Søren Kierkegaard

2. udgave, oktober 1880

Af Søren Kierkegaards efterladte Papirer. 1847, III. Ved H.P. Barfod.
H. Brøchner: "Erindringer om Søren Kierkegaard". Marts-Heftet af Det 19. Aarh.
Georg Brandes: Søren Kierkegaard. En kritisk Fremstilling i Grundrids.
Thor Sundby: Blaise Pascal. Hans Kamp mod Jesuiterne og hans Forsvar for Kristendommen. Kbhvn. 1877.

I.

Som saa ofte i sine Dagbøger, sysler Søren Kierkegaard ogsaa gjentagne Gange i det sidste Bind af de efterladte Papirer med den Tanke, at man efter hans Død ikke blot vil studere og atter studere hans Skrifter, "men netop mit Liv, hele Maskineriets intriguante Hemmelighed". Vor Literatur synes dog just ikke at have havt stor Hast dermed. Over tyve Aar ere forløbne siden hin Novemberaften 1855, da han, ene i Døden som i Livet, lukkede sine Øjne paa et Hospital, og endnu eje vi ikke nogen udtømmende6 Fremstilling af hans Liv og Virksomhed. Hans omfangsrige og tankevægtige Produktion, hans Livs mange uopklarede og maaske uforklarlige Gaader, hans kolossale Efterladenskaber i Form af Dagbøger og 185 andre Papirer, hans stærke Indgriben i sin Tid, der nødvendigvis maa afføde en Række Undersøgelser paa mange forskjellige Omraader, alt dette kan nok afskrække en Biograf, men der foreligger paa den anden Side her en Opgave, som vor Literatur ikke kan skyde fra sig, og som tidlig eller silde maa kræve sin Løsning. Betydelige Bidrag foreligge allerede, og vore Læsere ville saaledes ovenover disse Linier finde ikke mindre end fire Skrifter nævnede, der alle skrive sig fra den nyeste Tid. De ere forskjellige i Omfang og Værd, ligesom de heller ikke i lige Grad vedrøre det Æmne, der nærmest skal være Gjenstand for denne Artikel, men fra dem alle kunne vi dog hente Et og Andet, som vi mene her at have Brug for.

Vi skulle ikke indlade os paa at afgjøre, med hvor liden eller megen Ret7 Thor Sundby i sin Bog om Blaise Pascal "sammenstiller"8 Pascal, Bossuet og Fénélon med Kierkegaard, Mynster og Grundtvig, men at de tre store Hovedretninger i vort Aarhundredes religiøse Liv angives med de tre sidste Navne, er for længe siden en afgjort Sag. En literærhistorisk Fremstilling af hver enkelt af disse vor Kirkes Stormænd maa derfor nødvendigvis ogsaa underkaste de to Andres Livssyn en udførligere9 Behandling, og da en Anmeldelse som denne maa have sine Skranker, ville vi her navnlig fremdrage, hvad vi af de foreliggende Skrifter kunne lære om de tre Heroers indbyrdes Stilling. I hvor høj en Grad de end ere hinandens Antipoder, ere de dog hinandens Forudsætninger og Betingelser. Dommen over dem, Valget imellem dem skulle vi overlade til Andre.10

Naar man undtager et Par temmelig utrolige Anekdoter 186 paa de første Sider af Georg Brandes' Skrift – om Barnepigen, der med Udraabet "Søren Kierkegaard!" advarer ham mod ulige lange Buxeben, og om den lille Gadedreng, der raaber "Enten-Eller" efter Kierkegaard – saa begynder hans Skildring særdeles lovende. Man faar et uhyggeligt, men træffende Billede af den stakkels Sildefødnings glædeløse Barndom, af Faderen, "denne mørke og fantastiske Puritaner af Almuesklassen", der indvier sit stakkels Barn "i alle de Angster og Bekymringer, hvormed den kristelige Orthodoxi, forkyndt af en i Skrupler og Anfægtelser henlevende udannet Mand, kan omspænde et barnligt Sind", og med gribende Virkning sammenstilles den unge Stuart Mills Vandringer over grønne Marker ved sin Faders Haand med den lille Sørens og den gamle Hosekræmmers fantastiske Spadseretoure omkring Bordet i den indelukkede Stue. Det lader sig neppe nægte, siger Forf., at "der slaar os et Pust fra Hosekræmmerboutikens indelukkede Luft i Møde fra Kierkegaards Skrifter, der med al deres Dybde, Skarpsindighed og Varme have en saa snever aandelig Horisont". Og Opdragelsen i Hjemmet er Skyld i, at alle Kierkegaards sjeldne Anlæg til Dyder, Sværmeriet, Begejstringen, føres paa Vildspor. "Intet deraf" – siger Brandes – "blev stillet i Frihedens Tjeneste, Alt i den kritikløse Respekts, og saaledes udfoldede han i vore Dage en Række af umoderne, rent fevdale Dyder, en Vasals ydmyge Troskab, en Munks Askese, en Skolastikers Færdighed til at benytte sin hele Viden til Forsvar for udenfra givne Dogmer og Trosbud". Vi maa give Brandes' Opfattelse af Kierkegaard helt ud. Det var da efter den Kierkegaards Ulykke, 187 da han optraadte i Literaturen, at Theologien netop den Gang i Tydskland var bleven inddragen under den Samtiden beherskende Hegelske Filosofis Domæner, og at Martensen havde forplantet den tydske spekulative Retning i Theologien til Kjøbenhavns Universitet. Kierkegaards Opposition blev derved en "rent tilfældig og hurtig forældet Polemik", det blev særlig det Hegelske Højres Forsoningsforsøg af Videnskab og Tro, som han gjorde til Gjenstand for sine Angreb, og i Stedet for at rette sine Slag imod en Strausz, en Feuerbach, retter han dem imod en Marheincke, en Martensen og deres Disciple. "Han agtede ikke paa, at medens han stod paa Volden og forsvarede Fæstningen mod uskadelige Spekulanter, trængte Fritænkerne ind bag hans Ryg og erobrede Pladsen." Hvor meget Sandt og Træffende der end sikkert findes i denne Fremstilling, er der dog ogsaa11 Overdrivelser deri. Det var da i alt Fald ikke i Danmark, at Fritænkerne erobrede Valpladsen. Den milde Rationalisme, som Mynsterianismen maa siges at repræsentere overfor de to forskjellige Skærpelser af Orthodoxien, der knytte sig til Grundtvig og Kierkegaard, havde endnu langt ned i Tiden sine talrige Tilhængere, og var der Noget, der i Fyrrerne vandt Terræn herhjemme, var det snarere Grundtvigianismen end Fritænkeriet. De faa Fritænkere, vi have omkring Aaret 1850, træde ikke dybe Spor i vort Aandsliv, og selv Kierkegaards Stormløb imod den officielle Kristendom gaar som et Uvejr hen over Landet uden at slaa ned. Mynsterianismen og Grundtvigianismen ere de to kæmpende Magter lige til 1870. Først i vort Decennium er Fritænkeriet blevet en Faktor herhjemme.

