er jo virkelig et næsten forsvundet Slægtled, i hvilket Plougs Sange havde sine egenlige Rødder. Denne Samling afslutter for saa vidt ogsaa, som den bringer Mindedigtene over Orla Lehmann og H. N. Clausen, over Høyen og Marstrand, over H. C. Andersen og Chr. Winther. Men endnu kan den gamle Digter ved mange Lejligheder synge fuldt og varmt, samlende og forenende, og i meget kunne vi alle enigt og fredeligt mødes med ham og erkjende hans Sang for et lødigt Vidnesbyrd om hans Kjærlighed til vort Folk og vort Fædreland. At det er den /306/ samme Kjærlighed, der har lagt ham de voldsomme Ord paa Læben mod saa meget af det, der nu er den yngre Slægt kjært, maa heller ikke nogen glemme, skjønt det er tilgiveligt, om de, der kun have oplevet Ploug efter 1870, nærmest ere tilbøjelige til selv at træde under Vaaben, naar de se den gamle saaledes sætte Kampluren for Munden. Historien vil ogsaa en Gang dømme denne Strid imellem, men ligesom Menneskeheden, efter Digterens egen Skildring i Universitets-Kantaten, ustandselig higer fremad til Verdens sidste Dage, saaledes maa ogsaa det enkelte Folk og det enkelte Slægtled være Vandringens Vilkaar underkastede:

Frem drager Slægternes lange Karavane,
trodsende Ørkenens Sand;
skiftende Førere, Feltraab og Fane,
stræber den mod Strimen i Himmelens Rand.

Til Slutning et Par Ord om Holger Drachmanns nys udkomme Digtsamling "Dybe Strænge". Om de enkelte Digte skal der her ikke nærmere tales, da en overvejende Del af dem oprindelig, efterhaanden som de bleve til, have været offenligjorte her i Bladet, og "Ude og Hjemmes" Læsere saaledes paa første Haand have kunnet følge med Digterens hele Udviklingsgang og Frontforandring i de sidste Par Aar. De ville saaledes her gjenfinde Mindedigtene over Garibaldi og Gambetta, det storslaaede Drapa paa Grundtvigs Hundredaarsdag, de fire malende Landskabs- eller Dagstidsstemninger, samt endelig en Række af de nu under Fællestitlen "Ved Arnen" samlede Smaadigte, "I Kloster", "Det abnorme og det normale", "Hytternes Sang", "Morgen- og Aftensange" o. s. fr., Poesier, der alle indtage en smuk og blivende Plads selv i Drachmanns nu saa rige lyriske Produktion og, som sagt, alle i mere eller mindre Grad ere betegnende for Digterens ændrede Syn paa Forhold og Personligheder her hjemme. Det er denne Frontforandring, som Drachmann selv har døbt "Dansk Bevægelse", et imidlertid ikke helt udfyldende Navn, da den moralske Side af Bevægelsen stadig betones nok saa stærkt som den særlig patriotiske. Men hvad enten Navnet nu mere eller mindre dækker Sagen, kan ingen, der med nogen Opmærksomhed har fulgt Drachmanns Skrift og Tale i de sidste Aar, undres over denne hans Færd, og en udførlig Redegjørelse for hele hans digteriske Virksomhed vilde endogsaa langt tilbage i hans Produktion kunne finde opdukkende Tilløb til det, som først langt senere kom til fuld Udfoldelse. Her skal dog, næst det nationale Element i alle hans Folkelivsskildringer, kun peges paa saadanne Tilløb som nogle af de egenlige "Sange ved Havet" i Digtsamlingen af dette Navn, paa ”Derovre fra Grænsen" og paa "Peder Tordenskjold". Den moralske Side af Sagen akcentueres første Gang stærkt i "Vandenes Datter", særlig i Junker Eriks andet Møde med Karina, og i Digtsamlingen "Gamle Guder og nye" have vi allerede hele Bevægelsens tvende Sider helt udformede. Selve Strømmens dybe Leje i Digterens Natur er umiskjendelig, om end en saa udpræget Lyriker som Drachmann mange Gange i Mellemtiden kan lade Overfladen kruses af tilsyneladende modsatte Hvivler. Det maa være forbeholdt en Biograf i Digterens private Liv nærmere at søge de fremkaldende eller støttende Aarsager til Produktionens stigende Trang til at forherlige Hjemmets Lykke, Gemytsinderligheden og Fædrelandskærligheden, men eftersom al Lyrik saa at sige er Selvbekjendelse, og eftersom Drachmann i saa henseende altid har været særlig aabenhjærtet, er det just ikke vanskeligt, selv for udenforstaaende, at finde Forbindelsestraadene mellem Liv og Digtning. Ingen behøver her at tage sin Tilflugt til daarlige Motiver. Naar man derimod beklager, at denne Udvikling ikke vedblev at foregaa i al Stilhed, og at den ikke nøjedes med at afsætte sine Mærker i en ren objektiv Produktion, som f. Ex. i "Vandenes Datter", i de første "Rejsebilleder" fra Holland og Belgien og til Dels i "Gamle Guder og nye", saa har man utvivlsomt mere Ret. Men et andet Spørgsmaal er, om det ikke ogsaa laa naturnødvendigt i Digterens Karakter at maatte give sig selv den Støtte, der altid ligger i at kaste Broerne af bag sig. Først efter et aabenlyst Brud føler mangen Natur sig egenlig ret fri, medens andre have en Ævne lidt efter lidt at kunne trække sig ud af et Forhold. Naar Drachmann imidlertid kort efter dette sit afgjorte Brud, i ”Ostende-Brügge", i en Avisreplik sammenlignede sig selv med Ploug, har han dog næppe set helt rigtigt paa sig selv. Der er en Del ydre Ligheder mellem den ældre og den yngre Digter. Som Ploug har Drachmann en lykkelig Gave til i givne Øjeblikke at være manges Tolk, og han har ofte været en heldig Lejlighedsdigter for vor Tid som Ploug for sin, ligesom der ogsaa hos begge findes en stærk rhetorisk Tilbøjelighed. Men et Digt som Plougs ovenfor omtalte "Til Samtiden" vil i alt Fald kunne aabne Drachmanns Øjne for meget, og ikke mindst for, at det er hans Opgave som yngre at føre sit Folk fremad. Hvis hans "Danske Bevægelse" derfor en skjøn Dag endte i et Forbund med alt det gamle, Drachmann selv mer end nogen anden saa ofte har bekæmpet, saa vilde det vel være en stor og smertelig Skuffelse, men "Bevægelsen" vilde gaa sin trygge Fremtidsvej uden ham. Der findes nemlig nu og da i Drachmanns nyeste Digtning en svag Antydning af, at han med Lyrikerens Ild og Utaalmodighed kunde løbe den Fare at forvexle sin egen Person med hele Bevægelsen, f. Ex. i et af de Digte, han lige nu har ladet trykke i "Fremtidens Nytaarsgave". Naar som her "Slægtleddets Liv" viser sig som "et anløbet Spejl" og Haabet synes slukt og Taarerne udtømte, da er det ikke nok, at "kun én holder Stand og for Slægten gjør Bod". Den ene, den fremragende, den intuitive, kan vise Vej, men vi maa alle holde Stand og alle lægge Skuldre til.

