Georg Brandes til Otto Borchsenius
Sendt fra Berlin. 21. oktober 1880

jeg mener Dem det godt

Berlin 21 Oct. 80 Zelten1

Kjære Hr. Borchsenius!

De gjør mig Uret i at ville see et Forsøg paa at indskrænke Ytringsfriheden eller endog en Arrogans af pavelig Ufeilbarlighed i et simpelt Selvforsvar. Hvor langt jeg er fra at holde mig for ufeilbar viser, synes mig, blandt meget andet den Omstændighed, at jeg næsten aldrig udgiver noget paany uden at omarbeide det.2

De tager ogsaa feil, naar De betvivler mit velvillige Sindelag imod Dem. Min Artikel var maaske lidt skrap, men jeg var den udfordrede, og det forekommer mig desuden, at dens Tone var nok saa velvillig som Deres mod mig. Vi ville imidlertid ikke gjøre hinanden vrede eller bitre, men hellere see at komme til en god Forstaaelse, og derfor er her min Haand.

Det kunde visselig aldrig falde mig ind at undre mig over, De gik Deres egne Veie. Jeg er en Ven af Selvstændighed og har altid kun søgt at 2 meddele Frihed; jeg har endog stræbt det i for høi en Grad, thi som Forholdene i Danmark laa, var det, der trængtes til, en fast sammensluttet, disciplineret Opposition. Min Frihedskjærlighed gav Modstanderne for let Spil og gjorde dem det muligt at finde Forbundsfæller indenfor Gruppen.

Jeg vil sige Dem det rent ud, at jeg ikke har havt det Indtryk, at De nogensinde nærede synderlig Sympathi for mine Bestræbelser. Meget nøie har jeg, der af de sidste 10 Aar vel har tilbragt de 6½ i Udlandet, ikke fulgt med, men naar jeg har seet Deres Navn under en Artikel√ eller troet at gjenkjende Deres Pen i en Udtalelse, der berørte mig og mit, saa var den altid kun tilsyneladende velvillig. Naar jeg undtager en og anden enkelt Anmeldelse i "Nær og fjern" som De gjerne viste mig den Opmærksomhed at sende mig, indeholdt Deres øvrige Anmeldelser, hvor det lod sig gjøre, Naalestik. Snart antydede De, at den hele Bevægelse under mit Førerskab ikke kunde blive til Noget og priste Svenskerne lykkelige, der havde ganske anderledes Førere (held det Folk, der har saadanne! eller lignende), snart søgte De at 3 vise, at jeg ofrede det Sande og Rigtige for det Aandrige, snart at jeg manglede Kundskaber i dansk Litteratur, snart stræbte De at fjerne mine Venner (som Drachmann f.Ex.) fra mig, exploiterede i den Retning af alle Kræfter min Artikel om I.P. Jacobsen, erklærede offentlig i Nær og fjern at jeg vel engang havde betydet meget for Drachmann, men nu ikke mere betød noget for ham. Da det usalige svenske Morgenblad blev grundet og da det Tidspunkt kom, da jeg var vred paa Drachmann, fordi det syntes som om han vilde svigte den fælles Sag, erklærede De – uden Vemod – i det svenske Blad, at hans Slutningsdigt i det 19de Aarh. var en Besynderlighed og at det var lidet troligt at Drachmann nogensinde mere vilde kjæmpe "under denne Fane". Kort sagt, De har ikke vist Dem velsindet imod mig. Den Velvillie, som altid kom til Orde i Deres mundtlige Ytringer til mig, fandt jeg sjeldent i Deres skrevne. Jeg tager Dem dette ikke direkte ilde op, thi De var jo ikke forpligtet til at nære nogen Velvillie imod mig og jeg har hverken overseet, at De muligen følte Dem bunden ved gammelt Venskab 4 for Ploug – et Venskab der efter min Anskuelse hædrer Dem, skjøndt jeg personlig ikke sætter Pris paa Manden – eller undret mig over, at De lieret med en Falkmanpetersen3 som Peter Hansen4, maatte nu og da udtrykke Dem i "Nær og fjern"s Grundtone om mig. Jeg har allermindst miskjendt, at De stadig er gaaet længere til venstre og har opgivet Nær og fjern efter at have opgivet Fædrelandet. Men hvis jeg, der aldrig har lagt Dem et Halmstraa i Veien, i sin Tid havde næret nogen Forstemthed overfor Dem, saa vilde det ikke have være uberettiget.