188 Det holder heller ikke ganske Stik, at Søren Kierkegaards Aandsudvikling var "henvist til lutter tydske Indtryk", eller, som det hedder S. 216, at England og Frankrig vare "to store lukkede Bøger" for Kierkegaard. Thor Sundby viser saaledes i sin Bog om Pascal, hvorledes denne nok saa stærkt som nogen Anden har paavirket Kierkegaard baade ved sit Exempel og sine Skrifter. Det er ikke blot i saadanne Hovedspørgsmaal som Opfattelsen af Kristendommen, af Troens Væsen og dens Forhold til Viden, at man finder Overensstemmelsen. Saaledes minde de psykologiske Skildringer i "Sygdommen til Døden" og "Begrebet Angst", trods alle Uligheder, om den Fremstilling af Mennesket, som danner Grundlaget for Pascals Forsvar for Kristendommen. Ogsaa den asketiske Regel, som Kierkegaard fulgte, at indrette sit Liv, som om han kun havde otte Dage at løbe paa, findes allerede hos Pascal. (Se Thor Sundbys Bog S. VI-VIII, samt flere Steder.) Brandes mener derfor sikkert, at det kun var de nævnte Kulturlandes moderne Videnskab, som Kierkegaard ikke kjendte, men med al Respekt for Auerbach og George Sand ville vi dog for vort eget Vedkommende ikke uden videre underskrive Brandes' Ord, at der i disse Digteres Romaner "var udtalt og fremstillet en ny Verdensanskuelse, i Sammenligning med hvilken den, som kom til Orde i samtidig dansk Literatur, var indskrænket og forældet". Georg Brandes kan ikke mene dette om F.C. Sibberns og H.C. Ørsteds Verdensanskuelse.12

Vi gaa hurtig over Brandes' Fremstilling af Kierkegaards Forlovelseshistorie. Hvis man indrømmer ham 189 Ret til saa uforbeholdent at behandle dette Æmne, vil Ingen kunne nægte, at hans psykologiske Skarpsind og kritiske Kombinationstalent her har ydet et fortræffeligt Arbejde13. Ikke mindre aandrig og alsidig er Forf.'s Skildring af Kierkegaards enkelte fremragende Værker. Hans kritiske Analyse vil utvivlsomt her paa mangfoldige Punkter have blivende Værd, selv om ikke Alle og Enhver vil gaa ind paa hans Konklusioner. Af saadanne Aandrigheder, der ved deres billedlige Prægnans brænde sig ind i Læserens Hukommelse, fremhæve vi Skildringen af Kierkegaard som vor Filosofis Tyge Brahe, eller hvor Kierkegaard som en ny Kolumbus tror at have naaet den gamle Verdens Indien, medens han i Virkeligheden har opdaget "Personlighedens, den store Lidenskabs, den store Selvstændigheds Amerika". Et Udtryk som det, at Søren Kierkegaard var "et gothisk Geni", vejer ogsaa lange Afhandlinger op, og vi bede navnlig vore Læsere om at lægge Mærke til, hvor træffende Forf. paa flere Steder gjør Rede for Kierkegaards hele Stil med alle dens Lyder og Dyder. (Se saaledes S. 161, 165 og 192.)14

Mindre korrekt finde vi derimod Forf.'s Skildring af Kierkegaards Kontraopposition imod den politiske Opposition i Fyrrerne, men vi have selv andensteds (se "Fra Fyrrerne" I15)16 saa udførlig behandlet dette Spørgsmaal, at vi her ikke skulle gaa nærmere ind derpaa. Det har for saa vidt overrasket os17, at Georg Brandes betragter "Akademikernes" politiske Felttog med saa velvillige Øjne, at han kan dadle Kierkegaard, Poul Møller og de andre gamle Reaktionære med saa skarpe Ord, men vi tro, at Historien vil dømme mildere om de Gamle fra 190 Fyrrerne og give dem Ret i Adskilligt. Naar saaledes Brandes ogsaa fremhæver Kierkegaards Ord i Anmeldelsen af "To Tidsaldre", om at "et Oprør vilde i Nutiden være det Utænkeligste af Alt" (1846), og mener, at "det Utænkeligste" dog skete i 1848 i Danmark som i en stor Del af Evropa, saa ere vi for vort Fædrelands Vedkommende uenige med ham. Her skete intet Oprør, og man kan bl. A. i Goldschmidts Erindringer (se "Fra Fyrrerne" I, S. 293, Noten)18 finde Udtalelser, hvori der udtrykkelig tilstaas, at Kierkegaard saa rigtig paa Bevægelsens Karakter.

Brandes' Skildring af "Korsaren" og dens Betydning i Tiden er heller ikke korrekt. Det forekommer os, at Forf. stundom taber sin aandelige Ligevægt under sin lidenskabelige Vrede mod Vittighedspressen, og paa mere end ét Sted gjør han ligefrem Goldschmidt Uret. Naar han saaledes siger om "Korsaren", at "dens Vittighed var mange Gange bidende og morsom, dens Pathos næsten altid affekteret og hul", saa have de unge Mænd, der i større eller mindre Grad den Gang sluttede sig om Goldschmidt, vidnet det Modsatte. De søgte netop Goldschmidt, fordi de bag hans Vid fandt en Understrøm af virkelig Poesi. Se f.Ex. P.L. Møllers Artikel om "Korsaren og Goldschmidt" i "Arena", Juni 1843. Det undrer os ogsaa, at Brandes ikke har gjort Brug af, hvad der i "Nord og Syd" findes om den Betydning, Sammenstødet mellem Kierkegaard og Goldschmidt havde for den Sidste selv, saa meget mere som det Herhenhørende er gjenoptrykt i de tidligere Bind af Kierkegaards efterladte Papirer.

191 I sin sygelige Ømtaalighed overvurderede Kierkegaard "Korsarens" "Rygtemord", men Brandes overvurderer dog maaske ogsaa den Indflydelse, "Korsarens" Angreb havde paa Kierkegaard, naar han fremstiller dette som omtrent den eneste Grund til, at "Paradoxet viger for Passionen", eller med andre Ord til Kierkegaards Krigserklæring imod den officielle Kristendom. De udkomne Bind af Dagbøgerne synes os snarere at pege hen til Forholdet mellem Kierkegaard og Mynster som det egenlige Drivhjul, og Kierkegaards hele Kamp faar derved et ganske andet Storpræg over sig, naar det bliver den kristelige Askeses Reaktion imod den Mynsterske Rationalisme, der ikke mindre i Kierkegaards end i Grundtvigs Øjne maatte være en Gaaen paa Akkord. Vi komme nedenfor tilbage hertil ved Omtalen af det nye Bind "efterladte Papirer". Men, som Kierkegaard selv siger, "der er visse Ting, som bestandig maa bringes i Erindring, ellers tabes Maalestokken. Det er som den vilde Fugls Flugt over de tammes Hoveder, naar der mindes om saadanne Bestemmelser af det kristelige Liv, som fordre det Yderste."