Det, som det derfor fremfor alt gjælder om for Drachmann nu, er at angive de nye Veje, den af ham rejste "danske Bevægelse" har at vandre. Herpaa vil hans Betydning for Bevægelsen bero. I saa Henseende er hans sidste Digtsamling, hvor dybe Strænge den end anslaar i vore Hjærter og hvor mange udmærkede Ting den end rummer, ikke helt at rose. Om man end selv er Forfatter til Iliaden, er det farligt at skrive en anden Iliade efter den, og naar man har udgivet en Samling som "Gamle Guder og nye", har selv de "Dybe Strænge" ikke den førstes fulde og betagende Klang. Efter et Digt som "Det tabte Paradis" er det en overmaade vanskelig Sag atter at prise Hjemmets Husguder. Særlig turde de fire nye Digte, der her ere samlede under Feltraabet "Dansk Bevægelse" næppe være klare og tydelige nok, saa meget mere som Digteren ved at give dem den æggende Fællestitel selv først og fremmest henleder Opmærksomheden paa dem. Langt betydeligere Ting i samme Retning findes derimod blandt de nye Digte i Gruppen "Ved Arnen", som f. Ex. "Mønstring", "Til En", "Moral", "Ved Klosterkilden", ligesom ogsaa Tilegnelsesdigtet til Emil Poulsen og dennes Hustru efter hele sin Karakter hører herhen. Her har Digteren overalt fundet en klar og gjennemsigtig Form for sin Tanke. Om deres med de andre Arne-Digte beslægtede Indhold behøves der altsaa ikke at tales her i Bladet. Ogsaa et Par andre nye Digte i Afsnittet "Store Mænd", en lille Cyklus om Morten Luther og et Digt om Beethoven eller rettere en Fortolkning af hans niende Symfoni, staa meget højt. Særlig det sidste Digt, der paa en Maade tilstræber at give en hel lille Livsfilosofi, er karakteristisk for Drachmann, ligesom ogsaa hans store lyriske Udformningsevne her straaler i sit bedste Lys. Alene et Digt som dette og Mindekvadet over Grundtvig givee "Dybe Strænge" en aandelig Vægtfylde, der fremdeles hævder deres Forfatters Plads i vor Literatur. O.B.