Nu var De jo imidlertid ikke mere Medarbeider af Nær og fjern men Udgiver af Ude og hjemme, men saa trykte De denne gamle Artikel op, og saa værgede jeg mig. De vil selv see at heri ikke ligger nogen forberedt Plan, end mindre nogen "Banstraale", som jeg hverken har Magt eller Lyst til at udslynge. Deres Artikel indeholdt (saa at sige i mindre Format) alle de Udfald der rundtom vare blevne gjorte mod min Bog5, en Bog, som jeg – der ellers neppe sætter mine Bøger for høit – sætter megen Pris paa; den er Frugten af 17 Aars Grublerier og af et indtrængende Kjendskab til 5 sin Gjenstand. Jeg kunde ei andet end finde Deres Kritik smaalig. De nævner f. Ex. Pascal. Hvor kunde De troe jeg ei vilde indrømme hans Betydn. for K. jeg som selv paralleliserede ham med ham til Slutning, (og som har studeret Pascal fra min tidligste Ungdom af). Jeg tænkte paa det moderne England og Frankrig, og læg dog Mærke til det Tragikomiske i at den theologiske "Constellation" i Litt. i Frankrig falder i det 17de Aarh., hos os i det 19de. Kierkegaardmanen Sundby6 overseer bl. m. A. at vi her komme 200 Aar for sent. – Hvorfor vil De ei troe, jeg kan mene,√ hvad jeg siger om Auerb. og G. Sand? H.C. Ørsted og Sibbern vare to Schellingianere og staae allerede derved langt tilbage for begge hine i Livsanskuelsens Frihed og Vidde. – Min Opfattelse af K. afficeres jo ikke af, om man sætter større eller mindre Pris paa Korsaren. Deres gjennemgaaende Iver for at forsvare Goldschmidt fører Dem for vidt. Om Mynsters Indflydelse er jeg ganske uenig med Dem.

Mine Ord om at De ei "opfatter", ei "drager Slutninger" er ei saa ilde mente som De troer. Jeg mener Dem det nemlig godt, hvad De end siger. Det om Opfattelsen vilde jeg have sagt Dem mundtligt, hvis jeg havde faaet talt med Dem i Kbhvn om Deres "Fra Fyrrerne". Min Mening er: De afhører bestandig Vidner, De fælder ingen 6 Dom. Se engang: De gaaer bestandig ud fra at de berømte Afdøde vare ikke blot store Navne, men virkelig store Mænd. De tager til Udgangspunkt: Han var stor – uhyre stor – og nu forklarer De det Modsigende ud fra dette Grundlag. Saa letter De Deres i og for sig meget fintmærkende Samvittighed ved en ubestemt Vending som "Et andet Spørgsmaal er det" eller lignende. Jeg forsker og siger saa til Slutning: Var den Mand nu virkelig saa stor? Tag f.Ex. H.C. Ørsted, en fin, barnlig, elskværdig Mand, men stor? Nei. Han var efter min Opfattelse ingen stor Mand, ei engang saa stor som Broderen. Han gjorde sin berømte Opdagelse ved en Tilfældighed og formaaede ei at bruge den til det Ringeste, medens Andre rundt om ham definerede og frugtbargjorde den. Han var som Skribent en Halvfilosof. De berører hans Halvhed og Tvetydighed paa det religiøse Omraade, men drager ingen Slutning (uden høiest en rosende) deraf. Er det aldrig faldet Dem ind, at naar vi Danske i dette Øieblik med Hensyn paa aandelig Udvikling stikker saa rædsomt i Fidtefadet, saa beroer det paa at Danmarks "store Mænd" af den ældre Generation til Forskjel fra de store Mænd andensteds var uklare, halve og kloge, paa Punkter hvor man ude i Europa var klar, hel og djærv?

Som sagt jeg mener Dem det godt og vil Dem vel og et lille Bevis derpaa er dette lange Brev som jeg maa bøde for med en Times Nattearbeide.

Deres heng.
Georg Brandes

 
[1] Zelten: familien Brandes boede i en stor lejlighed på 3. sal, In den Zelten nr. 16. tilbage
[2] Jørgen Knudsen har i Georg Brandes. I modsigelsernes tegn. Berlin 1877-83, 1988, s.228ff givet sin opfattelse af forholdet mellem Borchsenius og Brandes i 1880. tilbage
[3] Falkmanpetersen: journalisten Adolf Falkman, der var døbt Adolph Nicolai Falkman Petersen. tilbage
[4] Peter Hansen: redaktør 1872-79 af ugebladet Nær og fjern, der politisk stod til højre. tilbage
[5] Bog: GB: Søren Kierkegaard. En kritisk Fremstilling i Grundrids, 1877. tilbage
[6] Sundby: Thor Sundby (1830-94), da. romanist, der i 1877 udgav bogen Blaise Pascal, hans Kamp mod Jesuiterne og hans Forsvar for Kristendommen. tilbage