I Fortalen til sine "Danske Digtere" kalder Georg Brandes selv denne Bog for "fredelige Blade" med Henblik19 til den Opposition, hans Forelæsninger20 om Søren Kierkegaard allerede have vakt og nu, da de ere udgivne, yderligere21 maa vække. Navnlig ville de sidste Afsnit om Kierkegaards Kamp mod Kirken fremkalde forskjelligartede22 Indsigelser. Allerede i ydre Henseende staa disse Afsnit en Del tilbage for den øvrige Bog. Man faar et Indtryk af, at Fremstillingen kun foreligger i det første 192 løse Udkast, saa kort og abrupt den sidste halve Snes Blade ile hen over det store Sammenstød, hvis Betydning dog af Forf. angives saaledes, at "Øjeblikket" vil blive staaende i Literaturen som det korteste Resumé af hvad Kierkegaard tænkte og vilde, som hans Livs egenlige og afgjørende Bedrift. Brandes viser, hvorledes "Øjeblikket" er det eneste af alle Kierkegaards Værker, der er sunket til Bunds i det danske Folk, hvorledes det for Tiden er et af de betydningsfuldeste Gjæringselementer i en Bevægelse, som omfatter det hele Folk og vil føre til den Adskillelse af Stat og Kirke, som Aarhundredets Udvikling stedse mere bydende forlanger. Men hvorfor har da Forf. ikke givet os en mere udtømmende Fremstilling af den hele Agitation? Skulle vi søge Forklaringen S. 260, hvor det hedder, at "Fritænkerne, som støtte sig til Tolerancens Idé, ikke blande sig i de positive Religioners indre Anliggender"? Men med dette Svar lader hverken Literaturhistorien eller Psykologien sig nøje, og naar Dagbøgerne lære os, hvor langsomt Kierkegaard lod sig drive, Skridt for Skridt, til det store Brud med Statskirken, saa kunne vi ikke vægre os ved den Tanke, at Brandes med sit Syn paa Sagen har betragtet Bruddet som den naturligste Ting af Verden, som det ikke var værd at gjøre altfor mange Ophævelser over.

Endnu flere Indsigelser ville blive nedlagte mod Brandes' Ord om, at det danske Aandsliv er blevet "drevet ud til den Yderlighed, hvorfra et Spring maa ske, Springet ned i Katholicismens sorte Afgrund eller hen paa den Pynt, hvorfra Friheden vinker". Den Del af Kirken, der 193 endnu staar paa Mynsters Grund, vil nedlægge sin Indsigelse, Grundtvigianismen vil komme med sin, og Rationalismen endelig, der jo ogsaa nu hos os tæller dygtige og ædle Forkæmpere, vil pege paa den Bro, som den prøver at slaa over "Afgrunden". Er det dernæst helt ud sandt, at Kierkegaard "endte med selv at give sit Gudebillede Øxeslaget"? Vi skulle anføre Forf.'s Ord in extenso, da det allerede under Forelæsningerne vakte saa stor Opsigt, at Brandes advarede "den officielle Gejstlighed" mod "at tage Kierkegaard til Indtægt for Kirken". Brandes beklager Kierkegaards tidlige Død. "Et stort Geni," siger han, "der dør 42 Aar gammel, dør aldrig i rette Tid for Omverdenen. Jeg ønsker, at han havde kunnet leve. Blot den Omstændighed, at han vedblev at leve, vilde have tvunget ham til Udtalelsen af nyere gjennemgribende og stedse sandere Tanker. Umulig havde han kunnet holde sig paa det Punkt, hvorpaa han stod ved sin Død, han havde maattet drage nye Konsekvenser – og disse havde naturligvis alle gaaet i Retningen bort fra den bestaaende Kirkelighed; thi alle andre Veje vare spærrede for ham."

Er det altid af mere end tvivlsom Nytte at strides om, hvad en Mand vilde have gjort, hvis han havde levet længere, synes det os dobbelt unyttigt at gjøre det overfor en Natur som Søren Kierkegaard. Efterhaanden som hans Dagbøger ville komme til at foreligge, skal det sikkert vise sig – hvis det da ikke alt fremgaar af hans Skrifter – at hans sønderlemmende Dialektik i Grunden kan afgive Bevissteder for de mest diametrale 194 Modsætninger1 Men vi kunne tænke os mange23 andre Udveje end Fritænkeriet. Saaledes skriver, for at tage et eneste Exempel, Kierkegaard selv Følgende i sin Dagbog for Novbr. 1847: "Derom er der ingen Tvivl, at vor Tid, at overhovedet Protestantismen kunde behøve Klosteret igjen, eller at det var til. "Klosteret" er et væsenligt dialektisk Moment i det Kristelige, derfor maa vi ogsaa have det ude som et Sømærke, for at se, hvor vi ere – selv om jeg just ikke selv vilde gaa i det. Men dersom der virkelig i enhver Generation er sand Kristendom, saa maa der ogsaa være Individer, som have denne Trang." Det var i 1847. Hvem véd, om ikke Kierkegaard i 1855 havde nærmet sig "Klosteret"? Men vi ville ikke ind paa Hypotheser.

Det er dog ogsaa værd at lægge Mærke til, at H. Brøchner i sine smukke sympathetiske Erindringer om Søren Kierkegaard paa intet Sted omtaler en saadan Mulighed, som Brandes antyder, skjønt Brøchner oftere fortæller om Samtaler mellem ham og Kierkegaard om "den forskjellige Retning i vort aandelige Liv og vort 195 grundforskjellige Forhold til det Kristelige". (Se Det 19. Aarh. S. 365, 366, 373.)

Naar Brandes derfor siger om Kierkegaard, at "fra Kristenheden kæmpede han sig i ethvert Tilfælde fri", saa turde det vel endelig have sin Interesse at se, hvad den eneste større Aand, der i vor Literatur virkelig kæmpede sig "fri fra Kristenheden" ɔ: de kirkelige Dogmer, ikke Kristendommen, egenlig dømte om Kierkegaard. Vi tænke her paa F.C. Sibbern, thi selv H.C. Ørsted vovede sig neppe saa langt ud. I sit "Skrift fra Aaret 2135" omtaler Sibbern ofte Mynsters og Kierkegaards Forhold til hinanden.24 Saaledes siger "Klitov" et Sted, at "saa vidt har vel neppe Nogen drevet Begrebsforvirringen, at have villet gjøre Lidelsesvidneskabet (ɔ: Martyriet) til Betingelse for Sandhedsvidneskabet", og hertil føjer Sibbern i egen Person følgende Note under Texten: "Det er dog sket i Kjøbenhavn ved en Mand, hvem Mange baade i Dybtænkningens og i Kristelighedens Henseende har Meget at takke, Kierkegaard, da han efter Mynsters Død anfaldt dennes Eftermæle i Anledning af, at Martensen, da han i Følge kirkelig Sømmelighed talede om den nys afdøde Mynster, havde kaldet ham – og det i Sandhed med stor Ret – et Sandhedsvidne i Kristendommens Rige. Men det synes, at da allerede hos Kierkegaard legemlig Forstyrrethed, eller hvad man nu skal kalde saadan Sygdom, har bragt Aanden i Ulave og Forstyrrethed. Han, som i sin bedste Tid havde hadet al Agitation, traadte nu op som fremfarerisk Agitator, og tillige som en Filister, idet han begyndte med en Ytring, der forbavsede mig højligen, idet jeg maatte 196 spørge mig: Hvorledes kommer dog et saa genialt Hoved til at synke ned til det Trin af jammerlig Filistrøsitet, som han stod paa, da han kom frem med den Tanke (skulde man tro det?), at Martensen vel havde berømmet Mynster for at bringe sig selv i Erindring til Bispestolen? Naar jeg ikke var blandt de Mange, som da talte mod Kierkegaard, hvilket nok kunde hørt mig til, saa var det dels fordi jeg snart saa, at man her fik med en Protevs at gjøre, som, medens man vilde kæmpe med ham i hans egen Skikkelse, vilde, inden man naaede til det, forandret Skikkelse, dels fordi jeg – jeg kan forsikre, det var saa – ikke vilde være med ved at fremskynde det, hvortil jeg saa at det maatte komme med den ulyksalige Mand. Til Flere, som havde funden megen Opbyggelse og Husvalelse hos Kierkegaard, og nu kom i Ulave i Henseende til ham, sagde jeg: Hold fast ved det, han var eder, og lad hans Sidste ikke hos eder forstyrre hans Tidligere. Jeg ytrede den Gang for Flere, at jeg ønskede, at man af dem af Kierkegaards Skrifter, der dels ere for subtile og abstruse, dels for vidtløftige, vilde uddrage en Krestomathi. Kun herved vil Efterverdenen ret faa godt af dem. – For Resten er jeg glad ved at have faaet Anledning til at sige det, jeg her har sagt."

Det er let at se, at Sibbern ikke løser den psykologiske Gaade i Kierkegaards sidste Optræden, thi, som Thor Sundby bemærker i sin Bog om Pascal, det er ikke nok at erklære et ubelejligt Fænomen for gal eller forstyrret i Hovedet (S. VIII), men Sibberns Udtalelser have lige fuldt deres Interesse, fordi de vise, at han ikke 197 noget Øjeblik kunde tænke paa en Alliance med Søren Kierkegaard under sin egen Kamp for kirkelig Frihed.

Maaske ville Kierkegaards Dagbøger, efterhaanden som de komme ud, ad literærhistorisk Vej opklare Meget, som Psykologen nu maa lade staa hen, og navnlig ville Dagbøgerne fra de nærmeste Aar før 1855 have overordenlig Interesse. Hvad vi kunne lære af de efterladte Papirer fra 1847, skulle vi strax søge at vise.25

II.

Da første Bind af Søren Kierkegaards "Efterladte Papirer" i Slutningen af 1869 forelagdes Offenligheden, rejste der sig strax en heftig Storm imod Udgivelsen og Udgiveren. Peder Hjorts Brevsamlinger fra 1867 og 1869 havde sat Sindene i Bevægelse, idet "de Levendes Ret" formentlig var traadt for nær, og ikke ganske uden Grund frygtede man nu for end mere uforbeholdne Afsløringer i de Kierkegaardske Dagbøger – Ventilerne for hans harmopfyldte Sjæl, Afløbskanalerne for al hans opsamlede, men tilbagetrængte og indelukkede Vrede, Regnskabsopgjørelserne med sig selv og en Samtid. Som det synes os, forsvarede Udgiveren, H.P. Barfod, sig og sin Adfærd godt i Fortalen til det paafølgende Bind og hævdede navnlig med Føje overfor de Levendes Ret, at i visse Tilfælde, som f.Ex. med Hensyn til Kierkegaards voldsomme Udtalelser om Goldschmidt, var en Offenliggjørelse absolut at foretrække, medens den Paagjældende endnu var i Live og selv kunde tage til Gjenmæle. Maaske vare vi ogsaa endnu lidt uvante med at offenliggjøre 198 slige literære og personale Aktstykker, men efterhaanden som lignende Dokumenters Betydning er bleven os klarere, har den levende Uvillie mod Dagbøgernes Udgivelse lidt efter lidt givet Plads for en neppe mindre levende Anerkjendelse af det kolossale Efterladenskabs literærhistoriske og psykologiske Interesse. Vi kunne let blive enige om, at Dagbøgerne fra først af helst maatte have været givne til en Biograf, der i en udtømmende Fremstilling af Kierkegaards Liv og Virksomhed kunde have meddelt alt det Værdifuldeste, ligesom han ogsaa vilde have havt lettere ved at skille Klinten fra Hveden, men en saadan Biograf er jo til Dato ikke funden, og nu maa sikkert Literaturen kræve alle Dagbøgerne udgivne efter den en Gang lagte Plan, saa meget mere som de synes at skulle stige i Interesse for hvert Aar.

Det sidst udkomne Bind, der af Forordet ses at have været under Pressen lige fra 1874 (og hvori forskjellige nyindskudte Blade synes at tale om Tvivlsmaal og Betænkeligheder under Trykningen), bringer Dagbøgerne fra 1847. I rent æsthetisk Henseende frembyder det Meget af Interesse. Søren Kierkegaards egne Diapsalmata i første Del af "Enten-Eller" have ligesom Poul Møllers Strøtanker saa stort et Ry paa sig, at deres talrige Fæller i Dagbøgerne allerede af den Grund ville vinde mange Læsere. Rent bortset fra disse Aforismers Betydning som Spirer til Tanker, hvilke Kierkegaard senere selv udførte i sine Skrifter, have en Mangfoldighed af dem stort poetisk Værd i sig og ere karakteristiske Vidnesbyrd om Kierkegaards vældige Produktivitet, der med et Kildesprings hele Uudtømmelighed bestandig vælder lige 199 frisk og sprudlende frem af hans Genis vidunderlig rige Muldjord. "Kun naar jeg producerer" – hedder det i en af disse Strøtanker – "befinder jeg mig vel. Da glemmer jeg alle Livets Ubehageligheder, alle Lidelser, da er jeg hos min Tanke og lykkelig. Blot jeg et Par Dage lader det være, bliver jeg strax syg, overvældet, besværet, mit Hoved tungt og betynget. En saadan Trang, saa rigelig, saa uudtømmelig, der, efter nu at have holdt ud Dag efter Dag i 5 à 6 Aar, endnu strømmer lige saa rigt, en saadan Trang er jo dog vel ogsaa et Guds Kald2." Af Hensyn til Pladsen maa vi dog overlade det til Læserne selv at søge det poetiske Udbytte af Dagbøgerne. Vort Maal skal være at fremdrage, hvad der har literærhistorisk Betydning.

Det turde da til en Begyndelse være bedst at minde om, hvad H. Brøchner siger i sine "Erindringer" om hvorledes det gik Kierkegaard overfor "Korsaren". "Kierkegaard havde ikke" – hedder det – "i Forhold til et 200 givet Fænomen en Virkelighedssans, om jeg maa bruge dette Udtryk, der kunde danne Modvægten mod hans saa enormt udviklede Reflexion; han kunde ligesom reflektere en Bagatel op til at blive af verdenshistorisk Betydning." Med dette in mente skulle vi først give nogle Bidrag til Kierkegaards Opfattelse af sig selv og sin Stilling i Samfundet og dernæst til hans Syn paa Mynster og Grundtvig.

Saaledes skildrer da Kierkegaard Tilstanden i Danmark i Aaret 1847: "Der er dog aabenbart ubeskrivelig lidt Religiøsitet i Danmark. Dette er ganske naturligt. 20 Freds-Aar, almindelig Velstand, omtrent Ligelighed imellem alle Stænder, et lille bitte Land, hvor vi Alle kjende hinanden: dér maa Menneske-Frygt og Generthed, og det at være som de Andre, og det at det er saa flovt ikke at være ganske som de Andre, det maa være det Herskende. Men dette er just al sand Religiøsitets værste Modsætning, dens arrigste Fjende." Som en Forfatter med streng sædelig Selvtugt mener derfor Kierkegaard, at der ingen Tvivl kan være om, at han i en saadan Tid kan gjøre stort Gavn. "Det følger naturligvis ingenlunde, at jeg skal sejre, snarere vil det betyde, at jeg er beredt til at ligge under", eller som det hedder et andet Sted: "Med hvad Ret jeg taler saaledes? Med den Ret, at jeg er mig bevidst, hvad det kan koste at tale saaledes, og med Bevidsthed om, at jeg vil være villig til at finde mig i Følgerne." Et Offer maa der til, og "da vi ikke kan faa Luft udefter, maa vi have det indefter". Der var blevet for indelukket, for smaakjøbstadsagtigt i Danmark; i intet Land i Evropa, siger Kierkegaard, var 201 Bysnak saaledes det Herskende som herhjemme. Og dog følger det af sig selv, fortsætter han, at der i smaa Værelser oftere maa luftes ud. "Vi leve i Henseende til Bysnak og Bagvaskelse, som var det i Paris' eller Londons store Værelser. Det følger dog atter af sig selv, at naar Beholdningen, hvori der skal bades, er lille, maa man oftere skylle ud og passe paa, at ikke for Mange gaa i Vandet paa én Gang." Kierkegaard bringer sig da selv som Offer, men han trøster sig med, at selv om man har travlt med at forhaane ham og udle ham, saa vil man dog tilsidst mærke, at Bordet fanger, og det vil ende med, at de dog faa et Indtryk af ham. "Indvendingen imod den Levende bliver Lovtalen over den Døde", og forøvrigt tænker han som saa: "Summa summarum, enten man har levet i Kjøbenhavn eller i Avstralien, summa summarum, saa ankommer tilsidst Enhver i Evigheden, og dér har jeg som Tænker Ret."

Men Kierkegaard gav sig ikke hen som et fromt Offerlam. Han bed fra sig, saa det havde Fynd og Klem3, og man vil atter i Dagbøgerne fra 1847 finde en rig Blomstersamling "Sandheder" til de to Kategorier, som han hadede af sit inderste Hjerte: "Mængden" og "Pressen". Man kan naturligvis forklare Kierkegaards Forbitrelse mod Dagspressen af dens Tavshed om hans Virksomhed, og han vender ogsaa oftere tilbage til, hvorledes "der literært saa godt som ikke er sagt et eneste Ord om 202 ham som Forfatter". Og skjønt det af Brøchners "Erindringer" fremgaar, at han i det Mindste havde gjort Kierkegaard opmærksom paa, at overmaade Mange læste hans Skrifter med virkeligt Alvor, og at Pressens Tavshed nærmest kunde forklares af Kritikernes Følelse af, at Skrifterne laa over deres Kritiks Kræfter, saa siger Kierkegaard dog selv udtrykkelig: "De, der forstaa dog nogenlunde at entrere og for saa vidt at vurdere: de tie af Misundelse. Og imidlertid triumferer Pøbelagtigheden, saa jeg neppe lever en eneste Dag uden en af disse Frækhedens Overhalinger." Men, som vi tro at have vist i vor Artikel om "Stillestandsmændene i Fyrrerne", Kierkegaards dybe Harme imod Tidens Rørelser havde ogsaa en ædlere og dybere Grund. For ham var "Mængden" virkelig "den farlige Magt i Evropa". (Udhævet af K. selv.) Bevægelsesmændenes Angreb paa Regeringen agtede han ikke højt, "thi den Fare at angribe en Regering, naar man er understøttet af en offenlig Mening, den er da ikke stor; men vel den, at udsætte sig for en forvirret og til Dels fordærvet offenlig Menings Efterstræbelser". (S. 173.) "Vore Liberale ere de største Kujoner og véd blot at snakke – det er Altsammen Ubetydelighed, ikke en eneste Karakter." Man har i Aarhundreder igjennem, siger han, kæmpet mod Paver og Konger og Mægtige og derimod anset Folket og Mængden for at være det Hellige. Man drømmer ikke om, at Verdenshistoriens Kategorier slaar om, at nu er og bliver Mængden den eneste Tyran og Grund-Fordærvelsen. Men imod "Mængden" er det saa, at han sætter Kategorien "den Enkelte", "denne Kategori, 203 der er saa knyttet til mit Navn, at jeg vilde ønske, man vilde sætte paa min Grav: "hin Enkelte"."

Til Mængden svarer Pressen. "Mængden forstaar Ingenting, og Journalisterne forstaa at skrive for Mængden." Kierkegaard skildrer, hvorledes Dags-Pressen slæber en Masse Mennesker med, som staa i intet uden i et sinkende Forhold til Literaturen. "Journalisten er bleven en Type; den Enkelte dør, men Journalisten dør aldrig, der bliver kun flere og flere." (Faa Aar efter greb C. Hostrup ogsaa "Typen" i "Mester og Lærling".) Hvis det da ikke ved Hjælp af Pressens Udartning skal lykkes tilsidst at forvandle Menneskene aldeles til Fæ, trænge vi efter Kierkegaards Mening til pythagorisk Tavshed. "Der behøves meget mere Afholdenheds-Selskaber i Forhold til ikke at læse Blade, end til ikke at drikke Brændevin." Bøger læses ikke længer, men Dags-Pressen læses af Alle. "Her er det nu, at disse, i Ideens Forstand hjul- og skjævbenede, klump- og platfodede, item klatfingrede, halvfjantede, men svinepoliske rejicerede Subjekter, under Navn af Journalister, ere i travl Virksomhed, og deres Raisonnements læses af Alle. Pro dii immortales!" Efter denne burleske Udgydelse kan man ikke undre sig over, at Kierkegaard betragtede Dags-Pressen som det onde Princip i vor moderne Verden, saa lidt som over, at han tilsidst kommer til det Resultat, at Pressens Misbrug har egenlig sprængt Danmark. (Udhævelserne af K.) For saa vidt har Kierkegaard jo Ret. Fremskridtspressen sprængte det gamle Danmark. Et andet Spørgsmaal er, om det ikke maatte og skulde sprænges. Over sine egne Gjenvordigheder 204 trøster Kierkegaard sig selv med følgende vittige Aforisme, som vi anbefale til vore Læseres nærmere Eftertanke, naar offenlige Personer heller ikke i vore Dage behandles blidt. Det hedder som følger:

"Naar En skal være persona publica i disse Tider, saa at opholde sig over, at han lejlighedsvis overøses med Skjældsord, er ligesom at opholde sig over eller at misforstaa, hvad det vil sige, at en Brandofficer ved en Ildebrand er overstænket. Hovedsagen er, at han kommanderer godt; disse Stænk paa Frakken have Intet uden Godt at betyde. Han trækker om Aftenen Frakken af – og i Døden aflægger man den Overfrakke, paa hvilken Forhaanelserne blive siddende – længere naa de ikke."

Kierkegaards Mening om Goldschmidt og P.L. Møller kjendes tilstrækkelig fra de tidligere Dagbøger. En Ytring om den Første synes os dog ikke uden Interesse. "Vil man ikke hilse Goldschmidt" – skriver Kierkegaard – "vilde man ikke besøge ham, saa kom man i Bladet. Han vilde tiltrodse sig det lige Forhold." Da P.L. Møller i 1847 har "den Frækhed" at udgive sine fortræffelige "Kritiske Skizzer", sender Kierkegaard "naturligvis øjeblikkelig Reitzel dem tilbage". Vore Læsere erindre, at andet Bind bl.A. indeholdt P.L. Møllers vittige, men noget giftige Anmeldelse af "Afsluttende, uvidenskabelig Efterskrift".

Vi skulle her ikke dvæle ved Kierkegaards Udtalelser om Heiberg og Martensen. Den voldsomme Fordømmelse af den Sidste (S. 157) er mærkelig som en Slags tidlig Ouverture til "Øjeblikket", ligesom Præsterne og det hele "salige Levebrødsvæsen" allerede her oftere angribes 205 bittert. "Søndags-Sludderen af dem i Bombasin, Klæde, Silke og Fløjl" er jo Stikordene i "Øjeblikkets" Agitation, ligesom vi ogsaa kjende Kierkegaard igjen i følgende Vending: "Sandeligen, skulde Helligdags-Anordningen konsekvent gjennemføres, skulde det ogsaa forbydes Præsterne at prædike om Søndagen; hvorfor skal én Næringsdrivende begunstiges fremfor andre? Naar alle Boutiker (og hvad er i vore Tider egenlig Kirken Andet end Præstens Boutik?) skulle være lukkede, hvorfor skal saa Præsten have Lov til at holde sin aaben om Søndagen? Det at tjene Penge, Penge-Omsætningen er egenlig det, der strider mod Helligdags-Anordningen; men Præsten tjener jo Penge om Søndagen." (S. 255-256.)

Hvorledes og ad hvilken Vej blev Søren Kierkegaard dreven til denne Yderlighed? Hvis Dagbøgerne efterhaanden kunne besvare os dette Spørgsmaal, er al Tvist om Udgivelsens Berettigelse mer end slaaet til Jorden.

Kierkegaard skildrer saaledes her sig selv som "opdragen ved Mynsters Prædikener", og hans oprindelige Kjærlighed til Mynster kommer flere Steder til Orde. Han kalder Mynster "en eminent Dygtighed og en Regeringsmand af de sjeldne", men det hedder ogsaa: "Strax den første Gang jeg talte med ham og senere gjentagent har jeg, og saa højtidelig som muligt, sagt Biskop Mynster, at jeg udtrykker det Modsatte af ham." Men i Mynsters Øjne er Kristendom Dannelse, "det at være Kristen omtrent hvad et naturligt Menneske i sit lykkeligste Øjeblik kunde ønske sig at være som det Højeste, den ligelige harmoniske Fuldendthed i sig selv og i sit Selv gjennemarbejdede Virtuositet. Men naar man taler 206 saaledes, er man da ikke som 100,000 Mile borte fra denne Tale om Forløseren, som maatte lide i Verden og som fordrer Kjødets Korsfæstelse?" (S. 215.) Eller et andet Sted: "Mynsters Religiøsitet er dog omtrent denne: man lever væsenligen som en retskaffen Hedning, gjør sig Livet bekvemt og godt, nyder dets Behageligheder – men tilstaar dog derhos, at man er meget langt fra at have naaet det Højeste. Det er denne Tilstaaelse, han egenlig anser for Kristendom." (S. 267.) Kierkegaard nægter ikke, at det er hans Overbevisning, at hvis det skete pludseligen en Dag, at Verden vendtes op og ned, og man pludselig ved at true Mynster med Døden fordrede, at han skulde opgive Kristendommen: saa valgte han Døden. "Men" – siger Kierkegaard – "Knuden stikker paa et andet Sted. Naar man har Klogskab, og Forholdene gaa en roligere Gang, saa kan man naturligvis forud beregne Faren, og altsaa svinge af fra den." (S. 264.) Og paa et andet Sted: "Har Mynster nogensteds vovet at sige, at det er det Kristelige: gjør det Gode, saa bliver du straffet derfor. Og hvorfor har han ikke gjort det? Fordi han selv vil æres og anses, fordi han gjør det Gode, vil vide med sig selv, at han fortjener den Anseelse, han nyder, da han jo gjør det Gode. Men dette er Hedenskab. Til Dels har det dog ogsaa en anden Grund, fordi Mynster har en travl Forestilling om det praktiske Liv og Virkeligheden: at det ikke kan hjælpe Noget at fordre saa Meget. Ganske vist, det kan ikke hjælpe Noget – uden at det kan hjælpe En til, at netop det hænder En, som Kristendommen taler om. Men saa har jo Kristus været den mest Upraktiske 207 af Alle." (S. 268.) Derfor siger Kierkegaard ogsaa: "Det turde dog vel falde mig let nok af Mynsters Prædikener at retfærdiggjøre hele min Forfatter-Virksomhed", og selv om det vilde have glædet ham ubeskriveligt at have Mynster enig med sig, ogsaa for hans Skyld, "thi jeg har Ret, det véd jeg allerbedst – af hans Prædikener", saa maa det dog siges, at man "næsten paa hveranden Side i Mynsters Prædikener kan vise, hvor Faa han selv antager der egenlig ere eller vel endog blot bryde sig om at være Kristne. Men hvad er saa det Hele for et Blændværk med at tale om en Stats-Kirke, et kristent Land og Folk?4" (S. 200-207.)

Disse Udtalelser forekomme os af højeste Interesse. Vi bede vore Læsere gjøre sig bekjendt med de anførte 208 Steder i hele deres Udførlighed, da vi selvfølgelig kun have citeret det Allernødvendigste. Vi lære heraf, hvorfor Kierkegaard "ikke à la Mynster (og heri ligger Mynsters Kjætteri) vil forgude det Bestaaende, og i Iver for det Sædelige tilsidst forvexle det med Spidsborgerlighed", men hvorledes Kierkegaard vil holde paa Kategorien: "den Extraordinære", der "saa tydeligt er lagt mig til Opgave". (S. 9.)

Georg Brandes har i sit Skrift om "Søren Kierkegaard" gjort den træffende Bemærkning, at "den værste Følge af Underdanighedsaanden er imidlertid Hovmodsaanden". Det er maaske sat paa Spidsen, at Kierkegaard "først gjennem sit Forhold til Kjøbenhavn og Korsaren indtrængende forstod Kristi Liv", men Parallelisationen imellem hans egen og Kristi Lidelse er undertiden uhyggelig i disse Dagbøger. Vi skulle nøjes med at anføre ét Exempel. H. Brøchner siger i sine Erindringer, at Kierkegaard en Gang fortalte ham, at han som ung i mange Aar havde gaaet i den faste Overbevisning, at han skulde dø, naar han blev 33 Aar gammel. "Var det Jesu Alder," – spørger Brøchner – "der ogsaa skulde være Norm for Jesu Efterfølger?" Det sidst udkomne Bind har S. 53 følgende Optegnelse: "Forunderligt, at jeg er fyldt 34 Aar. Det er mig aldeles ubegribeligt; jeg var saa sikker paa at dø inden den Geburtsdag eller paa den, at jeg virkelig kunde fristes til at antage, at min Geburtsdag er fejl angivet, saa jeg dog dør paa den 34."

Med Grundtvig affandt Søren Kierkegaard sig betydelig lettere end med Mynster. Brøchner minder om, 209 hvorledes Kierkegaard paa flere Steder i sine Skrifter har omtalt Grundtvig og Grundtvigianismen og saa godt som altid set den fra den komiske Side. "Paa lignende Maade" – siger Brøchner – "udtalte Kierkegaard sig hyppig i sine Samtaler. Den skarpe Kontrast, der er imellem hans Opfattelse af det Religiøse og den grundtvigske, traadte bestandig frem, og den grundtvigske barnagtige Umiddelbarhed fik i denne Kontrast en komisk Belysning." Dagbøgerne fra 1847 sande disse Ord. "Det Grundtvigske Vrøvl om Nationaliteten" er i Kierkegaards Øjne "ogsaa Tilbageskridt til Hedenskabet", fordi Kristendommen "netop har villet afskaffe Hedenskabets Forgudelse af Nationaliteterne". (S. 145.) Navnlig var "Dansk Samfund" og den Rolle, det spillede i Fyrrerne, Kierkegaard en Vederstyggelighed. Vi have andensteds26 vist, hvorledes f.Ex. Goldschmidt den Gang betragtede "Nationalitetens Præst", eller hvorledes f.E. en Akademiker som E. Fenger dømte om "Dansk Samfund" (se "Fra Fyrrerne" I, S. 48, 152 og 193). Nu træffe vi hos Kierkegaard følgende Udtalelse: "Besynderligt nok: i Spidsen for Almen-Aanden staar en Jøde, og i Landet mærkes ikke Spor af Nationalitet [sic!]5; dog ligger Danmark formentligen og kæmper med hele Evropa. I Kjøbenhavn er saa en Profet, som opretholder denne Idé, at Danmark kæmper med hele Evropa. Han gjør det Hele af; han bevæger Himmel og Jord uden noget Punkt udenfor, han bevæger det ved Hjælp af Ingenting; blot det, at han lever, er nok til at gjøre Tiden til en bevæget Tid. Han profeterer om en mageløs Fremtid for Danmark, dels paa Grund af, hvad Aanden indskyder 210 ham, og dels fordi Danmark har havt en mageløs Fortid. Han har allerede en Gang før været saa heldig at forudsige, at den forrige Konge af Danmark (Frederik VI) skulde styrte Napoleon. Dette beviste han af Aabenbaringens Bog, hvor der tales om en Mand paa en hvid Hest, som omstyrter et mægtigt Rige. Men en Mand paa en hvid Hest kan ikke være Andre end Kongen af Danmark – med mindre det skulde være Kejseren af Marokko. Kun i Danmark findes hvide Heste, og kun Kejseren af Marokko faar nogle til Foræring. Hans Profeti gik dog ikke i Opfyldelse. Siden den Tid har Forholdene forandret sig i Danmarks Forhold til Evropa, saa Kongen af Danmark vanskeligt vil erobre hele Evropa; thi i Stutteriet skal der ikke findes flere hvide Heste. Dog varsler Profeten Danmark en mageløs Fremtid. Han ofrer sig ganske for at profetere; hvad han lider derfor og har lidt, véd Ingen, som han selv siger – undtagen Skomagermester Mathiesen, der er hans Fortrolige." (S. 162-163.)

Kierkegaard betragter det som en Anmasselse og kalder det forfængeligt og selvkjærligt, naar et enkelt Folk vil kalde sig "Kjærligheds-Folket" (S. 182); han gruer for den Tid, Grundtvig trænger igjennem og indfører den nye Undervisning: Ordsprogs-Legen, Saxo og Snorro, Modersmaalet; "til den Tid haaber jeg at være død, hvorimod jeg kunde ønske, at Grundtvig maatte leve til den Tid". (S. 153.) Hvad Kierkegaard vilde dømme om Folkehøjskole-Undervisningen, fremgaar klart heraf.

Mærkeligere er det at se Kierkegaard underkjende Grundtvigs Psalmedigtning. "Den Fromhed" – hedder 211 det – "som egenlig er en stille Lidendes (og dette er det rette), kjender Grundtvig slet ikke. Grundtvig er og var og bliver en Støjende, selv i Evigheden vil han være mig ubehagelig. Ikke som havde Grundtvig ikke gjennemgaaet Noget, jo vist, men altid støjende. Det er som noget Enkelt, der standser ham paa hans Vej, og saa gjør han et Spektakel, som naar et Jernbanetog stødte an undervejs. Den dybere, inderlige Smerte, der i stille Vemod forligte sig med Gud, kjender Grundtvig slet ikke, og just den er Psalmesangens ægte Tone. Grundtvig er en jodlende Friskfyr eller en brølende Grovsmed." (S. 254.)

Til Ære for Kierkegaard maa det dog siges, at han meget godt saa, hvori Grundtvig havde sin Styrke. H. Brøchner siger i sine "Erindringer" bl.A. Følgende herom: "Kun om ét Afsnit i Grundtvigs Liv har Søren Kierkegaard en Gang talt til mig med Interesse og Anerkjendelse: det var om den Tid, da Grundtvig optraadte mod Clausen. Men hvad der i hans Optræden den Gang tiltalte Kierkegaard, var øjensynlig ikke det specifik Grundtvigske, allermindst den "mageløse Opdagelse", der altid forekom Kierkegaard at være en mageløs Taabelighed og tilmed en ikke original Taabelighed, men det, der danner Modsætningen til Rationalismen: den religiøse Livsrørelse." Med dette næsten Sibbernske Udtryk er Grundtvigs Betydning for vort Aandsliv ramt i Centrum. Man kan være mod eller med Grundtvigianismen, men man kan ikke nægte, at den har vakt en religiøs Livsrørelse herhjemme og taget saa dybe Greb ned i Folket, som maaske Tilfældet ikke har været siden Reformationens Dage.

212 Naar Dagbøgerne give os saa Meget, have vi ikke Lyst til at undersøge, om dog maaske ikke Et og Andet kunde have været udeladt, som f.Ex. en Del af Forelæsnings-Udkastet. Vi skulle heller ikke dvæle ved Søren Kierkegaards smaa Forfængeligheder, hans Kongerøgelse o.s.fr. Hvem der vil, kan jo selv lede det op i Bøgerne. For os er han et saa betydeligt Fænomen, at ethvert Bidrag til Forstaaelse af hans Storhed er os langt vigtigere end med P.L. Møller i hans ovenfor nævnte Anmeldelse at faa Kig paa "Forfængeligheden gjennem Hullerne paa hans Kappe".

Andre Anmeldere ville maaske ogsaa fremdrage andre Ting af Dagbøgernes Overflod, som f.Ex. Kierkegaards Betragtninger over sin Stil og sin Interpunktion (S. 28-30). For os var saavel i literærhistorisk som psykologisk Henseende Konstellationen "Mynster–Grundtvig–Kierkegaard" det, der havde den største Interesse.

Ogsaa de Citater, som Kierkegaard lejlighedsvis anfører af fremmede Forfattere, fortjene Læserens Opmærksomhed. Om dem gjælder det gamle Ord: "Sig mig, med hvem du omgaas, og jeg skal sige dig, hvem du er." Vi ende med følgende paa S. 115 anførte Vers27:

Einsam und nicht allein, frei und gebunden,
ein stummer Rufer, ohne Schwert ein Held,
ein Thor dem todten Auge niedrer Welt,
ein Weiser bin ich vor dem Herrn erfunden.

 
[1] Selv om saadanne Bagateller som Kierkegaards Hensigt med at vise sig saa hyppig offenlig indeholde Dagbøgerne selvmodsigende Optegnelser. I det sidste Bind findes saaledes S. 115 følgende Bemærkning:

Jeg véd nok, at Heiberg og Saadanne kristelig forklare min megen Gaaen paa Gaden af Forfængelighed – at det er for at vise mig. Mon det da ogsaa er for at vise mig, at jeg gaar om muligt endnu mere i Berlin, hvor ikke en Sjæl kjender mig?

tilbage
[2] Om sin Forfattervirksomhed udtaler Kierkegaard sig paa et andet Sted saaledes:

Mit Tungsind har gjennem mange Aar gjort, at jeg ikke kunde komme til at sige i dybeste Forstand Du til mig selv. Imellem mit Tungsind og mit Du laa en hel Fantasi-Verden. Det er den, som jeg til Dels har udtømt i Psevdonymerne. Som den, der ikke har et lykkeligt Hjem, færdes ude saa meget som muligt og helst vilde være af med sit Hjem: saaledes har mit Tungsind holdt mig ude fra mig selv, medens jeg opdagende og digterisk har gjennemrejst en hel Fantasi-Verden.

tilbage
[3] Kierkegaard taler selv om "den uhyre Polemik i sin Sjæl" og minder om, at Poul Møller har kaldet ham "det mest gjennempolemiserede Menneske". tilbage
[4] "Skjønt Mynster har en vis Velvillie for mig" – skriver Kierkegaard et andet Sted – "og i sit stille Sind maaske endog større end han vedgaar, er det aabenbart, han anser mig for en mistænkelig og da farlig Person. Derfor vil han have mig ud paa Landet. Han mener, endnu er det gaaet godt, men et Karakter-Menneske kan man frygte Alt af, især i Forhold til det hele Traad-System, hvori han vil holde Tilværelsen fangen. Hans Raad er derfor yderst konsekvent af ham, er fra hans Synspunkt ogsaa mig velment, for saa vidt han ikke tager det saa nøje med om et Menneskes inderste Bygning dog lider en lille Skade, naar han blot gavner, som han mener, i Verden. Mynster har aldrig været paa de 70,000 Favne Vand og lært derude, han har altid holdt sig fast ved det Bestaaende og er nu ganske sammenvoxet med det." (S. 9-10.) tilbage
[5] dette "sic!" skyldes Borchsenius (Red. note). tilbage
[6] udtømmende < sammenhængende tilbage
[7] med hvor liden eller megen Ret < hvor vidt tilbage
[8] "sammenstiller" < med Rette "sammenstiller" tilbage
[9] udførligere < udtømmende tilbage
[10] her er et længere afsnit udeladt. tilbage
[11] ogsaa < store tilbage
[12] Georg Brandes kan ikke... < Mener Georg Brandes virkelig dette om F.C. Sibberns og H.C. Ørsteds Verdensanskuelse? tilbage
[13] eftersætning udeladt: – om han har ramt Sandheden, er et andet Spørgsmaal. tilbage
[14] her er et længere afsnit udeladt. tilbage
[15] "Fra Fyrrerne": Første Række, s. 287-301. tilbage
[16] andensteds (se "Fra Fyrrerne" I) < i dette Blads Nr. 238 tilbage
[17] overrasket os: < overrasket os glædeligt tilbage
[18] referencen ændret fra "vor Artikel om "Stillestandsmændene", Nr. 238, S. 5. Noten" til det anførte sted i Fra Fyrrerne. tilbage
[19] med Henblik < i Modsætning tilbage
[20] Forelæsninger < Skrift tilbage
[21] yderligere < ogsaa tilbage
[22] forskjelligartede < berettigede tilbage
[23] mange < alle mulige tilbage
[24] reference til artikel i Nær og Fjern nr. 241 strøget. tilbage
[25] slutningsafsnit udeladt. tilbage
[26] referencen ændret fra "tidligere i dette Blad (se Nr. 203)" til et af de anførte steder i Fra Fyrrerne. tilbage
[27] udeladt: af Campanella tilbage